Blogartikel til Arbejderen, 23. oktober 2016
Den nuvĂŠrende periode i menneskehedens historie vil blive svĂŠr at forklare for fremtidens historikere – hvis der da findes nogle.
Hvordan kunne det gÄ sÄ skridt sÄ hurtigt og pÄ alle fronter for dén Vestverden, der efter 2. verdenskrig stod med alle kortene pÄ hÄnden?
Hvordan kunne det amerikanske imperium, der byggede pÄ frihed og demokrati, overhovedet styrte sammen dér tilbage i 2026?
Den vestlige NATO-baserede verden kunne Ă„nde lettet op da Sovjetunionen og Warszawapagten var blevet oplĂžst i 1989. Den havde vundet ideologisk – ingen ville siden have sovjetkommunisme – og Ăžkonomisk – Rusland producerede ingen attraktive forbrugsvarer – og militĂŠrt. Ruslands militĂŠrudgifter var bare 8% af NATOs mod Warszawapagtens 75% af NATO fĂžrhen.
Den Kolde krig forsvandt lykkeligt nok uden Varm Krig eller atomvĂ„benbrug. En ny verden blev mulig. Ondskabens imperium, som prĂŠsident Reagan havde kaldt Kreml-systemet, var borte. Alle talte om fredens âdividendeâ.
Men kun godt 25 Ă„r senere var verden gennemsyret af angst, terror, konfrontation, had, racisme, miljĂžkatastrofer, flygtningestrĂžmme, markeds-Ăžkonomisme, militarisme og ting som ufatteligt dybe indkomstklĂžfter, mindskende velfĂŠrd og en vigende tro pĂ„ demokratiet – samt indskrĂŠnkelser hele vejen rundt af den frihed, som netop denne âfrie verdenâ stod for.
Jo, der var ogsÄ sket en masse gode ting.
Afkolonisering, fÊrre fattige i verden, lavere bÞrnedÞdelighed, udvikling i Asien, isÊr Kina, men ogsÄ i Afrika. Mennesker blev lÞftet og lÞftede sig op, fik uddannelse og lÊrte om den store verden pÄ helt nye mÄder via Internet og global kommunikation. Mennesker var mere mobile end nogensinde. Kvinder havde ikke opnÄet ligestilling men det gik globalt i rigtig retning.
Omkring ti Ă„r fĂžr sammmenbruddet i 2026 blev det amerikanske imperiums og models manifeste oplĂžsningtendenser klare for alle andre end Vesten selv.
Det mindede mange lidt ĂŠldre om om hvordan det sĂ„ ud i Ăsteuropa i 1980ernes begyndelse: KlĂžften mellem facade og virkelighed afgrundsdyb. Som dengang Rom brĂžd sammen dominerede dekadencen og brutaliteten.
Og overalt var klÞften mellem valgte og vÊlgere vokset, debatten forstummet. Populisme og nationalisme takket vÊre voksende apati. Folk lÊste mindre og sÄ mer pÄ film.
OversvĂžmmet af information forsvandt kundskab og vĂŠrdier.
USAs Ă©t-partisystem med to fraktioner var i total krise, et pengestyret falsk demokrati, der var endt i en konkurrence mellem to kandidater, Fru Pest og Hr Kolera eller Ă©t fedt: Kandidat Clump. Realityshow. Navle-og-lĂŠngre-ned-beskuende niveau.
De nĂŠste 4-8 Ă„r blev en periode af oplĂžsning – sĂ„ledes ogsĂ„ EU -og storkrige. I 2025 fyredes sĂ„ taktiske atomvĂ„ben af i bĂ„de Syrien og Nordkorea: de sidste dĂždsrykninger, going down with a bang – vĂ„bnene som Hitler ville have brugt i sin bunker hvis han havde haft dem og som Gorbachev var altfor klog til at bruge selvom han havde kunnet. Som en sidste hilsen fra imperiet.
Stilhed.
Alle imperier gÄr ned. Historiens sidste imperium var borte.
Mange – ogsĂ„ danske politikere, forskere og mediefolk – fik travlt med at vaske sine hĂŠnder og forklare at de jo egentlig ikke var sĂ„ blindt pro-amerikanske og ikke havde troet helhjertet pĂ„ at systemet var godt.
Gammelimperialister som gammelkommunister.
DerpÄ fÞdtes en ny, pluralistisk verden med samarbejde og flere venne- end fjendebilleder. Faktisk en hel del Êgte fred og mellemfolkelig forstÄelse.
Ydmyghed i erkendelse af det skete.
AtomvĂ„bnene og MIMAK – det MilitĂŠr-Industrielle-Medie-Akademiske Kompleks – forsvandt. Et nyt FN – United World – bestĂ„ende af et folke-, regions- og civilsamfunds-kammer blev oprettet.
25 Ă„r senere var den sidste nationalstat borte.
Den nye, civiliserede verden byggede pÄ samarbejde i mangfoldighed i stedet for énfoldighed. Og pÄ konflikthÄndtering i stedet for krig.