/////////

Joe Biden burde have lĂŠrt lidt af Nikita Khrusjtjov

Thorkild KjĂŠrgaard
Historiker, dr.phil.

“Ukraine-krigen er en 100 procent unĂždvendig krig, som Vesten sĂ„ let som ingenting kunne have forhindret. Men en sĂ„dan fravigelse fra vĂŠrdipolitik pĂ„ automatpilot til fordel for fleksibel, situationsbestemt international realpolitik kunne Vestens selvretfĂŠrdige politiske klasse ikke fĂ„ sig selv til. SĂ„ hellere titusinder af dĂžde, hundredtusinder af sĂ„rede og millioner af knuste menneskeskĂŠbner ikke bare i Ukraine, men over hele verden.”

Joe Biden burde have undt Vladimir Putin en triumf som den, Nikita Khrusjtjov i 1962 skÊnkede prÊsident John F. Kennedy under Cuba-krisen. SÄ kunne krigen i Ukraine vÊre undgÄet.

Der er flere gange blevet peget pÄ Cuba-krisen i 1962 som en parallel til den nuvÊrende Ukrainekrise, og ikke med urette. I begge tilfÊlde er der tale om en imperial stormagt med et pÄtrÊngende behov for at genetablere renomméet. I slutningen af 1950erne var det USA, der var presset. Det oprindelige forspring i atomkaplÞbet var for lÊngst gÄet tabt. Det skete allerede i 1949, hvor Sovjetunionen foretog sine fÞrste prÞvesprÊngninger, og i rummet havde Sovjet med opsendelse af den fÞrste Sputnik 1957 opnÄet et spektakulÊrt forspring og givet alle verdens sprog et nyt russisk lÄneord.

Og som om det ikke var nok, sÄ tog russerne i maj 1962 fat pÄ at udstyre Cuba, der Äret fÞr var blevet udrÄbt til en socialistisk stat og havde sluttet sig til Sovjetunionen, med atomraketter, som fuldt operationsdygtige ville kunne nÄ Washington, D.C., New York, Boston og andre amerikanske storbyer.

Trykt som kronik i Politiken 26. marts 2022, gengivet her med forfatterens tilladelse

For John F. Kennedy, den davÊrende amerikanske prÊsident, var der ingen tvivl. USA mÄtte sÊtte hÊlene i og trÊkke en streg i sandet, hvis positionen som verdensmagt skulle opretholdes. Sovjetiske atommissiler pÄ Cuba kun 100 km fra Floridas kyst var udelukket, og de opstillede affyringsramper skulle fjernes. Men det skulle ske pÄ en mÄde, sÄ russerne ikke tabte ansigt og blev ydmyget. I stedet for at bombardere de sovjetiske anlÊg fra luften, hvad der ville have vÊret en smal sag, men ogsÄ uhyre risikabelt, fordi det nÊsten uundgÄeligt ville udlÞse en storkrig, gik amerikanerne langsomt frem, sÄ russerne kunne nÄ at tÊnke sig om.

Kennedy havde lige lÊst historikeren Barbara Tuckmans tankevÊkkende, dengang spritnye bog The Guns of August 1914 om udbruddet af FÞrste Verdenskrig og var meget opmÊrksom pÄ, hvor let tingene kunne lÞbe lÞbsk hvis nogen fÞlte sig provokeret eller pÄ anden mÄde gÄet for nÊr, sÄledes som det med katastrofale konsekvenser skete i 1914. Der blev opmarcheret 180.000 mand i Florida og lagt en ring af amerikanske flÄdefartÞjer rundt om Cuba, parat til at mÞde de sovjetiske skibe, der var pÄ vej fra ØstersÞen gennem de danske strÊder mod Cuba med atomvÄben ombord.

Kreml kunne have ladet fem og syv vĂŠre lige og fastholdt, at Cuba som et frit og suverĂŠnt land havde ret til selv at vĂŠlge, hvem det ville vĂŠre i alliance med og sĂ„ tage tingene som de kom – det var jo pĂ„ ingen mĂ„de sikkert, at amerikanerne turde angribe, nĂ„r det kom til stykket. Men det gjorde russerne ikke.

Efter at amerikanerne den 22. oktober 1962 havde erklĂŠret, at ”enhver kernevĂ„benraket, der affyres mod den vestlige halvkugle fra en base pĂ„ Cuba, vil blive opfattet som et angreb mod De Forenede Stater, hvad der krĂŠver fuld gengĂŠldelse mod Sovjetunionen,” besluttede den sovjetiske ledelse sig for at sĂŠtte hensynet til verdensfreden over hensynet til Cubas frihed og dets rettigheder til som suverĂŠn stat selv at vĂŠlge sine alliancepartnere, og beordrede skibene pĂ„ vej mod Cuba at vende om.

For den sovjetiske leder, Nikita Khrusjtjov, var det en bitter pille at sluge, men Cuba lÄ inden for den amerikanske indflydelsessfÊre, og derved var ikke at gÞre. LigesÄ for Fidel Castro, den cubanske revolutionshelt, der flere gange under krisen forsÞgte at fÄ russerne til at bruge atomvÄben mod amerikanerne. Castro var splitterrasende, men forgÊves, russerne gav sig ikke en tomme.

Uden at lĂžsne et skud havde USA, takket vĂŠre Sovjetunionens vilje – og evne – til at sĂŠtte et pragmatisk-realpolitisk hensyn til verdensfreden foran hensynet til socialistisk ideologi og en nĂŠr allierets rettigheder, genvundet sit renommĂ©, og Kennedy kunne trĂŠde ind pĂ„ den verdenshistoriske scene som Ă©n af det 20. Ă„rhundredes store statsmĂŠnd. At han havde russerne at takke for sin succes, glemte han aldrig. ”There will be no gloating” – vi skal ikke hovere – lĂžd ordren fra Det Ovale Kontor, sĂ„ lĂŠnge Kennedy sad der.

‱

PĂ„ samme mĂ„de, som USA tilbage i sidste halvdel af 1950erne stod med ryggen mod muren, er nutidens Rusland hĂ„rdt presset. FĂžrst, umiddelbart efter Sovjetunionens sammenbrud 1991, tabet af de ĂžsteuropĂŠiske bufferstater og – ikke mindst – det smertelige tab af de baltiske stater, som siden 1700-tallet havde sikret Rusland fri og uhindret adgang til ØstersĂžen og videre ud i Atlanterhavet. DernĂŠst Natos og EU’s udfordrende fremrykning mod Ăžst helt op under den gamle stormagts skĂžrter.

Interesting too?  Danmarks Radio undskylder men hĂŠvder at Ă©n enkelt konfliktparts anonyme kilder er acceptabel journalistik

Senest vedvarende forlydender om, at Ukraine, der borer sig dybt ind i det russiske kĂŠrneland, som det selv er en del af, pĂ„ kortere eller lĂŠngere sigt kunne forvente at blive medlem af bĂ„de EU og Nato, hvad der – som man vil kunne overbevise sig om ved at tage et landkort og se mod syd og sydvest fra Moskva – selvsagt er helt uacceptabelt for Rusland. Alt i alt en situation som i 1962, blot med omvendt fortegn.

Som det for 60 Ă„r siden stod klart for Kennedy, at Cuba – socialistisk eller ej – mĂ„tte indordne sig under den amerikanske paraply, hvis USA skulle fastholde sin trovĂŠrdighed som supermagt, sĂ„ledes har det lĂŠnge stĂ„et klart for Ruslands leder, Vladimir Putin, at der mĂ„ sĂŠttes en stopper for Ukraines flirt med Nato og EU, hvis Rusland skal bevare sin position som Europas stĂŠrkeste kontinentalmagt og central international spiller. Som John F. Kennedy er Vladimir Putin gĂ„et langsomt frem, sĂ„ modstanderne har kunnet nĂ„ at trĂŠkke fĂžlehornene til sig uden at tabe ansigt.

Det fĂžrste tydelige vink kom i 2014, hvor Rusland hjemtog den gamle russiske halvĂž Krim, der siden 1954, hvor Sovjetunionen endnu eksisterede, havde vĂŠret udlĂ„nt til Ukraine. Siden har man, da Vesten syntes helt og aldeles tonedĂžv, Ă„r for Ă„r Ăžget presset frem til Ă„rsskiftet 2021/22, hvor Rusland med en troppeansamling pĂ„ 150.000-200.000 langs Ukraines grĂŠnse – nogenlunde svarende til det, som USA samlede i Florida 1962 – signalerede til alle, at nu var det nu, og der var ingen vej tilbage. Enten meddelte Nato og EU, at Ukraine aldrig ville blive medlem af de to organisationer, eller ogsĂ„ ville Rusland angribe Ukraine, skĂžnt en del af det fĂŠlles moderland.

Et skrÊkindjagende enten-eller, hvor der dog ikke kunne vÊre nogen som helst tvivl om, hvad der ville ske, hvis ikke Rusland fik sin vilje, sÄ sandt som stormagtsidentiteten er lige sÄ indlejret i den russiske som i den amerikanske bevidsthed, nÞje sammenhÊngende med de to landes enorme geografiske udstrÊkning. (Dette i slÄende modsÊtning til de tidligere vesteuropÊiske kolonimagter, Spanien, Frankrig, Storbritannien, Belgien med flere, som alle er dukkelande sammenlignet med USA og Rusland). SÄledes lÄ kortene. At give op, lÊgge sig fladt ned og affinde sig med en underdog-rolle som energileverandÞr til europÊisk storindustri og danske parcelhuse, sÄ lÊnge vi endnu ikke har fÄet gennemfÞrt den grÞnne omstilling, kom ikke i betragtning.

Den 24. februar klokken 4 om morgenen markerede Rusland med invasionen i Ukraine, at tÄlmodigheden var brugt op, og at man nu gik efter en militÊr lÞsning, hvor risikabelt det end mÄtte vÊre.

‱

Ser man bort fra afslutningen, sÄ er ligheden mellem de to begivenhedsforlÞb med 60 Ärs mellemrum slÄende. I begge tilfÊlde stÄr vi over for en supermagt, som sÊtter alt pÄ ét brÊt. I 1962 var det USA, i 2022 Rusland. Emotionelt er forskellen til gengÊld stor. I 1962 holdt vi i Danmark med USA, den trÊngte imperiale magt, som var vores allierede, og vi skÊnkede ikke det suverÊne Cubas ret til selv at vÊlge, hvem det ville vÊre i alliance med, en tanke.

I dag er det anderledes, da sÊtter Danmark og resten af Vesten sig op pÄ den hÞje moralske hest som forsvarere for Ukraines frihed og ret til selv at vÊlge, hvem man vil vÊre i alliance med, mens den imperiale magt, nu Rusland, fordÞmmes i foragtende og sÊrdeles nedsÊttende vendinger, som var det en pariastat, fjernt fra John F. Kennedys ÊrbÞdige respekt for modstanderen.

Man kan undre sig over, at vi kan udholde vores eget hykleri og farisÊiske dobbeltspil, men det ser ud til at gÄ rigtig godt. Der hÊnger ukrainske flag overalt, og hvor det i mange Är har knebet med selv den mest basale ordentlighed i modtagelsen af flygtninge, sÄ gÄr det nu, hvor ukrainere har meldt deres ankomst, rigtig fint. Kommunerne formelig kÊmper om at fÄ flest, og pengene strÞmmer ind.

Der bliver talt om Ukraine og Rusland fra morgen til aften i radio og fjernsyn, og aviserne skriver nĂŠsten ikke om andet, sĂ„ man skulle tro, at der var rigelig plads til at fĂ„ alle synspunkter med. Men sĂ„dan er det ikke, i hvert fald er der ikke – i modsĂŠtning til hvad der var tilfĂŠldet i 1962 – den mindste sprĂŠkke af forstĂ„else for sagen, som den tager sig ud fra den trĂŠngte imperiale magts standpunkt. Forargelsen over russernes krigsfĂžrelse og krigsforbrydelser, dokumenterede sĂ„vel som formodede, er endelĂžs, og der er ingen, som bare tentativt spekulerer pĂ„, om de russiske styrkers langsomme fremgang pĂ„ landjorden kunne hĂŠnge sammen med, at de for at begrĂŠnse ĂždelĂŠggelsernes omfang har tĂžvet med at udnytte deres luftherredĂžmme offensivt.

Interesting too?  Nobels 2011 fredspris

Det, som springer mest i Þjnene er dog det, som ingen siger, nemlig at Ukrainekrigen sÄ let som ingenting kunne have vÊret undgÄet. Denne gang var det ikke, som i 1962, nogle skibe, der skulle vende om og sejle tilbage. Det var nogle lÞfter og forhÄbninger, der skulle manes i jorden én gang for alle. Hvis den amerikanske prÊsident Joe Biden pÄ Vestens vegne i de lange uger op til den 24. februar som verdens stÊrkeste mand og med al sin autoritet fast og utvetydigt havde erklÊret, at Ukraine naturligvis ikke kunne blive medlem af Nato, og at USA i Þvrigt forventede, at EU ville opgive enhver tanke om at optage Ukraine i klubben, sÄ ville krigen aldrig vÊre brudt ud, og tusindvis af menneskeliv kunne have vÊret sparet for ikke at tale om alle de andre ufattelige ulykker, krigen allerede nu har forvoldt.

Ukraine-krigen er en 100 procent unÞdvendig krig, som Vesten sÄ let som ingenting kunne have forhindret. Men en sÄdan fravigelse fra vÊrdipolitik pÄ automatpilot til fordel for fleksibel, situationsbestemt international realpolitik kunne Vestens selvretfÊrdige politiske klasse ikke fÄ sig selv til. SÄ hellere titusinder af dÞde, hundredtusinder af sÄrede og millioner af knuste menneskeskÊbner ikke bare i Ukraine, men over hele verden.

I 1962 skĂŠnkede Sovjetunionens davĂŠrende leder Nikita Khrusjtjov John F. Kennedy – forkĂŠlet overklassedreng, Harvard-student, kvindebedĂ„rer, tidligere flĂ„deofficer i Stillehavskrigen, nu USA’s prĂŠsident – en strĂ„lende triumf. Uden at der var blevet lĂžsnet et skud havde Kennedy takket vĂŠre Khrusjtjovs anerkendelse af, at stormagterne mĂ„ give plads for hinanden, fĂ„et rettet op pĂ„ det vaklende USA’s position.

I 2022 var tiden kommet til en tilsvarende gestus den modsatte vej, og mÄske var det, hvad Vladimir Putin pÄ bunden af sin sjÊl til det sidste hÄbede pÄ ville ske. Men det blev der ikke noget af. Den triumf, som den gamle bolsjevik Nikita Khrusjtjov undte den unge amerikanske millionÊrsÞn John F. Kennedy, undte den indebrÊndte Joe Biden ikke sin modpart, den leningradske baggÄrdsdreng Vladimir Vladimirovitj Putin. Men det har ikke stoppet baggÄrdsdrengen fra Leningrad, der mirakulÞst har nÄet samfundets top. Den 24. februar, i dag for 26 dage siden, invaderede han Ukraine og tog dermed sig selv til rette.

‱

Hvis man tĂŠnker sig, at John F. Kennedy havde levet i dag – og man kan, som Karen Blixen yndede at sige, tĂŠnke sig hvad som helst – sĂ„ ville han formentlig sige, at den atlantisk-europĂŠiske verden skulle lade vĂŠrdipolitikken hvile et Ăžjeblik og lade Ukraine forblive inden for den russiske indflydelsessfĂŠre, hvor landet har ligget i Ă„rhundreder, pĂ„ samme mĂ„de som Khrusjtjov i 1962 gav op og lod Cuba glide tilbage under USA’s magtparaply, hvor det kunne slĂ„ fĂžlge med GrĂžnland.

Det ville Kennedy sige, ikke bare fordi den ene tjeneste er den anden vÊrd, men ogsÄ fordi han som aktiv, hÞjt dekoreret deltager i den blodige Stillehavskrig 1941-45 havde fÄet nok af krig og ikke havde noget behov for at gÞre sig til (i modsÊtning til nutidens politikere og kommentatorer af Anna Libak-typen, der savler i krigsliderlighed og ikke kan fÄ nok).

Endelig er der et geopolitisk grundvilkÄr i det 21. Ärhundrede, som den pragmatisk-realistisk indstillede Kennedy utvivlsomt ville hÊfte sig ved, nemlig de asiatiske giganters, fÞrst og fremmest Kinas og Indiens fremmarch med store lande som Sydafrika pÄ slÊb. Ønsker vi i sÄdan en situation, at den Þstlige grÊnse for den atlantisk-europÊiske civilisation skal gÄ ned gennem Europa med Finland, Estland, Polen, RumÊnien og Bulgarien som frontlinjestater, eller ville det mon ikke vÊre bedre at fÄ Rusland og dermed Sibirien med, sÄ grÊnsen gÄr ude ved Stillehavet og nede mod syd langs Den kinesiske Mur?

Hvis man foretrĂŠkker sidstnĂŠvnte alternativ og dermed vil undgĂ„ at skubbe Rusland i armene pĂ„ Kina, sĂ„ mĂ„ Vesten slĂŠkke pĂ„ sin rigide vĂŠrdipolitik med fastlĂ„ste positioner over for Rusland til fordel for en fleksibel, realistisk betonet holdning til det gigantiske land, som siden Peter den Stores dage fĂžrst i 1700-tallet – sine sĂŠrheder og ejendommeligheder til trods – har vĂŠret en vigtig og vĂŠrdifuld del af den atlantisk-europĂŠiske verden.

En verden, hvortil Rusland med sine umÄdelige intellektuelle og materielle ressourcer har ydet, og ogsÄ fremover vil kunne yde storslÄede bidrag pÄ alle samfundsomrÄder fra rumfart og computerteknologi til musik, litteratur, matematik, sprogvidenskab, teater og ballet.

Thorkild KjĂŠrgaard

‱ ‱ ‱ LĂŠs mere om KjĂŠrgaard pĂ„ Wikipedia og pĂ„ hans hjemmeside.

JO

Welcome to my official personal home. I'm a peace researcher and art photographer.

2 Comments

  1. UdmĂŠrket og prĂŠcis analyse. Det er skrĂŠmmende at statsmands kunst er atrofieret i vesten og mest besiddes af historikere ag andre humanistisk uddannede personer, der er marginaliseret siden “FjogetÂŽs” stupide anstrengelser for at eliminerer rationel tĂŠnkning ved fx. at manipulere med facts. jvf. Iraq krigen. Og lukke “tĂŠnke-tanke” frigjort af magteliternes greb. Klart at vi fik en krig. De som vinder pĂ„ den vil den og gĂŠt selv hvem det er! DesvĂŠrre graver magt eliten sin egen grav!

  2. DĂŠmoniseringen af Putin og Rusland, ikke mindst i Danmark, forhindrer en rationel tilgang til denne og andre krige, nĂ„r det gĂŠlder forstĂ„else og lĂžsninger. Det pĂ„pegede den Ăžstrig-engelske fillosof Karl Popper i allerede 1947 (“Historicismens elendighed”),
    Thorkild KjĂŠrgaards sobre analyse udgĂžr heldigvis en undtagelse. Tak!

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Previous Story

Sanktioner pÄ kinesisk og Ukraine-krisen

Next Story

Why must EU’s von der Leyen lecture China?

Latest from EU

On entering 2023

In case you expect a kind of celebrative champagne toast-like text here, my apology at the

%d bloggers like this: