April 1, 2022
• 1 Kina ser på sanktioner ud fra andre præmisser end Vesten.
• 2 Kinesisk samhandel er ofte på bilateralt statsligt niveau.
• 3 Den kinesiske stat har anderledes adgang til at styre og mobilisere ressourcer.
• 4 Med Putin-Xi kommunikéet den 4. februar blev Kinas politik fasttømret og kritik og ændringer er yderst vanskelige at gennemføre.
• 5 Kina vil administrere Rusland som det har administreret Nordkorea gennem årtier.
Det vil uden tvivl trække op til en konfrontation med Kina med hensyn til det vestlige sanktionsregime overfor Rusland. Konfrontationen kommer, f.eks. når kinesiske virksomheder både vil handle russisk og europæisk. Hermed ikke sagt at der ikke er basis for smidighed og dialog.
Sanktioner på den kinesiske måde
For at forstå hvorfor Kina er yderst tilbageholdende med sanktioner skal man først og fremmest forstå den kinesiske tilgang, for i praksis sanktionerer Kina bredt og målrettet for at opnå økonomiske og strategiske positioner i forhold til omverdenen.
Vestlige/Internationale sanktionsregimer binder deltagerne til ikke at handle eller have (økonomisk) samkvem med det sanktionerede eller kun have relation på bestemte betingelser. Det er rigidt og virker i en koalition, men er samtidig usmidigt.
For Kina vil et usmidigt regime binde Kina til handlinger, der dels vil virke uhensigtsmæssig i forhold til de mål på kort, mellemlangt og langt sigt, som Kina vil opnå i forhold til den sanktionerede person/virksomhed/branche/nation. Samtidig vil et sanktionsregime typisk være ”opfundet” af den erklærede modpart i geopolitik, USA, og enhver officiel tilslutning vil i Kina blive opfattet som kinesisk svaghed, næsten uanset hensigt i øvrigt.
Men Kina sanktionerer bredt i sin handelspolitik og på mange andre områder. Dette gøres administrativt, i og med at den kinesiske stat råder over ressourcer i en helt anden skala end vestlige økonomier.
(1) KKP’s (Kinas kommunistparti) medlemmer er underlagt partiets direktiver og kan blive underlagt disciplinære sanktioner hvis ikke et medlem følger disse. Det styrer adfærden overfor lande, virksomheder og enkeltpersoner, hvorved Kina kan udelukke målet fra kontakt og handelsmuligheder med Kina. Ofte vil kinesisk eksport på markedsvilkår ikke blive berørt, mens import bliver administrativt umuliggjort. Et eksempel: Nobelprisen blev givet til Liu Xiaobo, hvorefter KKP-partimedlemmer ikke måtte rejse til Norge i flere år. Kinas import fra Norge stagnerede i samme periode.
(2) Industripolitik. Backbone i Kinas fremstillingsindustri er fortsat statskontrolleret og ledet direkte eller indirekte af KKP-medlemmer. Der kan både udstedes direktiver vedrørende økonomisk adfærd og politisk adfærd. Investeringer i udlandet er ofte styret af direktiver og adgang til finansiering, både hvad angår tilskyndelse og egentligt forbud.
(3) Statslige bilaterale indkøb og salg. Kina indgår gerne statslige indkøbsaftaler med lande verden over. Formålet er forsyningssikkerhed, gunstige priser og ofte med lande, som Vesten ikke vil samhandle med. Muligheden for ikke at indkøbe i de pågældende lande giver mulighed for politisk pres, dvs. at der føres en Kina-gunstig politik. Våben og anden eksport til denne landegruppe understøtter Kinas indkøb af råstoffer på gunstige vilkår og øger disses tilbøjelighed til at støtte kinesiske synspunkter på den internationale arena. Både direktiver i industripolitikken, den økonomiske politik (se pkt. 2), samt direktiverne i partiorganisationen (se pkt. 1) understøtter statslig im- og eksport.
(4) Administrative mure. Kina er med i WTO, men i stedet udnytter landet andre regler til at komplicere og fordyre udenlandske virksomheders import til Kina. Kina kan skrue op og ned for toldbehandling (behandling mv) og andre krav med henblik på specifikt at straffe enkelte virksomheder og lande.
Alt i alt udøver Kina et meget omfattende, men fleksibelt sanktionsregime overfor omverdenen, iklædt handelspolitiske værktøjer. Derfor kan Kina retorisk påstå ikke at ”bryde sig om sanktioner” og sjældent indgå i internationale aftaler. Men det kinesiske sanktionsregime er både fleksibelt og meget omfattende og en integreret del af den førte udenrigspolitik, som udover suverænitetsdogmet (Taiwan, Tibet, ikke indblanding) på det seneste er tilført en udfordringsdimension, hvor Vesten (læs: USA) skal udfordres på verdenslederskabet.
Ukraine, Rusland og Vesten
Der er ingen, der har givet en detaljeret og overbevisende forklaring på Xi Jinpings og Putins såkaldte nære forhold. Udover den grovkornede anti-Vest og anti-USA-forklaring. Der er ikke tal på hvilke goder Kina har opnået ved at indgå i partnerskab med Rusland, men belært af Kinas ageren kan det se ud som om Rusland har solgt billigt (ellers går Kina ikke ind på det) ud af sine råstoffer, herunder olie, gas, tømmer og lignende til en kinesisk stat, som kan se sig presset i andre dele af verden, på trods af bilaterale udviklingsprojekter, våbenhjælp og anden understøttelse af ledelse i de støttede lande.
Det er utænkeligt at Putin ikke har luftet idéen om regimeforandring i Ukraine for Xi i deres drøftelser. Ellers ville NATO ikke blive nævnt i det fælles kommuniké. Begge statsledere må have en opfattelse af, at Vesten er kommet til et punkt hvor USA’s lederskab kan bringes i spil. Og formentlig skal bringes i spil, dels med et stadigt mere aktivt USA i forhold til Kina, dels fordi analysen formentlig viser store svagheder i det vestlige sammenhold.
Det er tænkeligt at Kina ser et svagt Rusland som en direkte historisk betinget udfordring, da ændringer i Rusland kan påvirke Kinas stabilitet. 1989 (4. juni) står fortsat lysende klart for det kinesiske lederskab og nok især for Xi Jinping, som ikke nødvendigvis er voldsomt populær i brede kredse i Kina. Xi Jinping står således stadig mere usikkert i forhold til sin corona-håndtering, hvor verden efterhånden lukker op, mens Kina lukker ned.
Hermed er ikke sagt at Xi ikke bliver genvalgt, for det gør han, men udfordringerne står på lur. Især i takt med at kinesere opdager, at der er indført de facto udrejseforbud og at Kinas afkobling fra omverdenen bliver mere og mere tydeligt politisk begrundet.
Vil Kina gå mod Rusland? Nej. Ikke under de nuværende præmisser. Xi Jinping har lagt alle sine kort i Rusland-vektoren, formentlig på grund af den vanskeligt læsbare situation i Europa, som man nok skal være europæer for virkelig at forstå. Dermed bliver det USA og Rusland i den simplificerede globale analyse.
Ukraine kan i kinesisk højrefløjs retorik ses som et rent europæisk problem. Og konsekvenserne af det russiske regime-change-felttog har ikke været gennemgribende analyseret. Og dog.
Noget tyder på at der er en klar skillelinje mellem politologer på tænketank-niveau, dvs. ”Academy of Social Sciences ”-niveau og det centrale statsapparat, dvs. ledende partigrupper, stående udvalg og partiformand Xi Jinping. Tænketanksniveauet er højest sandsynligt stort set på linje med vestlige analytikere, idet der selvfølgelig, som i Vesten, er forskel på om det er ”Ruslands-eksperter”, ”USA-eksperter”, militær eller økonomi, som udtaler sig. Og man skal desuden huske på at Kina også har sine høge, herunder nationalister.
Med Putin-Xi kommunikéet den 4. februar 2022 blev politikken fasttømret og kritik og ændringer er yderst vanskelige at gennemføre. Derfor vil Kina holde sig til den Ruslands-tro linje, med få og små indrømmelser til USA og Vesten, for at Kina ikke kommer i krydsild, hverken økonomisk eller i forhold Vestlige røde linjer.
Hvor bringer det sanktionsregimet hen?
Jo, Kina vil administrere Rusland som det har administreret Nordkorea gennem årtier. Stok og gulerod, men til fordel for kinesiske økonomiske og politiske interesser. Kina vil støtte Rusland i det omfang det ikke påvirker den kinesiske økonomi, men at gå mod Rusland på grund af et sønderbombet land i Europa er for meget at forlange.
Og det vil tage lang tid, hvis overhovedet, før Kina finder sine ben i forhold til EU og Europa, og det kan gå hen at blive den allerstørste udfordring for kinesisk udenrigspolitik. Bl.a. fordi europæiske virksomheder bliver nødt til at tage højde for den risiko, som en Ruslands-situation i Kina med beslaglæggelse af værdier udgør. Uanset om det ligger i kortene eller ej.
Meget spændende artikel, rig på velafbalancerede informationer om noget så gigantisk som Kina. Artiklen er en vemodig påmindelse om hvor lukket massemedierne og den generelle bevidsthed i vesten er. Som følge deraf er mange i vesten fastholdt på et “undernæret” informationsniveau mht vigtig viden om Kina – og er derfor lette ofre for den vulgære propaganda som begraver folk levende i Europa.
Jeg talte med en herboende kinesisk professor i “social science” som beskrev Kina, som værende “alting på een gang”, og derfor svær at beskrive ud fra vestlig tradition og tankegang. Jeg genkender det udsagn i nærværende artikel i ordets bedste betydning. Man skal muligvis være kineser eller inder for at forstå disse kulturer 😉 – spøg til side, Ulrik Tarp Jensen gør det efter min ringe opfattelse fremragende her – og jeg kan kun ønske at hans viden kommer flere til gavn. Martin Jacques virker også til at være en vigtig “folkelig” formidler af kendskab til den inesiske kultur.
Det er tragisk at vesten således afviser og isolerer sig fra de store kulturer på det euroasiatiske kontinent. Planetens største kontinent repræsenterer en gigantisk og multifacetteret erfaringsrigdom, der i sammenligning gør Europa/UK/US til “gnomer”, som kun kaster lange skygger pga den lave horisont ved at være marginaliseret ved lokalisering i den nordlige hemisfæres yderområder, med ufrugtbar jord og et mentalt indadvendt huleliv.
Jeg læste anden artikel af Ulrik T.J., som var tilgængelig på internettet, om Grønlands mulighed for at stå bedre indadtil/udadtil i et spændingsfelt mellem US/DK – KINA/( og Rusland ? ). Hidtil har Grønland været underlagt DK, som har underlagt sig US. På denne måde har det været US der overordnet har besat Grønland, især efter 2. verdenskrig.
Skulle jeg ønske noget for Grønland, ville det være at Grønland ikke kommer til at lide unødigt under den danske udenrigspolitik. Det ville måske tjene Grønland og dets folk bedst, hvis de som en form for neutralt område, opretholdt en balance der i “miniatureudgave” genspejlede den geopolitiske, ved at være åben for samarbejde med både US/DK samt KINA/RUSLAND. Det er langt henad vejen netop hvad Schweitz praktiserer.
For resten af verden kunne Grønland blive et levende og lærerigt eksempel på hvordan tingene mere konstruktivt kan udvikle sig på lang sigt. Der er “ingen fare” for at et sådant eksperiment vil være farligere end den nuværende geopolitiske situation – for den nuværende situation på verdensplan er enestående selvdestruktiv for det meste af menneskeheden.
Ved samme lejlighed ville Grønland så kunne gennemgå en konstruktiv udvikling henimod at stå med sin egen ret og væren.
Det er muligvis også i Kina – og i Indien – at man skal finde den praktiske måde at samle større koordinerede områder, og samtidig give de utallige folkeslag og kulturer indenfor disse “konglomerater” mulighed for at sameksistere og udfolde sig bedst muligt. UN består af ca 200 stater, mens der faktisk findes ca 2000 nationer på planeten – foruden et grundlæggende knægtende sikkerhedsråd – så der er nok at gå igang med at forbedre, ved at feje for egen dør først inden man peger fingre ad “de andre” – og der er masser at lære af de gigantiske og urgamle superkontinent-kulturer.
I fortællingen om ( den underforståede europæiske ) “verdenshistorie”, er der blevet tegnet et billede af “et lukket Kina” – og nu gentager denne eurocentricitet sig med illusionen om “at indfange og kværke Rusland”. Ser man på de store linier ( istedet for at fortabe sig i “detaljer” ) så forholder det sig lige omvendt : det er Europa der både dengang ift Kina, og nu ift Rusland ender med at bygge sit eget fængsel.