Grønland er grønlændernes.

En mand med gråt hår og briller, der taler alvorligt til et publikum.

Carsten Andersen

Carsten Andersen er fredsaktivist og debattør. Med udgangspunkt i Århus mod Krig og Terror er han aktiv i dansk fredsbevægelse siden 2001, aktuelt i Fredssamarbejdet, basekampagnen, ICAN Danmark og Fredsministerium. 

5. maj 2025

Vi protesterer i dag mod Trump. Det gør vi ikke mindst på grund af Trumps helt uacceptable trusler om at annektere Grønland. 

Det er et groft angreb på rigsfællesskabets territorie og suverænitet, men det er ikke mindst et angreb mod grønlænderens selvbestemmelsesret.  

Derfor må parolen i dag være ”Grønland er grønlændernes” 

Regeringen skal ikke forsøge at tilfredsstille Trumps krav økonomisk og militært, men klart sige fra over for Trump. 

Vi skal forsvare grønlændernes selvbestemmelsesret. Grønlænderne har som alle koloniserede folkeslag ret til selvstændighed. Vi kan synes, der er gode grunde til at fraråde selvstændighed lige nu. Men om, og hvornår, grønlænderne vil være selvstændige, det er noget grønlænderne må bestemme. 

Vilkårene og processen mod selvstændighed er selvfølgelig til forhandling mellem Danmark og Grønland. Ikke til forhandling med USA. Danmark har et ansvar for at støtte og hjælpe Grønland. 

Trumps ønske om at annektere Grønland truer ikke bare grønlændernes selvbestemmelsesret, det truer også væsentlige sikkerheds- og miljø- og klimahensyn, som grønlænderne har valgt at prioritere. 

Grønlænderne lever i samspil med naturen og ønsker at tage hensyn til naturen, klimaet og alt liv. For at undgå forurening sagde Grønland nej til uranudvinding i Kvanefjeld. 

Trump, der ikke ønsker at tage hensyn til natur og klima, truer alt dette. 

Trump ser Grønland som et u-land med billig arbejdskraft og mange strategisk vigtige råstoffer, som USA har brug for i konkurrencen med Kina. Råstoffer som Danmark og selvstyret ikke formår at udnytte bl.a. på grund af miljøhensyn. Derfor vil Trump overtage Grønland.

Af hensyn til naturen, af hensyn til klimaet og af hensyn til grønlænderne må Danmark afvise ikke bare amerikansk ejerskab af Grønland, men også amerikansk udnyttelse af grønlandske ressourcer. 

Hvis de grønlandske råstoffer skal udvindes, skal det ske på grønlændernes betingelser og miljømæssigt forsvarligt. Forarbejdning og indtjening skal så vidt muligt ske i Grønland, så Grønland kan blive mere økonomisk uafhængigt. 

Sikkerhedsmæssigt kan USA allerede gøre, som de vil i Grønland på grund af den gamle baseaftale. Alligevel kræver Trump en kraftigt øget oprustning og overvågning af Nordatlanten. 

Det er en oprustning, der er i direkte modstrid med selvstyrets udtrykkelige ønske om at bevare Arktis som et lavspændingsområde.

Trump kræver endda, at Danmark betaler for den øgede oprustning og overvågning, selv om oprustningen og overvågning af Nordatlanten og den russiske Nordflåde ikke er af hensyn til hverken Danmarks eller Grønlands sikkerhed, men kun har betydning for USA’s sikkerhed i tilfælde af krig med Rusland.

Den danske regering har i de senere år prøvet at imødekomme USA’s krav med flere forlig om oprustning i Grønland og Arktis. 

Oprustningen gør ikke Grønland mere sikker. Tror nogen på, at man ved at købe krigsskibe og langtrækkende droner, eller måske nogle tanks med vinterdæk og masser af ammunition, kan forsvare Grønland, hvis Trump beslutter at erobre? 

Grønland kan ikke forsvares med oprustning. En amerikansk eller enhver anden erobring kan kun forhindres med dialog og afspænding og internationale aftaler.

Regeringen bør følge grønlændernes ønsker, og søge dialog og afspænding, f.eks. gennem Arktisk Råd og FN. 

Grønland er grønlændernes. Sig nej til Trump!

One thought on “Grønland er grønlændernes.

  1. Ingen tvivl om at den korrupte grønlandske elite lurepasser, og spiller på om den får mest ud af at blive inden for dansk eller amerikansk overhøjhed. Bliver det inden for amerikansk, bliver grønlænderne ikke rige, som mange naivt tror, men fattige som erfaringen er med andre amerikanske kolonier. Havde eliten omsorg for dets befolkning kunne den bla. have brugt bloktilskuddet på 3 milliarder kr. fra Danmark til at realitets- og kvalitetsuddanne dets befolkning gennem dets uddannelsesinstitutioner, så den ikke i dag fremstår så obskurant og ignorant, som den desværre må være, når den ukritisk kræver selvstændighed, uden først at have evalueret dette begreb, og følgelig vide, at selvstændighedsretorik altid kun kommer eliten, og sjældent massen til gode.
    Derudover stemmer 30 pct. af grønlænderne på højrefløjs Demokraterne – som går ind for liberal internationalisme, herunder en åben økonomi – dvs. går ind for liberalistisk interdependens, dvs. globalistisk suverænitetsafgivelse, dvs. faktisk går ind for at sælge Grønland til USA. Dets leder spiller selvfølgelig et mummespil, tilpasser sig den ignorante folkestemning, og bedyrer, at “Grønland ikke skal sælges.” Den sårbare grønlandske natur har brug for alt andet end mere vækst, mere udnyttelse, mere co-2 forbrug.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.