Foto ovenfor: Fra militærøvelsen RIMPAC i 2020 i stillehavsregionen, hvor ti lande deltog. FOTO: Royal Australian Navy courtesy photo/CC BY-NC-ND 2.0

Kategorien “partner” findes ikke i NATO’s traktat. Det gør atomvåben og førstegangsbrug af dem, interventioner eller bombninger i ikke-medlemsstater som det daværende Jugoslavien, Kosovo, Libyen, Ukraine og så videre i øvrigt heller ikke.

Sydkorea, Japan, Australien og New Zealand sendte sine forsvarsministre til et NATO-møde i oktober 2024. Mens deres statsoverhoveder og andre har deltaget før, var det første gang, at disse landes forsvarsministre deltog.

Denne mere militært operative deltagelse signalerer, at NATO mener det alvorligt med sin ekspansion i denne region.

Fra en politisk-psykologisk vinkel viser det også, at ekspansion for ekspansionens skyld er blevet raison d’etre for den engang så defensive alliance. 

NATO har søgt efter en sådan grund til at eksistere, lige siden Sovjetunionen og Warszawapagten blev opløst for omkring 35 år siden, og efter al logik burde den også være blevet lukket.

Udvidelsen sker i strid med NATO’s traktat fra 1949. Traktaten er en kopi af FN-pagten, henviser tvister til FN og fastslår (artikel 5), at alliancens medlemmer er forpligtet til at støtte ethvert medlem, hvis det bliver angrebet udefra.

I dag har NATO 32 medlemmer, men – i stigende grad og stort set uden international opmærksomhed – har det tilføjet 38 partnerlande verden over, herunder de fire ovennævnte. Kategorien “partner” findes ikke i NATO’s traktat – og det gør atomvåben og førstegangsbrug af dem, interventioner eller bombninger i ikke-medlemsstater som det daværende Jugoslavien, Kosovo, Libyen, Ukraine og så videre i øvrigt heller ikke.

Disse aktiviteter har intet juridisk grundlag i NATO’s traktat; de er operationer uden for området og uden for traktaten. Et spørgsmål om sund fornuft og juridiske spørgsmål rejser sig: Hvor langt kan en organisation afvige fra sit juridiske grundlag uden at blive undersøgt for mulig ulovlig adfærd – og hvilken institution har myndighed til at undersøge det?

Astronomiske militærudgifter

Her ser man hvordan NATO motiverer sin snigende ekspansion på sin hjemmeside:

“At forbedre (deres) gensidige situationsbevidsthed om sikkerhedsudviklingen i de euro-atlantiske og indo-stillehavsregioner, herunder Ruslands aggressionskrig mod Ukraine, Folkerepublikken Kinas (PRC) erklærede ambitioner og tvangspolitikker på forskellige områder, det uddybende strategiske partnerskab mellem PRC og Rusland og sikkerhedssituationen på den koreanske halvø … “Partnerskabsnetværket styrker sikkerheden uden for NATO’s territorium, hvilket gør NATO selv mere sikkert.”

Desværre indeholder NATO’s hjemmeside ikke nogen rationel, erfaringsbaseret, solid, flerdimensionel analyse, der underbygger, at Kina er en trussel eller “udfordring” for NATO’s medlemmer.

Alliancen opererer i dag på postulater og forældet offensiv afskrækkelses- og forsvarstænkning. Kina er et problem, fordi landet har andre værdier og interesser. Det lyder i stigende grad som prædikener til en kirkes menighed.

Ifølge en rapport fra juni 2023 fra US Congressional Research Service om USA’s infrastruktur i stillehavsområdet “opretholder og bruger USA mindst 66 vigtige forsvarsanlæg spredt over hele regionen.” (Kina har én militærbase på verdensplan i Djibouti).

Derudover er omkostningerne ved Vestens permanente – og stigende – flådetilstedeværelse og de enorme omkostninger ved AUKUS, det trilaterale partnerskab mellem Australien, Storbritannien og USA, steget. AUKUS-søjle 1 handler om, at Australien skal anskaffe atomdrevne angrebsubåde og være vært for sådanne ubåde fra USA og Storbritannien. Søjle 2 handler om intensiveret samarbejde inden for disse højteknologiske områder: undersøiske kapaciteter, kvanteteknologier, AI og autonomi, avanceret cyber-, hypersoniske og counter-hypersoniske kapaciteter og elektronisk krigsførelse.

Men omkostningerne ved at opretholde et verdensomspændende militaristisk imperium er ufatteligt høje og selvdestruktive:

USA’s militærudgifter er på 916 milliarder dollars (i hvert fald er der mange poster, som ikke er med i Pentagons budget) = 3,4 procent af landets bruttonationalprodukt (BNP). Det er nogenlunde lige så stort som de næste ni lande på ranglisten tilsammen: Kina 296 milliarder dollars/1,7 procent af BNP, Rusland 130/6,3 procent, Indien 84/2,4 procent, Saudi-Arabien 76/7,1 procent, Storbritannien 75/2,3 procent, Tyskland 67/1,5 procent, Ukraine 65/37 procent, Frankrig 61/2,1 procent og Japan 50/1,2 procent – alt sammen ifølge SIPRI, Stockholm International Peace Research Institute.

I betragtning af disse kendsgerninger og det faktum, at det er USA, der opbygger spændinger mod Kina og ikke omvendt – ingen truer Vesten! – er det umuligt at finde nogen erfaringsmæssigt solid grund til USA’s/NATO’s postulat om, at Kina er en trussel eller “udfordring”.

Det ser snarere ud til at være patologisk – en psykopolitisk paranoia, der vokser ud af a) den ubevidste, men benægtede følelse af relativ tilbagegang og b) det permanente behov for fjender til at legitimere eksistensen af det udemokratisk kontrollerede MIMAC – Militær-Industriel-Medie-Akademisk Kompleks, som USA har eller rettere er.

Imperium i tilbagegang

Makrohistoriske studier af imperiers tilbagegang peger på årsager som overmilitarisering, faldende legitimitet i andres øjne, tilbagegang på alle andre magtdimensioner end den militære og – af særlig betydning – overudvidelse: Imperiet vokser ud over styring/kontrol med en faldende økonomisk bæreevne.

Da USA/NATO allerede har tabt på mere end én måde i Ukraine (og alle krige siden Vietnam), kan USA overlade det (til europæerne) og engagere sig i endnu en nytteløs krig i Mellemøsten – og derefter forsøge at “dreje fokus” til Taiwan/Kina.

Men til den tid vil imperiet og NATO være opløst – ligesom dets vestlige bror, Sovjetunionen – på grund af selvdestruktiv, illusionsløs politik og følelsesladet adfærd, der er blottet for visioner, rationel udenrigspolitik og diplomati. Det vil sige: overudvidelse, militarisme og hybris.

Og det er dér og da vi kan håbe på at skabe en meget bedre, fredelig og samarbejdende verden. Husk, at over regnbuen er himlen stadig blå. Det gælder også i stillehavsområdet.

Publiceret af Arbejderen den 5. november 2024 hér

Denne kommentar er tidligere udgivet på Transnational.live. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler. Oversat af Kris Rønne.

Artiklen findes også på engelsk på The Transnational og har været publiceret i både Kina og Indien.

Note

Danmark involverer sig nu også i dette relative vanvid. Danmarks Radio har disse rapporter, der i sprog, argumentation og brug af ekspert fortæller endog meget klart hvilken rolle DR har i Danmarks militaristiske udenrigs- og “sikkerheds”-politik:

Eksperter roser dansk bidrag til amerikansk flåde: Der er risiko for militære kamphandlinger
Forsvaret sender en stabsofficer til den amerikanske stillehavsflåde. Det er der brug for, siger eksperter.

Analyse: Første danske skridt over en bundløs kinesisk afgrund.
Derfor sender Forsvaret en stabsofficer til USA’s Stillehavskommando på Hawaii.

Politikere åbner for militære bidrag til USA: Kina er en bølle.
Flere partier er åbne for at diskutere militære bidrag til USA’s stillehavsflåde.

Danmark tager første skridt mod at involvere sig i stormagters konflikt på den anden side af Jorden
Forsvaret sender nu en stabsofficer til Hawaii for at indgå i USA’s flåde i Stillehavet.

Og dét er jo, som det antydes, kun første skridt af mange fordi Kina er jo en “bølle” omkring sit eget land. USA/NATO – derimod – er ikke bøller tusindvis af kilometer væk fra deres egne lande og med 600-700 baser rundt om på kloden. Dét ved DR’s groft ukyndige medarbejdere, og de ved også hvordan man skriver for at være politisk korrekt og beholde jobbet. Ukyndighed er faktisk en fordel dér.

Og sådan er det med friheden i de frie medier – til forskel fra Kina’s statskontrollerede medier 🤡.