Som man ser på rapportens forsidebillede ovenfor er rapporten helt ude i skoven. Under udklippet findes naturligvis en panservogn.
Rappporten, der blev offentliggjort i går som bidrag til næste forsvarsforlig er – som NATO ifølge Macron – hjernedød. Anti-intellektuel gruppetænkning uden én ny tanke eller selvransagelse. Alt er de andres skyld. Om analyse er der ikke tale. Godt 80 sider, der kun peger i én retning: Mere dansk og NATO-militarisme, oprustning og krig – herunder øget accept af atomvåben. Plus en række uhæderlige – ikke uvidende – udeladelser undervejs.
Sådan hér gør man for at sikre et bestemt resultat, der er 110% i pagt med USA og NATOs værdier og politik:
Sæt et antal kontorchefer med flertal fra forsvarsministeriet til at skrive om verdenssituationen; giv dem en leder, der har været NATO-ambassadør i årevis – og rådgiver for blandt andre Fogh Rasmussen vedrørende Irak-krigen – send dem på rejse kun til vestlige hovedsteder, lad dem konsultere kun danske forskere – alle i den danske stats tjeneste – lad dekanen ved Forsvarsakademiet rådgive og kald så det militaristiske partsindlæg, der – sjovt nok – kommer ud af det hele, for en “analyse.”
Medierne køber det. Loyal gengivelse, ingen spørgsmål ved hverken process eller resultat. Den lanceres jo som meget vigtigt, offentliggøre på Frederiksberg Slot, og statsministeren indleder seancen med ansigtet i alvorlige folder – for verden er jo af lave. Det eneste positive hun kan se, siger hun, er Sverige og Finlands kommende NATO-medlemsskab, styrkelse af det transatlantiske samarbejde og Bidens lederskab.
Ingen mainstream journalist ville turde – eller kunne – spørge: Hvorfor i alverden gør I det på denne indavlende måde? En specielt loyal af slagsen – Danmark Radios – spørger fru Frederiksen, om Danmark virkelig kan klare sig med militærudgifter på kun 2% af BNP, når nu verden ser så dyster ud? Til hvilket hun naturligvis svarer, at det er hun da heller ikke så sikker på.
Hverken journalisten eller statsministeren har nogle problemer med at håndtere en så absurd og anti-intellektuel idé som denne – at et lands militærudgifter skal variere med dets økonomi og ikke med en ordentlig analyse af den internationale situation og hvilke trusler, den måtte indeholde.
Hvad vi så igår var intet – intet – andet end Danmarks MIMAK – Militær-Industrielle-Medie-Akademiske Kompleks – i gallauniform.
Rapporten kan du selv læse herunder. Den analyserer aldeles ikke den internationale situation – den postulerer og deklarerer uden mindst analyse, scenarier eller balanceregninger. Uden ét ord om de begreber den enkelte steder anvender – såsom det fortærskede “afskrækkelse” – der uden at de selv har opdaget det per definition er provokativt/offensivt i modstanderens optik. Ak ja!
Hvis der var tale om analyse, så ville denne “analysegruppe” have undersøgt det måske mest afgørende spørgsmål de sidste 30 år: Hvordan kan det dog være, at vi er dér hvor vi er nu i Europa med voksende risiko for storkrig, herunder eventuelt atomanvendelse – når NATO har arbejdet i 73 år på at skabe fred i pagt med FNs ånd og bogstav (for det er jo det der står i NATO-traktaten)?
Hvorfor er vi atter i konflikt med Rusland når kommunismen for længst er borte og vi er to alen ud af ét stykke? Hvad har fået Rusland til at bryde med al sund fornuft og folkeret og invadere det land, vi så gerne vil have i NATO og EU? Gjorde vi det rigtige i 1990 da Sovjetunionen og Warswapagten styrtede sammen og vi besluttede at opretholde og ekspandere NATO i stedet for at lave en nyt fælles sikkerhedssystem?
Og nu ser vi at Vesten med USA i spidsen taber i relativt styrke – undtaget på det militære område – og hvordan kan det være og hvordan gardere vi os selv – og hjælper verden – med den store omstilling, der skal foregå fredeligt – frem mod en multipolær verden hvor vi – NATO og USA og Danmark – ikke er alene-ledende og kan diktere andre noget?
For dét er jo den nye verden, vi skal forberrede os på.
Rapporten stiller ingen sådanne relevante spørgsmål om noget som helst.
Uden en diagnose bliver såvel prognosen som forslagene til behandling – herunder nye sikkerhedspolitiske indsatser – meningsløse. Og det er hvad rapporten er fra et intellektuelt, etisk og forskningsmæssigt synspunkt: Meningsløs. Derimod skal den legitimere den hidtil første politik – ligesom i sin tid Taksøe Jensens ligeså substansfattige rapport fra 2016.
Bed aldrig nogen udenfor systemet at kigge ind på hvad du laver derinde i boksen – de kunne jo stille interessante, kritiske spørgsmål og foreslå farlige ting.
Rapporten nævner ikke med ét ord – det kan den ikke og derfor er det ikke en analyse – at det globale dominanssystem ledet af det USA, som Danmark skal ligge tættest mulig op af, kan have begået nogen som helst fejl, der har bidraget til den nu så dystre situation. Den implicitte – men menneskeligt dybt umodne – uudsagte antagelse er ganske enkelt den, at det udelukkende er de andre, der er skyld i alt ondt.
Verdenshistorien begynder således med Ruslands annektering af Krim i 2014. Der var intet kup i Kiev i 2014, ingen amerikansk indlfydelse på det, ingen regimeforandring. NATO har ikke i henved 30 år arbejdet på at få Ukraine til at blive NATO-medlem i strid med alle erfarne og kyndige – endog realpolitiske – eksperters og amerikanske diplomaters advarsler. At USA og andre NATO-ledere brød alle løfter, der blev givet til Gorbatjov om at NATO ikke ville ekspandere så meget som én tomme, gøres til et synspunkt, folk i den russiske elite render rundt med. Som om det var usandt. (Men det kan man skam også se både på NATOs og EUs hjemmesider, at de faktisk mener det er).
Hvis “analyse”-gruppen læste bøger ville den have brugt de 550 siders dokumentation af sandheden om dette afsindige bedrageri – og alt hvad deraf fulgte – i M. E. Sarotte’s analyse “Not One Inch. America, Russia, And The Making of Post-Cold War Stalemate.” Hun er professor ved Johns Hopkins University i USA og medlem af Council on Foreign Relations, altså ikke netop en enfant terrible, Putin Lover eller fredsaktivist men en establishment-forsker – og dét af højeste kaliber.
Sarotte – og snesevis af andre eksperter – fremfører altså et perspektiv, som denne rapports NATO-ambassadør-leder naturligvis ikke kan eller må anvende. Man ville i så fald støde sig med USA og NATO selv. Og dét går jo ikke i den suveræne, selvstændige og demokratiske stat, Danmark, der ellers besynger friheden – herunder forskningens og ytringernes frihed – så højt ved enhver given lejlighed.
Denne politiske korrekte, intellektuelt dovne rettesnor siger kun ét: Der skal kun én part til at konflikte og det er denne part, der er skyldig i alt. Vi på vor side har aldrig gjort noget forkert.
Denne måde at ikke-tænke på leder til selvretfærdige krige. Og det er helt OK, at vi alle dør i en atomkrig – bare vi i som de sidste kan sige: Hvor havde vi dog ret og hvor var vi dog uskyldige.
Forfatterne af dette makværk aner tilsyneladende intet om hvordan man analyserer konflikter. De holder sig til det geo-politiske land-for-land og militære perspektiv. Helt som alle skrifter, NATO publicerer – og hvis skrivestil og tynde indhold i ekstrem grad gennemsyrer denne rapport – så er USA/NATO/Danmark ikke aktør i en konflikt.
Nej, de er derimod at sammenligne med en husejer, der intet forkert eller ondt gør og bare vil leve i fred i sit hus og sin have – men udenfor på gaden, dér findes der nogle skumle typer à la Rusland, Kina, Iran etc., der pønser på eller rent faktisk truer denne fredsommelige husejer og som han så må gardere sig imod med stadig større militærudgifter, mere våben og større accept af atomvåben.
Det er eksakt den samme tilgang, præsident Putin betjener sig af: Alt er den anden sides skyld.
Forskellen er at Rusland er den svage part i denne a-symmetriske konflikt. Ruslands militære udgifter er 8% af NATO’s – hvilket du heller ikke får at vide i denne rapport. Og det er da hér værd at minde om Fogh Rasmussens udsagn for nulig om, at Putin meget vel véd, at NATO bruger 10 gange mere på militæret end han gør “og at vi kan slå ham til plukfisk.”
Man har indset dér i det gamle pakhus med de meget smalle, dybe vinduer, at USA og Vesten er på vej nedad. Men ikke ét ord som svar på det – analytisk – rimelige og interessante: Hvorfor? Hvad forårsager at USA og hele Vesten er blevet svagere? Nej, se dét er ikke interessant – årsagen er nemlig, at det stadigt mere aggressive Kinas opstigning og økonomiske udvikling – i hovedsagen ved at stjæle fra Vesten, forstår man – og det er nu en trussel. Ja, det er det ord, der anvendes. Kina er også en urokkeligt opstigende atommagt – men hér afstår man bevidst fra at angive de relevante tal: USA alene har 5428 atomsprænghoveder, Kina 350 (og læg dertil Frankrigs, Englands, Israels og muligvis Indiens og Pakistan).
Så – javist! Kina er en trussel. Bare ikke analytisk og sagligt. Kina er en postuleret trussel. Der fremføres ikke ét argument for på hvilken konkret måde Kina er en trussel – heller ikke én tanke for at Danmark og det øvrige Vesten måske skulle acceptere historiens forandringer og finde begavede måder at samarbejde med det opstigende Kina på. Leve i fred i fremtiden med Kina. Nej, Kina er en militær trussel. Punktum. Og dermed har vi få legitimeret vores egen oprustning – som bestemt ikke har truende hensigter så hverken Rusland eller Kina har nogen anledning at føle sig truede af os.
Med dette konstruerede trusselsbillede skal vi forstå, at USA nu har vendt sig mere mod Asien og at NATO og Europa selv – også Danmark – må opruste meget voldsomt (og blive Rusland endnu mere overlegne), samt at danskerne må afstå fra både det ene og det andet for at man kan betale denne – paranoiske og irrationelle – over-rustning.
Flere kanoner – mindre smør. Og dét skal naturligvis komme fra Socialdemokratiet.
Og så er der atomvåbnene. Kapitlet hedder “Atomvåben får større betydning.” Dét har man mage at fortælle uden at nævne, at det nu er en del af folkeretten at atomvåben skal afskaffes – og at en majoritet af FNs medlemsstater støtter traktaten for deres afskaffelse. Dét har man mage at skrive uden at nævne med ét ord, at USA og England i årevis har brugt absurde miliardsummer på oprustning på det atomare område.
Man har mage at sige, at det kun er Rusland og Kina, der står i vejen for nuklear våbenkontrol – noget som ingen uafhængig ekspert i verdenssamfundet vil være enig i. Heller ikke ét ord om, at det er atommagterne – dem alle, også NATOs – der i årtier har ladet hånt om den generelle og fuldstændige nedrustning af disse våben som er forudsætningen for Ikkesprednings-aftalen, der har til formål at hindre at nye lande anskaffer atomvåben.
Og hvad skal man dog stille op med en formulering som denne: “Ruslands invasion af Ukraine og manglende efterlevelse af Budapest-aftalen, som gav sikkerhedsgarantier til Ukraine til gengæld for opgivelsen af landets omfattende atomarsenal, samt Gaddafis fald efter opgivelse af det libyske atomprogram, har sendt et uheldigt signal til Iran, Nordkorea og andre lande med nukleare ambitioner, om at man ikke kan stole på internationale aftaler på området.”
Her udelader man så helt bevidst at nævne at Ukraines præsident Zelensky få dage før Ruslands invasion nævnte muligheden af, at han ikke ville være bundet af denne aftale – med andre ord, muligheden af at Ukraine kunne blive en atommagt. Og hvad med Irans “ambition” – hvem var det nu, der trak sig ud af den internationale aftale om Irans atomteknologi, JCPOA? Jo, det var Trump men rapporten formulerer det som at JCPOA brød sammen. Sådan helt af sig selv, ikke?
Gaddafis fald? Ja, spørg NATO’s daværende generalsekretær, Fogh Rasmussen, hvorfor det nu lige var at NATO også forbrød sig dér mod folkeretten og NATO egen traktat – De kender ham jo såre godt, hr ambassadør Zilmer-Johns, gør de ikke?!
Hvad der er værre end disse krumspring er substansen i dette afsnit. Det afslører nemlig Europas atomare fremtid, og at Danmark skal være parat til at gå med på, at der opstilles flere atomvåben i Europa, endog i de tidligere østeuropæiske lande. Læs det nøje hér med min kursivering:
“Denne udvikling skærper behov for viden og kompetencer i forhold til nuklear krisestyring i NATO
og blandt beslutningstagere i medlemslandene. Det gælder også Danmark, hvor det både på militært og civilt niveau vil være vigtigt at forstå og håndtere nukleare spørgsmål og dilemmaer – og ikke kun i forhold til afholdelse af øvelsesvirksomhed i Alliancen. Der kan bl.a. være anledning til at sikre, at det civile nukleare beredskab er tilpasset til det ændrede trusselsbillede. Det er ikke udelukket, at der også kan komme krav om en gentænkning af dele af Alliancens nukleare politik, profil og byrdedeling i en foranderlig sikkerhedspolitisk verden.
Dette nye fokus på atomvåben og eventuelle forslag om udstationering af atombevæbnede mellemdistance missiler i Europa vil utvivlsomt give anledning til vanskelige diskussioner i medlemslandene i NATO, herunder om NATO skal opretholde tilsagnet til Rusland om ikke at stationere atomvåben eller nuklear infrastruktur i de østeuropæiske alliancemedlemmer. Finland og Sverige overvejer ligeledes behovet for eventuelle nukleare forbehold – som Danmark, Norge og Island har haft i årtier – i forbindelse med deres igangværende optagelse i NATO.”
Det er altså sådanne tanker, man går rundt med i de danske militære og dermed amerikansk/NATO-kredse! Du godeste!
Man kan, kort og godt, tænke sig at eskalere den nuvære atomkrigs-mulige situation yderligere, nemlig med udstationering at atomare mellemdistanceraketter i de nye østeuropæiske NATO-lande.
Det er ikke småt men stort sensationelt.
Det skrives med henvisning til at Putin har talt om atomvåben. Der siges ikke ét ord om det indiskutable faktum, at NATO selv er en alliance, der hviler på retten til at bruge atomvåben mod selv et konventionelt eller et omfattende cyberangreb, ikke at det er USA, der har atomvåben stationeret i ikke-atomare lande i Europa, ikke at man på NATOs egen hjemmeside kan læse at NATO ikke kommer til at afskaffe atomvåben “sålænge det findes atomvåben i verden” – og det betyder aldrig eftersom NATO-landene USA, Frankrig og England jo har disse våben.
Hele denne fremstilling er – som andet påpeget oven for – groft bedragerisk gennem udeladelse. Der kan ikke være tale om uvidenhed.
Om føje tid når USA og NATO begynder at tale højt om en yderligere atomar over-oprustning i hjertet af Europa og så nær Rusland som muligt – landet, der er så paranoisk at det føler sig truet af NATOs politik – så kan den til sin tid siddende regering sige: Jamen, det har vi jo allerede accepteret i rapporten om danske forsvar og sikkerhed i 2035 fra 2022.
Der er meget andet end ovenstående, der – fra et rationelt analytisk perspektiv – må betegnes som rystende. Men læs den selv. Dog bare én ting – en kort formulering, der har enorme implikationer: Danmark anerkender ifølge denne rapport ikke ét-Kina-politiken, for den nævnes ikke. Derimod tales der om at “det kan blive en komplicerende faktor, at USA’s vilje til at forsvare Taiwans autonome status bevidst ikke er klart defineret.” (Min kursivering).
Det er altså “komplicerende” at USA ikke klart deklarerer, at man vil støtte Taiwans selvstændighed militært og dermed fragå den klare folkeretslige bestemmelse om at Taiwan er Kina. En diplomat må formodes at vide hvordan en tekst skal skæres, og der tales ikke om at USAs u-vilje men USAs vilje til at forsvare Taiwan er uklar.
Vil man krig med Kina skal man blot fortsætte ned ad den gade.
Summa summarum: Som så meget andet i disse år er sikkerhedspolitiken faldet mod sit absolutte nulpunkt. Dem der udreder og beslutter er én indavlet gruppe af politiske, militære, internationale og medie-eliter hvis (ud)dannelse og viden om f.eks. konfliktløsning, mægling, konfliktløsning, nedrustning, fælles sikkerhed, tillidsskabende foranstaltninger, forsoning, tilgivelse, – og ja, fy-ordet i dagens Vestverden: Fred – ligeledes er på lavpunktet.
Jeg tillader mig at gentage hvad jeg har sagt i adskillige år: Våben og krig er forfærdelige, men det virkeligt farlige i dag – til forskel fra tidligere tider – er at disse nu besluttes af intellektuelt nedrustede mennesker, der ikke har én tanke eller én rådgiver på områder som dem, jeg nys nævnte. Læg mærke til at disse begreber heller ikke findes i denne rapport.
Magthavere – for det er det, de er – foragter FN’s højeste norm, at krig skal afskaffes og fred skabes med fredelige midler. De tilsidesætter alle hensyn til folkeret og menneskelighed – måske ikke personligt – jeg kender dem jo ikke – men i dén grad professionelt.
Kombinationen af evig militær oprustning og intellektuel og etisk nedrustning udgør en større trussel mod menneskeden end Rusland og Kina tilsammen.
Militarismen er blevet en sekulariseret religion.
Folk der skriver rapporter som denne tilhører menigheden, USA er gud derovre i guds eget land, NATO den kirke som forsamlingen af statsleder og ministre besøger for at gentage besværgelserne så troen – også på egen godhed – friskes op. Man diskuterer naturligvis ikke om denne gud, tro eller kirke findes eller om man kunne gøre ting bedre, anderledes. Der er ikke noget at komme efter – og du skal ikke tvivle, ikke have andre guder eller tænke og tro på nogen anden måde end denne vor kirkes.
Bekendelsen til militarismen og hadet til de andre er blevet det vigtigste instrument for Vestens sammenhold. Man ser ikke det tragiske i dét. Blikket er fast på “de andre”, på de ugudelige. Jeg er ikke religiøs men dette citat er jo i mere end én forstand lige i øjet:
“Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.” (Luk. 6, 41-42).
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
Jeg blir altid glad for en påskønnelse for mine frie skriverier. Det er hurtigt, let og sikkert. Mange tak!
