Mindeord for Viggo Rivad

viggohome3
Viggo dagen efter sin 90-√•rs f√łdselsdag ¬© Jan √ėberg
Viggo Rivad, fotograf, f√łdt 3. juli 1922, d√łd 8. februar 2016


Viggo Rivad, grand old man i dansk fotografi, debuterede i 1946 og prægede området i næsten 70 år.

Han har givet Danmark en m√¶ngde klassiske billedserier som Et Farvel, Lauritz, Kofoeds Skole ogB & W Teglholmen, et antal fotob√łger fra den store verden, udsmykninger for DSB og Kastrup Lufthavn, 40.000 negativer p√• Det kongelige Bibliotek og en samling p√• Fotomuseet i Odense. Hans retrospektive udstilling d√©r i 2012 talte 180 v√¶rker. 

Rivad var menneskefotograf. I dyb respekt for sine subjekter l√łftede han de underpriviligerede, gamle og marginaliserede op til v√¶rdighed. Han l√¶rte dem at kende f√łr han tog kameraet frem, ‚Äď ja han flyttede endog ind hos dem som p√• Kofoeds Skole og hos BZerne.

Han var den fotografiske fort√¶ller par excellence ‚Äď og en fremragende fort√¶ller om sine billeder. Kun sj√¶ldent om sig selv. Beskedenhed er et n√łgleord for Rivad, der ikke ville leve af sin kunst men tjente sit levebr√łd som taxachauff√łr i det K√łbenhavn han boede i hele livet, elskede og fotograferede. Lidt som Saul Leiter.

Hans billeder, ikke han selv ‚Äď og det var en vigtig distinktion ‚Äď  havde fortjent st√łrre opm√¶rksomhed i Danmark og meget mere i udlandet. Han var definitivt i international klasse √† la Cartier-Bresson og Robert Doisneau.

Men det var f√łr internettets udbredelsesmuligheder og han fandt kommercialisme vederstyggelig ‚Äď fors√łgte aldrig at promovere sig selv. 

Han var en pion√©r med et eget koncept, der holdt sig d√©r hvor han f√łlte sig hjemme uanset hvad der m√•tte v√¶re tidens trende.

Hans k√łkken fungerede som m√łrkekammer, forst√łrrelsesapparatet skruet fast p√• indersiden af d√łren til k√łkkentrappen i den tov√¶relseslejlighed p√• Amager han boede l√¶ngst i.

Han tog billeder til indtil han for et par √•r siden ‚Äď benene kunne ikke rigtig b√¶re og √łjnene s√• ikke s√• skarpt. Men som han sagde under en af vore utallige samtaler ‚Äď ‚Äújeg kan stadig sebilleder, sidder i bussen og ser p√• et ungt par og g√¶tter at nu l√¶ner han sig snart over mod hende og tager hendes h√•nd ‚Äď og d√©r er billedet. Og s√• g√łr han det sgu!‚ÄĚ

Han var det sort-hvides mester men tog ogs√• farvebilleder, hvilket kun f√• v√©d. I begyndelsen var der kun r√•d til meget enkle og billige kameraer men senere blev det Leica. Men han l√¶rte mig for over 30 √•r siden at udstyret ikke er det centrale. 

Det centrale er at kunne tage et billede i det rette √łjeblik, se kompositionen og fort√¶lle en historie i billedet, som beskueren kan l√¶gge sin egen historie oveni.

Hans store inspiration i de unge √•r var Edward Steichens ‚ÄúThe Family Of Man‚ÄĚ fra 1955, baseret p√• den historiske udstilling p√• Museum of Modern Art i New York.

Opdagelsesrejsende Rivads motto var ‚Äúse hvad jeg har set‚ÄĚ, men han syntes jo at det blev sv√¶rere og sv√¶rere at vise noget nyt efterh√•nden som alle kunne rejse rundt i verden med deres eget mobilkamera. 

Det h√łrer til pion√©ren Rivad at han s√• kraftigt bidrog til at fotografi er blevet en accepteret kunstart og at han fremmede det humanistiske fotografi som meget f√•.

Han skabte ogs√• debat ved at vinde en fotokonkurrence for godt et halvt √•rhundrede siden med et billede af en gondol, der ikke var skarpt men netop derved gav gondolen en kolossal fremdrift. Uskarpt! ‚Äď d√©t, mente puritanerne, var en skandale!

Han var den f√łrste fotograf, der fik et tre√•rigt arbejdslegat fra Statens Kunstfond og senere den livslange ydelse. Han har ogs√• modtaget Th. Bindesb√łll Medaljen, LO‚Äôs Kulturpris, Ilfords Portr√¶tpris, N. L. H√łyen Medaljen og Fogtdals H√¶derspris.

Rivad kom fra endog meget beskedne k√•r og en besv√¶rlig barndom, som han konverterede konstruktivt til k√¶rlig dokumentation af mennesker, som han p√• en eller anden m√•de f√łlte samh√łrighed med. 

Der er ikke d√©t job ‚Äď udover cykelrytter og bokser i de unge √•r ‚Äď han ikke har haft for at tjene til livets ophold og der er ikke d√©t menneske, han ikke kunne tale med ‚Äď taxichauff√łren som blev ven med kulturpersonligheder og statsministre, som han k√łrte for. 

Jeg rejste med Rivad i Kina i 1983 og oplevede hvordan han p√• p√¶redansk og med smil og geb√¶rder fik kinesere til selv at smile og stille op for ham. Han mente at det hjalp at han ikke var s√• h√łj og ikke virkede truende p√• nogen.

I Egypten havde han vundet en families hjerte ved at komme tilbage igen og igen. Det kom der to b√łger ud af ‚Äď om ‚ÄúVennerne i Aswan‚ÄĚ og om hans k√¶re ‚ÄúAmra‚ÄĚ. P√• samme gade sad en stakkel og pudsede folks sko, ansigtet helt √łdelagt, vansiret. Viggo havde l√¶nge funderet p√• at sp√łrge om han m√•tte fotografere ham. 

M√¶ndene som var blevet hans venner spurgte ham en dag om han gerne ville fotografere manden ‚Äď for i s√• fald var i orden. Men da han sad d√©r og fik sine sko pudset kiggede han ham ind i √łjnene ‚Äď og tog s√• kameraet ned. Det er for forf√¶rdeligt, t√¶nkte han. Det kan jeg bare ikke. S√•dan en stakkel.

Mon ikke mange idag havde grebet chancen og skudt et unikt billede uden at t√¶nke s√•dan ‚Äď specielt n√•r det var OK? Men h√©r smeltede medmennesket og fotografen Rivad sammen og det kan man tillade sig n√•r man er ukommerciel, kender sig selv og holder af menneskene. Billeder skal ikke tages for enhver pris eller p√• nogens bekostning.

Han var min foto-mentor og ven. Jeg nåede at skyde nogle timers råfilm med ham om hans billedkunst i hans 92. år. Han kunne stadig fortælle episoder og detaljer så de bare sad der, vende på ord og fyre vitser af, klar i hovedet.

Nu skal det hele redigeres færdigt. Med særlig kærlig hånd.

Jan √ėberg, fredsforsker & fotograf
14. februar 2016

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.