/////////

Joe Biden burde have lært lidt af Nikita Khrusjtjov

Thorkild Kjærgaard
Historiker, dr.phil.

“Ukraine-krigen er en 100 procent un√łdvendig krig, som Vesten s√• let som ingenting kunne have forhindret. Men en s√•dan fravigelse fra v√¶rdipolitik p√• automatpilot til fordel for fleksibel, situationsbestemt international realpolitik kunne Vestens selvretf√¶rdige politiske klasse ikke f√• sig selv til. S√• hellere titusinder af d√łde, hundredtusinder af s√•rede og millioner af knuste menneskesk√¶bner ikke bare i Ukraine, men over hele verden.”

Joe Biden burde have undt Vladimir Putin en triumf som den, Nikita Khrusjtjov i 1962 skænkede præsident John F. Kennedy under Cuba-krisen. Så kunne krigen i Ukraine være undgået.

Der er flere gange blevet peget p√• Cuba-krisen i 1962 som en parallel til den nuv√¶rende Ukrainekrise, og ikke med urette. I begge tilf√¶lde er der tale om en imperial stormagt med et p√•tr√¶ngende behov for at genetablere renomm√©et. I slutningen af 1950erne var det USA, der var presset. Det oprindelige forspring i atomkapl√łbet var for l√¶ngst g√•et tabt. Det skete allerede i 1949, hvor Sovjetunionen foretog sine f√łrste pr√łvespr√¶ngninger, og i rummet havde Sovjet med opsendelse af den f√łrste Sputnik 1957 opn√•et et spektakul√¶rt forspring og givet alle verdens sprog et nyt russisk l√•neord.

Og som om det ikke var nok, s√• tog russerne i maj 1962 fat p√• at udstyre Cuba, der √•ret f√łr var blevet udr√•bt til en socialistisk stat og havde sluttet sig til Sovjetunionen, med atomraketter, som fuldt operationsdygtige ville kunne n√• Washington, D.C., New York, Boston og andre amerikanske storbyer.

Trykt som kronik i Politiken 26. marts 2022, gengivet her med forfatterens tilladelse

For John F. Kennedy, den dav√¶rende amerikanske pr√¶sident, var der ingen tvivl. USA m√•tte s√¶tte h√¶lene i og tr√¶kke en streg i sandet, hvis positionen som verdensmagt skulle opretholdes. Sovjetiske atommissiler p√• Cuba kun 100 km fra Floridas kyst var udelukket, og de opstillede affyringsramper skulle fjernes. Men det skulle ske p√• en m√•de, s√• russerne ikke tabte ansigt og blev ydmyget. I stedet for at bombardere de sovjetiske anl√¶g fra luften, hvad der ville have v√¶ret en smal sag, men ogs√• uhyre risikabelt, fordi det n√¶sten uundg√•eligt ville udl√łse en storkrig, gik amerikanerne langsomt frem, s√• russerne kunne n√• at t√¶nke sig om.

Kennedy havde lige l√¶st historikeren Barbara Tuckmans tankev√¶kkende, dengang spritnye bog The Guns of August 1914 om udbruddet af F√łrste Verdenskrig og var meget opm√¶rksom p√•, hvor let tingene kunne l√łbe l√łbsk hvis nogen f√łlte sig provokeret eller p√• anden m√•de g√•et for n√¶r, s√•ledes som det med katastrofale konsekvenser skete i 1914. Der blev opmarcheret 180.000 mand i Florida og lagt en ring af amerikanske fl√•defart√łjer rundt om Cuba, parat til at m√łde de sovjetiske skibe, der var p√• vej fra √ėsters√łen gennem de danske str√¶der mod Cuba med atomv√•ben ombord.

Kreml kunne have ladet fem og syv v√¶re lige og fastholdt, at Cuba som et frit og suver√¶nt land havde ret til selv at v√¶lge, hvem det ville v√¶re i alliance med og s√• tage tingene som de kom ‚Äď det var jo p√• ingen m√•de sikkert, at amerikanerne turde angribe, n√•r det kom til stykket. Men det gjorde russerne ikke.

Efter at amerikanerne den 22. oktober 1962 havde erkl√¶ret, at ‚ÄĚenhver kernev√•benraket, der affyres mod den vestlige halvkugle fra en base p√• Cuba, vil blive opfattet som et angreb mod De Forenede Stater, hvad der kr√¶ver fuld geng√¶ldelse mod Sovjetunionen,‚ÄĚ besluttede den sovjetiske ledelse sig for at s√¶tte hensynet til verdensfreden over hensynet til Cubas frihed og dets rettigheder til som suver√¶n stat selv at v√¶lge sine alliancepartnere, og beordrede skibene p√• vej mod Cuba at vende om.

For den sovjetiske leder, Nikita Khrusjtjov, var det en bitter pille at sluge, men Cuba l√• inden for den amerikanske indflydelsessf√¶re, og derved var ikke at g√łre. Liges√• for Fidel Castro, den cubanske revolutionshelt, der flere gange under krisen fors√łgte at f√• russerne til at bruge atomv√•ben mod amerikanerne. Castro var splitterrasende, men forg√¶ves, russerne gav sig ikke en tomme.

Uden at l√łsne et skud havde USA, takket v√¶re Sovjetunionens vilje ‚Äď og evne ‚Äď til at s√¶tte et pragmatisk-realpolitisk hensyn til verdensfreden foran hensynet til socialistisk ideologi og en n√¶r allierets rettigheder, genvundet sit renomm√©, og Kennedy kunne tr√¶de ind p√• den verdenshistoriske scene som √©n af det 20. √•rhundredes store statsm√¶nd. At han havde russerne at takke for sin succes, glemte han aldrig. ‚ÄĚThere will be no gloating‚ÄĚ ‚Äď vi skal ikke hovere ‚Äď l√łd ordren fra Det Ovale Kontor, s√• l√¶nge Kennedy sad der.

‚ÄĘ

P√• samme m√•de, som USA tilbage i sidste halvdel af 1950erne stod med ryggen mod muren, er nutidens Rusland h√•rdt presset. F√łrst, umiddelbart efter Sovjetunionens sammenbrud 1991, tabet af de √łsteurop√¶iske bufferstater og ‚Äď ikke mindst ‚Äď det smertelige tab af de baltiske stater, som siden 1700-tallet havde sikret Rusland fri og uhindret adgang til √ėsters√łen og videre ud i Atlanterhavet. Dern√¶st Natos og EU’s udfordrende fremrykning mod √łst helt op under den gamle stormagts sk√łrter.

Interesting too?  US-Saudi Arabia's endless militarism

Senest vedvarende forlydender om, at Ukraine, der borer sig dybt ind i det russiske k√¶rneland, som det selv er en del af, p√• kortere eller l√¶ngere sigt kunne forvente at blive medlem af b√•de EU og Nato, hvad der ‚Äď som man vil kunne overbevise sig om ved at tage et landkort og se mod syd og sydvest fra Moskva ‚Äď selvsagt er helt uacceptabelt for Rusland. Alt i alt en situation som i 1962, blot med omvendt fortegn.

Som det for 60 √•r siden stod klart for Kennedy, at Cuba ‚Äď socialistisk eller ej ‚Äď m√•tte indordne sig under den amerikanske paraply, hvis USA skulle fastholde sin trov√¶rdighed som supermagt, s√•ledes har det l√¶nge st√•et klart for Ruslands leder, Vladimir Putin, at der m√• s√¶ttes en stopper for Ukraines flirt med Nato og EU, hvis Rusland skal bevare sin position som Europas st√¶rkeste kontinentalmagt og central international spiller. Som John F. Kennedy er Vladimir Putin g√•et langsomt frem, s√• modstanderne har kunnet n√• at tr√¶kke f√łlehornene til sig uden at tabe ansigt.

Det f√łrste tydelige vink kom i 2014, hvor Rusland hjemtog den gamle russiske halv√ł Krim, der siden 1954, hvor Sovjetunionen endnu eksisterede, havde v√¶ret udl√•nt til Ukraine. Siden har man, da Vesten syntes helt og aldeles toned√łv, √•r for √•r √łget presset frem til √•rsskiftet 2021/22, hvor Rusland med en troppeansamling p√• 150.000-200.000 langs Ukraines gr√¶nse ‚Äď nogenlunde svarende til det, som USA samlede i Florida 1962 ‚Äď signalerede til alle, at nu var det nu, og der var ingen vej tilbage. Enten meddelte Nato og EU, at Ukraine aldrig ville blive medlem af de to organisationer, eller ogs√• ville Rusland angribe Ukraine, sk√łnt en del af det f√¶lles moderland.

Et skr√¶kindjagende enten-eller, hvor der dog ikke kunne v√¶re nogen som helst tvivl om, hvad der ville ske, hvis ikke Rusland fik sin vilje, s√• sandt som stormagtsidentiteten er lige s√• indlejret i den russiske som i den amerikanske bevidsthed, n√łje sammenh√¶ngende med de to landes enorme geografiske udstr√¶kning. (Dette i sl√•ende mods√¶tning til de tidligere vesteurop√¶iske kolonimagter, Spanien, Frankrig, Storbritannien, Belgien med flere, som alle er dukkelande sammenlignet med USA og Rusland). S√•ledes l√• kortene. At give op, l√¶gge sig fladt ned og affinde sig med en underdog-rolle som energileverand√łr til europ√¶isk storindustri og danske parcelhuse, s√• l√¶nge vi endnu ikke har f√•et gennemf√łrt den gr√łnne omstilling, kom ikke i betragtning.

Den 24. februar klokken 4 om morgenen markerede Rusland med invasionen i Ukraine, at t√•lmodigheden var brugt op, og at man nu gik efter en milit√¶r l√łsning, hvor risikabelt det end m√•tte v√¶re.

‚ÄĘ

Ser man bort fra afslutningen, s√• er ligheden mellem de to begivenhedsforl√łb med 60 √•rs mellemrum sl√•ende. I begge tilf√¶lde st√•r vi over for en supermagt, som s√¶tter alt p√• √©t br√¶t. I 1962 var det USA, i 2022 Rusland. Emotionelt er forskellen til geng√¶ld stor. I 1962 holdt vi i Danmark med USA, den tr√¶ngte imperiale magt, som var vores allierede, og vi sk√¶nkede ikke det suver√¶ne Cubas ret til selv at v√¶lge, hvem det ville v√¶re i alliance med, en tanke.

I dag er det anderledes, da s√¶tter Danmark og resten af Vesten sig op p√• den h√łje moralske hest som forsvarere for Ukraines frihed og ret til selv at v√¶lge, hvem man vil v√¶re i alliance med, mens den imperiale magt, nu Rusland, ford√łmmes i foragtende og s√¶rdeles neds√¶ttende vendinger, som var det en pariastat, fjernt fra John F. Kennedys √¶rb√łdige respekt for modstanderen.

Man kan undre sig over, at vi kan udholde vores eget hykleri og faris√¶iske dobbeltspil, men det ser ud til at g√• rigtig godt. Der h√¶nger ukrainske flag overalt, og hvor det i mange √•r har knebet med selv den mest basale ordentlighed i modtagelsen af flygtninge, s√• g√•r det nu, hvor ukrainere har meldt deres ankomst, rigtig fint. Kommunerne formelig k√¶mper om at f√• flest, og pengene str√łmmer ind.

Der bliver talt om Ukraine og Rusland fra morgen til aften i radio og fjernsyn, og aviserne skriver n√¶sten ikke om andet, s√• man skulle tro, at der var rigelig plads til at f√• alle synspunkter med. Men s√•dan er det ikke, i hvert fald er der ikke ‚Äď i mods√¶tning til hvad der var tilf√¶ldet i 1962 ‚Äď den mindste spr√¶kke af forst√•else for sagen, som den tager sig ud fra den tr√¶ngte imperiale magts standpunkt. Forargelsen over russernes krigsf√łrelse og krigsforbrydelser, dokumenterede s√•vel som formodede, er endel√łs, og der er ingen, som bare tentativt spekulerer p√•, om de russiske styrkers langsomme fremgang p√• landjorden kunne h√¶nge sammen med, at de for at begr√¶nse √łdel√¶ggelsernes omfang har t√łvet med at udnytte deres luftherred√łmme offensivt.

Interesting too?  TFF PressInfo # 638 - September 11: What the US should have done instead of starting history's dumbest war

Det, som springer mest i √łjnene er dog det, som ingen siger, nemlig at Ukrainekrigen s√• let som ingenting kunne have v√¶ret undg√•et. Denne gang var det ikke, som i 1962, nogle skibe, der skulle vende om og sejle tilbage. Det var nogle l√łfter og forh√•bninger, der skulle manes i jorden √©n gang for alle. Hvis den amerikanske pr√¶sident Joe Biden p√• Vestens vegne i de lange uger op til den 24. februar som verdens st√¶rkeste mand og med al sin autoritet fast og utvetydigt havde erkl√¶ret, at Ukraine naturligvis ikke kunne blive medlem af Nato, og at USA i √łvrigt forventede, at EU ville opgive enhver tanke om at optage Ukraine i klubben, s√• ville krigen aldrig v√¶re brudt ud, og tusindvis af menneskeliv kunne have v√¶ret sparet for ikke at tale om alle de andre ufattelige ulykker, krigen allerede nu har forvoldt.

Ukraine-krigen er en 100 procent un√łdvendig krig, som Vesten s√• let som ingenting kunne have forhindret. Men en s√•dan fravigelse fra v√¶rdipolitik p√• automatpilot til fordel for fleksibel, situationsbestemt international realpolitik kunne Vestens selvretf√¶rdige politiske klasse ikke f√• sig selv til. S√• hellere titusinder af d√łde, hundredtusinder af s√•rede og millioner af knuste menneskesk√¶bner ikke bare i Ukraine, men over hele verden.

I 1962 sk√¶nkede Sovjetunionens dav√¶rende leder Nikita Khrusjtjov John F. Kennedy ‚Äď fork√¶let overklassedreng, Harvard-student, kvindebed√•rer, tidligere fl√•deofficer i Stillehavskrigen, nu USA’s pr√¶sident ‚Äď en str√•lende triumf. Uden at der var blevet l√łsnet et skud havde Kennedy takket v√¶re Khrusjtjovs anerkendelse af, at stormagterne m√• give plads for hinanden, f√•et rettet op p√• det vaklende USA’s position.

I 2022 var tiden kommet til en tilsvarende gestus den modsatte vej, og m√•ske var det, hvad Vladimir Putin p√• bunden af sin sj√¶l til det sidste h√•bede p√• ville ske. Men det blev der ikke noget af. Den triumf, som den gamle bolsjevik Nikita Khrusjtjov undte den unge amerikanske million√¶rs√łn John F. Kennedy, undte den indebr√¶ndte Joe Biden ikke sin modpart, den leningradske bagg√•rdsdreng Vladimir Vladimirovitj Putin. Men det har ikke stoppet bagg√•rdsdrengen fra Leningrad, der mirakul√łst har n√•et samfundets top. Den 24. februar, i dag for 26 dage siden, invaderede han Ukraine og tog dermed sig selv til rette.

‚ÄĘ

Hvis man t√¶nker sig, at John F. Kennedy havde levet i dag ‚Äď og man kan, som Karen Blixen yndede at sige, t√¶nke sig hvad som helst ‚Äď s√• ville han formentlig sige, at den atlantisk-europ√¶iske verden skulle lade v√¶rdipolitikken hvile et √łjeblik og lade Ukraine forblive inden for den russiske indflydelsessf√¶re, hvor landet har ligget i √•rhundreder, p√• samme m√•de som Khrusjtjov i 1962 gav op og lod Cuba glide tilbage under USA’s magtparaply, hvor det kunne sl√• f√łlge med Gr√łnland.

Det ville Kennedy sige, ikke bare fordi den ene tjeneste er den anden v√¶rd, men ogs√• fordi han som aktiv, h√łjt dekoreret deltager i den blodige Stillehavskrig 1941-45 havde f√•et nok af krig og ikke havde noget behov for at g√łre sig til (i mods√¶tning til nutidens politikere og kommentatorer af Anna Libak-typen, der savler i krigsliderlighed og ikke kan f√• nok).

Endelig er der et geopolitisk grundvilk√•r i det 21. √•rhundrede, som den pragmatisk-realistisk indstillede Kennedy utvivlsomt ville h√¶fte sig ved, nemlig de asiatiske giganters, f√łrst og fremmest Kinas og Indiens fremmarch med store lande som Sydafrika p√• sl√¶b. √ėnsker vi i s√•dan en situation, at den √łstlige gr√¶nse for den atlantisk-europ√¶iske civilisation skal g√• ned gennem Europa med Finland, Estland, Polen, Rum√¶nien og Bulgarien som frontlinjestater, eller ville det mon ikke v√¶re bedre at f√• Rusland og dermed Sibirien med, s√• gr√¶nsen g√•r ude ved Stillehavet og nede mod syd langs Den kinesiske Mur?

Hvis man foretr√¶kker sidstn√¶vnte alternativ og dermed vil undg√• at skubbe Rusland i armene p√• Kina, s√• m√• Vesten sl√¶kke p√• sin rigide v√¶rdipolitik med fastl√•ste positioner over for Rusland til fordel for en fleksibel, realistisk betonet holdning til det gigantiske land, som siden Peter den Stores dage f√łrst i 1700-tallet ‚Äď sine s√¶rheder og ejendommeligheder til trods ‚Äď har v√¶ret en vigtig og v√¶rdifuld del af den atlantisk-europ√¶iske verden.

En verden, hvortil Rusland med sine umådelige intellektuelle og materielle ressourcer har ydet, og også fremover vil kunne yde storslåede bidrag på alle samfundsområder fra rumfart og computerteknologi til musik, litteratur, matematik, sprogvidenskab, teater og ballet.

Thorkild Kjærgaard

‚ÄĘ ‚ÄĘ ‚ÄĘ L√¶s mere om Kj√¶rgaard p√• Wikipedia og p√• hans hjemmeside.

JO

Welcome to my official personal home. I'm a peace researcher and art photographer.

2 Comments

  1. Udm√¶rket og pr√¶cis analyse. Det er skr√¶mmende at statsmands kunst er atrofieret i vesten og mest besiddes af historikere ag andre humanistisk uddannede personer, der er marginaliseret siden “Fjoget¬īs” stupide anstrengelser for at eliminerer rationel t√¶nkning ved fx. at manipulere med facts. jvf. Iraq krigen. Og lukke “t√¶nke-tanke” frigjort af magteliternes greb. Klart at vi fik en krig. De som vinder p√• den vil den og g√¶t selv hvem det er! Desv√¶rre graver magt eliten sin egen grav!

  2. D√¶moniseringen af Putin og Rusland, ikke mindst i Danmark, forhindrer en rationel tilgang til denne og andre krige, n√•r det g√¶lder forst√•else og l√łsninger. Det p√•pegede den √łstrig-engelske fillosof Karl Popper i allerede 1947 (“Historicismens elendighed”),
    Thorkild Kj√¶rgaards sobre analyse udg√łr heldigvis en undtagelse. Tak!

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Previous Story

Sanktioner på kinesisk og Ukraine-krisen

Next Story

Why must EU’s von der Leyen lecture China?

Latest from EU

%d bloggers like this: