Finder her ved årsskiftet en lille tekst, som ikke blev publiceret som tænkt var i maj sidste år. Hér er den – med håb om at det snart bliver forår igen…
Kørte i torsdags fra Lund mod Jylland med et loop omkring Fyn. Ville se veteranbilsmuseet på Egeskov Slot og hvad denne ledende turistattraktion ellers har at byde på. Og det var slet ikke så lidt, heller ikke i forhold til entrebilletten: haver, labyrinter, købmandsbutik, Falck-museum, biler, legetøjsmuseum, diverse etager og værelser på slottet, grevens kunst, legesteder, et antal specielt designede haver – som den hvide have, vandhaven, livets have – caféer etc. Man kan let bruge 3-4 timer og kun have set en del af herlighederne.
Alt er såre smukt vedligeholdt og en sådan tidlig majdag kan de smukke haver, søen og de gamle træer næppe tænkes smukkere. Det er netop nu de grønne nuancer er allermest saftiggrønne. Og det gælder naturligvis det øvrige fynske forår.
Og som Piet Hein-fan er det jo herligt at se hans super elipseæg i “guld” i stort format dér i haven – du ser det hér i dete øverste billede til højre:
Kørte så ad de mindste veje videre til Fåborg og Assens og ad flere små idylliske veje op til Middelfart med retning Odder. Danmark er et rigt land; det ser man også på boliger, gårde og herregårde undervejs. Kørte fra ved Horsens og så ad veje så små at to biler lige kan passere hinanden – til Rude Strand Højskole, der er en af Danmark fire seniorhøjskoler og ligger umanérligt smukt ned til Kattegat. Jeg ankom ved 21-tiden hvor de godt 70 kursister netop skulle drikke kaffe og spise varme hveder.
Fredag morgen – på Danmarks sidste Store Bededag, sløjfet til fordel for militarismen – skulle jeg så være den sidste foredragsholder på kurset “Den Kolde Krig er varm igen.”
Åben og gemytlig atmosfære, så aktive og nysgerrige mennesker, stor lydhørighed og mange rigtigt gode spørgsmål. Folk er bekymrede over verdens gang. Og naturligvis bliver man glad, når deltagere kommer frem og trykker hånd til tak, fortæller at det hér gav dem noget at tænke over. Og måske fortæller mig hvad de selv har gjort for i stort og småt at bidrage til en bedre verden – også for børnenes og børnebørnenes skyld.
Ældre mennesker har tid til at tænke og mange gør dét aldeles fremragende – mindre stress, mere livserfaring, dybere reflektioner. Og bekymring.
Mange hér og ved andre foredrag fortæller, at det jeg siger bekræfter deres mistanke om, at der er et eller andet rivravruskende galt – som de så ikke rigtigt selv har kunnet sætte ord på.
Jag har givetvis også provokeret nogle. I alle grupper, man møder rundt omkring, er der folk, der mener at mere oprustning er vejen til sikkerhed og fred, og at Vesten må gardere sig endnu mere mod “folk som ham Putin” og Kina og…
Og sådan er det nok som det må være i disse polariserende tider.
Men hvad var vel Danmark uden Carl Nielsensk fynsk forår, folkehøjskoler, samvær, sang, Grundtvig og dialog om vigtige ting? Uenighed, ja – despekt, nej.
Men det er næppe dét Danmark, der dominerer længere. Som en “udenlandsdansker” i over 50, der af og til kommer til Danmark – nej, jeg siger ikke kommer “hjem” – så fornemmer jeg den voksende kynisme, selvtilstrækkelighed og at alt i dén grad er marked og militarisme.
Som kontrast til dette dominerende Danmark er højskolemiljøet et velsignet fristed – oaser rundt om i landet – som jeg altid har holdt af at besøge. Måske det mere er dér, jeg kan føle mig hjemme i det Danmark, jeg voksede op i.
Jeg holder meget af Danmark – kun ikke det politiske, militaristiske Danmark.
Noget er gået galt de sidste godt 20 år. Mennesker føler stærkt, at det er vanskeligt at se hvad den enkelte – stående dér under de mørke, truende skyer – kan gøre hér og nu. Derfor siger jeg altid noget om den gode og mulige fremtid – ikke kun Dystopien og Utopien men Eutopien.
Og over de mørke skyer er himlen jo trods alt blå.
Vi ka ikke ha at de der tænker rigtig dansk holder op at føle sig som danskere! Godt nytår Fin Egenfeldt