Ville Danmark afskaffe en helligdag for noget andet end krig?

Så gik et af de mest absurde lovforslag i Danmarks moderne historie igennem. Det er ikke fordi jeg er sentimental omkring Store Bededag, men at afskaffe en helligdag for at få endnu flere milliarder til oprustning og krig viser blot hvor dybt man er sunket ned i den moralske og intellektuelle nedrustning, der manifesterer sig stadigt mere markant dag for dag.

Det er desuden en helligdag, der historisk er forbundet med fred omend ikke bare med den.

Man må nærmest bede for dem, der ikke kan argumentere bedre

Hovedargumentet for Store Bededags afskaffelse finder vi til højre hér: Ifølge statsminister Mette Frederiksen (S) afskaffer regeringen store bededag “på grund af den sikkerhedspolitiske situation, vi står i”.

Ikke ligefrem den klareste begrundelse, men fra Hendes Majestæt og nedefter rækker den slags i dagens Danmark. Der må jo på det sikkerhedspolitiske område ikke være for lange sætninger, der bygger på sag- og faglige analyser. Nej, det er jo ham Putin med de kolde øjne, der forklarer det hele – også hvordan vi gebærder os. Og da han er dum og ond, så er vi – der svarer med samme mønt – kloge og gode.

Mere præcist men politisk u-korrekt havde det været hvis statsministeren havde sagt noget i retning af, at “regeringen afskaffer Store Bededag, fordi der er brug for flere penge til at tjene USAs og NATOs interesser i almindelighed og, i særdeleshed, fordi Danmark/Jeg jo så intensivt ønsker, at vi fortsat står sammen om at deltage i krigen i Ukraine, således at vi får knækket Rusland én gang for alle og derpå kan samle os om at bekæmpe Kina – den næste store trussel mod vore vestlige værdier og interesser.”

Det siges sådan hér i Afsnit 1 i lovforslaget:

“Regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) præsenterede den 14. december 2022 regeringsgrundlaget for den nye SVM-regering “Ansvar for Danmark”. Med regeringsgrundlaget vil den nye regering bl.a. tage ansvar for, at Danmark står i en helt særlig sikkerhedsmæssig situation. Regeringen finder, at der er behov for, at alle bidrager til vores fælles sikkerhed, og at der sker de nødvendige prioriteringer. Det fremgår derfor af regeringsgrundlaget, at der skal afskaffes en helligdag fra og med 2024 med henblik på at finansiere de øgede udgifter til forsvaret.”

Sjov formulering – at regeringen tager ansvar for denne særlige situation. Det er helt rigtigt i og med at den danske sikkerheds- og udenrigspolitik i den grad i over 20 år har støttet og støtter vestlig krigsførsel og ingen længere kan stave til ordet fred.

Når det er sagt, er det mig aldeles ubegribeligt, at det ikke er denne hovedårsag, der har vejet tungt i debatten. Den har stort set i stedet handlet om beregningerne nu også holder, og om det er rigtigt at afskaffe en helligdag og hvordan man imødegår fagbevægelsens modstand.

Fra højre til venstre er det acceptabelt at afskaffe dagen med henvisning til oprustning og krig – “sikkerhed gennem krig, en krig vi bare ikke må tabe…”

•

Tænk hvis regeringen bedømmer fremtiden forkert? Fjerne flere helligdage?

Men hvad så når Danmark engang i fremtiden ikke længere står i en sådan speciel situation? Specielle situationer varer jo per definition ikke evigt. Måske man sådan “indtil videre” kunne have suspenderet Store Bededag, så den havde kunnet komme tilbage – naturligvis forudsat at der ikke bliver atomkrig, som vi alle må bede alle andre dage til at vi undgår på trods af Danmarks, NATOs, Ruslands, Ukraines og EUs krigsfikserende chicken game-dårskab.

Eller tænk hvis fru Frederiksen og hendes internationale krigsdamer og -herrer taber den hér krig mod Rusland?

For enhver, der vil se det, er der stadigt flere tegn, der tyder på at NATOs og EUs politik både på det militære, det økonomiske og det politiske område er ved at krakkelerer.

Eller tænk hvis det bliver en udmattelseskrig i årevis med stadigt større ødelæggelser af Ukraine – der må have mere og mere hjælp i årtier fremover – samtidig med at de europæiske økonomier falder dybere og dybere ned i krise?

Ja, så vil det vel være naturligt at se på andre helligdage?

Hvis Grundlovsdagen kan betragtes som en slags nationaldag – som Danmark jo ikke har – så kunne man jo tage den også. Det Danmark, som nogle af os følte stærkt for og hørte hjemme i, findes jo ikke længere.

Eller hvad med 1. maj? Der er jo alligevel ikke et gram tilbage af socialismen – eller af socialdemokratiet, herunder international solidaritet med verdens svage, arbejde for nedrustning, atomvåbenfrihed, lighed. Og Store Bededags konvertering til arbejdsdag er jo ikke ligefrem arbejder- eller fagforeningspolitik.

Med lidt kreativitet kan man således sagtens finde flere penge til krigen. Man skal ret beset blot lave nogle love med henblik på tvangsarbejde for krig.

•

Forudsigelig fiasko – langt værre for Danmark og Europa end Irak

Og det bliver der såmænd nok brug for. Efter min bedste vurdering vil projekt “Vi Skal Vinde Over Rusland i Ukraine” blive det moderne Danmarks største udenrigs- og sikkerhedspolitiske fiasko. Langt større end Danmarks deltagelse i 4 år som besættelsesmagt i Irak – men lige så forudsigelig. Og sidstnævnte påvirkede jo ikke hele Vesten destruktivt som denne vil komme til.

Og for begge vil det gælde at hverken de formelt ansvarlige beslutningstagere eller de ledende medier vil sige andet til Vestverdens kommende, tragiske og selvforvoldte nedgang og fald end at “vi ville det jo så godt, vi gik i krig for fredens skyld.”

Og så er der jo ikke noget at komme efter – hverken hos en Fogh eller en Frederiksen.

Hvad vi oplever i Danmark er et resultat af kombinationen af intellektuel og moralsk nedrustning og vanvittig gen- og over-oprustning. En statsledelse, der – vil det givetvis vise sig – tjente udenlandske magters interesser mere end sin egen befolknings.

Årsagsanalyserne af hvorledes Danmarks deltagelse i NATOs konflikt med Rusland og i de to parters stedfortræderkrig i Ukraine øger danskerne reelle sikkerhed og international fred i fremtiden er aldrig blevet fremsat. Jeg tvivler på at de findes. Sammenhængen er blevet postuleret for de troende – for dem, der tror på militarismen som den vigtigste sammenholdende kraft og, derfor, på det ‘defensive,’ ikke-provokerende og konflikt-uskyldige NATO som dens kirke.

Jeg tillader mig at hævde, at hverken NATO, dens ekspansion eller Danmarks deltagelse i krigen mod Rusland – der kun vil smadre Ukraine helt – aldrig nogen sinde vil øge danskernes sikkerhed. Og det er ikke noget postulat; det bygger på omkring 300 siders publicerede analyser – udelukkende omkring NATO og Ukraine siden 2014 – og 45 års erfaringer, akademiske såvel som lærdomme fra mit arbejde i nok så mange konflikt og krigsområder.

Hvis regeringen nogensinde har analyseret de hér ting, vil jeg anbefale den at fremlægge dem til offentlig debat. På et så eksistentielt vigtigt område som krig og fred må der findes bedre grundlag end fru Frederiksens, militærets, DIIS’ og Danmarks Radios slogan- og twitter-prægede ekkokammer-udsagn.

Alt dette sker mens hele Vesten er på vej ned og burde anvende pengene på noget konstruktivt. Men det kan man ikke fordi man – koste hvad det vil – skal skjule NATO’s mest katastrofale fejlbedømmelse nogensinde for folket. Hvilken nemlig?

Jo, den at NATO ikke blev nedlagt da Sovjetunionen og Warzawapagten – NATO’s eksistensberettigelse – gik i opløsning, men i stedet begyndte en ekspansion som brød med de særdeles veldokumenterede, givne løfter til Sovjetunionens sidste leder, Mikhael Gorbatjov, om at NATO ikke ville ekspandere “en tomme” mod øst hvis man bare fik have det forenede Tyskland i NATO.

Man afviste hans og alle andre russiske lederes forslag til et nyt europæisk sikkerhedssystem og lyttede heller ikke til stribevis af amerikanske og andre eksperter på både sikkerhedspolitik og Rusland, der sagde: I kan gøre meget med NATO, men ethvert forsøg på at få Ukraine ind i NATO vil lede til krig; det er Ruslands rødeste linje. Selv den nuværende CIA-chef, William Burns, Henry Kissinger, den Kolde Krigs chefsarkitekt George Kennan og endnu flere akademiker, inklusive jeg selv, advarede mod netop Ukraines indlemmelse.

Aliancen har vist sig at lide af svær autisme de sidste 30 år. Man kunne jo gøre hvad som helst fordi russerne var på knæ. Surprise, surprise – det er de ikke længere og statsledelsen satte foden ned på en helt klart folkeretsstridig og uetisk måde. Dét befrier ikke på nogen måde NATO-landene fra et medansvar for den “særlige sikkerhedssituation, vi står i.”

•

Afskaffe Store Bededag for noget andet formål? Nej sikke noget fredspladder!

Der findes ikke ét eneste andet formål end krigen for hvilket Danmarks regering ville afskaffe en helligdag.

Kan nogen forestille sig, at Store Bededag skulle ofres for f.eks. at bidrage til at afskaffe verdens fattigdom? Til at redde klimaet? Til at få udviklingsbistanden op på en højere andel af BNP? Til at hjælpe verdens stadig voksende antal flygtninge? Til at satse nyt og stort på dansk kulturpolitik?

Tænk hvis der havde været en visionær og kyndig dansk regering, der afskaffede Store Bededag for derpå at kunne sige til verden: “Vi synes situationen er fortvivlende og dødsensfarlig. Vi afskaffer denne dag for at kunne donere midler til en fredsproces-pulje, som FN skal administrere – for samtaler, penduldiplomati, hemmelige møder, dialog, mægling og brainstorms om mulige løsninger, samt en FN fredsmission på måske 300 000 mand, der skal indsættes i Donbas, afvæbne alle sider, lægge våbnene bag lås og slå, sikre humanitær hjælp til de mest udsatte, indsætte FN-politi og Civil Affairs-folk, der kan hjælpe med områdets administrationen således at verdenssamfundet snarest muligt kan få en våbenhvile på plads men ad åre også skabe en varig fred – i og omkring Ukraine samt i Europa som helhed. Vi indser at den slags vil koste mange penge i årevis fremover – omend meget mindre end fortsat krig – og håber derfor at andre lande vil følge Danmarks initiativ. For ingen fred kan jo vokse op af slagmarken, den kan kun komme når vi stopper volden og begynder at tænke – tænke kreativt og skabe fælles sikkerhed for alle ved at få løst de problemer, der ledte til denne ulykkelige krig.”

I militarismens verden er den slags naturligvis bare fredspladder.

I humanismens verden er det realpolitik i atomalderen.