Category Archives: Intervention

The Meaninglessness of War: Aleppo

Here my 6th photo series from Aleppo – hashtag #keepfocusonaleppo.



Lund, Sweden – March 24, 2017



exp

Can the almost total destruction of Eastern Aleppo be used constructively?

Only if we are willing to ask and dialogue about this:

• Why does the world go on investing US$ 2000 billion annually in warfare and US$ 30 in all the UN does – only to create destruction of people, places, past and future?


How absurd, how meaningless – indeed how far must it go to destroy the West itself – before we learn to conflict intelligently?

I’ve see much destruction during my work in conflict zones the last 25 years. But nothing Continue reading

“Vittnesrapport från Aleppo, en annorlunda konfliktanalys och vägar till fred i Syrien”

Videoinspelning av Jan Öbergs föredrag i Stockholm februari 2017

bagar1

Inspelningen är uppdelad i två delar:

Del 1: Vittnesrapport från Aleppo
60 min.

Del 2: Debatt och vägar till fred i Syrien
45 min.

Bakgrund
10-14:e december 2016 vistades Jan Öberg i Aleppo. Med sin unika erfarenhet från staden ifrågasätter han den gängse massmediarapporteringen, argumenterar för ett nytt sätt att se på konflikter på och ger förslag till den nödvändiga fredsprocessen.

Moderator
Anders Björnsson, författare

Datum
Lördag 25 februari kl. 14-16, Bagarmossens Folkets Hus, Stockholm

Arrangörer
Föreningen Syriensolidaritet, Folket i Bild Kulturfront – Stockholmsavdelningen, FiB-juristerna m.fl.

Jan Öberg rapporterar
– Jag kunde fritt tala med vem jag ville, och fotografera som jag ville. Jag gick omkring utan säkerhet, polis eller annat skydd. Många tackade mig för att jag var i Aleppo vid befrielsen.

– Förstörelsen av Aleppo är värre än jag någonsin trott – efter att ha sett Sarajevo, Mostar och Vukovar. Den stora förstörelsen är från gatustriderna – en mindre del ifrån luften.

– Ingen av dem många jag pratade med hade sett de Vita Hjälmarna. Däremot träffade jag frivilliga från Syriens Röda Halvmåne som var mycket professionella.

– De jag pratade med uttryckte sin glädje över frihet efter fyra års belägring och uttryckte tacksamhet över regeringens och ryssarnas insatser.

Öbergs fotoberättelser
Se också Jan Öbergs fotoserier med bakgrunds- och förklarande text här.

TFF PressInfo och andra artiklar – av vilka många handlar om Syrien – finns på TFF:s blogg här.

Snak om Syrien på en måde der fremmer fred!

En “meta”-kommentar i Arbejderen til den dødfødte måde man diskuterer konflikter på, især Syrien.

Diskursen kommer aldrig frem til at sige noget væsentligt om fred – og den gavner ingen i Syrien, mindst af alt de uskyldige, der lider frygteligt i disse år.

Man kan faktisk snakke om tingene på en anden måde. Se hér!

(Kommentar i Arbejderen, 28. februar 2017).

arb

Discussing NATO with a former U.S. Ass. Sec. of Defence

A 30 min debate about NATO, Ukraine, Crimea, Yugoslavia, Syria the eternal enemy images and the – obsolete – philosophy on which NATO builds.

Time for something new, I argue in the debate with former U.S. Assistant Secretary of Defence under Reagon, Mr. Lawrence J. Korb who at the time was in command of 70% of Pentagon’s budget.

Here in TFF PressInfo # 403  is a little longer text about this debate and there is also a little about my experience and policy vis-a-vis the media.

MS – Markedsført Sandhed og Syrien? Med tillæg om en god dialog

Introduktion tilføjet den 7. februar 2017

Som det fremgår i en kommentar under denne artikel blev både MS’ forkvinde, Helle Munk Ravnborg og generalsekretær, Tim Whyte, kede af min udlægning omkring MS “markedsføring” og holdning til Syrien. Naturligt nok.

Mit indlæg var skarpt formuleret – der skal af og til sparkes i løgsovsen også for den gode sag som MS i sig selv jo er. Men de valgte alligevel til min store glæde at invitere mig til en snak.

Det møde havde vi så i dag den 7. februar over deres kaffe og min medbragte mazarintærte.

Jeg indledte med at undskylde at der i min artikel (som står herunder som den blev skrevet) findes et par formuleringer, der kunne tolkes af de to som et personangreb; det var ikke tilsigtet og jeg mener jo som alle andre fornuftige mennesker – oh, Gandhi! – at man skal gå efter bolden og ikke spilleren.

Vi havde 90 minutters sober snak og gensidig lytten, udforskning af vigtige temaer. Man kan sige at min konfrontation ledte til dialog og endog nogle konstruktive idéer til fremtiden.

ms

Jeg lærte at det er svært at balancere når man – de såvel som jeg – bliver vred over den lidelse vi ser uskyldige udsættes for. Og at man let kommer til at tage parti i kampens hede for den ene eller den anden part i stedet for måske at tage afstand fra alles vold.

At det kan være svært at have alle fakta på plads (og at vide hvad der er empirisk holdbart og hvad der er fordrejning) inden man tager stilling og mobiliserer opinion. Aktivisme går jo gerne gå lidt hurtigere end det dér 5-10 årige forskningsprojekt.

At MS ikke – som jeg havde fået indtrykket af – har et markedførings-firma, der hjælper dem med den stil, de har på hjemmesiden, på blogger og i taler; det er deres egne folks måde at gøre det på.

At de er dybt bekymrede over at mennesker føler så stor magtesløshed og at det vigtigt at organisationer som MS forsøger at skabe møder, pladser og forløb hvor denne magtesløshed – der er så farlig for demokratiet – kan erstattes af fællesskaber og konstruktiv aktivitet.

Og at MS så at sige arbejder med sig selv og har en løbende intern debat om både form og indhold i kampagner.

Jeg følte både åbenhed og respekt og det er jeg glad for.

Derfor delte jeg også lidt af min erfaring med hensyn til hvordan man kan analysere de underliggende konflikter, som volden er symptomer. Jeg mener at symptom-diskussioner let leder til golde debatter om skyld. Det ville være bedre at fokusere mere på konflikternes karakter over tid end på “hvem der er værst” til at bruge vold – fordi symptom- og skylddiskussioner ikke kan lede frem til dialoger om fredens muligheder.

Og at det er freden, der er MS’ historie eller essens og ligger både Tim Whyte og Helle Munch Ravnborg varmt om hjertet – ja det er der jo ingen tvivl om.

Jeg foreslog så nogle konkrete ting som jeg mener MS måske kunne tænke over og måske gøre fremover og at det er vigtigt at være for nogen eller noget snarere end at være imod – og de blev opfattet med stor interesse.

Så meget at vi blev enige om at mødes igen når jeg er hjemme fra næste rejse til Syrien.

Dét ser jeg meget frem til. Så tak for idag, kære venner.

• • •

Mellemfolkeligt Samvirkes nye stil og måden at håndtere Syrien på bør blive en parentes i organisationens liv. For der må være tale om enten uvidenhed eller uhæderlighed.

Mellemfolkeligt Samvirke er slået ind på den amerikansk inspirerede linje med professionel markedsføring, reklamesprog og iscenesat aktivisme samt – og ikke mindst – en bestemt politisk holdning vedrørende visse internationale spørgsmål.

 

Den nye humanitære industri

Det er muligvis en del af den nye humanitære industri hvor regeringer, humanitære og menneskerettigheds-organisationer samt medier gør fælles sag vedrørende krigszoner. Det indebærer selvsagt at “N” i NGO, Non-Governmental Organisations, kommer til at stå for “Near” og ikke “Non.”

Civilsamfundet tenderer at udhules og demokratisk dialog mellem folk og regering forsvinder. Langsomt men sikkert.

Organisationer som Læger Uden Grænser og Human Rights Watch påtager sig roller som både partiske medier i felt og politiske eksperter og gør det politisk korrekt i forhold til især vestlige militære interventioner.

Det er altsammen affødt af den kendte men tvivlsomme doktrin om humanitær intervention eller Responsibility to Protect (R2P) – hvor spørgsmålet i en begrænset verden er: Intervention hvor? Mod eller med hvem? Af hvem? Vil vi gøre mere skade end gavn? Og hvor gider vi ikke intervenere?

Svaret på det sidste er: dér hvor største menneskelig behov findes og hvor der samtidig ikke findes strategiske interesser eller mulighed for at bruge våben.

I dagens verden flyver de fleste landes humanisme F16. Også det officielle Danmarks. Ren humanisme, medmenneskelighed og ægte solidaritet er faldet ud af den politiske værktøjskasse.

 

M for Markedsføring – og USAs valg

Vælger man denne let smarte markedsføring-og-politik strategi i denne nye industri skal man være godt klædt på forinden.

Det findes der, som jeg ser det, to årsager til at MS ikke synes at være. Continue reading

Aleppo’s evil humanitarians

The third photo story from the days of the liberation of Aleppo in Syria

Unique photos with text from Aleppo’s Jibrin reception center for people finally liberated in Eastern Aleppo December 11-12, 2016.

Documentation of the fact that it was the Syrian authorities, the Syrian Army, Russian doctors, the Syrian Red Crescent and volunteering Syrian youth who took care of these destitute internally displaced people.

In short, the evil guys – the only ones at that – according to most Western media.

girlwithbread_phsh

University volunteer and soldier hand out bread © Jan Oberg 2016


No Western humanitarian organisations were seen, neither any leading Western media.

The media have also conveniently stopped writing about Aleppo – beyond doubt a world historic event – and ignored the suffering of the innocent, non-armed victims in this crisis: the largest humanitarian crisis in the world since 1945.

The last article about Aleppo in New York Times is from December 19, about 7-year old Twitter-girl Bana and written by a marketing expert. The level can hardly get lower.

The story of Aleppo cannot be silenced.

TFF’s first two photo reports have already been seen by close to 50.000 people. There are many other eyewitness reports – all on social media, de facto barred from the mainstream media.

The attempt to ignore the historical turning point that Aleppo is and to silence on-the-ground reports will fail.

A larger truth is emerging. The moral and political failure of Western and allies’ policy since 2012 makes the story of Aleppo just too embarrassing, something neither politicians nor governments nor media want to be reminded of.

But 13 million Syrians who are in need of humanitarian help – thanks to non-UN sanctions since 1979 and the war – need a more truthful story.

And they need the world’s attention and help – to all of them and not to the politically chosen few.

The little girl from Eastern Aleppo

New year’s night, January 1, 2017

This girl had come out of Eastern Aleppo after four dark years of occupation by Western-backed terrorists – too many to name. People who for no reason had destroyed her home, her part of that beautiful city.

Perhaps half of her life living in fear, perhaps having lost family members.

I do not know.

jibrinvgirl_phsh

“The Little Girl From Eastern Aleppo” – © Jan Oberg 2016

I met her on December 14 at the Jibrin reception and registration centre in Western Aleppo where Syrian soldiers and volunteers from Aleppo University had just given her this bread with some vegetables inside.

She was one of thousands, old and young people who had been hit by unspeakable evil, death and destruction.

Victims of the dozens of conflicting parties and their criminal games. Destroying her life, her family, livelihood and her home town.

Of which there is nothing left. Nothing.

It was a rainy gray day. She was in a queue to get this little and she was so very grateful.

So hopeful. A little to eat to begin all over again.

Her standing there, her gesture. And the media tell you that Eastern Aleppo fell, that it wasn’t liberated?

Ask this girl.

Grasp her gratitude for what little most of the world take for granted. And those eyes.

I could not hold back tears in mine when I shot this image. Neither while I returned to process it and now writing this.

I’m a peace researcher and art photographer. The two sides come together in this image.

It’s the most important among thousands of pictures I took in 2016. Perhaps in all my years.

I have no wishes for myself this year. Have everything.

But I have many other wishes.

That this little but formidably strong girl and the thousands of other children and adults of Aleppo will live in some little peace in 2017.

That they will have the strength to return to what is left of their homes, if anything, and rebuild them. Go to a school and play in safety.

That the inhuman international “community” – it is no community – will lift the sanctions on Syria and show their humanity. Sanctions only hit innocents like her.

That she will live forever in security and peace and that she will not carry traumas from her childhood for the rest of her life.

That she will be able to, eventually, forgive the satanic forces who did this to an innocent child.

And that I may go back in 2017 and find her and ask how I can help her.

That’s the very very least I can do in gratitude for what she has taught me about the utter meaninglessness and cruelty of war.

No I can’t. I can’t wish anybody dead.

But I can express my rage through Bob Dylan. Who, fifty-three years ago, spoke to “The Masters Of War” – and I include the arms traders among them – thus:

And I hope that you die
And your death’ll come soon
I will follow your casket
In the pale afternoon
And I’ll watch while you’re lowered
Down to your deathbed
And I’ll stand over your grave
‘Til I’m sure that you’re dead.