Fjollede militære tal dækker over virkeligheden: At Rusland ikke er en trussel

4. marts 2019

Hvis man skal bruge kun én målestok på et lands militære styrke, så er militærudgifterne (”forsvarsudgifterne”) den bedste. De siger jo hvor meget regeringer er parate til at afsætte og hvordan de prioriterer.

Militærudgifterne (Milex) er nogenlunde lette at sammenligne og institutter som SIPRI i Stockholm og IISS i London lave indekser hvor de er omregnet til faste, sammenlignelige dollarpriser.

Det er dog også rigtigt at lande putter lidt forskellige budgetposter ind under ”forsvarsbudgettet” og at det derfor ikke er et perfekt mål.

F.eks. ligger USA’s officielle Milex på godt 700 milliarder dollar om året. Men det er kun hvad der ligger under Pentagon.

Dertil kommer militærpensioner, udgifter til kvæstede soldater der resten af livet skal have støtte, Hjemlandssikkerhed, renteomkostninger etc., der oveni bliver 1100 milliarder dollar.

Militærudgifternegør det endelig let at regne ud hvor meget et land afsætter per indbygger – og hér vil det sikkert overraske at Danmarks ligger på 662 og Ruslands på 450 dollar.

Mens målestokken er OK bliver den i disse år misbrugt i politik, presse og forskning. Det sker når man binder militærudgifterne til bruttonationalproduktet (BNP). De penge et land afsætter til sit forsvar burde retteligt baseres på én ting: Hvad er det for trusler, vi står over for?

Når man derimod siger at NATO-landene militærudgifter skal op på 2 procent af BNP så er det klokkeklar nonsens:

Et lands militære formåen skal ikke bindes til om dets civile økonomi går op eller ned.

Det er analysen af trusselsbilledet, ikke nationaløkonomien, skal bestemme Milex.

Men når rimelig grundkundskab og sund fornuft er smidt ud og udenrigs- og sikkerhedspolitikkens intellektuelle niveau er det eneste, der er blevet reelt nedrustet – ja, så står markedsøkonomiens mekaniske ideologi naturligvis til rådighed for militarismens ulidelige banalitet.

Og det er så sådan det er gået for NATO og for Danmark. For en måneds tid siden fik vi at høre at Danmarks ”forsvars”-budget blev forøget med yderligere 4,5 milliarder kroner så det når op på 1,5 procent af BNP.

Det har ingen som helst sikkerheds- eller fredseffekt, det er kun ”signal”-givning à la ”Se, vi gør skam noget”.

For mens Hjort Frederiksen og Co. hele tiden fortæller os at Rusland er en formidabel militærmagt og hele tiden pønser på slemme ting, så er truslen dog ikke så stor at det er meningsløst at øge militærudgifterne. Og den er jo heller ikke så lille så vi helt kan lade være.

Det kaldes teorien om den tilpassede trussel – den skrues op uden hensyn til virkeligheden når MIMAK – det Militær-Industrielle-Media-Akademiske Kompleks – vil have mere.

Og danske skatteydere betaler gerne disse fjollerier. Og de føler sikkert at Rusland er en trussel, de hører jo aldrig andet.

Og hvordan står det så til i den virkelige verden til forskel fra den sikkerheds- og udenrigspolitiske boks, der vel at mærke ikke lige netop er en tænkeboks?

USAs militærudgifter (og der er så 28 andre NATO-lande at lægge til hvis man ser det fra Moskvas horisont) er 700-1100 milliarder dollar og voksende; Ruslands var 69 i 2016 og 55 i 2017 og faldende.

USAs Milex alene er altså omkring 13-20 gange større end Ruslands.

Fortæller medierne os dét? Nej, istedet labber de det i sig når NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg siger, at det da er godt nok at Danmark giver lidt ekstra men at ”ingen allierede kan læne sig tilbage, alle er nødt til at være på mærkerne og byde ind…” (DR 1. februar).

Stoltenberg fortæller tillige at i 2024 vil der være 100 milliarder ekstra dollar i NATOs kasse. Alene forøgelsen i NATOs budget er altså dobbelt så stor som Ruslands hele budget.

Den amerikanske ambassadrice, Carla Sands, er naturligvis utilfreds og kræver – skamløst – at Danmark spytter endnu mere til man er oppe på 2% af BNP.

Enfoldigt fra et land der – husk det nu! – aldrig blander sig i andre landes indre anliggender.

USA/NATOs ekstreme paranoia og deraf flydende propagandamaskine – også om Ruslands langt mindre propgandamaskine – er til at føle på. Den er en sikkerhedsrisiko for os alle.

En psykiater ville sikkert sig at de i deres underbevidste godt véd at spillet er ved at være tabt.

Og psyko-politisk paranoia, ekstremisme, bedrag og selvbedrag har før ledt til krig.

Artiklen blev publiceret i Arbejderen i en noget kortere form den 27. februar 2019.

1 Comment »

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.