Der var en gang sikkerhedspolitik var vigtigt og krævede sagkundskab
Jeg er gammel nok til at huske danske politikere, der have kundskab om forsvar, sikkerhed og fred som f.eks. Lasse Budtz, Kjeld Olesen, Gert Petersen, Bilgrav-Nielsen, Jytte Hilden, Poul Hartling, Anker Jørgensen, Preben Wilhjelm. Nogle af dem skrev bøger om international politik.
Jeg kendte flere af dem, sad i Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg, SNU, igennem 1980erne hvor der foregik en sober omend ikke revolutionerende debat baseret på kundskaber. Ingen nævnte nogensinde at Danmark burde deltage i krig.
Sådan er det ikke idag.
Hverken i politikken eller medierne bliver man noget ved musikken på at kunne noget om disse ting. Og det behøves måske heller ikke? Danmark lader sig jo helt underdanigt styre udefra på disse områder.
Forsvarsminister Hjort Frederiksen kan – som man har set for nylig i Clement og i dag på Danmarks Radios hjemmeside – kun gengive hvad hans embedsmænd har fortalt ham at han skal sige. Sådan ser det i alle tilfælde ud.
Og idag gælder det at ministeren deltager i NATOs forsvarsministermøde 15-16. februar.
De ting er bleve sagt ungefär sådan i et halvt århundrede. Og dét i sig selv udgør en slags sikkerhedsrisiko for Danmark.
Vi lever i en tid med spænding, uforudsigelighed og militarisering samt voldsomme omkalfatringer i den internationale struktur.
Den globale situation bør fortælle os at det i højeste grad er tid til nytænkning – også bare lidt mere end Taksøe-Jensens – i danske udenrigs- og sikkerhedspolitik (fredspolitik har man ikke).
Det er ikke tid til at blot gengive embedsmænd, der i årtier kun har tænkt kreativt på ét område, nemlig omkring hvordan man skal forklare hvorfor Danmark hver gang – som forsvarsministeren også rigtigt siger i DR-Interviewet – har fulgt USA/NATO uanset hvor katastrofalt projektet siden har vist sige at være: Serbien-Kosovo, Afghanistan, Iraq, Libyen, Syrien, den globale krig mod terroren etc.
I disse ting og det amerikanske imperiums (ikke republikkens) nedgang og kommende fald ligger nøglen til hele det problem, forsvarsministeren tror man kan bekæmpe med endnu mere af de våben og den oprustning og konfrontation, der allerede har skabt så megen fortræd.
Forsvarsministerens antagelser om verden holder ganske enkelt ikke
Samtlige præmisser for Hjort-Frederiksens udtalelser til DR kan – og bør – betvivles.
1. Afskrækkelse handler ikke i første række om penge
• At hæve det danske militærbudget med nogle tiendedele procent vil ikke have nogen som helst militært afskrækkende effekt på Rusland. I stedet signalerer det til Moskva at vi synes der fæle og utilregnelige. Pengene ville være hundredfold bedre brugt til afspændingsskabende foranstaltninger, samtaler og samarbejde med russerne på civile områder.
Sloganet om mere penge til militæret, der kører nu under NATOs møde i disse dage, har desuden nok 3-4 årtier på bagen. Men den moderne historie fortæller os snarere at store og rige lande taber i små og svagere lande (der har højere kampmoral og andre strategier): Frankrig i Algeriet, befrielsesbevægelserne og afkoloniseringen i Afrika, USA i Vietnam, Sovjetunionen i Afghanistan, USA i Afghanistan, Irak og nu Syrien.
Og endelig handler afskrækkelse om psykologi og perceptioner, ikke om budgetter.
2. Rusland er nok så meget en selvskabt plage takket være at NATO ekspanderede i strid med givne løfter
• Den eneste trussel forsvarsministeren ser er Rusland men forsvar og sikkerhed handler om uendeligt mange andre ting, der er vigtige for vores egen og verdens fremtid end russerne: miljø, cyberkrig, propaganda, flygtningestrømme, terror etc.
Færre og færre af verdens og Danmarks reelle problemer i dag og fremover er noget, vi løse med akkumulering eller brug af voldelige midler.
Det evige trusselsbillede af Rusland har aldrig stemt: De har ikke invaderet noget NATO-land og kommer heller ikke til det, hr. Hjort Frederiksen.
Krim i al ære, men der gik lidt forud for den annektering, som NATO forståeligt nok tier om. Det hedder regimeforandring og forsøg på at få Ukraine ind i EU og, hen ad vejen, NATO.
Og dét blir det aldrig medmindre man først smadrer Rusland og da vil der nok ikke blive meget tilbage af Ukraine (eller EU/NATO) heller.
• At “vi” NATO og dets ekspansion helt up under trussekanten på Ruslands grænse siden 1994 – hvor vi (Bill Clinton) brød alle løfter, der tidligere var blevet givet til Gorbatjov om at NATO ikke ville ekspandere en tomme – skulle være en del af problemet falder ham ikke ind. Med andre ord, der skal kun én til dén tango i NATO’s og Frederiksen psyko-politiske projektion af vor egen fejlslagne politik på Rusland og Putin.
3. Styrkeforholdet og den faretruende ubalance
• Hr. Hjort Frederiksen: Svar mig nu ærligt på om du tror der kan findes én eneste højtstående militærperson i NATOs lande, der fra et professionelt synspunkt heller ville være ansat i det russiske militær? Send mig i så fald navn og telefon eller e-mail på vedkommende.
• OK, forsvarsministeren taler om afskrækkelse. Afskrækkelse er et meget komplekst begreb – militært, psykologisk og politisk. Han véd næppe at der er skrevet tykke bøger herom. Det véd måske nogle få af hans embedsmænd og rådgivere, men de er ikke så uforsigtige at de fortæller ham om det. Han tror at han løser problemer ved bare at øge forsvarsudgifterne og dermed afskrække mere. Og sådan skal vi blive ved med at please Washington og Bruxelles, don’t rock that boat (now it’s sinking).
• Det er en nok så udbredt antagelse i litteraturen at fred og sikkerhed bedst opnås ved en eller anden slags balance – måske ikke våben for våben men et antal faktorer sammenregnet og helst inkluderende en analyse af kvalitet og ikke kun kvantitet.
Det handler også om at afskrækkelsen skal være troværdig i egne og andres øjne – hvis man nu tror på dette meget besværlige begreb.
Men desværre har Øst-Vest-forholdet aldrig været så ubalanceret.
Hjort Frederiksen fortæller os ikke at Rusland (1 stat) har 8% af NATOs (28 stater) militærudgifter. Deri består den største fare: NATOs enorme overlegenhed og risikoen for hybris kombineret med en slags paranoia om den store trussel fra Øst.
4. Gruppetænkningen som forsvarsministeren bekender sig til
Jeg er temmelig sikker på at der i NATOs kredse ikke findes én eneste, der for åben mikrofon på noget møde ville turde rejse to spørgsmål:
1) Er Rusland sådan en stor trussel mod os som vi siger – hvad taler imod?
2) Og hvis det er, gør vi så det rigtige i disse år?
Denne gruppetænkning – der minder nok så meget om et kommunistisk politbureaus – indebærer at der ikke tænkes nye tanker og dét er en sikkerhedsrisiko af gigantiske dimensioner i en verden der er mere turbulent end nogensinde siden 2. verdenskrig.
NATO-landenes medier stiller heller ikke kritiske spørgsmål længere. DR er kun ét blandt mange eksempler. Teorien om NATO’s nødvendighed og godhed kan minde om manden, der har kastet sig ud fra 48. etage og, da han passerer 7. tænker ved sig selv: “Det hér går sgu da helt fint!”
NATO har altså 12 gange større militærudgifter end Rusland – noget som DR’s Andreas Nygaard Just enten ikke véd eller undlader at bede forsvarsministeren om at forholde sig til.
6. Kan dette lede til krig?
Med andre ord: Hvor megen ubalance vil Hjort Frederiksen være med til at skabe – sikkert uden at ane hvad han deltager i – så man øger risikoen mest mulig for krig i Europa?
• Hvordan skulle den kunne bryde ud? Nok ved en fejltolkning, som han rigtigt nævner. Man kan tillægge tekniske fejl og menneskelige fejl i atomvåben-sektoren.
Men vigtigere: Russerne vil have al anledning til på et tidspunkt at sige Stop! Hertil og ikke længere. Det er dem, der historisk er blevet invaderet af Vest, ikke dem der har invaderet NATO. Det er dem, der måtte betale med 25-30 millioner døde for at bekæmpe Hitlers ekspansive projekt.
Vil Hjort Frederiksen og NATO gerne have NATO op på et niveau, der 25, 50 eller 100 gange højere end russernes? Hvornår vil NATO være overlegen nok?
Man må faktisk rejse det meget ubehagelig spørgsmål:
Vil NATO have så meget fordi der findes en langsigtet tanke om at bekæmpe russerne fysisk så de ikke kommer op igen og bliver “for store”? Er der en kalkyle i NATO, der i tavs gruppetænkning tilsiger at det heller bør ske tidligere end senere så russerne ikke er kommet alt for godt på fode efter sammenbruddet i 1989? For selvfølgelig går de jo ikke på knæ for evigt. Og tidligere også – så USAs imperium ikke selv er brudt helt sammen?
En krig i et skæringpunkt mellem relativ russisk opgang og det amerikanske imperiums nedgang er slet ikke en urimelig hypotese. Som naturligvis ingen kan tale højt om til befolkningerne, der jo i så fald både skal betale mere nu og siden ofres.
7. De sikkerhedsinteresser Vesten tager for givet nægtes Rusland
• At russerne skulle have brug for en bufferzone for at føle sig trygge – nej, dét må man aldrig sige som loyal NATO-politiker. Verden véd jo godt at USA ser sig truet overalt – det er derfor amerikanerne har over 600 basefaciliter i 132 lande – at Rusland med sit vældige territorium også har ret til en eller anden slags tryghed – No way! De skal derfor heller ikke have en base i Syrien eller på Krim.
Splinten og bjælken…
8. Som om USA ikke ville komme til Europa uanset hvad vi betaler
• Hjort Frederiksen fremfører endelig også den gamle traver – som Trump jo har blæst op – at der må blive en anden fordeling af den økonomiske byrde til, at Europa må betale mere for ellers vil amerikanerne ikke komme og hjælpe os. DR’s Andreas Nygaard Just kan – som man ser i hans indforståede spørgsmål om de 2% – heller ikke finde på at spørge om noget andet end netop denne myte: at vi må betale mere for at blive “beskyttet” af storebror over there.
Hvorfor er det en myte? Fordi det aldrig har handler om dét. Det handler derimod om at forsvaret af USA begynder i Europa.
Det handler om at USA i dag står for omkring 70% af NATOs militærudgifter og med det vil tilsikre at en eventuel storkrig ikke bliver udspillet på USAs eget territorium. Når USA vil komme til Europe er det ikke for vores blå øjnes skyld – idealisme findes ikke i international politik, dér findes kun interesser – men for at bekæmpe russerne dér.
Hvis det en uskøn dag skulle gå rigtig galt.
Med andre ord, i tilfælde af krig kommer amerikanerne til Europe af helt egoistiske grunde – det er derfor man også vil have det såkaldt defensive missilskjold i Europe: USA skal kunne indlede og gennemføre en krig mod russerne uden selv at blive skadet og derfor skal russiske gengældelses-raketter på vej mod amerikansk territorium kunne opfanges og skydes ned allerede over Europa så de ikke kommer frem til USA – dvs. en krig hvor der kun er én taber.
Hvis det går så galt vil Danmarks 2% – hvorfor er dét lige et magisk tal? – kunne bidrage til at NATO bliver endnu mere overlegen, truer russerne endnu mere og måske provokerer dem til at i en spændt situation at gå i panik og tænke ved sig selv: Hellere en krig nu som vi har nogle få procents chance at vinde (også fordi vi er parate til at ofre menneskeliv i et omfang Vesten ikke er) end at vente længere og tabe alt.
9. Krigen mod terrorismen – den mest modproduktive i moderne historie
• Endelig fremgår det af DR-interviewet at forsvarsminister Hjort Frederiksen mener at Danmark kan være stolte over at Danmark har stillet op hver gang, der er blevet kaldt til krig mod terrorismen. Det holder heller ikke.
Siden 9/11 2001 er antallet af døde som følge af politiske terrorhandlinger verden rundt steget cirka 75 gange. Det fremgår hvis man sammenholder State Department’s tal fra 2000 med det internationale terrorindex for 2015. Knapt 30.000 døde 2015, langt de fleste uden for Vesten. Omkring 400 i 2000, i hovedsagen i Sydamerika.
Den slags materialer bør man vel kende til i Udenrigs- og Forsvarsministerium og i DR?
Den globale terrorisme er i et meget stort omfang et svar på vestlig udenrigspolitik siden 1945. ISIS/Daesh som Danmark jo skal bidrage til at bekæmpe med F16-fly er et klokkerent produkt af USAs, Danmarks og andres besættelse og fejladministration af Irak.
Desuden er det lige så realistisk at bekæmpe terrorismen ved at dræbe terrorister som det er at komme alle sygdomme til livs ved at dræbe alle patienter.
Hele kampen mod terrorisme er intellektuel gøgemøg og bidrager derfor kun til at gøre problemet så mange gange større som kolde fakta dokumenterer. Men mange tjener på dette terrorfremmende perpetuum mobile. Og de vestlige lande støtter de samme terrorister i Syrien som de bekæmper i Europa. Ak ja.
10. Intellektuel oprustning – og Danmark skulle kunne gøre noget fornuftigt
Den eneste oprustning der behøves er intellektuel. Så kunne vi gøre noget helt andet og bedre for os selv, russerne og verden. Trump har helt ret da han sagde at NATO er forældet. Alliancen bygger på gennemført gale intellektuelle præmisser.
Der findes for eksempel ingen beviser for at de sindssygt mange penge, den har slugt siden 1949, har haft mindste effekt på freden i Europa – det er mere sandsynligt at ting som Brandts Østpolitik, OSCE sikkerheds- og samarbejdsskabende indsats, EU som økonomiske samarbejdsorganisation for især Tyskland og Frankrig samt fredsbevægelserne kamp imod atomraketter i 1980erne har betydet langt langt mere for den relative fred vi ser i dagens Europa end NATO har.
NATO har desuden intet bud på hvad vi skal gøre ved alle de ikke-militære trusler, vi står overfor, og konverterer derfor alle udfordringer til noget militært sådan at alliancen fortsat ser relevant ud – og øger krigsrisikoen hvor den officielt arbejder for fred.
Mange af NATO’s lande har gjort ufattelig skade, ikke mindst i Mellemøsten gennem de sidste 100 år.
Gad vide hvor langt frem i tiden man tænker i Udenrigsministeriet? Ser man slet ikke at der sker ting og sager, der tvinger til at udfordre 40-50 årigt gammelt tankegods?
Det ville være klogt af Danmark at lægge en vis afstand til den synkende skude, der hedder USA’s imperium og dets vigtigste organisation, NATO. Ikke uvenskab men blot et lille forsøg på at forstå den større verden, der er på vej og hvor andre lande vil arbejde sammen med hinanden og med langt mindre militær – ting som the Silk Road Belts?
Når den dag kommer vil andre lande huske at Danmark stod på den forkerte side af historien.
Og da vil Hjort Frederiksens Danmark stå som taber – ungefär som Honeckers Østtyskland da Sovjetunionen og Warszwapagten faldt sammen: Altfor lydigt barn overfor den strenge fader. Ikke en selvstændig tanke. Blind loyalitet.
Og værst: Ingen selvstændighedstrang, intet ønske om at befri sig bare lidt!
Tænk hvis nogen i dansk udenrigspolitik kunne synes “I did it my way” istedet for bare at lytte – potentielt helt selvudslettende – til His Master’s Voice.
