Mindeord for Viggo Rivad

viggohome3

Viggo dagen efter sin 90-års fødselsdag © Jan Øberg

Viggo Rivad, fotograf, født 3. juli 1922, død 8. februar 2016


Viggo Rivad, grand old man i dansk fotografi, debuterede i 1946 og prægede området i næsten 70 år.

Han har givet Danmark en mængde klassiske billedserier som Et Farvel, Lauritz, Kofoeds Skole ogB & W Teglholmen, et antal fotobøger fra den store verden, udsmykninger for DSB og Kastrup Lufthavn, 40.000 negativer på Det kongelige Bibliotek og en samling på Fotomuseet i Odense. Hans retrospektive udstilling dér i 2012 talte 180 værker. 

Rivad var menneskefotograf. I dyb respekt for sine subjekter løftede han de underpriviligerede, gamle og marginaliserede op til værdighed. Han lærte dem at kende før han tog kameraet frem, – ja han flyttede endog ind hos dem som på Kofoeds Skole og hos BZerne.

Han var den fotografiske fortæller par excellence – og en fremragende fortæller om sine billeder. Kun sjældent om sig selv. Beskedenhed er et nøgleord for Rivad, der ikke ville leve af sin kunst men tjente sit levebrød som taxachauffør i det København han boede i hele livet, elskede og fotograferede. Lidt som Saul Leiter.

Hans billeder, ikke han selv – og det var en vigtig distinktion –  havde fortjent større opmærksomhed i Danmark og meget mere i udlandet. Han var definitivt i international klasse à la Cartier-Bresson og Robert Doisneau.

Men det var før internettets udbredelsesmuligheder og han fandt kommercialisme vederstyggelig – forsøgte aldrig at promovere sig selv. 

Han var en pionér med et eget koncept, der holdt sig dér hvor han følte sig hjemme uanset hvad der måtte være tidens trende.

Hans køkken fungerede som mørkekammer, forstørrelsesapparatet skruet fast på indersiden af døren til køkkentrappen i den toværelseslejlighed på Amager han boede længst i.

Han tog billeder til indtil han for et par år siden – benene kunne ikke rigtig bære og øjnene så ikke så skarpt. Men som han sagde under en af vore utallige samtaler – “jeg kan stadig sebilleder, sidder i bussen og ser på et ungt par og gætter at nu læner han sig snart over mod hende og tager hendes hånd – og dér er billedet. Og så gør han det sgu!”

Han var det sort-hvides mester men tog også farvebilleder, hvilket kun få véd. I begyndelsen var der kun råd til meget enkle og billige kameraer men senere blev det Leica. Men han lærte mig for over 30 år siden at udstyret ikke er det centrale. 

Det centrale er at kunne tage et billede i det rette øjeblik, se kompositionen og fortælle en historie i billedet, som beskueren kan lægge sin egen historie oveni.

Hans store inspiration i de unge år var Edward Steichens “The Family Of Man” fra 1955, baseret på den historiske udstilling på Museum of Modern Art i New York.

Opdagelsesrejsende Rivads motto var “se hvad jeg har set”, men han syntes jo at det blev sværere og sværere at vise noget nyt efterhånden som alle kunne rejse rundt i verden med deres eget mobilkamera. 

Det hører til pionéren Rivad at han så kraftigt bidrog til at fotografi er blevet en accepteret kunstart og at han fremmede det humanistiske fotografi som meget få.

Han skabte også debat ved at vinde en fotokonkurrence for godt et halvt århundrede siden med et billede af en gondol, der ikke var skarpt men netop derved gav gondolen en kolossal fremdrift. Uskarpt! – dét, mente puritanerne, var en skandale!

Han var den første fotograf, der fik et treårigt arbejdslegat fra Statens Kunstfond og senere den livslange ydelse. Han har også modtaget Th. Bindesbøll Medaljen, LO’s Kulturpris, Ilfords Portrætpris, N. L. Høyen Medaljen og Fogtdals Hæderspris.

Rivad kom fra endog meget beskedne kår og en besværlig barndom, som han konverterede konstruktivt til kærlig dokumentation af mennesker, som han på en eller anden måde følte samhørighed med. 

Der er ikke dét job – udover cykelrytter og bokser i de unge år – han ikke har haft for at tjene til livets ophold og der er ikke dét menneske, han ikke kunne tale med – taxichaufføren som blev ven med kulturpersonligheder og statsministre, som han kørte for. 

Jeg rejste med Rivad i Kina i 1983 og oplevede hvordan han på pæredansk og med smil og gebærder fik kinesere til selv at smile og stille op for ham. Han mente at det hjalp at han ikke var så høj og ikke virkede truende på nogen.

I Egypten havde han vundet en families hjerte ved at komme tilbage igen og igen. Det kom der to bøger ud af – om “Vennerne i Aswan” og om hans kære “Amra”. På samme gade sad en stakkel og pudsede folks sko, ansigtet helt ødelagt, vansiret. Viggo havde længe funderet på at spørge om han måtte fotografere ham. 

Mændene som var blevet hans venner spurgte ham en dag om han gerne ville fotografere manden – for i så fald var i orden. Men da han sad dér og fik sine sko pudset kiggede han ham ind i øjnene – og tog så kameraet ned. Det er for forfærdeligt, tænkte han. Det kan jeg bare ikke. Sådan en stakkel.

Mon ikke mange idag havde grebet chancen og skudt et unikt billede uden at tænke sådan – specielt når det var OK? Men hér smeltede medmennesket og fotografen Rivad sammen og det kan man tillade sig når man er ukommerciel, kender sig selv og holder af menneskene. Billeder skal ikke tages for enhver pris eller på nogens bekostning.

Han var min foto-mentor og ven. Jeg nåede at skyde nogle timers råfilm med ham om hans billedkunst i hans 92. år. Han kunne stadig fortælle episoder og detaljer så de bare sad der, vende på ord og fyre vitser af, klar i hovedet.

Nu skal det hele redigeres færdigt. Med særlig kærlig hånd.

Jan Øberg, fredsforsker & fotograf
14. februar 2016

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s