Ruslands mål med den igangværende militære aktion er at holde Ukraine uden for Nato, hverken mere eller mindre.

Når det kommer til Rusland, løfter det retoriske leje sig uge for uge. Statsministeren taler om tredje verdenskrig, og Weekendavisen disker op med krigsscenarier: ”Næste gang danske soldater skal i krig, bliver det ikke i en fjern [afghansk] ørken, men i en estisk skov”. Alt sammen skyldes det et aggressivt Rusland, som – hvis det ender med russisk sejr i Ukraine – ikke har tænkt sig at stoppe ved Ukraines grænse, men ufortøvet vil kaste sig over sine naboer, begyndende med de små baltiske stater. Russerne ønsker mere land og har, skriver Politiken, ”et blodigt imperieprojekt” (18/3.). Danmark må opruste, koste hvad det vil.

HVIS IKKE det hele var så ubeskrivelig sørgeligt, måtte man grine af det, for der er ikke fugls føde på noget af det. Ukrainekrigen, der fremlægges som bevis på Moskvas aggressive hensigter, er kun i formel forstand en angrebskrig. Det har i årtier, i hvert fald siden 2007, stået klart, at Rusland, der nølende accepterede, at ikke bare gamle Warszawapagtlande som Polen, Ungarn, Tjekkiet og Rumænien, men også tidligere sovjetrepublikker som Estland, Letland og Litauen blev medlemmer af Nato, under ingen omstændigheder ville gå med til, at Ukraine blev medlem af Nato.

Udsigten til Nato-raketter pegende mod Moskva og andre russiske storbyer fra Donbas og en Nato-flådebase i den gamle russiske flådehavn Sevastopol på Krim var ubærlig. Her gik russernes røde linje, det kunne ingen i Vesten være i tvivl om, ligesom Rusland på sin side ikke kunne være i tvivl om, at hvis ikke man satte hælen i, når det kom til Ukraines medlemskab af Nato, så var Rusland, skønt dækkende 11 tidszoner fra Østersøen til Beringsstrædet og arealmæssigt verdens største land, færdig som global magt. Det, der var på spil, var ikke blot Ukraine, det var Ruslands geopolitiske position.

UKRAINEKRIGEN kunne være undgået så let som ingenting. Det eneste, der skulle til, var, at Nato’s leder, den amerikanske præsident Joe Biden, meddelte for alverden, at Ukraine ikke kunne blive medlem af Nato (hvad intet land har krav på). På samme måde som den sovjetrussiske leder, ukraineren Nikita Khrusjtjov, 60 år tidligere trak følehornene til sig, efter at daværende amerikanske præsident, John F. Kennedy – efter sigende Joe Bidens store forbillede – havde gjort det klart, at han fandt udsigten til sovjetiske (russiske) atomraketter på Cuba pegende mod New York og andre amerikanske storbyer så truende, at USA satte alt på ét bræt for at få dem væk, krig om nødvendigt.

En sådan erklæring kunne Joe Biden have fremsat så sent som den 23. februar 2022, og de russiske tropper ville være blevet stående. Det ville Biden ikke, og efter ugers tøven og endeløse forhandlinger satte russiske tropper sig i bevægelse tidligt om morgenen 24. februar.

Snarere end som en fuldskalainvasion af Ukraine må den i begyndelsen nærmest operetteagtige militære aktion, der gik i gang for nu godt to år siden, beskrives som en defensiv, af et stejlt og ubøjeligt USA fremtvungen præcisering af Ruslands vitale interessesfære. På samme måde som det var en i sin essens defensiv aktion, som Kennedy annoncerede, da han under Cubakrisen efteråret 1962 lod forstå, at USA var parat til at gribe til militære midler for over for russerne at præcisere, at Cuba som beliggende på den vestlige halvkugle var en del af USA’s vitale interessesfære.

FORSKELLEN på de to begivenhedsforløb er, at hvor den russiske ledelse i 1962 lyttede til amerikanerne og trak atomraketterne på Cuba tilbage – trods protester fra en rasende Fidel Castro, der her var fortaler for en regelbaseret verdensorden –, så ville amerikanerne i 2022 ikke lytte til russerne. Khrusjtjov var ikke i tvivl om, at Kennedy skulle tages alvorligt.

Anderledes med Joe Biden, som må have ment, at tiden var inde til at teste, om Rusland stadig ville være en stormagt med alt, hvad det indebærer af rettigheder og forpligtelser, eller om den gamle supermagt var indforstået med at lade sig degradere til ”a regional power” (som Bidens tidligere chef Barack Obama spottende sagde) på linje med Tyskland, Frankrig og Italien. 24. februar 2022 fik vi svaret: Det er Rusland ikke.

Man kan i tilbageblik spørge: Hvorfor skulle Ruslands vilje til at beholde en plads i stormagternes eksklusive klub testes lige præcis i 2022? Hvorfor ikke, hvis den overhovedet skulle testes, ved en på mange måder mere oplagt lejlighed som 2014, hvor Rusland annekterede Krim? Det definitive svar kendes kun i Washington D.C. Set udefra er det nærliggende at pege på, at den kaotiske amerikanske tilbagetrækning fra Afghanistan få måneder forinden havde sat en plet på USA’s internationale renommé, som præsidenten var ivrig efter at få vasket af. En umiddelbart overbevisende om end måske ikke helt gennemtænkt måde at gøre det på ville være at få skovlen under Rusland.

DER ER, siden Ukrainekrigen begyndte, ikke kommet noget som frem, som tyder på, at Rusland og dets leder, Vladimir Putin – en målbevidst og handlekraftig, men også realistisk og forsigtigt-tøvende politiker, ikke ulig den legendariske tyske rigskansler Otto von Bismarck – har ændret målsætning. Ruslands mål med den igangværende militære aktion er at holde Ukraine uden for NATO, hverken mere eller mindre.

Rusland har den allerstørste respekt for supermagten USA og kunne ikke drømme om at angribe et Nato-land. Hvad der har manglet, og hvad der er den bagvedliggende årsag til Ukrainekrigen, er en tilsvarende agtelse den anden vej.

Påstande om at Rusland leger med planer om aktioner mod et svimlende overlegent Nato har intet på sig, og det nærmer sig det impertinente, når Venstres leder, Troels Lund Poulsen, siger, at ”ukrainernes kamp for deres egen frihed i bund og grund også er en kamp for Europas frihed” (Politiken 21/3.).

RUSSERNE er ikke idioter, de ved udmærket, hvor grænsen for deres muligheder går. De vil – hvis Vesten skulle forbarme sig over det storblødende ukrainske folk og lukke krigen, ellers når og hvis krigen ender med russisk sejr – glæde sig over, at Rusland sidder sikrere i sadlen end på noget tidspunkt siden 1989.

Og Putin vil formentlig sige til sine medarbejdere, som en lettet JFK til sine i 1962 efter at være sluppet fri af Cubakrisen: ”There will be no gloating” (ikke noget med at hovere!).

Artiklen blev bragt som kronik i Politiken den 9. april 2024.

Foto længst oppe: Carlos Alejandro Falcó Chang