Grønland: Konflikt med USA

30. september 2019

Jeg falder hér til morgen over en fremragende artikel af konsulent og cand.polit. Ulrik Tarp Jensen med den pikante overskrift “Sådan smider USA danskerne ud af Grønland.”

Det er ganske vist tankespind eller scenarieskrivning – men givetvis ikke mere end at fremtiden meget vel kan komme til at forme sig ungefär som han beskriver.

Hvorfor?

Fordi Tarp Jensen – enkelt og genialt – bruger den velkendte amerikanske regime-forandringsstrategi på Danmark-Grønland – dog undtaget den klassiske anvendelse af våbeneksport, bevæbning af regime-kritikere og krig, som også – regelmæssigt – er indgået i værktøjskassen når USA skal have sine venner placeret på toppen et eller andet sted – f.eks. Jugoslavien, Irak, Syrien og, om alt går helt galt, Iran.

Artiklen udstiller også – omend indirekte – hvor uforberedt Danmark er i et sådant scenarios perspektiv. Tarp Jensens ord i de sidste afsnit mere end antyder det: “

“USA er i færd med at opløse et Nato-land, endda uden at det bliver taget alvorligt op.

Tag ikke fejl: Amerikanerne har gennemført – med og uden succes – lignende strategier utallige gange før på samtlige af klodens kontinenter og under langt mere besværlige omstændigheder, end Grønland kan siges at udgøre.

Spørgsmålet er, om vi reagerer på det i tide, eller om ”venskabet skal bevares”.

Jeg tror – som jeg fornemmer også Tarp Jensen – at det i fremtiden vil dreje sig om enten at bevare venskab (jeg ville sige underkastelsen) med USA – og så trækkes Danmark med ned når USA’s imperiums falder – eller at skabe en ny sikkerheds- og udenrigspolitik, der i videst muligt omfang bevarer dette venskab men samtidig orienterer sig konstruktivt samarbejdende med en masse andre lande og udviklingsprocesser – ikke mindst østover.

At Trumps “real estate” udspil ikke bare var en sjov lille strøtanke kan vi være helt sikre på, givet det større rammeværk og USAs konflikter med Rusland og Kina. Og i det perspektiv ville Danmark gøre klogt i at forholde sig så neutral til alle sider og så åben for samarbejde til alle sider som muligt.

Men såvel stats- som forsvarsministeren har allerede – prematurt – bundet sig endnu nærmere til USA i dét spil. Og man fornemmer af den lynhurtige damage limitation indsats i København at man blev endog rigtig bange for hvad aflysningen af hans besøg kunne være begyndelsen på.

Til nytænkning om sikkerheds- og udenrigspolitik har der ikke været plads eller tilladelse i årtier, specielt ikke siden Danmark blev en bombenation i USAs tjeneste.

Det kan man kalde u-sikkerhedspolitik.