Nordiske ledere i Det Hvide Hus og dansk uvidenhedsjournalistik

Hvad får vi egentlig at vide om det nordiske topmøde i Washington?

Svar: Andedamsjournalistik om middagen, salen, musikken, underholdningen og Lars Løkke Rasmussens morsomme (?) tale. Det er politik som et show – eller dække. Benovelsen over at blive modtaget med pomp og pragt i Washington er til at tage og føle på. Og sådan er det hele vejen på tværs af dansk medier inklusive Ritzaus Bureau.

Hvad savner vi i alle ledende medier – også Public Service-DR?  

En analyse af (og lænke til) det omfattende, detaljerede og exceptionelt lange fællesdokument, der viljesløst binder landene til USAs udenrigs- og militærpolitik og gør dette møde til alt andet end en festlig begivenhed for Danmark og de andre nordiske lande.

Der er faktisk tale om totalt knæfald for imperiets præmisser – langt hen ad vejen i strid med hensynet til de nordiske landes egne sikkerhedsinteresser. Og de nordisk ledere gør det med smil, stolthed og intetanende hvad dette kan indebære ad åre – men da vil de selv være borte.

Er en skeptisk vinkel på dette overhovedet tilladt i det stadigt mere homogeniserede og research-frie mediebillede?

Tilsyneladende ikke – altså må andre gøre opmærksom på den større sammenhæng og udføre public service og folkeoplysning.

I en tid hvor spændingen øger mellem Rusland og NATO er der brug for alt andet end den ganging-up, militær ekspansion, konfrontation og polarisering mod Rusland – og hårdt pres på f.eks. Sverige og Finland for at blive ikke bare de facto men også de jure medlemmer af NATO – som USA/NATO kører på i disse år med henvisning til Ruslands aggressive politik og annekteringen af Krim.

Ruslands militære udgifter er 11% af USAs og 8% af NATO ifølge SIPRIs statistik. Der findes ikke én NATO general, der hellere ville være ansat i det russiske forsvar.

Ukrainekrisen skabtes af 25 års forsøg på NATO ekspansion hele vejen rundt om et Rusland som var på knæ. Den handler om brudte løfter til Gorbachev om at en sådan ekspansion aldrig ville finde sted. USAs veldokumenterede indblanding i Ukraines indre anliggender og rolle i regimeskiftet i Kiev, som udløste annekteringen af Krim, forties systematisk i vestlig – og dansk – presse og politik.

Der var en gang da Europa – og ikke mindst de nordiske lande – havde ansvarlige, selvstændigt tænkende og visionære politiske ledere – som f.eks. de Gaulle, Willy Brandt, Olof Palme, Uhro Kekkonen og andre, der takket være deres alder og erfaring vidste hvad krig var og derfor også havde visioner om et bedre Europa med fred og samarbejde.

Det var også i et Europa hvor Sovjetunionen potentielt kunne true NATO i langt højre grad end Rusland kan i dag.

Alligevel agerer USA/NATO med sin 10-dobbelt militære styrke, uhyre økonomisk overlegenhed og politisk-psykologiske arrogance på en måde som absolut ikke kan defineres som forsøg på det, man gjorde tidligere: tillidsskabelse, forhandlinger, sikkerhed og samarbejde (OSCE) etc.

Hvis USA/NATO og de nordiske lande havde fred som højeste mål – og hvad kan være vigtigere? – vill de gøre helt andre ting i denne situation.

Det fælles dokument mellem de nordiske stats- og udenrigsministre og USA – skrevet helt og holdent på USAs præmisser – fremkalder mindet af Warszawapagt- og COMECON-landenes lederes besøg hos Brezhnev i Moskva.

Kort efter var både Warszawa-Pagten og Sovjetunionen faldet.

Meget tyder på at USAs imperium er for hastigt nedadgående. Når det er væk vil NATO falde sammen. Ved at binde os så hårdt til USA og afstå fra enhver udenrigspolitisk nyvurdering – som også Taksøe-Jensens udredningens bagudskuende og forældede verdensbillede er udtryk for – vil vi blive revet med i faldet og være at sammenligne en skønne dag med f.eks. Østtyskland dengang.

Fællesdokumentet er uniformt og militært orienteret – ikke ét ord om begreber som menneskelig eller fælles sikkerhed, konflikthåndtering, civil konfliktløsning eller voldsforebyggelse; ikke ét ord om atomvåbennedrustning som også USA har forpligtet sig til. Ikke ét ord om at terror måske skal bekæmpes på andre måder en den hidtige, der kun har ledt til mere had, krig og terrorisme.

Det bygger på klokkeren historieforfalskning vedrørende Ukrainekrisen og det binder de nordiske lande til en konfrontationspolitik, der på sigt kun kan øge risikoen for krig eller åbne for at langt hårdere ledere end Putin kommer til magten i Moskva.

USA’s interesser i verden postuleres at være de samme som småstatens hvilket er evident nonsens. Vi har de facto andre interesser i Europas stabilitet og ikke i en ekspansiv og med russiske øjne stærkt provokerende politik.

Medmindre den næste krig bliver atomar så vil den blive udkæmpet på europæisk territorium, ikke på amerikansk.

Det er i den sammenhæng helt ligegyldigt om man anser Rusland for faktisk at være en reel trussel eller ikke. Dokumentets filosofi er en uintelligent og risikofyldt måde at møde en trussel på – og der findes mængder af andre måder at gøre det på. Kun ikke i Washington – og fra og med dette ulyksalige møde heller ikke i de nordiske hovedstæder.

Man kan faktisk spørge sig selv hvad vi skal med nationale udenrigsministerier efter dette.

Danmark har siden 1999 og bombningen af Serbien været spydspidsen i en amerikansk-domineret nordisk interventionisme og militarisme på globalt plan. Danske medier forstår det ikke og hvis de gør er de stolte – benovede – af det: Se blot hvor fint vi spiser kirsebær – og andre fine ting – i Det Hvide Hus og hvor hjertelige relationerne er på det statslige og personlige plan med det land, der siden 1945 har ført flere krige, brudt mere mod folkeretten og slået flere mennesker ihjel end noget andet land. Og brugt atomvåben uden at ville undskylde for det.

Kritiske spørgsmål og research er erstattet af ukyndighed, selvcensur og ren propaganda. Mange danske journalister er formentlig selv lykkeligt uvidende om hvilket spil de er placeret i og tror sig udføre et godt professionelt arbejde når de blot gentager vestlige nyhedstelegrammer.

Et eksempel herpå er Jyllands-Posten uvidenhedsjournalistik om missilskjoldets etablering i Polen.

Hvis medier skrev lige så ukyndigt om madopskrifter som de gør om verdens gang, dette nordiske møde i Washington og missilskjoldet ville læsere, seere og lyttere dø i hobetal…