Joe Biden burde have lært lidt af Nikita Khrusjtjov

Thorkild Kjærgaard
Historiker, dr.phil.

“Ukraine-krigen er en 100 procent unødvendig krig, som Vesten så let som ingenting kunne have forhindret. Men en sådan fravigelse fra værdipolitik på automatpilot til fordel for fleksibel, situationsbestemt international realpolitik kunne Vestens selvretfærdige politiske klasse ikke få sig selv til. Så hellere titusinder af døde, hundredtusinder af sårede og millioner af knuste menneskeskæbner ikke bare i Ukraine, men over hele verden.”

Joe Biden burde have undt Vladimir Putin en triumf som den, Nikita Khrusjtjov i 1962 skænkede præsident John F. Kennedy under Cuba-krisen. Så kunne krigen i Ukraine være undgået.

Der er flere gange blevet peget på Cuba-krisen i 1962 som en parallel til den nuværende Ukrainekrise, og ikke med urette. I begge tilfælde er der tale om en imperial stormagt med et påtrængende behov for at genetablere renomméet. I slutningen af 1950erne var det USA, der var presset. Det oprindelige forspring i atomkapløbet var for længst gået tabt. Det skete allerede i 1949, hvor Sovjetunionen foretog sine første prøvesprængninger, og i rummet havde Sovjet med opsendelse af den første Sputnik 1957 opnået et spektakulært forspring og givet alle verdens sprog et nyt russisk låneord.

Og som om det ikke var nok, så tog russerne i maj 1962 fat på at udstyre Cuba, der året før var blevet udråbt til en socialistisk stat og havde sluttet sig til Sovjetunionen, med atomraketter, som fuldt operationsdygtige ville kunne nå Washington, D.C., New York, Boston og andre amerikanske storbyer.

Trykt som kronik i Politiken 26. marts 2022, gengivet her med forfatterens tilladelse

For John F. Kennedy, den daværende amerikanske præsident, var der ingen tvivl. USA måtte sætte hælene i og trække en streg i sandet, hvis positionen som verdensmagt skulle opretholdes. Sovjetiske atommissiler på Cuba kun 100 km fra Floridas kyst var udelukket, og de opstillede affyringsramper skulle fjernes. Men det skulle ske på en måde, så russerne ikke tabte ansigt og blev ydmyget. I stedet for at bombardere de sovjetiske anlæg fra luften, hvad der ville have været en smal sag, men også uhyre risikabelt, fordi det næsten uundgåeligt ville udløse en storkrig, gik amerikanerne langsomt frem, så russerne kunne nå at tænke sig om.

Kennedy havde lige læst historikeren Barbara Tuckmans tankevækkende, dengang spritnye bog The Guns of August 1914 om udbruddet af Første Verdenskrig og var meget opmærksom på, hvor let tingene kunne løbe løbsk hvis nogen følte sig provokeret eller på anden måde gået for nær, således som det med katastrofale konsekvenser skete i 1914. Der blev opmarcheret 180.000 mand i Florida og lagt en ring af amerikanske flådefartøjer rundt om Cuba, parat til at møde de sovjetiske skibe, der var på vej fra Østersøen gennem de danske stræder mod Cuba med atomvåben ombord.

Kreml kunne have ladet fem og syv være lige og fastholdt, at Cuba som et frit og suverænt land havde ret til selv at vælge, hvem det ville være i alliance med og så tage tingene som de kom – det var jo på ingen måde sikkert, at amerikanerne turde angribe, når det kom til stykket. Men det gjorde russerne ikke.

Efter at amerikanerne den 22. oktober 1962 havde erklæret, at ”enhver kernevåbenraket, der affyres mod den vestlige halvkugle fra en base på Cuba, vil blive opfattet som et angreb mod De Forenede Stater, hvad der kræver fuld gengældelse mod Sovjetunionen,” besluttede den sovjetiske ledelse sig for at sætte hensynet til verdensfreden over hensynet til Cubas frihed og dets rettigheder til som suveræn stat selv at vælge sine alliancepartnere, og beordrede skibene på vej mod Cuba at vende om.

For den sovjetiske leder, Nikita Khrusjtjov, var det en bitter pille at sluge, men Cuba lå inden for den amerikanske indflydelsessfære, og derved var ikke at gøre. Ligeså for Fidel Castro, den cubanske revolutionshelt, der flere gange under krisen forsøgte at få russerne til at bruge atomvåben mod amerikanerne. Castro var splitterrasende, men forgæves, russerne gav sig ikke en tomme.

Uden at løsne et skud havde USA, takket være Sovjetunionens vilje – og evne – til at sætte et pragmatisk-realpolitisk hensyn til verdensfreden foran hensynet til socialistisk ideologi og en nær allierets rettigheder, genvundet sit renommé, og Kennedy kunne træde ind på den verdenshistoriske scene som én af det 20. århundredes store statsmænd. At han havde russerne at takke for sin succes, glemte han aldrig. ”There will be no gloating” – vi skal ikke hovere – lød ordren fra Det Ovale Kontor, så længe Kennedy sad der.

•

På samme måde, som USA tilbage i sidste halvdel af 1950erne stod med ryggen mod muren, er nutidens Rusland hårdt presset. Først, umiddelbart efter Sovjetunionens sammenbrud 1991, tabet af de østeuropæiske bufferstater og – ikke mindst – det smertelige tab af de baltiske stater, som siden 1700-tallet havde sikret Rusland fri og uhindret adgang til Østersøen og videre ud i Atlanterhavet. Dernæst Natos og EU’s udfordrende fremrykning mod øst helt op under den gamle stormagts skørter.

Senest vedvarende forlydender om, at Ukraine, der borer sig dybt ind i det russiske kærneland, som det selv er en del af, på kortere eller længere sigt kunne forvente at blive medlem af både EU og Nato, hvad der – som man vil kunne overbevise sig om ved at tage et landkort og se mod syd og sydvest fra Moskva – selvsagt er helt uacceptabelt for Rusland. Alt i alt en situation som i 1962, blot med omvendt fortegn.

Som det for 60 år siden stod klart for Kennedy, at Cuba – socialistisk eller ej – måtte indordne sig under den amerikanske paraply, hvis USA skulle fastholde sin troværdighed som supermagt, således har det længe stået klart for Ruslands leder, Vladimir Putin, at der må sættes en stopper for Ukraines flirt med Nato og EU, hvis Rusland skal bevare sin position som Europas stærkeste kontinentalmagt og central international spiller. Som John F. Kennedy er Vladimir Putin gået langsomt frem, så modstanderne har kunnet nå at trække følehornene til sig uden at tabe ansigt.

Det første tydelige vink kom i 2014, hvor Rusland hjemtog den gamle russiske halvø Krim, der siden 1954, hvor Sovjetunionen endnu eksisterede, havde været udlånt til Ukraine. Siden har man, da Vesten syntes helt og aldeles tonedøv, år for år øget presset frem til årsskiftet 2021/22, hvor Rusland med en troppeansamling på 150.000-200.000 langs Ukraines grænse – nogenlunde svarende til det, som USA samlede i Florida 1962 – signalerede til alle, at nu var det nu, og der var ingen vej tilbage. Enten meddelte Nato og EU, at Ukraine aldrig ville blive medlem af de to organisationer, eller også ville Rusland angribe Ukraine, skønt en del af det fælles moderland.

Et skrækindjagende enten-eller, hvor der dog ikke kunne være nogen som helst tvivl om, hvad der ville ske, hvis ikke Rusland fik sin vilje, så sandt som stormagtsidentiteten er lige så indlejret i den russiske som i den amerikanske bevidsthed, nøje sammenhængende med de to landes enorme geografiske udstrækning. (Dette i slående modsætning til de tidligere vesteuropæiske kolonimagter, Spanien, Frankrig, Storbritannien, Belgien med flere, som alle er dukkelande sammenlignet med USA og Rusland). Således lå kortene. At give op, lægge sig fladt ned og affinde sig med en underdog-rolle som energileverandør til europæisk storindustri og danske parcelhuse, så længe vi endnu ikke har fået gennemført den grønne omstilling, kom ikke i betragtning.

Den 24. februar klokken 4 om morgenen markerede Rusland med invasionen i Ukraine, at tålmodigheden var brugt op, og at man nu gik efter en militær løsning, hvor risikabelt det end måtte være.

•

Ser man bort fra afslutningen, så er ligheden mellem de to begivenhedsforløb med 60 års mellemrum slående. I begge tilfælde står vi over for en supermagt, som sætter alt på ét bræt. I 1962 var det USA, i 2022 Rusland. Emotionelt er forskellen til gengæld stor. I 1962 holdt vi i Danmark med USA, den trængte imperiale magt, som var vores allierede, og vi skænkede ikke det suveræne Cubas ret til selv at vælge, hvem det ville være i alliance med, en tanke.

I dag er det anderledes, da sætter Danmark og resten af Vesten sig op på den høje moralske hest som forsvarere for Ukraines frihed og ret til selv at vælge, hvem man vil være i alliance med, mens den imperiale magt, nu Rusland, fordømmes i foragtende og særdeles nedsættende vendinger, som var det en pariastat, fjernt fra John F. Kennedys ærbødige respekt for modstanderen.

Man kan undre sig over, at vi kan udholde vores eget hykleri og farisæiske dobbeltspil, men det ser ud til at gå rigtig godt. Der hænger ukrainske flag overalt, og hvor det i mange år har knebet med selv den mest basale ordentlighed i modtagelsen af flygtninge, så går det nu, hvor ukrainere har meldt deres ankomst, rigtig fint. Kommunerne formelig kæmper om at få flest, og pengene strømmer ind.

Der bliver talt om Ukraine og Rusland fra morgen til aften i radio og fjernsyn, og aviserne skriver næsten ikke om andet, så man skulle tro, at der var rigelig plads til at få alle synspunkter med. Men sådan er det ikke, i hvert fald er der ikke – i modsætning til hvad der var tilfældet i 1962 – den mindste sprække af forståelse for sagen, som den tager sig ud fra den trængte imperiale magts standpunkt. Forargelsen over russernes krigsførelse og krigsforbrydelser, dokumenterede såvel som formodede, er endeløs, og der er ingen, som bare tentativt spekulerer på, om de russiske styrkers langsomme fremgang på landjorden kunne hænge sammen med, at de for at begrænse ødelæggelsernes omfang har tøvet med at udnytte deres luftherredømme offensivt.

Det, som springer mest i øjnene er dog det, som ingen siger, nemlig at Ukrainekrigen så let som ingenting kunne have været undgået. Denne gang var det ikke, som i 1962, nogle skibe, der skulle vende om og sejle tilbage. Det var nogle løfter og forhåbninger, der skulle manes i jorden én gang for alle. Hvis den amerikanske præsident Joe Biden på Vestens vegne i de lange uger op til den 24. februar som verdens stærkeste mand og med al sin autoritet fast og utvetydigt havde erklæret, at Ukraine naturligvis ikke kunne blive medlem af Nato, og at USA i øvrigt forventede, at EU ville opgive enhver tanke om at optage Ukraine i klubben, så ville krigen aldrig være brudt ud, og tusindvis af menneskeliv kunne have været sparet for ikke at tale om alle de andre ufattelige ulykker, krigen allerede nu har forvoldt.

Ukraine-krigen er en 100 procent unødvendig krig, som Vesten så let som ingenting kunne have forhindret. Men en sådan fravigelse fra værdipolitik på automatpilot til fordel for fleksibel, situationsbestemt international realpolitik kunne Vestens selvretfærdige politiske klasse ikke få sig selv til. Så hellere titusinder af døde, hundredtusinder af sårede og millioner af knuste menneskeskæbner ikke bare i Ukraine, men over hele verden.

I 1962 skænkede Sovjetunionens daværende leder Nikita Khrusjtjov John F. Kennedy – forkælet overklassedreng, Harvard-student, kvindebedårer, tidligere flådeofficer i Stillehavskrigen, nu USA’s præsident – en strålende triumf. Uden at der var blevet løsnet et skud havde Kennedy takket være Khrusjtjovs anerkendelse af, at stormagterne må give plads for hinanden, fået rettet op på det vaklende USA’s position.

I 2022 var tiden kommet til en tilsvarende gestus den modsatte vej, og måske var det, hvad Vladimir Putin på bunden af sin sjæl til det sidste håbede på ville ske. Men det blev der ikke noget af. Den triumf, som den gamle bolsjevik Nikita Khrusjtjov undte den unge amerikanske millionærsøn John F. Kennedy, undte den indebrændte Joe Biden ikke sin modpart, den leningradske baggårdsdreng Vladimir Vladimirovitj Putin. Men det har ikke stoppet baggårdsdrengen fra Leningrad, der mirakuløst har nået samfundets top. Den 24. februar, i dag for 26 dage siden, invaderede han Ukraine og tog dermed sig selv til rette.

•

Hvis man tænker sig, at John F. Kennedy havde levet i dag – og man kan, som Karen Blixen yndede at sige, tænke sig hvad som helst – så ville han formentlig sige, at den atlantisk-europæiske verden skulle lade værdipolitikken hvile et øjeblik og lade Ukraine forblive inden for den russiske indflydelsessfære, hvor landet har ligget i århundreder, på samme måde som Khrusjtjov i 1962 gav op og lod Cuba glide tilbage under USA’s magtparaply, hvor det kunne slå følge med Grønland.

Det ville Kennedy sige, ikke bare fordi den ene tjeneste er den anden værd, men også fordi han som aktiv, højt dekoreret deltager i den blodige Stillehavskrig 1941-45 havde fået nok af krig og ikke havde noget behov for at gøre sig til (i modsætning til nutidens politikere og kommentatorer af Anna Libak-typen, der savler i krigsliderlighed og ikke kan få nok).

Endelig er der et geopolitisk grundvilkår i det 21. århundrede, som den pragmatisk-realistisk indstillede Kennedy utvivlsomt ville hæfte sig ved, nemlig de asiatiske giganters, først og fremmest Kinas og Indiens fremmarch med store lande som Sydafrika på slæb. Ønsker vi i sådan en situation, at den østlige grænse for den atlantisk-europæiske civilisation skal gå ned gennem Europa med Finland, Estland, Polen, Rumænien og Bulgarien som frontlinjestater, eller ville det mon ikke være bedre at få Rusland og dermed Sibirien med, så grænsen går ude ved Stillehavet og nede mod syd langs Den kinesiske Mur?

Hvis man foretrækker sidstnævnte alternativ og dermed vil undgå at skubbe Rusland i armene på Kina, så må Vesten slække på sin rigide værdipolitik med fastlåste positioner over for Rusland til fordel for en fleksibel, realistisk betonet holdning til det gigantiske land, som siden Peter den Stores dage først i 1700-tallet – sine særheder og ejendommeligheder til trods – har været en vigtig og værdifuld del af den atlantisk-europæiske verden.

En verden, hvortil Rusland med sine umådelige intellektuelle og materielle ressourcer har ydet, og også fremover vil kunne yde storslåede bidrag på alle samfundsområder fra rumfart og computerteknologi til musik, litteratur, matematik, sprogvidenskab, teater og ballet.

Thorkild Kjærgaard

• • • Læs mere om Kjærgaard på Wikipedia og på hans hjemmeside.