Ny dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik – til valget og Folkemødet

Udenrigs- og sikkerhedspolitik burde være en del af valgkampen.* I en globaliseret verden bestemmes mere og mere af Danmarks fremtid af hvordan verden omkring Danmark udvikler sig. Det er dér rammebetingelserne skabes for dansk politik. Udenrigspolitik handler om at påvirke verden på en for os selv og verden god måde.

I globaliseringens tid er der to grupper, der har forstået at fremtiden er regional og global og at nationalstaten er på vej ned; det er erhvervslivet og militæret, der begge ser verden som ét system. Derimod hænger den politiske sfære uhjælpeligt fast i en forældet opfattelse af at nationalstaten og national demokrati er altafgørende. Faktisk bliver det mindre og mindre betydningsfuldt hvad vi stemmer på til Folketinget fordi de vigtige rammebetingelser afstikkes i Bruxelles, New York, Moskva, Beijing, i BRICS-landene (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika), i Valutafonden, NATO etc.

Den politiske sfære halter altså efter den økonomiske og militære. Vi kan stadigvæk ikke stemme om hvilke danskere, der skal repræsentere os i f.eks. FN og NATO og andre inter-nationale fora. Endnu mindre har vi globale styremekanismer – ingen høringer eller folkeforsamling i FN, ingen folkeforsamling tilknyttet de store organisationer. Og hvor fremragende og uundværligt FN end er sidder 5 stater, der idag på ingen måde er repræsentative for verden – men tegner sig for 85% af verdens våbenhandel – som en anakronisme og forsøger at bestemme verdens gang.

Men den internationale informations- og mediestruktur omdannes hastigt takket være Internettet så sker der intet i statens demokrati. Man ser ingen plakater om noget som helst uden for Danmark (og stadigt mere navlebeskuende, personfikserede budskaber). Tanken om at vi en dag må og skal træffe beslutninger globalt sammen på tværs af landegrænser og nationale parlamenter glimrer ved sit fravær.

Det nationale demokrati risikerer herved og over tid at blive mere og mere udemokratisk – idet nationale politikere i stort omfang vil blive en slags administratorer hvis opgave det er at implementere og kontrollere den lokale implementering af allerede trufne internationale beslutninger – det vil sige at få folk til at tro at det er den bedste af alle verdener og at vi ingen andre valg har (TINA = There Is No Alternative). Kort sagt, afslutningen på det, vi hidtil har forstået ved begrebet demokrati.

Indtil vi få et internationalt eller globalt demokrati, der kan matche militærets og de store selskabers globale strategier, vil vi rode rundt med detaljer og totalt miste de store linjer. Den tendens er allerede tilstede i tidens politik og valgkampe med al uønskelig tydelighed.

På det mere konkrete plan gælder det naturligvis om at Danmark gebærder sig så godt som det overhovedet er muligt og både er til nytte for verden og får det bedst mulige ud af verdensudviklingen for egen del. Hér ser det trist ud af to grunde – dels at dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik er i dyb krise med en serie alvorlige krigsfiaskoer bag sig siden 1999 hvor vi under socialdemokratisk-radikal ledelse blev bombenation og dels at disse spørgsmål overhovedet ikke figurerer i valgkampen.

Medierne accepterer at politikerne har defineret hvad der vil skal stå i centrum for debatten, man stiller ikke selvstændige spørgsmål uden for den dagsorden, der implicit ligger i valgkampen.

I en tid hvor fodbold/FIFA behandles som menneskehedens vigtigste spørgsmål dækkes valgets emner i sportens koreografi: to hold (røde og blå), der kæmper om bolden (økonomien/tegnebogspolitiken) og finter og dribler (valgløfter og overbudspolitik alle véd ikke holder) samt korruption (f.eks. enigheden om at folket ikke f.eks. skal diskutere nye kampfly, etiske spørgsmål, kultur etc. – for dét kan ”vi” ikke vinde på).

At mainstream medier skulle være et kritisk korrektiv til regering og folketing, en fjerde statsmagt kan vi glemme. De relevante alternativer findes på nettet men ikke i TV- og radioaviser, Deadline og lignende. Diskursen er lige så konform og overraskelsesfri i forhold til den førte politik som et landkort er til landskabet.

Danmark har været i krig – bombet og/eller haft tropper på jorden – i Serbien (1999), Afghanistan, Irak (2003-2007) og igen nu mod ISIS i Irak (2014 – ) og i Libyen (med alle folketingspartiers accept) samt erklæret sig parat til at deltage i operationer mod Syrien; vi støttede Syriens Venner, der viste sig – forudsigeligt – ikke at være så venlige men dét opdagede udenrigsledelsen først da våbnene var pumpet ind.

Modsat hvad vi forventes at tro handler disse krig ikke om at løse de konflikter, der ligger under alle typer af vold og krige. Danmark deltager i disse krig – der uden undtagelser må betegnes som fiaskoer på sine egne udtalte præmisser – fordi vi er NATO-medlemmer og nært knyttet til USA og dets imperiums politik.

I forhold til de forbrydelser vi har været med til at begå – som brud på folkeretten, omkring 1 million døde irakere, et totalt sammenbrudt Libyen og døde danske soldater – har Danmark ikke vundet noget på disse projekter. De ligger ikke i nogen forstand i danske interesser – hverken økonomiske, politiske, religiøse eller etiske.

Vi har derimod fået et dårligt ry og rygte som USAs følgagtigt logrende vovse, der kl 12 en fredag efter at Washington har ringet torsdag eftermiddag med stor patos siger ja til at bombe i Irak.

Den vigtigste beslutning nogen regering kan tage – om at deltage i krig -behandles uansvarligt. Myten om vores gode vold og retfærdige krige mod ”de onde” tilhører normalbilledet.

Påstanden om at vi jo er ude og bekæmper terrorismen savner troværdighed. Da krigen mod terror begyndte efter 9/11 døde omkring 500 mennesker årligt verden rundt som følge af terror. Idag er tallet omkring 18.000. Terrorgrupperne har stor fremgang, er i høj grad en konsekvens af USAs næsten konstante krige og dets over 600 basefaciliteter i godt 130 lande, våbenhandel og regimeundermineringer hist og pist – blandt andet Ukraine.

Det er karakteristisk for hele det politiske spektrum i Danmark at man ikke vil diskutere hvorfor der er terrorisme i verden – det kunne jo legitimere de ondes politik og udstille vore egen dobbeltmoral. Men at forklare er ikke det samme som at forsvare.

Det er jo så enkelt: ”det er mennesker, der vil os ondt” og så giver vi en milliard til terrorpakker, der er ren symptombehandling fordi man på Christiansborg aldrig spørger: Hvad er årsagerne til terrorismen og hvorfor synes den at øge?

Og som en læge, der skærer i patienten uden nogensinde at have sat en diagnose – endsige læst medicin – går det derudaf. Mod afgrunden – først for de andre og en dag for os selv.

Altså er vores højeste formål at dræbe terrorister, ikke at forstå terrorismens væsen, drivkræfter eller historiske brændstof. Bare vi giver mere penge til flygtninge eller terrorbekæmpning så har vi løst problemet. Og politikerne kan sige: Jamen vi gør da noget! Og dette vi så gør postuleres at være for det godes skyld; derfor kalders det ”humanitær intervention.”

For at kunne fortsætte denne intellektuelt styrtdykspolitik i baghjulet af det amerikanske imperium (der som alle andre går ned og i disse år viser stadig tydelige tegn på svækkelse) skal Danmark nu købe nye kampfly: 30-40 milliarder kroner i anskaffelse og derpå mindst 100 milliarder kroner over 30 års operationstid.

Det må være den største investering Danmark nogensinde har foretaget? Men den skal ikke diskuteres i valgkampen. Hvad der hidtil er kommet frem er at der er tre fly at vælge imellem – blandt hvilke favoritten F-35 allerede er udskreget i fagtidsskrifter (også amerikanske) som sindssygt dyrt og alt andet end flyvefærdigt.

Hvad Danmark skal med den slags offensive, langtrækkende, højdestruktive fly over de næste 30 år tales der ikke om. Vane- og gruppetænkningen er bastant og det Militær-Industrielle-Media-Akademiske Kompleks (MIMAK) kører derudaf.

Miltæret vil naturligvis have det nyeste at lege med. Til forskel for 20-30 år tilbage er kun meget få folketingspolitikere klædt på hvad angår international politik, sikkerhed, militærdoktriner, flyteknologi etc: Industrien vil have kontrakter og medproduktion – også meget foreståligt. I medieverdenen er der højst en håndfuld der er kyndige på sikkerhedspolitik i bred forstand. Slutteligt savner danske  forskningsinstitutter såvel fredsekspertise som en af staten uafhængig finansiering. Og man slår jo ikke den hånd, der føder én.

Vores egen militarisme er ikke til debat, kun Ruslands, og hér er der ikke tale om en konflikt mellem en eller flere parter, kun om et ondt, revisionistisk imperium med en psykopatisk leder, der er på vej til at æde os i den frie verden, se bare på begyndelse i Krim.

Og Rusland er netop krumtappen i den ”frygtologi”, danskerne udsættes for hver dag. De fleste mennesker tror at der sidder nogle meget kloge eksperter i stats-, udenrigs- og forsvarsministerierne og diskuterer med folk fra forskningsverdenen for at finde ud af hvad der reelt truer Danmark frem til f.eks. 2050 – og at man derpå planlægger et forsvar og en overordnet sikkerhedspolitik, der bedst kan møde disse trusler.

Desværre har dét billede intet med virkeligheden at gøre.

I virkeligheden kører MIMAK helt uden for demokratisk kontrol sit eget løb med nye våben og teknologier og budgetkrav. For at kunne finansiere disse ting – som f.eks. præsident Eisenhower advarede verdens imod i sin afskedstale – så må man opretholde et skræmme- snarere end trusselsbillede.

Det tog jo ikke lang tid for Vestverden/NATO at beslutte sig for at fortsætte selv når både Sovjetunionen og Warszawapagten var styrtet sammen. Man ekspanderede istedet NATO skridt for skridt fra 1994 under Clintons ledelse – imod alle vestlige statsmandsløfter til Gorbatjov om at NATO aldrig ville ekspandere. (Ukraine i dag er en konsekvens blandt andet af dette).

Så derfor må Rusland, der i hvert fald i dag og i overskuelig fremtid ikke udgør en trussel mod vest, opreklameres som en ny kæmpetrussel. Uanset at Ruslands militærudgifter er 8% af NATOs og der ikke findes én NATO-officer, der heller ville gøre tjeneste i Moskva, der også har lavere teknologisk status. Hvis man har 8 heste og modstanderen 100 skal man være enten sindssyg eller suicidal for at starte en krig. Men man kan provokeres ind i en.

De danske F16 fly blev anskaffet i 1975 fordi de skulle beskytte os mod angreb på Danmark. Rusland har været lige ved at invadere os regelmæssigt siden 1945.

F16 er kun blevet brugt i fatale krige som nævnt ovenfor. Og i dagens og fremtidens sandsynlige konflikter kommer de ikke at have andre roller end at gøre ondt værre. Det er jo nemlig sådan at den gamle invasionskrig og inter-nationale krige er gået stærkt tilbage og den typiske krig er intern mellem diverse fraktioner i ét stort rod som i dagens Syrien, Yemen, Afghanistan etc.

At bombe modstandere fra luften med langtrækkende, super-destruktive bomber er kun modproduktivt: slår uskyldige ihjel i hobetal, øger hadet, løser ingen underliggende konflikter og gør modstanderen/terroristen endnu mere smart og determineret.

Men så giver de vel arbejdspladser? Også forkert!

Hvis du skal investere 100 kroner for at skabe arbejdspladser får du langt flere ved at putte pengene i hospitalspersonale, skolelærer, kulturliv og infrastruktur end i våbenindustri, som er ekstremt kapitalintensivt. Krig som sådan dræner den civile økonomi i alle lande – USAs krige er en central årsag, men ikke den eneste, til at USAs økonomi er svækket i forhold til lande, der stort set ikke betjener sig af militære midler uden for deres eget territorium – såsom BRICS.

Ja og så kan man da lige tænke hvor meget godt, der kunne gøres i Danmark og ude i verden hvis man besluttede at bruge slag på tasken 150 milliarder til at skabe udvikling og mægle i andres svære konflikter i stedet for at slå folk ihjel.

Men skal Danmark ikke have et militært forsvar?

Selvfølgelig skal det det – vi skal bare have flyttet balancerne.

Så længe en rimeligt stor andel af danskerne ønsker et militært forsvar kan man jo ikke bortse fra den komponent i et demokrati. Det militære forsvar bør derfor være kortrækkende, resistent og højst mobilt inden for en kort radius men ikke a) kunne bruges til offensive operationer ude i verden og b) fungere sådan at det i andres øjne er en trussel hvorved det bidrager til oprustning. Der er altså brug for en klart stærk defensiv komponent – for f.eks. helikoptere, ikke kampfly.

Vor fremtidige sikkerhed kan også øges ved at Danmark har en god evne til at klare kriser, sanktioner, modstå cyberangreb og hvad man nu kan forestille måtte blive fremtidens trusler. Vi kunne satse endnu mere på klimaet og på FN og OSCE.

Resten handler om vor måde at forholde os til omverdenen på – om vi vil være til nytte eller fortsætte med krig og bomber, der skaber mere had, terror og traumer. Hvem er de sikreste lande i dagens verden? Sådan nogen som Schweiz, lande der som Costa Rica ikke har noget militær, lande der gør nytte på den ene eller anden måde, ikke har nogen relation til kærnevåben etc.

Danmark kunne blive et fristed for mægling hvor konflikt- og krigsparter kunne sidde i tryghed udenfor mediernes projektører og drøfte holdbare løsninger på lang sigt. Man kan blive et land, der uddanner mæglere, konflikt- og fredseksperter, opretter et fredsakademi hvor diplomater, militærfolk, og konflikt/fredseksperter kan udbyde kurser, dialogisere og finde på løsninger på verdens problemer.

Det ville kræve en master-uddannelse og senere PhD på selvstændige institutter. Danmark har institutter nok for militær og oprustning i hvilke begreber som fred med fredelige midler, konfliktanalyse, ikkevold, forsoning, dialog, tilgivelse synes at være fremmedord.

Man kunne omlægge politiken ikke imod USA men i højere grad i retning af BRICS-landene. Man kunne foretage egentlige humanitære interventioner – nemlig mod fattigdom, sygdom, had, racisme etc – alt det der netop ikke kan gøres med F16 fly. Vi kunne blive et land som verden atter respekterer fordi det gør noget konstruktivt og humant og ikke bare følger trop på His Master’s Voice’s fallerede, forældede imperiepolitik.

Danmark har forpligtet sig til – som alle andre medlemmer – at skabe fred med fredelige midler. Det står der i kapital 1 i FN-Erklæringen. Kun den dumme kyniker griner af dét som ”urealistisk” – for det mest urealistiske af alt er at fortsætte med at lave fred med ufredelige midler.

Og forresten bør krig afskaffes – som slaveriet, børnearbejdet, det absolutte monarki og kannibalisme. Men det tager lidt længere tid i vores civilisationsproces.

Hvis vi er et frit land er fredspolitik mulig. Og danskerne kan kræve debat og en ny politik efter valget – og smide det forældede militaristiske tankegods overbord.

* Skrevet med henblik på valget og Folkemødet på Bornholm. Manuskriptet blev sendt til Politikens kronikredaktør med henvisning til valget. Fem dage gik uden svar, efter to rykkere blev det – forudsigeligt – et nej. Derfor publicerer jeg den nu hér og over sociale medier. Med en så sendrægtig behandling gør aviser sig jo mindre og mindre relevante.