Category Archives: Dansk politik

Hjort Frederiksens Danmark og Honeckers Østtyskland

Der var en gang sikkerhedspolitik var vigtigt og krævede sagkundskab

Jeg er gammel nok til at huske danske politikere, der have kundskab om forsvar, sikkerhed og fred som f.eks. Lasse Budtz, Kjeld Olesen, Gert Petersen, Bilgrav-Nielsen, Jytte Hilden, Poul Hartling, Anker Jørgensen, Preben Wilhjelm. Nogle af dem skrev bøger om international politik.

Jeg kendte flere af dem, sad i Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg, SNU, igennem 1980erne hvor der foregik en sober omend ikke revolutionerende debat baseret på kundskaber. Ingen nævnte nogensinde at Danmark burde deltage i krig.

Sådan er det ikke idag.

hjort

 

Hverken i politikken eller medierne bliver man noget ved musikken på at kunne noget om disse ting. Og det behøves måske heller ikke? Danmark lader sig jo helt underdanigt styre udefra på disse områder.

Forsvarsminister Hjort Frederiksen kan – som man har set for nylig i Clement og i dag på Danmarks Radios hjemmeside – kun gengive hvad hans embedsmænd har fortalt ham at han skal sige. Sådan ser det i alle tilfælde ud.

Og idag gælder det at ministeren deltager i NATOs forsvarsministermøde 15-16. februar.

De ting er bleve sagt ungefär sådan i et halvt århundrede. Og dét i sig selv udgør en slags sikkerhedsrisiko for Danmark. Continue reading

DRs og FEs trusselsbillede

Vejledning og forbehold

Denne artikel tager udgangspunkt i to artikler på Danmarks Radios hjemmeside dr.dk. De er spontant valgte og naturligvis er der andre artikler, der er udtryk for mere vellykket nyhedsjournalistik.

Alligevel føler jeg som daglig læser af public service-mediet at de er nok så repræsentative for det, der produceres vedrørende den påståede russiske trussel – herunder stærkt selektiv udvælgelse af materialer og ekspertise, indforstået militær-civil elitetænkning, meget begrænset research og en påfaldende mængde af udeladelser af relevant information, der måtte være nødvendig for alsidig folkeoplysning og lødig opinionsdannelse.

dr

Den, der vil læse nedenstående som omhandlende kun disse to artikler og vil se dem som “smuttere,” er lige så velkomne at gøre dét som dem, der anser at der er tale om eksempler på symptomer på en subjektivt meningsdannende journalistik, som er nok så bekymringsvækkende for såvel folkeoplysning som opinionsdannelse.

For vi vil jo ikke have at fake-believe begynder at erstatte nyhedsjournalistikken.

Den nye russiske cyber trussel

EU tager kampen op mod Ruslands falske nyheder – fortæller DR online i en artikel forfattet af Maya Nissen. Der lægges til at “Russisk indblanding kan komme til at skabe yderligere ustabilitet i Europa – og det er netop formålet, fortæller DR’s EU-korrespondent.”

Indledningsvis kan man lige notere at Continue reading

Danske specialstyrker til Syrien og Irak!

Sådan står der på Politikens forside om aftenen den 19. januar 2017 

Dansk militærpolitik
Danmark slog ind på sin bane som bøllestat i 1999 med bombningen af Serbien. Derpå militær deltagelse i Afghanistan, besættelsesmagt 2003-2007 i en af historiens mest tragiske krige – drabet på 1 million sagesløse mennesker i Irak. Så hovedbombenation i Libyen under dansk NATO-ledelse, så atter bombninger i Irak og tillige Syrien og nu skal der så danske tropper på landjorden i begge lande.
Uanset hvad problemet er så tilsiger den aktive danske militærpolitik – ikke udenrigspolitik – at militæret altid er løsningen, det første valg. I klokkeklar strid med FN-Erklæringen om at alle civile midler skal være prøvet inden man, som sidste udvej, benytter militære midler.
Danmarks indsats i såvel Irak som Syrien strider mod folkeretten. Og etisk udtrykt burde begavede mennesker kunne komme på noget bedre end at slå mennesker ihjel, man ikke bryder sig om.
At bekæmpe terrorister som ISIS ved at forsøge at slå dem ihjel én for én kan sammenlignes med idéen om at udrydde alle sygdomme ved at slå alle syge ihjel, én efter én.
Dette tiltag kan kun reducere danskernes egen sikkerhed og øge risikoen for terror mod Europa herunder mod Danmark.

Glidebane

Husk at statsministeren flere gange har sagt at han ikke kunne se for sig at der skal tropper på landjorden. Det er en skelsættende beslutning: Mission creep bliver det næste.
60 vil blive til flere…for der er vel ingen, der for alvor tror at 60 danske jægersoldater kan gøre en større militær forskel i et vrimmel af titusindvis af vildt blandede militante enheder?
Der vil blive endnu meget mere kaos i Syrien. Selvom Aleppo gudskelov er blevet befriet, så har alle Assad-hadere nok ikke tænkt at pakke sammen og rejse hjem til de omkring hundrede lande de kommer fra.

Continue reading

MS – Markedsført Sandhed og Syrien? Med tillæg om en god dialog

Introduktion tilføjet den 7. februar 2017

Som det fremgår i en kommentar under denne artikel blev både MS’ forkvinde, Helle Munk Ravnborg og generalsekretær, Tim Whyte, kede af min udlægning omkring MS “markedsføring” og holdning til Syrien. Naturligt nok.

Mit indlæg var skarpt formuleret – der skal af og til sparkes i løgsovsen også for den gode sag som MS i sig selv jo er. Men de valgte alligevel til min store glæde at invitere mig til en snak.

Det møde havde vi så i dag den 7. februar over deres kaffe og min medbragte mazarintærte.

Jeg indledte med at undskylde at der i min artikel (som står herunder som den blev skrevet) findes et par formuleringer, der kunne tolkes af de to som et personangreb; det var ikke tilsigtet og jeg mener jo som alle andre fornuftige mennesker – oh, Gandhi! – at man skal gå efter bolden og ikke spilleren.

Vi havde 90 minutters sober snak og gensidig lytten, udforskning af vigtige temaer. Man kan sige at min konfrontation ledte til dialog og endog nogle konstruktive idéer til fremtiden.

ms

Jeg lærte at det er svært at balancere når man – de såvel som jeg – bliver vred over den lidelse vi ser uskyldige udsættes for. Og at man let kommer til at tage parti i kampens hede for den ene eller den anden part i stedet for måske at tage afstand fra alles vold.

At det kan være svært at have alle fakta på plads (og at vide hvad der er empirisk holdbart og hvad der er fordrejning) inden man tager stilling og mobiliserer opinion. Aktivisme går jo gerne gå lidt hurtigere end det dér 5-10 årige forskningsprojekt.

At MS ikke – som jeg havde fået indtrykket af – har et markedførings-firma, der hjælper dem med den stil, de har på hjemmesiden, på blogger og i taler; det er deres egne folks måde at gøre det på.

At de er dybt bekymrede over at mennesker føler så stor magtesløshed og at det vigtigt at organisationer som MS forsøger at skabe møder, pladser og forløb hvor denne magtesløshed – der er så farlig for demokratiet – kan erstattes af fællesskaber og konstruktiv aktivitet.

Og at MS så at sige arbejder med sig selv og har en løbende intern debat om både form og indhold i kampagner.

Jeg følte både åbenhed og respekt og det er jeg glad for.

Derfor delte jeg også lidt af min erfaring med hensyn til hvordan man kan analysere de underliggende konflikter, som volden er symptomer. Jeg mener at symptom-diskussioner let leder til golde debatter om skyld. Det ville være bedre at fokusere mere på konflikternes karakter over tid end på “hvem der er værst” til at bruge vold – fordi symptom- og skylddiskussioner ikke kan lede frem til dialoger om fredens muligheder.

Og at det er freden, der er MS’ historie eller essens og ligger både Tim Whyte og Helle Munch Ravnborg varmt om hjertet – ja det er der jo ingen tvivl om.

Jeg foreslog så nogle konkrete ting som jeg mener MS måske kunne tænke over og måske gøre fremover og at det er vigtigt at være for nogen eller noget snarere end at være imod – og de blev opfattet med stor interesse.

Så meget at vi blev enige om at mødes igen når jeg er hjemme fra næste rejse til Syrien.

Dét ser jeg meget frem til. Så tak for idag, kære venner.

• • •

Mellemfolkeligt Samvirkes nye stil og måden at håndtere Syrien på bør blive en parentes i organisationens liv. For der må være tale om enten uvidenhed eller uhæderlighed.

Mellemfolkeligt Samvirke er slået ind på den amerikansk inspirerede linje med professionel markedsføring, reklamesprog og iscenesat aktivisme samt – og ikke mindst – en bestemt politisk holdning vedrørende visse internationale spørgsmål.

 

Den nye humanitære industri

Det er muligvis en del af den nye humanitære industri hvor regeringer, humanitære og menneskerettigheds-organisationer samt medier gør fælles sag vedrørende krigszoner. Det indebærer selvsagt at “N” i NGO, Non-Governmental Organisations, kommer til at stå for “Near” og ikke “Non.”

Civilsamfundet tenderer at udhules og demokratisk dialog mellem folk og regering forsvinder. Langsomt men sikkert.

Organisationer som Læger Uden Grænser og Human Rights Watch påtager sig roller som både partiske medier i felt og politiske eksperter og gør det politisk korrekt i forhold til især vestlige militære interventioner.

Det er altsammen affødt af den kendte men tvivlsomme doktrin om humanitær intervention eller Responsibility to Protect (R2P) – hvor spørgsmålet i en begrænset verden er: Intervention hvor? Mod eller med hvem? Af hvem? Vil vi gøre mere skade end gavn? Og hvor gider vi ikke intervenere?

Svaret på det sidste er: dér hvor største menneskelig behov findes og hvor der samtidig ikke findes strategiske interesser eller mulighed for at bruge våben.

I dagens verden flyver de fleste landes humanisme F16. Også det officielle Danmarks. Ren humanisme, medmenneskelighed og ægte solidaritet er faldet ud af den politiske værktøjskasse.

 

M for Markedsføring – og USAs valg

Vælger man denne let smarte markedsføring-og-politik strategi i denne nye industri skal man være godt klædt på forinden.

Det findes der, som jeg ser det, to årsager til at MS ikke synes at være. Continue reading

Ja til atomvåben! Flot, Danmark og DR!

Danmark er blandt 38 lande, der har stemt nej til at der skal forhandles en traktat i FN, der forbyder atomvåben. Det skriver blandt andre Jyllands-Posten.
Danmark ønsker altså at atomvåbnene fortsat skal true hele menneskehedens eksistens – våben som allerede i 1996, for tyve år siden, blev erklæret i strid med folkeretten af FNs Internationale Domstol i Haag.
Hver gang den danske udenrigspolitiske ledelse kan gå i gal retning lykkes den med det! 
Og den forklaring som Danmark ifølge Jyllands-Posten giver er naturligvis helt hen i vejret: Eftersom alle atomstaterne ikke er med på at afskaffe atomvåbnene er det omsonst at arbejde for at afskaffe dem.
Altså: Hvis ikke alle tyve vil være med til at kriminalisere tyveri, hvis ikke alle mordere synes at mord skal gøres strafbart – ja, så bliver der ingen lovgivning.
OK-atombombe.jpg

Har vi intet lært siden 1945? Hvilket politisk mål kan retfærdiggøre brugen af disse helvedesvåben, Kristian Jensen?

Det er så dumt at det skulle kunne være blevet en stor politisk sag i Danmark – men nu handler det bare om atomvåben, så hvem bekymrer sig om det? Dansk Folkepartis brug af EU-midler er vigtigere og den sag kan vi forstå omfang og skyld i.
Dette danske “nej” er en tifold vigtigere sag for os selv og verden end det meste andet danske medier beskæftiger sig med.
Er det blevet en mediesag?
Er de ansvarlige blevet stillet kritiske spørgsmål?
Har man talt om ministerens afgang fordi han stiller sig på atomvåbenmagternes side og ikke på menneskehedens?
Søger man på DR.dk kommer der intet op om denne afstemning!
Hér er listen over dem der ønsker at atomvåbnene skal fortsætte med at true menneskehedens eksistens – herunder naturligvis atomstater (dog ikke Kina, Indien og Pakistan, der kun afstod) og dem som NATO-lande har tyret til at stemme nej:
Albanien, Andora, Belgien, Bosnien, Bulgarien, Canada, Danmark, Estland, Frankrig, Grækenland, Island, Israel, Italien, Japan, Kroatien, Letland, Litauen, Luxembourg, Mikronesien, Monaco, Montenegro, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, Rusland, Storbritannien, Serbien, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Sydkorea, Tjekkiet, Tyrkiet, Tyskland, Ungarn og USA.

Den nye verden

Blogartikel til Arbejderen, 23. oktober 2016

Den nuværende periode i menneskehedens historie vil blive svær at forklare for fremtidens historikere – hvis der da findes nogle.

Hvordan kunne det gå så skridt så hurtigt og på alle fronter for dén Vestverden, der efter 2. verdenskrig stod med alle kortene på hånden?

Hvordan kunne det amerikanske imperium, der byggede på frihed og demokrati, overhovedet styrte sammen dér tilbage i 2026?

Den vestlige NATO-baserede verden kunne ånde lettet op da Sovjetunionen og Warszawapagten var blevet opløst i 1989. Den havde vundet ideologisk – ingen ville siden have sovjetkommunisme – og økonomisk – Rusland producerede ingen attraktive forbrugsvarer – og militært. Ruslands militærudgifter var bare 8% af NATOs mod Warszawapagtens 75% af NATO førhen.

Den Kolde krig forsvandt lykkeligt nok uden Varm Krig eller atomvåbenbrug. En ny verden blev mulig. Ondskabens imperium, som præsident Reagan havde kaldt Kreml-systemet, var borte. Alle talte om fredens ”dividende”.

Men kun godt 25 år senere var verden gennemsyret af angst, terror, konfrontation, had, racisme, miljøkatastrofer, flygtningestrømme, markeds-økonomisme, militarisme og ting som ufatteligt dybe indkomstkløfter, mindskende velfærd og en vigende tro på demokratiet – samt indskrænkelser hele vejen rundt af den frihed, som netop denne ’frie verden’ stod for. Continue reading

Danmark fejlbomber i Syrien – og hvad skal vi så spørge om, tro og lære?

Hvor er den officielle danske beklagelse og undskyldning til ofrene? Det vågne, skadereducerende diplomati lige nu?

Er påstanden om at det blot var en fejltagelse den mest bekvemme?

Har Pentagon ladet Danmark udføre et beskidt arbejde uden at vore piloter vidste det?

Hvor stor er splittelsen i den amerikanske udenrigsadministration og var det måske derfor ikke en fejltagelse?

Hvorfor mon vælger forsvarsminister Peter Christensen en så dum forhalingsstrategi og lader som om han ikke ved hvad der er sket? Og i stedet rakker ned på russerne, der fik dette vanvid stoppet med bedre efterretninger?

Kun et meget naivt menneske tror på officielle forklaringer fra krigsførende landes regeringer, uanset hvilket.

Og hvis det er en fejltagelse hvorfor sker den så – dybest set? Og er der noget at lære af den?

Kort sagt, en rigtig møgsag som følge af en møgpolitik.

For mediefolk, der ikke bare er mikrofonholdere, turde der være nok at grave i.   

På en stille søndag aften kommer den tragiske nyhed at Danmarks F-16 fly har været med at “fejlbombe” i Syrien.

Midt under en skrøbelig våbenhvile har den USA-ledte koalition bombet “de forkerte”, nemlig syriske regeringsstyrker istedet for Islamist Stat. er er ifølge forskellige kilder Det hér bør blive en meget meget interessant politisk historie for Danmarks stats-, udenrigs- og forsvarsminister. Gad vide hvilken (medie)strategi man vil vælge for at forklare og forsvare sig?

Tekniske spørgsmål

Hvorfra får danskerne sine oplysninger og koordinater for bombetogter? Hvor mange efterretninger samler det danske militær selv ind? Tør man stå imod med egne oplysninger hvis de ikke stemmer overens med dem, man får fra USA og andre?

Hvem fortæller Danmark hvor de skal bombe og hvorfor? Kan de sige nej til en ordre fra Pentagon? Eller går man ombord i hvad som helst for at se seje ud i  His Master’s Voice’s øjne?

Hvordan vil man beklage tabet og forklare at Danmark samtidig støtter fuld op om våbenhvilen?

Danmarks Radios  stjernerapporter, Steffen Gram, har naturligvis hurtigt den for USA og Danmark mindst dårlige forklaring nemlig at der er dårlig kommunikation og at Danmark har fået forkerte efterretninger. Man “har blot fløjet efter amerikanske instrukser.” Hvordan i alverden man blot sådan gør dét undlader han dog – researchfrit – at fortælle os.

Forsvarsministerens forhalingsstrategi – han har dårlig samvittighed

Forsvarsminister Peter Christensens strategi virker dum: forhalingens “lad os nu vente og se hvad der er sket – hvad der er op og ned i denne sag.”

Angrebet fandt sted den 17. september og allerede samme aften gik den amerikanske CENTCOM ud med en pressemeddelelse, der mere end antyder at Continue reading