Det er klart der i dag skrives smukke og på mange måder rigtige nekrologer. Hér et et eksempel fra Danmarks Radio med overskriften at Helveg Petersen var indbegrebet af det Radikale Venstre.
Men den anti-militarisme, som engang var et grundlæggende element i de Radikales program og politik, var ikke så “indbegrebet” i hans tænkning.
Niels Helveg Petersen blev 78 år gammel. (Foto: Camilla Rønde © Scanpix)
Jeg traf ham nogle gange – især på partiets Nyborg Strand-møder fordi der var mange især yngre mennesker – Radikal Ungdom – der var interesseret i fred og nedrustning og ville at jeg skulle komme og snakke for partiet.
Jeg er ikke sikker på at han var særligt interesseret i eller intellektuelt rummelig nok til at kapere ikkevold, konfliktløsning og den slags let eksotiske ting.
Nok for meget af en realpolitiker – og slet ikke radikal i den ægte fritænkende, visionære forstand hans far, Kristen Helveg Petersen, var (f.eks. med Kulturbetænkning 517 og som medforfatter til “Oprør fra Midten”).
Intellektuelt var den unge Helveg altid den gamle og den gamle Helveg den unge.
Hvad samtlige nekrolog-skrivere i dag lader uomtalt (formentlig fordi fred og krig idag på ingen måde får den opmærksomhed i politik og medier de burde) er at det var med ham som udenrigsminister og Nyrup Rasmussen som statsminister at Danmark i 1999 indledte sin karriere som krigsførende land med F16-bombningen af Serbien, der ledte til det selvstændige Kosovo.
Det var noget fundamentalt nyt:
– det skete i strid med folkeretten fordi der ikke var noget mandat fra FNs Sikkerhedsråd;
– det medførte en deling af et eksisterende land med voldelige midler og
– det var første gang NATO lavede en out of area operation – dvs. ikke fungerede som en forsvarsalliance for sine egne medlemmer men kastede sig over et land udenfor alliancen.
Sidste gang jeg traf ham var i Clements Debatten-program hvor Kosovo kom op. Måske havde Helveg Petersen bare ikke havde fulgt så nøje med i hvordan det sidenhen gik dernede hvilket man naturligvis kan tilgive ham så mange år efter eller også var det bare statsmanden, der ikke kunne indrømme en fejl.
I hvert fald mente han at bombningen var det rigtige at gøre og havde medvirket til at løse problemerne.
Så i hvilket omfang han var indbegrebet af det Radikale Venstre på dét område sår jeg gerne tvivl om.
Men jeg er jo også så gammel at jeg kan huske det Radikale Venstre som et anti-militaristisk parti og jeg formoder at Viggo Hørup har roteret flittigt i sin grav siden det – også – blev et krigsfremmende parti.
Som udenrigsminister vidste Helveg Petersen udmærket godt hvem der i den sidste ende har den afgørende indflydelse på “ja” eller “nej” til bombninger. Og det var – i et realpolitisk perspektiv – snarere USA end Danmark eller ham selv.
