Viggo Rivad, fotograf, født 3. juli 1922, død 8. februar 2016

Viggo Rivad, grand old man i dansk fotografi, debuterede i 1946 og prægede området i næsten 70 år.

Han har givet Danmark en mængde klassiske billedserier som Et Farvel, Lauritz, Kofoeds Skole ogB & W Teglholmen, et antal fotobøger fra den store verden, udsmykninger for DSB og Kastrup Lufthavn, 40.000 negativer på Det kongelige Bibliotek og en samling på Fotomuseet i Odense. Hans retrospektive udstilling dér i 2012 talte 180 værker. 

Rivad var menneskefotograf. I dyb respekt for sine subjekter løftede han de underpriviligerede, gamle og marginaliserede op til værdighed. Han lærte dem at kende før han tog kameraet frem, – ja han flyttede endog ind hos dem som på Kofoeds Skole og hos BZerne.

Han var den fotografiske fortæller par excellence – og en fremragende fortæller om sine billeder. Kun sjældent om sig selv. Beskedenhed er et nøgleord for Rivad, der ikke ville leve af sin kunst men tjente sit levebrød som taxachauffør i det København han boede i hele livet, elskede og fotograferede. Lidt som Saul Leiter.

Hans billeder, ikke han selv – og det var en vigtig distinktion –  havde fortjent større opmærksomhed i Danmark og meget mere i udlandet. Han var definitivt i international klasse à la Cartier-Bresson og Robert Doisneau.

Men det var før internettets udbredelsesmuligheder og han fandt kommercialisme vederstyggelig – forsøgte aldrig at promovere sig selv. 

Han var en pionér med et eget koncept, der holdt sig dér hvor han følte sig hjemme uanset hvad der måtte være tidens trende.

Hans køkken fungerede som mørkekammer, forstørrelsesapparatet skruet fast på indersiden af døren til køkkentrappen i den toværelseslejlighed på Amager han boede længst i.