Dronningehusets holdning til krig og Ecco sko

Hold da op, tænker jeg. Dét må være dagens – den 6. juli 2022 – vigtigste og mest sensationelle nyhed. Læs den her på Danmarks Radio: Ecco kan snart ikke kalde sig Kongelig Hofleverandør længere.

Jamen, hvad skal Hendes Majestæt mon så gå rundt i i disse sparetider? DR forklarer, at det er “usædvanlig men nødvendig beslutning.”

“Det danske skofirma fra Bredebro i Sønderjylland må fra april næste år ikke længere kalde sig kongelig hofleverandør. Det har det danske kongehus fortalt tidligere i dag.

Siden Rusland valgte at invadere Ukraine, har flere vestlige virksomheder valgt at forlade det russiske marked. Men ikke Ecco. Her står man fast og fortsætter med at holde åbent i skofirmaets over 200 russiske butikker, der giver firmaet et trecifret millionoverskud.”

Og:

“Vi skal huske på, at kronprinsen og dronningen har været ude at udtale sig om krigen, og kronprinsen har sagt, at vi står sammen med det ukrainske folk. Det passer ikke sammen med, at man giver Ecco kongekronen, siger Jacob Heinel Jensen.”

Vel så. I valget mellem at sælge nogle få par Ecco-sko til Dronningehusets små og store fødder og så sælge til millioner af russere, kan man jo nok forstå hvorfor man i Bredebro tager den hér kongelig kovending med majestætisk ro.

Dronningehusets relationer til det militære har altid været tætte. Monarkiet er ikke en institution, der fremmer civil konfliktløsning, ikkevold, fred, forsoning og alt det dér, som er yt for tiden. Og det har det aldrig været. For eksempel blev prinsesse Diana i England ekstremt ugleset, fordi hun åbent gik ind i den fredelig kamp for afskaffelse af landminer.

Og bortset fra Dronning Margrethes ofte kloge ord til nytår om at vi bør opføre os ordentligt mod hinanden og vise tolerance, er det ikke ofte Hendes Majestæt vælter sig ud i en massiv, klokkeren politisk stillingstagen.

Men det gør hun nu, og jeg har ikke set en eneste røst spørge hvad i alverden hun har gang i. Det er jo så rigtigt, så soleklart – eller hur? Man behøver faktisk ikke tænke længere – eller gøre som medier engang gjorde, nemlig at stille kritiske spørgsmål.

Hele Danmark er jo på den rigtige side når det gælder Ukraine.

Så det, det dronninglige hof gør, er politisk superkorrekt – “nødvendigt” – i denne flokdyrenes ensidige forståelse og fordømmelse af de onde og hyldning – også langt uden for det normales og lovgivningens grænser – af de gode.

Verden bliver jo også nemmere at male når man kun har en helt hvid og en helt sort farve.

Nå, jeg forsøger nu istedet at se det som et positivt første skridt i en rigtigere retning:

Jeg ser frem til at Hendes Majestæt og kronprins Frederik udtaler sin kritik af NATO-landes oprustning og krige, oprustningen af Ukraine, atomvåben, amerikanske baser på dansk jord, USAs Globale Krig Mod Terror – det sidste dog måske ikke så let fordi Hendes Majestæt gik i kirke efter 9/11 2001 for at udtrykke sin medfølelse for de lidt under 3000 uskyldigt dræbte i terrorangrebet, som USA omgående brugte til at ændre hele verden.

Disse vestlige og stort set folkeretsstridige krige har kostet millioner af liv og sendt 50 millioner medmennesker på flugt i Mellemøsten. Alene i Syrien er 310 000 døde ifølge FNs Menneskerettighedskommission. Og omkring 25% af Syriens medmennesker måtte flygte fra hvad der ikke i første række var en borgerkrig men endnu en vestlig – mislykket – regime-forandringskrig.

Samme kommissions tal for døde civile i Ukraine siden 24. februar og til nu er under 5 000, omend FN siger at det nok vil vise sig betydeligt højere med tiden. Men Ruslands krig er altså slet ikke i sammen effektive høje dræberklasse som NATO-landenes.

Når vestlige, herunder også danske, virksomheder i hobetal har forladt Rusland i protest mod invasionen i Ukraine kan det vel ikke være helt urimelig i et perspektiv af det, vi samfundsforskere kalder sammenlignende studier, at spørge: Hvor mange danske virksomheder skulle have forladt USA, Frankrig, England, Norge og – nå nej, Danmark – på grund af deres noble holdning at angrebskrige er uetiske?

Jeg mener, hvis der altså fandtes nogle principper og ikke bare populistisk gejl.

Og hvis dronningehuset har bare nogenlunde rimeligt kompetente rådgivere udi politik – hvorfor er krigen i Ukraine så den eneste, det mig bekendt har taget afstand fra i ord og handling?

Hvis dronningehuset tager afstand fra én folkeretsstridig angrebskrig men ikke fra andre af slagsen behøver man næppe at være filosof for at drage den logiske konklusion, at man støtter dem, man ikke eksplicit tager afstand fra.

Det vil sige – Hendes Majestæt mener at “vore” krige er gode og “de andres” er onde. Eller med andre ord, at man ikke har nogen principiel holdning til krig, men bruger krige som man lyster til “værdipolitiske” markeringer – vel at mærke af slagsen, der bare er på et for lavt intellektuelt niveau.

Jeg mener: Tænk hvis monarkierne rundt om i verden havde været på fredens, nedrustningens og den civile konfliktløsnings side og havde fordømt sine egne landes horrible krige. “Monarkier for fred” – hvilken normativ kraft af dimensioner. Nej vel! Til helvede med fredens værdier. Monarkier går i uniform, indre og ydre – men altså ikke i Ecco-sko.

Hvem sagde billige patetiske pointer? Om ikke andre, så siger jeg det.

Ecco klarer sig givetvis helt fint uden dette principløse hofstempel. Det er på en eller anden måde forfriskende, at der findes selvstændigt tænkende og ikke kun bevidstløs panikagtig kollektiv afstraffelse – der forresten er ulovlig i folkeretten – i svaret på den russiske invasion. Og at nogen opretholder idéen om, at civile virksomheder normalt ikke engagerer sig manifest og massivt i sikkerhedspolitik og ikke bidrager til økonomisk krig medmindre de er tvunget dertil via lovgivning.

Der har indtil nu været altfor mange politisk korrekte flokdyr, der uden mindste kundskab om kompleksiteten i denne konflikt og om NATOs indiskutable, historiske medansvar med sin ekspansion for miséren har branded sig pop-politisk og pop-ulistisk på at stå bag Ukraine.

Som tiden – årene – går vil de indse, at dét ikke var særligt smart, at de har tabt det hele i Rusland og at prisen for denne tåbelige tidsubegrænsede sanktions- og cancel-politik vil boomerange tilbage på vores egen økonomi og på deres kunders privatøkonomiske formåen.

Det har de formentlig kun gjort fordi det var øjeblikkeligt opportunt, fordi der er tale om kristne ofre og fordi de var ofre for Ruslands krig.

Næste gang, USA/NATO går i krig, vil de ikke sige et kvæk.

Med de mange gange flere ofre for NATO-landenes krige – først og fremmest muslimer – er der sandelig ikke vist nogen sympati. Hverken af erhvervslivet eller af Dronningshuset, der givetvis aldrig har fundet det problematisk at Ecco også sælger sine sko i krigsførende NATO-lande.

De er jo gode krige og deres ofre er ikke værdige nogen sympati.

Jeg blir altid glad for en påskønnelse for mine frie skriverier. Det er hurtigt, let og sikkert. Mange tak!