Hånden på hjertet…

Idag giver jeg plads hér på min egen blog for en artikel, der fortjener særlig opmærksomhed. Den handler om noget meget vigtigt, den er veldokumenteret og velskrevet.

Forfatteren er Jesper Munk Jakobsen, cand.mag i retorik fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han er tillige TFF Associate og jeg er gennem vort samarbejde kommet til at sætte stor pris på ham – en uafhængig, kritisk forsker og fritænker.

Som gammel lærer kan jeg spotte den type og jeg véd gennem årtiers erfaring hvor vigtigt det er at værne om dem i de yngre år. Og især i disse tider.

Du finder artiklen på TFF’s nye platform og magasin for freds- og konfliktforskning i bred forstand – The Transnational og den hedder “Tag min hånd, den er dansk – og jeg er i krise.”

Det er meget fint – hvis du iøvrigt sympatisere med indholdet – hvis du sender den til andre og spreder den på sociale medier og hvor du ellers måtte komme frem. Vi kan ikke skabe for meget modstand mod det officielle Danmarks – og desværre også en del danskeres – omsigggribende racisme og islamofobi.

For det hele er noget snæversynet vås.

Da millioner af mennesker rundt om i verden giver hånd er der ikke noget specielt dansk ved håndtrykket.

I Japan giver man ikke hånd men bukker i forskellige grader alt efter placering på den sociale rangstige. I den arabiske verden og i Iran lægger man højre hånd på sit hjerte. At håndslaget skulle være den eneste måde at vise respekt på vidner kun om at man intet aner om verden, at man savner dannelse og vidsyn i globaliseringens tid.

Da jeg så DR’s artikler om denne sag, skrev jeg denne lille ironiske kommentar på min Facebook-side.

Hånden på hjertet – hvor langt vil man gå i Danmark? Gøre Danmark til grin ude i verden?

Vise Danmark frem som et lille racistisk, nationalistisk og selvgodt land, der – tilfældigvis – også bomber muslimske lande så snart USA, det vaklende imperium, kalder?

Såvel den tidligere franske præsident Francois Mitterand som den nuværende Macron har sagt det: “Nationalismen, den betyder krig!”

Naturligvis er der en sammenhæng…

Når man skal blafre med sin identitet og påtvinge andre den endog med magt, så handler det om dyb indre usikkerhed, ikke om at hvile trygt i sig selv og være åben overfor andre mennesker og måder at leve på.