Category Archives: Flygtninge, refugees, European crisis

“Vittnesrapport från Aleppo, en annorlunda konfliktanalys och vägar till fred i Syrien”

Videoinspelning av Jan Öbergs föredrag i Stockholm februari 2017

bagar1

Inspelningen är uppdelad i två delar:

Del 1: Vittnesrapport från Aleppo
60 min.

Del 2: Debatt och vägar till fred i Syrien
45 min.

Bakgrund
10-14:e december 2016 vistades Jan Öberg i Aleppo. Med sin unika erfarenhet från staden ifrågasätter han den gängse massmediarapporteringen, argumenterar för ett nytt sätt att se på konflikter på och ger förslag till den nödvändiga fredsprocessen.

Moderator
Anders Björnsson, författare

Datum
Lördag 25 februari kl. 14-16, Bagarmossens Folkets Hus, Stockholm

Arrangörer
Föreningen Syriensolidaritet, Folket i Bild Kulturfront – Stockholmsavdelningen, FiB-juristerna m.fl.

Jan Öberg rapporterar
– Jag kunde fritt tala med vem jag ville, och fotografera som jag ville. Jag gick omkring utan säkerhet, polis eller annat skydd. Många tackade mig för att jag var i Aleppo vid befrielsen.

– Förstörelsen av Aleppo är värre än jag någonsin trott – efter att ha sett Sarajevo, Mostar och Vukovar. Den stora förstörelsen är från gatustriderna – en mindre del ifrån luften.

– Ingen av dem många jag pratade med hade sett de Vita Hjälmarna. Däremot träffade jag frivilliga från Syriens Röda Halvmåne som var mycket professionella.

– De jag pratade med uttryckte sin glädje över frihet efter fyra års belägring och uttryckte tacksamhet över regeringens och ryssarnas insatser.

Öbergs fotoberättelser
Se också Jan Öbergs fotoserier med bakgrunds- och förklarande text här.

TFF PressInfo och andra artiklar – av vilka många handlar om Syrien – finns på TFF:s blogg här.

Faces of Aleppo

Fourth photo story from Aleppo: “Faces of Aleppo. Just out of 4,5 years of occupation hell”

January 25, 2017

Unique photos from Eastern Aleppo in Syria when it was finally liberated on December 11-12, 2016.

The people you see here have just come out to freedom from 4,5 years of the occupation by what can be called RIOTs – Rebels-Insurgents-Opposition-Terrorists – mostly the latter.

And most of them with some kind of support by NATO countries.

Western media, politics and humanitarian organisations focus on the victims from Eastern Aleppo who left to RIOT territories elsewhere, such as Idlib, after the liberation – family members and supporters of the occupiers.

That’s not the whole truth about Aleppo.

They conveniently ignore the thousands of other Aleppians: Those who were happy beyond words to see all of Aleppo back under the control of the Syrian government.

jibrinface1_phsh

Man from Eastern Aleppo in the Jibrin Reception Center – relieved, smoking and getting a little food. In freedom © Jan Oberg 2016 

These are the people in this photo story. They are among the 13 million Syrians who, according to the UN in Syria, are in need of humanitarian assistance – thanks to U.S. – non-UN – sanctions since 1979 and thanks to the war since 2011.

They too need and deserve the world’s attention and help.All of them and not just the politically chosen few.

Until the immense historical significance of the liberation of Aleppo is understood much better by many more and the biased Western media coverage has changed we will continue to highlight important but hidden dimensions of the conflicts in Syria.

Because peace will be impossible within the present dominant Western narrative and discourse.

And given the incomprehensible suffering of the Syrian people and the destruction of their society since 2011 possibilities for peace – rather than war – should occupy anyone with a human heart.

If you agree, please use the hashtag: #keepfocusonaleppo

* * *

If we do not care about the single individual, can we care about humanity?

My other stories have had quite a lot of texts. You may check them out to get the background and situation.

Here I just want you to see and reflect on how the Allepians I met expressed happiness, despair, hope, kindness but also anger at one and the same time. Pictures can say much more than words, particularly when we contemplate mindfully on what there is to see in every and each face of these victims of what is often called high politics – which often implies low morality.

So, please don’t rush. See and empathize.

© Jan Oberg 2017. Under no circumstance may the photos in this series be reprinted, reproduced or otherwise used without my prior consent.

 

MS – Markedsført Sandhed og Syrien? Med tillæg om en god dialog

Introduktion tilføjet den 7. februar 2017

Som det fremgår i en kommentar under denne artikel blev både MS’ forkvinde, Helle Munk Ravnborg og generalsekretær, Tim Whyte, kede af min udlægning omkring MS “markedsføring” og holdning til Syrien. Naturligt nok.

Mit indlæg var skarpt formuleret – der skal af og til sparkes i løgsovsen også for den gode sag som MS i sig selv jo er. Men de valgte alligevel til min store glæde at invitere mig til en snak.

Det møde havde vi så i dag den 7. februar over deres kaffe og min medbragte mazarintærte.

Jeg indledte med at undskylde at der i min artikel (som står herunder som den blev skrevet) findes et par formuleringer, der kunne tolkes af de to som et personangreb; det var ikke tilsigtet og jeg mener jo som alle andre fornuftige mennesker – oh, Gandhi! – at man skal gå efter bolden og ikke spilleren.

Vi havde 90 minutters sober snak og gensidig lytten, udforskning af vigtige temaer. Man kan sige at min konfrontation ledte til dialog og endog nogle konstruktive idéer til fremtiden.

ms

Jeg lærte at det er svært at balancere når man – de såvel som jeg – bliver vred over den lidelse vi ser uskyldige udsættes for. Og at man let kommer til at tage parti i kampens hede for den ene eller den anden part i stedet for måske at tage afstand fra alles vold.

At det kan være svært at have alle fakta på plads (og at vide hvad der er empirisk holdbart og hvad der er fordrejning) inden man tager stilling og mobiliserer opinion. Aktivisme går jo gerne gå lidt hurtigere end det dér 5-10 årige forskningsprojekt.

At MS ikke – som jeg havde fået indtrykket af – har et markedførings-firma, der hjælper dem med den stil, de har på hjemmesiden, på blogger og i taler; det er deres egne folks måde at gøre det på.

At de er dybt bekymrede over at mennesker føler så stor magtesløshed og at det vigtigt at organisationer som MS forsøger at skabe møder, pladser og forløb hvor denne magtesløshed – der er så farlig for demokratiet – kan erstattes af fællesskaber og konstruktiv aktivitet.

Og at MS så at sige arbejder med sig selv og har en løbende intern debat om både form og indhold i kampagner.

Jeg følte både åbenhed og respekt og det er jeg glad for.

Derfor delte jeg også lidt af min erfaring med hensyn til hvordan man kan analysere de underliggende konflikter, som volden er symptomer. Jeg mener at symptom-diskussioner let leder til golde debatter om skyld. Det ville være bedre at fokusere mere på konflikternes karakter over tid end på “hvem der er værst” til at bruge vold – fordi symptom- og skylddiskussioner ikke kan lede frem til dialoger om fredens muligheder.

Og at det er freden, der er MS’ historie eller essens og ligger både Tim Whyte og Helle Munch Ravnborg varmt om hjertet – ja det er der jo ingen tvivl om.

Jeg foreslog så nogle konkrete ting som jeg mener MS måske kunne tænke over og måske gøre fremover og at det er vigtigt at være for nogen eller noget snarere end at være imod – og de blev opfattet med stor interesse.

Så meget at vi blev enige om at mødes igen når jeg er hjemme fra næste rejse til Syrien.

Dét ser jeg meget frem til. Så tak for idag, kære venner.

• • •

Mellemfolkeligt Samvirkes nye stil og måden at håndtere Syrien på bør blive en parentes i organisationens liv. For der må være tale om enten uvidenhed eller uhæderlighed.

Mellemfolkeligt Samvirke er slået ind på den amerikansk inspirerede linje med professionel markedsføring, reklamesprog og iscenesat aktivisme samt – og ikke mindst – en bestemt politisk holdning vedrørende visse internationale spørgsmål.

 

Den nye humanitære industri

Det er muligvis en del af den nye humanitære industri hvor regeringer, humanitære og menneskerettigheds-organisationer samt medier gør fælles sag vedrørende krigszoner. Det indebærer selvsagt at “N” i NGO, Non-Governmental Organisations, kommer til at stå for “Near” og ikke “Non.”

Civilsamfundet tenderer at udhules og demokratisk dialog mellem folk og regering forsvinder. Langsomt men sikkert.

Organisationer som Læger Uden Grænser og Human Rights Watch påtager sig roller som både partiske medier i felt og politiske eksperter og gør det politisk korrekt i forhold til især vestlige militære interventioner.

Det er altsammen affødt af den kendte men tvivlsomme doktrin om humanitær intervention eller Responsibility to Protect (R2P) – hvor spørgsmålet i en begrænset verden er: Intervention hvor? Mod eller med hvem? Af hvem? Vil vi gøre mere skade end gavn? Og hvor gider vi ikke intervenere?

Svaret på det sidste er: dér hvor største menneskelig behov findes og hvor der samtidig ikke findes strategiske interesser eller mulighed for at bruge våben.

I dagens verden flyver de fleste landes humanisme F16. Også det officielle Danmarks. Ren humanisme, medmenneskelighed og ægte solidaritet er faldet ud af den politiske værktøjskasse.

 

M for Markedsføring – og USAs valg

Vælger man denne let smarte markedsføring-og-politik strategi i denne nye industri skal man være godt klædt på forinden.

Det findes der, som jeg ser det, to årsager til at MS ikke synes at være. Continue reading

The little girl from Eastern Aleppo

New year’s night, January 1, 2017

This girl had come out of Eastern Aleppo after four dark years of occupation by Western-backed terrorists – too many to name. People who for no reason had destroyed her home, her part of that beautiful city.

Perhaps half of her life living in fear, perhaps having lost family members.

I do not know.

jibrinvgirl_phsh

“The Little Girl From Eastern Aleppo” – © Jan Oberg 2016

I met her on December 14 at the Jibrin reception and registration centre in Western Aleppo where Syrian soldiers and volunteers from Aleppo University had just given her this bread with some vegetables inside.

She was one of thousands, old and young people who had been hit by unspeakable evil, death and destruction.

Victims of the dozens of conflicting parties and their criminal games. Destroying her life, her family, livelihood and her home town.

Of which there is nothing left. Nothing.

It was a rainy gray day. She was in a queue to get this little and she was so very grateful.

So hopeful. A little to eat to begin all over again.

Her standing there, her gesture. And the media tell you that Eastern Aleppo fell, that it wasn’t liberated?

Ask this girl.

Grasp her gratitude for what little most of the world take for granted. And those eyes.

I could not hold back tears in mine when I shot this image. Neither while I returned to process it and now writing this.

I’m a peace researcher and art photographer. The two sides come together in this image.

It’s the most important among thousands of pictures I took in 2016. Perhaps in all my years.

I have no wishes for myself this year. Have everything.

But I have many other wishes.

That this little but formidably strong girl and the thousands of other children and adults of Aleppo will live in some little peace in 2017.

That they will have the strength to return to what is left of their homes, if anything, and rebuild them. Go to a school and play in safety.

That the inhuman international “community” – it is no community – will lift the sanctions on Syria and show their humanity. Sanctions only hit innocents like her.

That she will live forever in security and peace and that she will not carry traumas from her childhood for the rest of her life.

That she will be able to, eventually, forgive the satanic forces who did this to an innocent child.

And that I may go back in 2017 and find her and ask how I can help her.

That’s the very very least I can do in gratitude for what she has taught me about the utter meaninglessness and cruelty of war.

No I can’t. I can’t wish anybody dead.

But I can express my rage through Bob Dylan. Who, fifty-three years ago, spoke to “The Masters Of War” – and I include the arms traders among them – thus:

And I hope that you die
And your death’ll come soon
I will follow your casket
In the pale afternoon
And I’ll watch while you’re lowered
Down to your deathbed
And I’ll stand over your grave
‘Til I’m sure that you’re dead.

The refugee mis-handling and the EU’s decline

Turkey’s coup – Another example of the West’s disintegration

Here is my take on the July 15 coup in Turkey – why it happened the way it did and what is the least unlikely hypothesis – followed by some examples of regional and international consequences this coup is bound to have.

And it ends:

NATO comes across as a very tired alliance that should have been closed down or re-invented itself 25 years ago when its raison d’etre – the Soviet Union and the Warsaw Pact – disappeared. (That was always false because the Warsaw Pact was created 6 years after NATO had been established).

And, then, now this coup too – and rapid decent into instability, extreme authoritarianism, chaos and possible violence or civil war in Turkey.

One may wonder what the Western press and politicians would have made of such purges had they happened in Russia or Iran? Now we hear mainly vague ’worries’ or full endorsements of a dictator. Self-censorship because of Turkey’s NATO status, or what? Why?

One crack in the Empire after the other. Indeed, we are living in interesting – and dangerous – times.

EU’s so-called refugee crisis – and what should and must be done

Commenting on PressTv on July 22, 2016 after yet another tragedy in the Mediterranean. But how much did the media cover that in comparison with the Nice tragedy – and Hollande’s killing of 120 innocent civilians as revenge for Nice (which at the time was not known to have any connections to ISIS or similar).