Den 21. april 2022 fortæller statsminister Mette Frederiksen på sin Facebook-side om sine indtryk fra besøget i Kiev, Ukraine:
“Er på vej hjem fra Kyiv i Ukraine. Svært at fortælle om det hele. Putin efterlader sig et spor af ødelæggelse og død. Jeg har set boligblokke, som aldrig igen bliver til at bo i. Børnehaven, der blev ramt i et russisk angreb. Kørt på veje, som er gennemhullede. Og set det ene familiehus efter det andet med sprængte vinduer, ingen gavl eller helt ødelagt. Jeg lytter til fortællingerne om drab, krigsforbrydelser og tortur. Mest af alt er det hele så ufatteligt meningsløst. For to måneder siden levede millioner af ukrainske familier et helt almindeligt liv. Som du og jeg. Nu er manden i uniform, og mange kvinder og børn er sendt på flugt. Det ukrainske folks lidelser må aldrig blive hverdag for os andre. I dag har jeg lovet mere hjælp militært. Og mere hjælp humanitært. Men behovet vil være der i lang tid. Krigen på vores eget kontinent er og bliver en fælles sag. Og jeg er stolt over, hvor meget vi danskere hjælper. Tak for det 
“
Jeg følte et stærkt behov for at kommentere denne fremstilling hvilket har ledt til nok så mange reaktioner, kommentar og delinger, som du kan se hér.
Jeg skrev:
“Statsministerens verdensbillede er ubegribeligt snæversynet.
Løfte om flere våben udover den ene milliard – vel vidende at det bliver en lang/længere krig.
Krig på vort kontinent er noget specielt – en “fælles sag”.
Hvor var De, Statsminister Mette Frederiksen, da Afghanistan, Irak, Syrien, Libyen, Yemen, Somalia, Jugoslavien blev angrebet af USA/NATO-lande?
Nej, de var vel ikke vort kontinent og i Jugoslavien var det jo de fæle ortodokse serbere, der skulle have bank.
Er det vi ser hér ikke en slags ny nærområdets Euro-racisme? Hvad med de ikke-ukrainske flygtninge, fru Statsminister? Hvor er – hvor var – Deres hjerte for dem, dem der er ofre for Vestens invasioner?
Og den stolthed, De har fru Statsminister, bunder i våbnens blanke dræberkraft og i det grænseløse russerhad.
De må undskylde mig, men jeg tillader mig som dansk statsborger at væmmes.”
Den stolthed, Mette Frederiksen føler over “vi danskeres” hjælp – til mere krig, lemlæstelse og ødelæggelse, til kold krig i generationer fremover og systematisk ødelæggelse af enhver fredstanke – er jeg ude af stand til at føle og dele med hende.
Vi er nogle danskere, der stadig tror på og arbejder for fredelig konfliktløsning i pagt med FN-Pagten og aldeles ikke vil inkluderes i Deres krigspropaganda, fru Statsminister. Deres måde at tænke og føre politik på er kun ét systematisk bidrag til den meningsløshed, De ikke kan fatte.
Har De nogensinde tænkt den tanke – nej, næppe – at Deres blinde, reservationsløse, aldrig tøvende tro på oprustningen og dens uundgåelige følgesvend krigen – USAs og NATOs – ikke er andet end et spejlbillede af Ruslands – landet, De med en sådan stolthed fører økonomisk, militær, kulturel og massemedial krig mod?
På Ukraines jord.
Jeg blir altid glad for en påskønnelse for mine frie skriverier. Det er hurtigt, let og sikkert. Mange tak!
Hej Oberg; Jeg synes du benytter samme sprog med modsat fortegn som de du kritiserer. Selvfølgelig er vesten ligeså krigerisk som østen. I en bandekrig er alle bander og bandemedlemmer involveret. Også du og jeg Ud fra den erkendelse er det vigtigt at opfordrer til forhandling, samtale, mildhed. Rædslen over krigens absurditet mindskes eller øges ikke ved at at fremdrage alle vederstyggeligheder og råbe. Vi kender dem. Vi ved det. Vi ved også at der et andet ben end krigens at bevæge sig på. Fredens! Det er glemt nu. Mind om det ved at forstå, at alle i krigen er ramt af dens polariseringer, løgne og brutaliteter. Især de døde. Men lad ikke krigen bemægtige sig fredsapostlene. Tal sagte.
Hej og tak!
I årenes løb har jeg skrevet tusinder af korte og længere analyser, debatartikler og kommentarer om krig og fred. Der er næsten altid nogle forslag mod slutningen om hvordan man skulle kunne skabe fred. På The Transnational – https://transnational.live – ligger artikler tilbage til Maidan-kuppet i 2014 om hvordan man kunne starte en fredsprocess.
Jeg ser mig selv om en slags konfliktlæge og min rolle som den at læge.
Men af og til – når jeg ser magtfulde mennesker, der systematisk nedbryder fredens muligheder og forlænger lidelserne – ja, så bliver jeg vred. Ked af det.
Som – endnu – dansk statsborger væmmes jeg ved at blive tvangsinkluderet i Danmarks krig i Ukraine og ordet stolthed. Måske klarede jeg ikke lige at sige dét på den rette blide måde, som du helt acceptablet og klogt foreslår. Men sådan følte jeg det i går aftes da jeg reviderede teksten.
Ukraines velsignelse og forbandelse er at landet er mellemeuropas historisk ødsle kornkammer – velsignet af ca 2 meter tykt muldlag, ingen sten i marken, mildt klima, en drøm for bønder – og så forbandelsen : en lækkerbidsken for hungrende imperier i øst og vest.
Ukraine er et samfund bestående af klynger af landsbyer, som ikke kan forsvare sig mod hære fra øst eller vest – og som skiftesvis igennem historien er blevet invaderet, plyndret og myrdet af imperier fra flere sider. En typisk ukranisk bondefamilie måtte fra 1941-43 opleve at deres gård nedbrændte 2 gange pga WW II – hvor “den brændte jords” taktik blev anvendt. Første nedbrænding indtraf, da russerne blev jaget østpå at tyskerne, og “brændte jorden af” – anden nedbrænding da krigssituationen vendte, og tyskerne blev presset tilbage mod vest, og brændte “jorden” af”. Den tredie gård måtte de ukrainske bønder rejse da krigsslagene ikke længere hærgede landområderne. 1931-33 oplevede ukrainerne under Stalinregimet hungersnød, Holodomor, med op til 8.5 mill døde på ca 1,5 år ! Verden græder stadig over genocide for andre folk, med færre ofre i længere tid – hvem græder for det ukrainske genocide ?
Imperier fra øst og vest tromlede henover Ukranie og trådte alt ned, med løgn, tyveri, vold og mord – aldrig var der noget hensyn til folk og deres tarv – folkets lidelser i Ukranie er den egentlige tragedie, som man sjældent hører om.
Vil man nå ind til den ukrainske folkesjæl, er det ikke imperier eller massemedier man skal søge, men folk der arbejder i marken, eller folk som den nationale poet og maler, Taras Chevchenko, som i sine digte indkredser den ukrainske folkesjæl, der som blod gennemvæder den sorte nærende ukrainske muldjord, med arbejde, lidelse og kærlighed.
I noget der ligner en ny olympisk disciplin – frisvømning i løgn og simpel uvidenhed om Ukraine – går alle efter guldet . Al den umage for at overgå hinanden i løgn, uvidenhed, hysteri og anden nonsens er tragikomisk – for de som sidenhen træder op på podiet for medaljeuddeling, er der næppe noget mere selvudleverende og nedværdigende end præmiering indenfor denne uværdige disciplin.
Atter en hjertelig tak for dine tanker, Omar. At minde mennesker, inklusive jeg selv, om andre menneskers lidelser – uforskyldt – op igennem historien vedbliver at være meget meget vigtigt når man skal forstå en konflikt og forsøge at løse den. Og nu lider de så igen – takket være NATOs og Ruslands årtier lange konflikt, der kynisk nok udspilles – som jeg afslutter med – på Ukraines jord. I det mere samtidshistoriske perspektiv vil jeg lægge til dine tanker, at Vestverden, herunder USA, jo ikke har nogen særligt interesse i Ukraine. Det er på ingen måde strategisk eller sikkerhedspolitisk vigtigt. Men det er det for Rusland. Og som vi begge véd kunne det hele være undgået hvis ikke Vesten havde villet at der skulle blive en polarisering – hvis NATO havde lyttet til dusinvis af ekspert, der gennem årene har forudset og derfor advaret imod NATOs ekspansion især hvis den inkluderede Ukraine også. Se f.eks. denne analyse. Det hele er, som du også skriver i dit sidste afsnit, en tragedie som jeg tror vi desværre kun lige har set begyndelsen på. Og forresten vil jeg lige med læseren hér dele en artikel om Taras Chevchenko – Tak!
Tak for din kommentar og henvisningerne. God artikel om det generelle fravær af fredsmæglere i konflikten.
Konflikten i Ukraine minder om en skilsmisse hvor forældrene i deres indbyrdes magtkamp glemmer barnet og river det midtover, istedet for søge mægling i anerkendelse af at barnets udgangspunkt er at have kontakt med begge forældre.
Ukraine består af 2/3 ukrainere/polakker/tyskere mod vest og 1/3 ukrainere/russere mod øst. Familiebånd går på tværs af enhver grænsedragning. Stiller man Ukraine over for et valg mellem vest-kontra-øst, kræver man indirekte at familierne skal skære sig selv i stykker – svarende til at man i en skilsmissekonflikt bad barnet om selv at vælge ENTEN den ene ELLER den anden af forældrene. For at blive i dette ordbillede kommer så statsledere udefra og vil “hjælpe” med konflikten, ved at give barnet en skarpladt og afsikret pistol med besked om at vælge mellem forældrene og løse det ved at sigte og skyde den ene af forældrene.
Jeg kender både folk i Ukraine, “Vesten” og Rusland som oplever deres familier, hvis familiemedlemmer befinder sig på tværs af landegrænserne melllem Ukraine/Rusland/Vesten, skæres midtover pga udefrakommende indblanding, hvadenten den kommer fra øst eller vest – de græder utrøsteligt, mens de stridende parter er mere optaget af magtkampen.
Det er umenneskeligt.
Væmmes dagligt over politikerne Kofods, Bødskovs og Frederiksens oa.
demagoiske ytringer og historieskrivninger med Putin hadtaler og våben
leverancer til Ukraine samt med udstationering af bataljon med tunge
angrebsvåben som fly og tanks til Letland .
Det er pinligt at Danmark er blevet en agressiv krigsførende nation uden
at have et 100% pacifistisk alternativ, parti at stemme på som tidligere..
Der mangler desværre en klog diplomatisk fredsmægler der kan bringe
den russiske og ukrainiske regering til forhandlinger og fred.
Ledelse har et problem :
VERDEN
– som den ikke kan rumme, mærke eller magte.
*
VERDEN(s folk) har et problem :
LEDELSE
– som den selv giver mandat, finansierer og udfører
til skade for sig selv