Viggo Rivad, fotograf, fĂždt 3. juli 1922, dĂžd 8. februar 2016
Viggo Rivad, grand old man i dansk fotografi, debuterede i 1946 og prÊgede omrÄdet i nÊsten 70 Är.
Han har givet Danmark en mÊngde klassiske billedserier som Et Farvel, Lauritz, Kofoeds Skole ogB & W Teglholmen, et antal fotobÞger fra den store verden, udsmykninger for DSB og Kastrup Lufthavn, 40.000 negativer pÄ Det kongelige Bibliotek og en samling pÄ Fotomuseet i Odense. Hans retrospektive udstilling dér i 2012 talte 180 vÊrker.
Rivad var menneskefotograf. I dyb respekt for sine subjekter lĂžftede han de underpriviligerede, gamle og marginaliserede op til vĂŠrdighed. Han lĂŠrte dem at kende fĂžr han tog kameraet frem, â ja han flyttede endog ind hos dem som pĂ„ Kofoeds Skole og hos BZerne.
Han var den fotografiske fortĂŠller par excellence â og en fremragende fortĂŠller om sine billeder. Kun sjĂŠldent om sig selv. Beskedenhed er et nĂžgleord for Rivad, der ikke ville leve af sin kunst men tjente sit levebrĂžd som taxachauffĂžr i det KĂžbenhavn han boede i hele livet, elskede og fotograferede. Lidt som Saul Leiter.
Hans billeder, ikke han selv â og det var en vigtig distinktion â havde fortjent stĂžrre opmĂŠrksomhed i Danmark og meget mere i udlandet. Han var definitivt i international klasse Ă la Cartier-Bresson og Robert Doisneau.
Men det var fĂžr internettets udbredelsesmuligheder og han fandt kommercialisme vederstyggelig â forsĂžgte aldrig at promovere sig selv.
Han var en pionér med et eget koncept, der holdt sig dér hvor han fÞlte sig hjemme uanset hvad der mÄtte vÊre tidens trende.
Hans kÞkken fungerede som mÞrkekammer, forstÞrrelsesapparatet skruet fast pÄ indersiden af dÞren til kÞkkentrappen i den tovÊrelseslejlighed pÄ Amager han boede lÊngst i.
Han tog billeder til indtil han for et par Ă„r siden â benene kunne ikke rigtig bĂŠre og Ăžjnene sĂ„ ikke sĂ„ skarpt. Men som han sagde under en af vore utallige samtaler â âjeg kan stadig sebilleder, sidder i bussen og ser pĂ„ et ungt par og gĂŠtter at nu lĂŠner han sig snart over mod hende og tager hendes hĂ„nd â og dĂ©r er billedet. Og sĂ„ gĂžr han det sgu!â
Han var det sort-hvides mester men tog ogsÄ farvebilleder, hvilket kun fÄ véd. I begyndelsen var der kun rÄd til meget enkle og billige kameraer men senere blev det Leica. Men han lÊrte mig for over 30 Är siden at udstyret ikke er det centrale.
Det centrale er at kunne tage et billede i det rette Ăžjeblik, se kompositionen og fortĂŠlle en historie i billedet, som beskueren kan lĂŠgge sin egen historie oveni.
Hans store inspiration i de unge Ă„r var Edward Steichens âThe Family Of Manâ fra 1955, baseret pĂ„ den historiske udstilling pĂ„ Museum of Modern Art i New York.
Opdagelsesrejsende Rivads motto var âse hvad jeg har setâ, men han syntes jo at det blev svĂŠrere og svĂŠrere at vise noget nyt efterhĂ„nden som alle kunne rejse rundt i verden med deres eget mobilkamera.
Det hÞrer til pionéren Rivad at han sÄ kraftigt bidrog til at fotografi er blevet en accepteret kunstart og at han fremmede det humanistiske fotografi som meget fÄ.
Han skabte ogsĂ„ debat ved at vinde en fotokonkurrence for godt et halvt Ă„rhundrede siden med et billede af en gondol, der ikke var skarpt men netop derved gav gondolen en kolossal fremdrift. Uskarpt! â dĂ©t, mente puritanerne, var en skandale!
Han var den fĂžrste fotograf, der fik et treĂ„rigt arbejdslegat fra Statens Kunstfond og senere den livslange ydelse. Han har ogsĂ„ modtaget Th. BindesbĂžll Medaljen, LOâs Kulturpris, Ilfords PortrĂŠtpris, N. L. HĂžyen Medaljen og Fogtdals HĂŠderspris.
Rivad kom fra endog meget beskedne kÄr og en besvÊrlig barndom, som han konverterede konstruktivt til kÊrlig dokumentation af mennesker, som han pÄ en eller anden mÄde fÞlte samhÞrighed med.
Der er ikke dĂ©t job â udover cykelrytter og bokser i de unge Ă„r â han ikke har haft for at tjene til livets ophold og der er ikke dĂ©t menneske, han ikke kunne tale med â taxichauffĂžren som blev ven med kulturpersonligheder og statsministre, som han kĂžrte for.
Jeg rejste med Rivad i Kina i 1983 og oplevede hvordan han pÄ pÊredansk og med smil og gebÊrder fik kinesere til selv at smile og stille op for ham. Han mente at det hjalp at han ikke var sÄ hÞj og ikke virkede truende pÄ nogen.
I Egypten havde han vundet en families hjerte ved at komme tilbage igen og igen. Det kom der to bĂžger ud af â om âVennerne i Aswanâ og om hans kĂŠre âAmraâ. PĂ„ samme gade sad en stakkel og pudsede folks sko, ansigtet helt Ăždelagt, vansiret. Viggo havde lĂŠnge funderet pĂ„ at spĂžrge om han mĂ„tte fotografere ham.
MĂŠndene som var blevet hans venner spurgte ham en dag om han gerne ville fotografere manden â for i sĂ„ fald var i orden. Men da han sad dĂ©r og fik sine sko pudset kiggede han ham ind i Ăžjnene â og tog sĂ„ kameraet ned. Det er for forfĂŠrdeligt, tĂŠnkte han. Det kan jeg bare ikke. SĂ„dan en stakkel.
Mon ikke mange idag havde grebet chancen og skudt et unikt billede uden at tĂŠnke sĂ„dan â specielt nĂ„r det var OK? Men hĂ©r smeltede medmennesket og fotografen Rivad sammen og det kan man tillade sig nĂ„r man er ukommerciel, kender sig selv og holder af menneskene. Billeder skal ikke tages for enhver pris eller pĂ„ nogens bekostning.
Han var min foto-mentor og ven. Jeg nÄede at skyde nogle timers rÄfilm med ham om hans billedkunst i hans 92. Är. Han kunne stadig fortÊlle episoder og detaljer sÄ de bare sad der, vende pÄ ord og fyre vitser af, klar i hovedet.
Nu skal det hele redigeres fÊrdigt. Med sÊrlig kÊrlig hÄnd.
Jan Ăberg, fredsforsker & fotograf
14. februar 2016
