Danske universiteter lukker uddannelser på engelsk Man ville sgu helst tro det var 1. april. Ingeniørens leder er fremragende og udstiller det enestående ubehagelige, danske national-politiske perspektiv, der faktisk er tale om. Helt helt galt i globaliseringens tid. Tidsånden hører til det tristeste i Danmark i disse årtier. Godt at der er nogen, der råber op. Men den politiske (selv)destruktion af DKs relation til omverdenen … Continue reading Dansk, når det dummest (V)
Og hvorfor sidder justitsminister Pape Poulsen der egentig stadigvæk? Den 14. november 2018 kunne man i Berlingske Tidende om forslaget til den såkaldte påvirkningslov læse at “Regeringen trækker i land: Danskerne skal straffes for at »samarbejde« med fremmede efterretningstjenester” – men altså ikke, som det oprindeligt var tanken, for på sociale medier at poste noget, der senere kunne bevises at være russisk propaganda-materiale. Nå, det … Continue reading Påvirkningsloven – mig skal de nu ikke forsøge at påvirke
Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, har netop udgivet en publikation om ”Trolde i dit feed. Russisk desinformation”, der specielt skal hjælpe gymnasieelever at forstå fake news. Dog kun russiske. Rapporten er selv et glimrende eksempel på desinformation og fake news – eller snarere fortiede (omitted) nyheder, der er værre end fake, nemlig fakta og perspektiver på begivenheder, du aldrig får fordi du ikke skal … Continue reading DIISinformation
Idag giver jeg plads hér på min egen blog for en artikel, der fortjener særlig opmærksomhed. Den handler om noget meget vigtigt, den er veldokumenteret og velskrevet. Forfatteren er Jesper Munk Jakobsen, cand.mag i retorik fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han er tillige TFF Associate og jeg er gennem vort samarbejde kommet til at sætte stor pris på ham – en uafhængig, kritisk forsker … Continue reading Hånden på hjertet…
Uffe Geertsen døde, 89 år gammel, tilbage i marts men først i går opdagede jeg det og vil skrive dette om ham og vort meget gode samarbejde – omend det er længe siden.
Uffe arbejdede dengang på Mellemfolkeligt Samvirke, MS. Mens han er mest kendt som folkeoplyser i den bedste humanistiske højskoletradition og for sit livslange engagement for vedvarande energi og miljøspørgsmål – ja, så var han også stærkt optaget af fred, antimilitarisme og anti-nuklearisme.
Tidligt i 1981 forsvarede jeg min doktorafhandling på Sociologiska Institutionen ved Lunds Universitet; den hed “Myter om Vor Sikkerhed. En kritik af dansk forsvarspolitik i et udviklingsperspektiv” og var netop blevet udgivet i sin helhed af MS.
Uffe havde været den flittige, årvågne korrekturlæser og for så vidt medredaktør for stakkels mig, der allerede dengang havde fået mit sprog forurenet af svenska språket i og med at jeg var flyttet til Lund i 1971.
Og det gav resultat. Bogen blev faktisk en bestseller med godt 7000 solgte eksemplarer. Jeg har aldrig undersøgt det, men kan ikke tænke mig at der findes mange andre doktorafhandlinger ved Lunds Universitet, der har solgt i så mange eksemplarer – og vel at mærke i sin oprindelige form. Der er jo mange afhandlinger, der først kommer ud i deres mere eller mindre ubegribelige og indforståede fagsprog for derefter at skrives om og komme ud “til folket.”
Og jeg kan godt huske et par forskere, der ikke havde læst bogen, men mente at hvis den havde solgt så godt så måtte det være en ret dårlig afhandling. Jeg smiler stadig – det er jo dog skatteyderne, der betaler vores uddannelse og forskning, så hvis et ordentligt fagligt indhold kan skrives på en måde, som også kan læses af ikke-akademikere burde det vel være i sin orden?
Nok om det. Det var sådan et godt samarbejde med Uffe. Vi sad i timevis sammen og gik igennem teksten og diskuterede afsnit, inddelinger og overskrifter. Som en af Danmarks fineste folkeoplysere var hans interesse naturligvis at indholdet blev så pædagogisk over overskueligt som muligt. Og dét bliver det kun hvis man også forstår indholdet – og dét gjorde Uffe.
Og igen på terroristernes side Ved sin nøje tilrettelagte Syrien-demonstration på Rådhuspladsen den 25. februar 2018 støtter Mellemfolkeligt Samvirke igen: • systematisk brud på folkeretten – herunder splittelsen af en stat med voldelige midler – international våbenhandel og vestlig interventionism og regeringsforandring; • terroristgrupper som med udenlandsk militær og politisk støtte i årevis har bidraget til usigelig ødelæggelse over store dele af Syrien; • politiske … Continue reading Mellemfolkeligt Samvirke deltager i krigen i Syrien
Professor emeritus, Steen Hildebrandt skrev den 20. januar 2018 en vederkvægende og skarp debatartikel under overskriften: Danmark er ved at blive en nation af selvoptagede, selvtilfredse og forkælede borgere Under den fandt jeg anledning til at kommentere således: Hjerteligt tak, Steen Hildebrandt. Jeg deler helt og fuldt din argumentation – man har fuldstændigt mistet perspektivet på sig selv og dermed også den store verden. Og … Continue reading Steen Hildebrandts spark til de selvoptagede, selvtilfredse og forkælede danskere
Det er genialt af Skovgaard Museet at bevidst fravælge islamofobiens kendemærker og dermed marginalisere dens tilhængere. Debatten om Muhammed-tegningerne handler jo ikke om ytringsfrihed men om dannelse, indlevelse og respekt (og ville aldrig kunne være ført hvis det var anti-semitiske tegninger). Og om ansvar for hvad man siger og gør – og vælger at ikke sige og gøre. Om ytringsansvar. Den handler om den selvforherligende, … Continue reading Genialt af Skovgaard Museet
Amnesty International lader i disse uger en bus udsmykke med et reklameslogan hvilket er blevet opfanget af Adweek Adfreak som “remarkable” markedsføring. Det er det skam – men af andre grunde end den der fremhæves i artiklen. Dette billede pryder også hele forsiden på Amnesty’s hjemmeside. Har Amnesty ikke lagt mærke til at Aleppo blev befriet for godt 7 måneder siden helt præcist den 12. … Continue reading Dette er ikke hverdag i Aleppo
Efter at 7 mennesker er blevet dræbt i endnu et angreb i London – hvis gerningsmænd og motiver vi endnu ikke kender – mener han ifølge Ritzau/DR at der skal sættes “hårdt imod hårdt”.
Med denne tilgang – krigskaffe kunne man måske kalde den? – vil Danmark og udenrigsminister kun opnå at bidrage til mere terrorisme.
Den er helt gal i analysen af hvad problemet er, i fornægtelsen af vestverdens forkerte “krig mod terroren”, der siden 2001 har medført at 80 gange flere mennesker dør per år på kloden end før 9/11 (iflg. The Global Terror Index).
Siden 9/11 har medier og politikere kun talt om hvordan terrorhandlinger begås, hvem der begår dem og hvordan man kan gardere sig, første og fremmest ved at dræbe terrorister.
Der var en gang sikkerhedspolitik var vigtigt og krævede sagkundskab
Jeg er gammel nok til at huske danske politikere, der have kundskab om forsvar, sikkerhed og fred som f.eks. Lasse Budtz, Kjeld Olesen, Gert Petersen, Bilgrav-Nielsen, Jytte Hilden, Poul Hartling, Anker Jørgensen, Preben Wilhjelm. Nogle af dem skrev bøger om international politik.
Jeg kendte flere af dem, sad i Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg, SNU, igennem 1980erne hvor der foregik en sober omend ikke revolutionerende debat baseret på kundskaber. Ingen nævnte nogensinde at Danmark burde deltage i krig.
Sådan er det ikke idag.
Hverken i politikken eller medierne bliver man noget ved musikken på at kunne noget om disse ting. Og det behøves måske heller ikke? Danmark lader sig jo helt underdanigt styre udefra på disse områder.
Forsvarsminister Hjort Frederiksen kan – som man har set for nylig i Clement og i dag på Danmarks Radios hjemmeside – kun gengive hvad hans embedsmænd har fortalt ham at han skal sige. Sådan ser det i alle tilfælde ud.
Denne artikel tager udgangspunkt i to artikler på Danmarks Radios hjemmeside dr.dk. De er spontant valgte og naturligvis er der andre artikler, der er udtryk for mere vellykket nyhedsjournalistik.
Alligevel føler jeg som daglig læser af public service-mediet at de er nok så repræsentative for det, der produceres vedrørende den påståede russiske trussel – herunder stærkt selektiv udvælgelse af materialer og ekspertise, indforstået militær-civil elitetænkning, meget begrænset research og en påfaldende mængde af udeladelser af relevant information, der måtte være nødvendig for alsidig folkeoplysning og lødig opinionsdannelse.
Den, der vil læse nedenstående som omhandlende kun disse to artikler og vil se dem som “smuttere,” er lige så velkomne at gøre dét som dem, der anser at der er tale om eksempler på symptomer på en subjektivt meningsdannende journalistik, som er nok så bekymringsvækkende for såvel folkeoplysning som opinionsdannelse.
For vi vil jo ikke have at fake-believe begynder at erstatte nyhedsjournalistikken.
Den nye russiske cyber trussel
EU tager kampen op mod Ruslands falske nyheder – fortæller DR online i en artikel forfattet af Maya Nissen. Der lægges til at “Russisk indblanding kan komme til at skabe yderligere ustabilitet i Europa – og det er netop formålet, fortæller DR’s EU-korrespondent.”
Indledningsvis kan man lige notere at artiklen er én blandt tonsvis af medieindslag, der lider af den omsiggribende praksis at journalister bruger andre journalister (oftest i eget hus) som eksperter i stedet for at henvende sig til folk, der véd noget på et specialområde – i dette tilfælde ville det blandt andet være medieforskere.
Danmark slog ind på sin bane som bøllestat i 1999 med bombningen af Serbien. Derpå militær deltagelse i Afghanistan, besættelsesmagt 2003-2007 i en af historiens mest tragiske krige – drabet på 1 million sagesløse mennesker i Irak. Så hovedbombenation i Libyen under dansk NATO-ledelse, så atter bombninger i Irak og tillige Syrien og nu skal der så danske tropper på landjorden i begge lande.
Uanset hvad problemet er så tilsiger den aktive danske militærpolitik – ikke udenrigspolitik – at militæret altid er løsningen, det første valg. I klokkeklar strid med FN-Erklæringen om at alle civile midler skal være prøvet inden man, som sidste udvej, benytter militære midler.
Danmarks indsats i såvel Irak som Syrien strider mod folkeretten. Og etisk udtrykt burde begavede mennesker kunne komme på noget bedre end at slå mennesker ihjel, man ikke bryder sig om.
At bekæmpe terrorister som ISIS ved at forsøge at slå dem ihjel én for én kan sammenlignes med idéen om at udrydde alle sygdomme ved at slå alle syge ihjel, én efter én.
Dette tiltag kan kun reducere danskernes egen sikkerhed og øge risikoen for terror mod Europa herunder mod Danmark.
Glidebane
Husk at statsministeren flere gange har sagt at han ikke kunne se for sig at der skal tropper på landjorden. Det er en skelsættende beslutning: Mission creep bliver det næste.
60 vil blive til flere…for der er vel ingen, der for alvor tror at 60 danske jægersoldater kan gøre en større militær forskel i et vrimmel af titusindvis af vildt blandede militante enheder?
Der vil blive endnu meget mere kaos i Syrien. Selvom Aleppo gudskelov er blevet befriet, så har alle Assad-hadere nok ikke tænkt at pakke sammen og rejse hjem til de omkring hundrede lande de kommer fra.
Som det fremgår i en kommentar under denne artikel blev både MS’ forkvinde, Helle Munk Ravnborg og generalsekretær, Tim Whyte, kede af min udlægning omkring MS “markedsføring” og holdning til Syrien. Naturligt nok.
Mit indlæg var skarpt formuleret – der skal af og til sparkes i løgsovsen også for den gode sag som MS i sig selv jo er. Men de valgte alligevel til min store glæde at invitere mig til en snak.
Det møde havde vi så i dag den 7. februar over deres kaffe og min medbragte mazarintærte.
Jeg indledte med at undskylde at der i min artikel (som står herunder som den blev skrevet) findes et par formuleringer, der kunne tolkes af de to som et personangreb; det var ikke tilsigtet og jeg mener jo som alle andre fornuftige mennesker – oh, Gandhi! – at man skal gå efter bolden og ikke spilleren.
Vi havde 90 minutters sober snak og gensidig lytten, udforskning af vigtige temaer. Man kan sige at min konfrontation ledte til dialog og endog nogle konstruktive idéer til fremtiden.
Jeg lærte at det er svært at balancere når man – de såvel som jeg – bliver vred over den lidelse vi ser uskyldige udsættes for. Og at man let kommer til at tage parti i kampens hede for den ene eller den anden part i stedet for måske at tage afstand fra alles vold.
At det kan være svært at have alle fakta på plads (og at vide hvad der er empirisk holdbart og hvad der er fordrejning) inden man tager stilling og mobiliserer opinion. Aktivisme går jo gerne gå lidt hurtigere end det dér 5-10 årige forskningsprojekt.
At MS ikke – som jeg havde fået indtrykket af – har et markedførings-firma, der hjælper dem med den stil, de har på hjemmesiden, på blogger og i taler; det er deres egne folks måde at gøre det på.
At de er dybt bekymrede over at mennesker føler så stor magtesløshed og at det vigtigt at organisationer som MS forsøger at skabe møder, pladser og forløb hvor denne magtesløshed – der er så farlig for demokratiet – kan erstattes af fællesskaber og konstruktiv aktivitet.
Og at MS så at sige arbejder med sig selv og har en løbende intern debat om både form og indhold i kampagner.
Jeg følte både åbenhed og respekt og det er jeg glad for.
Derfor delte jeg også lidt af min erfaring med hensyn til hvordan man kan analysere de underliggende konflikter, som volden er symptomer. Jeg mener at symptom-diskussioner let leder til golde debatter om skyld. Det ville være bedre at fokusere mere på konflikternes karakter over tid end på “hvem der er værst” til at bruge vold – fordi symptom- og skylddiskussioner ikke kan lede fremtil dialoger om fredens muligheder.
Og at det er freden, der er MS’ historie eller essens og ligger både Tim Whyte og Helle Munch Ravnborg varmt om hjertet – ja det er der jo ingen tvivl om.
Jeg foreslog så nogle konkrete ting som jeg mener MS måske kunne tænke over og måske gøre fremover og at det er vigtigt at være for nogen eller noget snarere end at være imod – og de blev opfattet med stor interesse.
Så meget at vi blev enige om at mødes igen når jeg er hjemme fra næste rejse til Syrien.
Dét ser jeg meget frem til. Så tak for idag, kære venner.
• • •
Mellemfolkeligt Samvirkes nye stil og måden at håndtere Syrien på bør blive en parentes i organisationens liv. For der må være tale om enten uvidenhed eller uhæderlighed.
Mellemfolkeligt Samvirke er slået ind på den amerikansk inspirerede linje med professionel markedsføring, reklamesprog og iscenesat aktivisme samt – og ikke mindst – en bestemt politisk holdning vedrørende visse internationale spørgsmål.
Den nye humanitære industri
Det er muligvis en del af den nye humanitære industri hvor regeringer, humanitære og menneskerettigheds-organisationer samt medier gør fælles sag vedrørende krigszoner. Det indebærer selvsagt at “N” i NGO, Non-Governmental Organisations, kommer til at stå for “Near” og ikke “Non.”
Civilsamfundet tenderer at udhules og demokratisk dialog mellem folk og regering forsvinder. Langsomt men sikkert.
Organisationer som Læger Uden Grænser og Human Rights Watch påtager sig roller som både partiske medier i felt og politiske eksperter og gør det politisk korrekt i forhold til især vestlige militære interventioner.
Det er altsammen affødt af den kendte men tvivlsomme doktrin om humanitær intervention eller Responsibility to Protect (R2P) – hvor spørgsmålet i en begrænset verden er: Intervention hvor? Mod eller med hvem? Af hvem? Vil vi gøre mere skade end gavn? Og hvor gider vi ikke intervenere?
Svaret på det sidste er: dér hvor største menneskelig behov findes og hvor der samtidig ikke findes strategiske interesser eller mulighed for at bruge våben.
I dagens verden flyver de fleste landes humanisme F16. Også det officielle Danmarks. Ren humanisme, medmenneskelighed og ægte solidaritet er faldet ud af den politiske værktøjskasse.
M for Markedsføring – og USAs valg
Vælger man denne let smarte markedsføring-og-politik strategi i denne nye industri skal man være godt klædt på forinden.
Det findes der, som jeg ser det, to årsager til at MS ikke synes at være.
Danmark er blandt 38 lande, der har stemt nej til at der skal forhandles en traktat i FN, der forbyder atomvåben. Det skriver blandt andre Jyllands-Posten. Danmark ønsker altså at atomvåbnene fortsat skal true hele menneskehedens eksistens – våben som allerede i 1996, for tyve år siden, blev erklæret i strid med folkeretten af FNs Internationale Domstol i Haag. Hver gang den danske … Continue reading Ja til atomvåben! Flot, Danmark og DR!
Den nuværende periode i menneskehedens historie vil blive svær at forklare for fremtidens historikere – hvis der da findes nogle.
Hvordan kunne det gå så skridt så hurtigt og på alle fronter for dén Vestverden, der efter 2. verdenskrig stod med alle kortene på hånden?
Hvordan kunne det amerikanske imperium, der byggede på frihed og demokrati, overhovedet styrte sammen dér tilbage i 2026?
Den vestlige NATO-baserede verden kunne ånde lettet op da Sovjetunionen og Warszawapagten var blevet opløst i 1989. Den havde vundet ideologisk – ingen ville siden have sovjetkommunisme – og økonomisk – Rusland producerede ingen attraktive forbrugsvarer – og militært. Ruslands militærudgifter var bare 8% af NATOs mod Warszawapagtens 75% af NATO førhen.
Den Kolde krig forsvandt lykkeligt nok uden Varm Krig eller atomvåbenbrug. En ny verden blev mulig. Ondskabens imperium, som præsident Reagan havde kaldt Kreml-systemet, var borte. Alle talte om fredens ”dividende”.
Men kun godt 25 år senere var verden gennemsyret af angst, terror, konfrontation, had, racisme, miljøkatastrofer, flygtningestrømme, markeds-økonomisme, militarisme og ting som ufatteligt dybe indkomstkløfter, mindskende velfærd og en vigende tro på demokratiet – samt indskrænkelser hele vejen rundt af den frihed, som netop denne ’frie verden’ stod for.
Hvor er den officielle danske beklagelse og undskyldning til ofrene? Det vågne, skadereducerende diplomati lige nu?
Er påstanden om at det blot var en fejltagelse den mest bekvemme?
Har Pentagon ladet Danmark udføre et beskidt arbejde uden at vore piloter vidste det?
Hvor stor er splittelsen i den amerikanske udenrigsadministration og var det måske derfor ikke en fejltagelse?
Hvorfor mon vælger forsvarsminister Peter Christensen en så dum forhalingsstrategi og lader som om han ikke ved hvad der er sket? Og i stedet rakker ned på russerne, der fik dette vanvid stoppet med bedre efterretninger?
Kun et meget naivt menneske tror på officielle forklaringer fra krigsførende landes regeringer, uanset hvilket.
Og hvis det er en fejltagelse hvorfor sker den så – dybest set? Og er der noget at lære af den?
Kort sagt, en rigtig møgsag som følge af en møgpolitik.
For mediefolk, der ikke bare er mikrofonholdere, turde der være nok at grave i.
På en stille søndag aften kommer den tragiske nyhed at Danmarks F-16 fly har været med at “fejlbombe” i Syrien.
Midt under en skrøbelig våbenhvile har den USA-ledte koalition bombet “de forkerte”, nemlig syriske regeringsstyrker istedet for Islamist Stat. er er ifølge forskellige kilder Det hér bør blive en meget meget interessant politisk historie for Danmarks stats-, udenrigs- og forsvarsminister. Gad vide hvilken (medie)strategi man vil vælge for at forklare og forsvare sig?
Tekniske spørgsmål
Hvorfra får danskerne sine oplysninger og koordinater for bombetogter? Hvor mange efterretninger samler det danske militær selv ind? Tør man stå imod med egne oplysninger hvis de ikke stemmer overens med dem, man får fra USA og andre?
Hvem fortæller Danmark hvor de skal bombe og hvorfor? Kan de sige nej til en ordre fra Pentagon? Eller går man ombord i hvad som helst for at se seje ud i His Master’s Voice’s øjne?
Hvordan vil man beklage tabet og forklare at Danmark samtidig støtter fuld op om våbenhvilen?
Danmarks Radios stjernerapporter, Steffen Gram, har naturligvis hurtigt den for USA og Danmark mindst dårlige forklaring nemlig at der er dårlig kommunikation og at Danmark har fået forkerte efterretninger. Man “har blot fløjet efter amerikanske instrukser.” Hvordan i alverden man blot sådan gør dét undlader han dog – researchfrit – at fortælle os.
Forsvarsministerens forhalingsstrategi – han har dårlig samvittighed
Forsvarsminister Peter Christensens strategi virker dum: forhalingens “lad os nu vente og se hvad der er sket – hvad der er op og ned i denne sag.”
Angrebet fandt sted den 17. september og allerede samme aften gik den amerikanske CENTCOM ud med en pressemeddelelse, der mere end antyder at der er sket en fejl, at russerne informerede amerikanerne herom – tænk hvis man i timevis havde fortsat og slået endnu mange flere ihjel? – og at man stoppede angrebeneefter at have fået informationen fra russerne.
Statsminister Lars løkke Rasmussen udtaler om det grusomme angreb i Nice: “Vi er alle blevet ramt. Attentatet er ikke blot et angreb på Frankrig. Det er et klart angreb på de værdier, der danner grundlag for vores samfund.” Det kan være at han har ret, men alligevel: Hvordan kan han vide det få timer efter at det er sket? For det andet, hvorfor udtaler han kun … Continue reading De udvalgte fås lidelser i stedet for medmenneskelighed og forsoning?
Tænk om Danmark havde tænkt og tænkt ligesådan – men måske kendte man til risikoen for afpresning hvis man ikke købte netop F-35, som danske virksomheder har været med til at udvikle?
Arbejdspladsargumentet er, trods dette, et elendigt argument da civile investeringer altid giver flere arbejdspladser per krone end militære. Men der er mere at være bekymret for…
(Photo: ROSLAN RAHMAN, AFP/Getty Images)
Denne artikel – om de groteske priser på våben i en ellers begrænset verden – fortæller at F-35 oprindeligt blev budgetteret til US $ 35 millioner og nu koster over US $ 200 millioner.
Og at pilotens hjelm alene koster US $ 400.000 (2,7 milioner kroner)!
Politikens Breaking News fortæller at tre såkaldt danske krige skal udredes af en historiker og en politolog; det har et folketingsflertal lige besluttet. Avisen fortæller også at der er meget store forskelle på denne udredning og den nedlagte Irak-kommission. Og det har den helt ret i. 17 år efter NATO’s ødelæggelse af Serbien skal Kosovo-krigen altså udredes! Men man skal ikke forsøge at bedømme forholdet mellem … Continue reading Sovjetisk udredning om Danmarks krigsdeltagelse
Hvad får vi egentlig at vide om det nordiske topmøde i Washington?
Svar: Andedamsjournalistik om middagen, salen, musikken, underholdningen og Lars Løkke Rasmussens morsomme (?) tale. Det er politik som et show – eller dække. Benovelsen over at blive modtaget med pomp og pragt i Washington er til at tage og føle på. Og sådan er det hele vejen på tværs af dansk medier inklusive Ritzaus Bureau.
Hvad savner vi i alle ledende medier – også Public Service-DR?
En analyse af (og lænke til) det omfattende, detaljerede og exceptionelt lange fællesdokument, der viljesløst binder landene til USAs udenrigs- og militærpolitik og gør dette møde til alt andet end en festlig begivenhed for Danmark og de andre nordiske lande.
Der er faktisk tale om totalt knæfald for imperiets præmisser – langt hen ad vejen i strid med hensynet til de nordiske landes egne sikkerhedsinteresser. Og de nordisk ledere gør det med smil, stolthed og intetanende hvad dette kan indebære ad åre – men da vil de selv være borte.
Er en skeptisk vinkel på dette overhovedet tilladt i det stadigt mere homogeniserede og research-frie mediebillede?
Tilsyneladende ikke – altså må andre gøre opmærksom på den større sammenhæng og udføre public service og folkeoplysning.
I en tid hvor spændingen øger mellem Rusland og NATO er der brug for alt andet end den ganging-up, militær ekspansion, konfrontation og polarisering mod Rusland – og hårdt pres på f.eks. Sverige og Finland for at blive ikke bare de facto men også de jure medlemmer af NATO – som USA/NATO kører på i disse år med henvisning til Ruslands aggressive politik og annekteringen af Krim.
Ruslands militære udgifter er 11% af USAs og 8% af NATO ifølge SIPRIs statistik. Der findes ikke én NATO general, der hellere ville være ansat i det russiske forsvar.
På pressekonferencen igår påpegede forsvarsminister Peter Christensen på at man kan være tryg ved at F35 endnu ikke er færdigudviklet fordi den amerikanske kongres løbende får rapporter om dette udviklingsarbejde:
“- Men det er et meget transparent udviklingsprojekt, der gør, at Kongressen i USA også hele tiden får rapporter om, hvor langt vi er nået, hvor de nuværende problemer er, og hvad de har tænkt sig at gøre ved dem. Så i fremtiden vil vi også høre om ting, som man ikke har færdigudviklet, og som giver problemer.”
Gad vide hvad han så mener om – og vil kunne gøre ved – den seneste rapport udfærdiget af GAO, General Accountability Office – USA’s højeste revisionsmyndighed? Ifølge det berømte businesstidsskrift Fortune siger rapporten at flyets Autonomiske Logistik Informations System (ALIS) er så mangelfuldt at flyet i værst fald kan komme til at blive stående på jorden og at det ikke vil kunne operere med andre dele af militæret når det befinder sig i visse områder.
Rapporten er helt ny, fra 18. april i år. Kendte forsvarsministeren til den på pressekonferencen?
Hvis han gjorde ville han og hans forhåbentlig objektive analytikere vide at hvis disse problemer skal løses vil der blive tale om et meget dyrere fly inden de vil blive leveret til Danmark i 2021?
Artiklen taler om en ekstraomkostning på US $ 20-100 milliarder for bare at få dette ALIS system – ét af utallige problemer med dette fly, der kaldes en “kalkun” i fagkredse – til at fungere.
Man må også spørge om forsvarsministeren kendte til f.eks. denne artikel – også i Fortune og fra 18. marts 2015 – der fortæller at en af versionerne af F35 skulle have været operabelt i 2012, er enestående i forsvarsindustrien både hvad gælder mængden af problemer – listen er lang i denne artikel og det er ikke små ting – og prisstigninger.
Den 7. maj offentliggjorde dagbladet Information dette interview lavet på fremragende vis af Line Vaaben. Det tager udgangspunkt i Taksøe-Jensens udredning om danske udenrigs- og sikkerhedspolitik – men lander omkring lidt mere personlige aspekter. Continue reading Vi har en verden, der skaber frygt
Politiko.dk fortæller torsdag den 21. april at det står sløjt til med befolkningens støtte til nye kampfly til en anslået indkøbspris på 30 milliarder kroner – eller 5,300 kroner per mand, kvinde og barn i vort land. Opinionsundersøgelsen, foretaget af Wilke for Jyllands-Posten, viser 53% imod, 31% for og 16%, der ikke véd hvad de skal mene. Selv med en antaget stor fejlmargen er der altså ingen … Continue reading Danskerne vil ikke have nye kampfly!
5 dage efter at jeg slog min kommentar op er der, som det fremgår, 278 Likes, 170 shares og over 40 kommentarer – næsten alle mere kritisk med langt stærkere ord end mine, f.eks. propaganda, hjernevask og megen fordømmelse af folketingsmedlemmernes beslutning om at Danmark også skal bombe i Syrien.
Der er ikke kun tale om politikerlede – eller foragt. Der er tale om udbredt medielede.
Det er ikke så almindeligt at en kort kommentar om en løbende historie får så mange reaktioner og at så mange føler trang til at dele.
Den enkle pointe i mit opslag er jo at vort public service medies prioriteringer – i det mindste set i lyset af en folkeoplysende tradition og dét er et lys, der er brug for – er uansvarlig og at DRs hjemmeside som så mange andre lider af langvarig tabloidisering. Krig er ikke en rar nyhed og den slags kan forstyrre den omsiggribende danske hygge – læs eskapisme.
Der er snart sagt ikke et “seriøst” medie tilbage, der ikke lefler for sport og underholdning og personfikserede historier, skandaler og – rene ligegyldigheder. Selvsving er et passende ord når DR X Factor bliver topnyhed igen og igen på DR’s hjemmeside.
Oh nej – jeg vil ikke have “tunge” nyheder hele tiden om verdens overgang eller undergang. Men jeg vil have en reflektion af at vi lever på én klode og i globaliseringens tid. Jeg vil have en fornemmelse at visse ting er vigtige end andre og at der er nogen, der har tænkt over hvad der egentlig er mediers opgave som tiden og verden forandres.
Something is rotten in the State of Denmark and the world will increasingly see it. It’s an unpleasant combination of Islamophobia, militarism and a peculiar ethical and intellectual self-destructive obedience to US/NATO all wrapped up in a pseudo-humanitarian flag. It’s important that intellectuals criticise the policies of their native country and not only and politically correctly criticise that of others. In the case of Danish … Continue reading Denmark to attack in Syria – too
Så skal Danmark i bombe krig for 6. gang siden 1999. Det er i hvert fald hvad DR varsler her. Først var der Jugoslavien – to nætter i 1999, så Afghanistan, derpå Iraq 2003-2007 og fra 2014; så pulveriseringen af Libyen langt uden for FN’s Sikkerhedsråds mandat og nu skal dette udvides til Syrien. Sådan som den er blevet udkæmpet skaber krigen mod terroren kun … Continue reading Danmark skal ikke også i krig i Syrien!
Danmarks stadigt mere triste retning i verdens øjne: • Muhammetegningerne og afvisningen af diplomatisk samtale • Bombninger, krig, besættelse – fra Jugoslavien i 1999 til Irak 2 x, Libyen • Beredvilligheden at bombe Syrien • Medansvar for ISIS gennem besættelsen af Irak • Generel fremmedfjendtlighed – to say the least • Håndtering af terrorangreb, der ikke var det – … Continue reading Kunne Danmark også gøre noget godt for verden?
The UN Charter states clearly: • The equal rights of men and women• The equal rights of nations large and small• The norm to bring about peace by peaceful means The Universal Declaration of Human Rights states clearly: • The norm that all human beings are born free and equal in dignity and rights without distinction of any kind, such as race, colour, sex, … Continue reading We don’t want walls anywhere
Ærlig talt! Hvorfor ikke give 100% af bistanden til Danmark? Vi har f.eks. brug for nye kampfly så vi kan bombe mere – for eksempel i Syrien hvis der da kan blive plads til flere fly i luften og der står mere tilbage at ødelægge på jorden. Så der kommer flere flygtninge. Og de har jo juveler med… Danmark er jo et slags u-land. Vi har bare … Continue reading Danmark bør få al u-landsbistand selv
Min klumme i ‘Arbejderen’ den 26. august 2015. At definere ”vores forsvar” som kun et spørgsmål om våben er og har altid været en grundsten i militarismen, oprustningen og den voldelige konfliktløsning. Tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard (R) skriver på TV2 om hvorfor Danmark skal have ny krigsfly. Under overskriften ”Hvad vil vi egentlig med vores forsvar?” indleder han med, at “Vi bakker op om kampfly”, … Continue reading Nye krigsfly? Boykot dem eller brug folkefinanciering
Udenrigs- og sikkerhedspolitik burde være en del af valgkampen.* I en globaliseret verden bestemmes mere og mere af Danmarks fremtid af hvordan verden omkring Danmark udvikler sig. Det er dér rammebetingelserne skabes for dansk politik. Udenrigspolitik handler om at påvirke verden på en for os selv og verden god måde.
I globaliseringens tid er der to grupper, der har forstået at fremtiden er regional og global og at nationalstaten er på vej ned; det er erhvervslivet og militæret, der begge ser verden som ét system. Derimod hænger den politiske sfære uhjælpeligt fast i en forældet opfattelse af at nationalstaten og national demokrati er altafgørende. Faktisk bliver det mindre og mindre betydningsfuldt hvad vi stemmer på til Folketinget fordi de vigtige rammebetingelser afstikkes i Bruxelles, New York, Moskva, Beijing, i BRICS-landene (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika), i Valutafonden, NATO etc.
Den politiske sfære halter altså efter den økonomiske og militære. Vi kan stadigvæk ikke stemme om hvilke danskere, der skal repræsentere os i f.eks. FN og NATO og andre inter-nationale fora. Endnu mindre har vi globale styremekanismer – ingen høringer eller folkeforsamling i FN, ingen folkeforsamling tilknyttet de store organisationer. Og hvor fremragende og uundværligt FN end er sidder 5 stater, der idag på ingen måde er repræsentative for verden – men tegner sig for 85% af verdens våbenhandel – som en anakronisme og forsøger at bestemme verdens gang.
Jeg vil passe på det Danmark du kender – siger statsminister Helle Thorning-Schmidt på sin Facebookside hvor hun skriver som partileder, ikke som statsminister. Oh i den trygge moders favn! Undskyld, Helle Thorning-Schmidt – men det Danmark du har været med til at skabe kender jeg ikke rigtigt længere – ikke mindst på udenrigs- og sikkerhedspolitikkens område. Og hvornår erstattede socialdemokrater “vi” med “jeg”? Forresten … Continue reading Det Danmark jeg kender?
I politisk forstand eksisterer det Danmark jeg voksede op i ikke mere. Det var et land hvor man i rimeligt omfang troede på humanisme, på retfærdighed, ligeberettigelse, velfærdsstat og på at snakke om tingene. Selvom vi var med i NATO så skulle konflikter løses i overensstemmelse med folkeretten og ved at snakke om tingene.
Idag er Danmark ledende på to områder, som mange i min generation dengang ville have forsværget at vi nogensinde ville røre med en ildtang: fremmedfjendtlighed og militarisme. Selvom der er en sammenhæng mellem disse to ting så skal jeg i det følgende i en slags listeform svare på det spørgsmål Ræson har stillet mig: Hvad er det for en udvikling der er sket i DK’s syn på verden og militær magtanvendelse de sidste 25 år?
Man kunne også spørge: Hvorfor er den aktivistiske udenrigspolitik i første række militær? Hvorfor er det moralske argument om at vi ”må da gøre noget når” kun relevant dér hvor F16 kan bruges men ikke dér hvor fattigdommens og fejludviklingens problemer tager tusinder af liv hver dag?
Punkterne, der dækker de nævnte 25 år – altså tiden siden den gamle kolde krigs afslutning i 1989 – er ikke prioriterede. Alting hænger sammen og den lineær tænkning samt enkel kausalitet af typen A forårsager B forårsager C er forældede begreber.
Det globale perspektiv. Alt uden for EU, altså sådan cirka 93 % af verden – er blevet nedprioriteret i medier og politisk debat. Jo mere globalisering, jo mere er Danmark (jeg véd godt det er en generalisering!) blevet selv/nationalt-orienteret og kombinerer hygge med fornægtelse af de store problemer menneskeheden står overfor.
Efterkrigsgenerationen. Politikere har ingen erfaring af krigen, mange var endog børn eller unge da Muren faldt. Hvis der findes en afsky eller frygt for krigens gru så er den tilstede via medier – og krigen finder sted på behagelig afstand i kulturer vi stort set ikke forstår men nok synes skal ændres af det mere civilisatorisk overlegne Vest. Og går dét så helt galt som i Irak så havde vi i hvert fald gode intentioner.
Socialdemokratiet. Det i en vis forstand historisk samfundsbærende parti i de nordiske lande har opgivet alt hvad der fandtes i bevægelsen af solidaritet, nedrustning, retfærdighed og engagement ude i den store verden. Det er som P. O. Engquist vist har formuleret det et parti, der ikke længere har en historie at berette.
Det radikale venstre. Traditionelt anti-militaristisk, nu pro. Når man ser på Danmarks krige er det gamle spørgsmål jo stadig relevant: Hvad skal det nytte? Det var S og R der, personificeret ved Nyrup Rasmussen og Niels Helveg Petersen, i 1999 gjorde to fundamentale ting: blæste på FN og bombede Jugoslavien og dermed åbne for alt, der siden er sket.
Kundskab blandt politikere. For et par årtier siden havde vi en række politikere på tinge, der havde den store verden og sikkerhedspolitik som specielt kundskabsområde
It would be good if we could address the reasons why refugees come from Africa to Europe. It’s difficult to do anything serious about the problems – and avoid terrible human suffering like those we have just witnessed – if nobody bothers to talk about root causes and believe that the solution is just to allocate more money to deal with symptoms and “repair” work. … Continue reading Behind every refugee stands an arms trader
Syriens præsident: De farligste IS-ledere i vores region er fra Skandinavien Det er nok en tanke værd dét al-Assad hér siger. I foråret 2013 talte jeg – lige efter daværende udenrigsminister Villy Søvndal – på en konference arrangeret af Udenrigsministeriet og Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS. Jeg advarede mod alt hvad der på den tid blev gjort af en gruppe lande, inkl Danmark, der … Continue reading Tænk hvis nogen havde lært noget
Hvor lavt kan danske politikere synke etisk og intellektuelt? Hvis der fandtes en tåbeparagraf ville d’herrer Pape og Khader blive dømt på den – det er klart efter deres indlæg i Aarhus Stiftstidende. Islamisme er et modbydeligt ord – fordi det direkte sammenkæder en religions navns med terrorisme hvilket f.eks. ikke er tilfældet med ordet buddhisme. Dermed gøres de to ting i praksis til ét … Continue reading Nazi-Islamisme – som om ordet islamisme ikke var tilstrækkeligt modbydeligt
Interview med Jens Malling – Publiceret i Arbejderen Efterlader en verden i kaos Anders Fogh Rasmussen træder tilbage som Natos generalsekretær i dag efter fem år på posten. Aggressivitet over for Rusland og hykleri når det gælder Irak har ifølge fredsforsker Jan Øberg kendetegnet hans sidste år i spidsen for organisationen. Et udtryk for Vestens moralske forfald, mener han AF JENS MALLING ”Verden er et … Continue reading Fogh Rasmussen efterlader en verden i kaos
Gad vide hvor mange mislykkede krige vi endnu skal igennem før især politikere og medier opdager det indlysende faktum, at der findes et temmeligt bredt spektrum af handlingsmuligheder mellem at gøre ingenting og at smadre et land når konflikter dukker op?
Det spektrum hedder konflikthåndtering og tilhører et fagområde, der undervises i rundt om på verdens universiteter. Det kræver at FNs medlemsstater etablerer ”styrker” af uddannede konfliktanalytikere, facilitatorer, mæglere, områdeeksperter, forhandlere og forsoningsterapeuter, der kan rykke ud endnu hurtigere end de kan sende krydsermissiler og F-16 fly.
For at dette spektrum kan blive inddraget forudsættes endvidere at regeringer ikke direkte ønsker krig under foregivende af at have gode og ofte humanitære motiver hvor de i virkeligheden har rå interesser.
Med andre ord, man kan gøre noget ved den manifeste konfliktanalfabetisme, der først søger militære løsninger og – som en række danske politikere – hurtigt tilsidesætter folkeretten og FNs fornemste norm, nemlig den at fred skal skabes med fredelige midler og først når de alle har været prøvet og vist sig uden effekt kan man gribe til militære midler, vel at mærke i FN-regi.
Eller anderledes udtrykt: fred kan læres. Når nu de fleste mennesker i verden – også 98% af de civile i konfliktzoner der ikke griber til vold men er dens ofre – ønsker fred skulle man kunne tage demokratiet alvorligt og gøre en kraftanstrengelse for at mindske (ikke afskaffe) militæret, der globalt koster 1700 milliarder dollar eller 30 gange mere end alt FN gør – og i stedet øge konflikthåndteringen.
Eksemplet Syrien – gal diagnose og prognose
Verden har brug for konflikt-lægevidenskab: diagnose, prognose og behandling.
Diagnosen turde være nok så klar: Det handler om endog meget komplekse indre konflikter, den arabiske vår (oprindeligt) men det handler også om hele Mellemøsten og især hér om Vestens ønske om at holde Iran nede og Israel oppe. Continue reading “Syrien – hvad kunne være gjort og hvad kan stadig gøres?”
