Hvordan Danmark blev en krigsførende nation

Trykt i tidsskriftet Ræson 4/14

I politisk forstand eksisterer det Danmark jeg voksede op i ikke mere. Det var et land hvor man i rimeligt omfang troede på humanisme, på retfærdighed, ligeberettigelse, velfærdsstat og på at snakke om tingene. Selvom vi var med i NATO så skulle konflikter løses i overensstemmelse med folkeretten og ved at snakke om tingene.

Idag er Danmark ledende på to områder, som mange i min generation dengang ville have forsværget at vi nogensinde ville røre med en ildtang: fremmedfjendtlighed og militarisme. Selvom der er en sammenhæng mellem disse to ting så skal jeg i det følgende i en slags listeform svare på det spørgsmål Ræson har stillet mig: Hvad er det for en udvikling der er sket i DK’s syn på verden og militær magtanvendelse de sidste 25 år?

Man kunne også spørge: Hvorfor er den aktivistiske udenrigspolitik i første række militær? Hvorfor er det moralske argument om at vi ”må da gøre noget når” kun relevant dér hvor F16 kan bruges men ikke dér hvor fattigdommens og fejludviklingens problemer tager tusinder af liv hver dag?

Punkterne, der dækker de nævnte 25 år – altså tiden siden den gamle kolde krigs afslutning i 1989 – er ikke prioriterede. Alting hænger sammen og den lineær tænkning samt enkel kausalitet af typen A forårsager B forårsager C er forældede begreber.

Det globale perspektiv. Alt uden for EU, altså sådan cirka 93 % af verden – er blevet nedprioriteret i medier og politisk debat. Jo mere globalisering, jo mere er Danmark (jeg véd godt det er en generalisering!) blevet selv/nationalt-orienteret og kombinerer hygge med fornægtelse af de store problemer menneskeheden står overfor.

Efterkrigsgenerationen. Politikere har ingen erfaring af krigen, mange var endog børn eller unge da Muren faldt. Hvis der findes en afsky eller frygt for krigens gru så er den tilstede via medier – og krigen finder sted på behagelig afstand i kulturer vi stort set ikke forstår men nok synes skal ændres af det mere civilisatorisk overlegne Vest. Og går dét så helt galt som i Irak så havde vi i hvert fald gode intentioner.

Socialdemokratiet. Det i en vis forstand historisk samfundsbærende parti i de nordiske lande har opgivet alt hvad der fandtes i bevægelsen af solidaritet, nedrustning, retfærdighed og engagement ude i den store verden. Det er som P. O. Engquist vist har formuleret det et parti, der ikke længere har en historie at berette.

Det radikale venstre. Traditionelt anti-militaristisk, nu pro. Når man ser på Danmarks krige er det gamle spørgsmål jo stadig relevant: Hvad skal det nytte? Det var S og R der, personificeret ved Nyrup Rasmussen og Niels Helveg Petersen, i 1999 gjorde to fundamentale ting: blæste på FN og bombede Jugoslavien og dermed åbne for alt, der siden er sket.

Kundskab blandt politikere. For et par årtier siden havde vi en række politikere på tinge, der havde den store verden og sikkerhedspolitik som specielt kundskabsområde

– i flæng kan nævnes Bilgrav-Nielsen (R), Lasse Budtz (S), Gert Petersen (SF), Jytte Hilden (S), Poul Hartling (V), Steen Folke (VS). Idag bliver ingen politiker valgt på specielt at kunne noget om den slags ting. Beslutningen om at bombe Libyen blev taget på grundlag af et papir udarbejdet af Udenrigsministeriet på 1 1/4 A4 sider.

Desuden har ministre har i vidt omfang erstattet rådgivende sagkundskab med markedsføringsvirksomheder og spindoktorer. Kundskab spiller en alt mindre rolle i det moderne samfund – og Danmark reducerer humaniora-uddannelser fordi de ikke er givtige på markedet. Og således bliver krigen bliver endnu mere uproblematisk.

Nedrustning, folkeretten og FN. Danmark havde i sin tid en nedrustningminister – gedigne mennesker med vision som den unge, ”gamle” K. Helveg Petersen, der også var kultur- og undervisningsminister samt ægte humanister som Lise Østergaard. En sådan post ville intet parti i dag forslå oprettet. Og trods FN-medarbejderes utroligt fine arbejde derude hvor det virkeligt gælder opleves FN – og dermed folkeretten og Erklæringens normativitet – som langt mindre relevant over hele det politiske spektrum end førhen. Men FN bliver aldrig bedre end medlemsstaterne ønsker at gøre det til, som det første generalsekretær Trygve Lie så rammende sagde.

Jugoslaviens opløsning. I 1990-erne fulgte vi konflikterne, eller rettere krigene, i Jugoslavien – blandt det mest komplekse noget sted. Jeg tror at kun få forstod historien, mangfoldigheden, kompleksiteten og – i mangel herpå – faldt ned i den til ukendelighed reduktionistiske idé at bruge den Kolde Krigs skabelon: de ortodokse serbere var en slags aggressive, ekspansive russere og resten – inklusive muslimerne i Bosnien, Kosovo og Sandzak – var fredselskende moderne, liberale, europa-orienterede ofre.

Denne konflikt har ændret mere end noget andet i Europa – også mere, vil jeg hævde, end Murens fald. Det var i denne konflikt man fik bokset ideen om humanitær intervention igennem. I nær tilknytning hertil:

Humanitær intervention. Opfundet til Jugoslavien-lejligheden og senere udvidet til ”Responsibility to Protect”. Blev købt af stort set alle – det var jo en ædel tanke at vi skulle redde mennesker, der var offer for undertrykkelse og blev truet med udrydning. Få var sig bevidst at idéen kom fra ledende vestlige politikere og NATO og havde som mere ”realpolitisk” formål at give de militære apparater en ny raison d’etre – som de havde mistet efter Sovjetunionens og Warszawapagtens sammenbrud (hvor NATO som det mest indlysende derfor ligeledes burde være blevet nedlagt).

Humanitær intervention handlede som begreb aldrig om at med civile midler intervenere og redde menneskeliv, afskaffe fattigdommen, gøre noget når vi ser døende børn – nej, humanismen gik i støvler eller fløj F16. Dér fik man også traditionelt krigs-skeptiske mennesker med – venstrefløjen, menneskerettighedsindustrien, de grønne, kvinder og sågar fredsbevægelser.

Der går en lige linje fra disse ting i 1990-erne til stats- og udenrigsministerens lige så velmente som misforståede argumentation om at ”vi kan jo ikke bare vende hovedet bort når så frygtelige ting sker som vi ser ISIS gøre”.

Venstrefløjen. I Libyen-sagen var det første gang i Danmarks politiske historie at samtlige Folketingspartier også uden et eneste enkeltmedlems protest sagde ja til krig – den hovedløse bombning af Libyen med henvisning til Khadafis mulige storangreb på Benghazi.

Det indebar at Danmark blev en af de mest bombende nationer i en mission, der aldeles ikke handlede om at redde menneskeliv men om – igen – at få dræbt et statsoverhoved baseret på den håbløse antagelse om at konflikter er lokaliseret i enkeltindivider og hvis bare de fjernes så bliver alting godt.

Realiteterne var lidt anderledes: Khadafi havde været Vestens ven i et antal år men blev upopulær da han som Saddam foreslog at olien ikke længere skulle forhandles i US dollars. Resultatet af denne indsats er idag ungefær som i Irak: opløsning af stat og samfund, borgerkrig, lovløshed, selvbestaltede militser, korruption og uendelige menneskelige lidelser og derfor flygtningestrømme.

Det skal siges at den samme uniformitet og venstrefløjens skyd-først-tænk-senere holdning også fandtes i Norge og i Sverige med undtagelse af de dengang små Sverigedemokraterne.

Af-intellektualisering af politik og medier i almindelig og sikkerhed og fred i særdeleshed. I 1980erne havde man SNU, Sikkerheds- og Nedrustningspolitik Udvalg, med deltagere fra samtlige partier, statsadministrationen, ministerier, journalister of militæret samt forskere (jeg var selv en af dem i næsten 10 år).

Her foregik dels en udveksling af synspunkter, dels en udredningsvirksomhed, rapporter bidrog til offentlig debat og debatten om sikkerhed kunne holde en vis standard. Dengang ville det ikke have været muligt at debattere på det niveau som f.eks. Per Stig Møller meget senere kunne krybe ned på på som da han om Missilskjoldet sagde at det var godt og defensivt ”for vi vil jo ikke have bomber i hovedet”.

Idag kan der siges hvad som helst på disse politikområder uden at hverken andre politikere eller journalister løfter øjenbryn eller mønstrer et modspil. Hvis en statsminister siger vi skal i krig stilles der kun sjældent og ikke tidligt i forløbet nogle kritiske spørgsmål. Hvis en fredsforsker mener man bør bruge folkeretten og først anvende civile midler inden volden eventuelt tages i brug – bliver rygmarvsjournalistikkens næste spørgsmål: Jamen tror du virkelig på det, er det ikke lidt naivt – de andre forstår os jo kun når vi taler med store bogstaver?

Journalister anvender nu ofte hinanden som eksperter, der i bedste fald ”lige har været i området” mens eksperter, der måske har beskæftiget sig med en vis problematik eller konflikt i 20-30 år og ser kompleksiteter, ofte betragtes som for svære at håndtere i polariserende programmer, specielt i tv-mediet, som f.eks. Deadline og Debatten.

Ideologi og værdier taber. Politik er ikke længere at ville et andet samfund og kæmpe med både følelse og intellekt. Det er blevet et job istedet for et kald, pragmatisk, midtsøgende, meget sværere at forstå hvad der er venstre og højre, oppe og nede i den politiske diskurs.

Hvis en politiker rejser sig op og siger at et forslag giver dårlig økonomi lytter alle; hvis en politiker anvender etiske argument og taler om problemer med at slå mennesker ihjel ude i verden eller understreger det rimelige i lidt humanisme når nødlidende banker på den danske borgport – ja, så er han eller hun naiv, urealistisk eller det der er værre.

Den folkelige debat fokuserer på andre ting. I en vis forstand gik det jo godt for dem, der argumenterede mod våben – især kærnevåben – i 1980erne. Den kolde krig sluttede jo faktisk takket være mange og komplicere forhold men også på grund af freds-, kvinde- og menneskerettighedsbevægelsernes utrættelige indsats i Vest og efterhånden også i Øst.

I de år var der en livlig debat på højskoler rundt om i Danmark, på gymnasieskoler, faglige organisationer og i forsamlingshusene. Jeg selv var en af dem, der rejste rundt dengang – idag kan jeg ikke huske hvornår jeg sidst blev indbudt til at debattere fred og krig på disse folkeoplysende steder. De har sikkert deres grunde og skal også løbe rundt, men trist er det da.

Så idag er det mere sport, mad, skandaler, underholdning (mere end kulturstof) og kroppen – samt miljø- og klima – der fylder medierne. Til forskel fra andre, der var med i Irak har Danmark ikke problematiseret krigen eller høstet politiske ofre som Bush og Blair. Fogh Rasmussen blev i stedet præmieret gennem posten som NATO-generalsekretær.

Fredsbevægelsens problem er naturligvis at man i en vis forstand sejrede dér tilbage i slutningen af 1980erne. En ny generation er ikke vokset frem i nævneværdigt omfang – uanset hvor megen brug der har været for den lige siden. Jeg tror også mange troede at når den Kolde Krig var borte så ville verden blive så meget bedre.

Det var jo altsammen ret enkelt med to blokke og i bevægelserne var man altid imod et eller andet – en krig eller nogle nye våben. I de sidste 20-25 år er alle konflikter langt mere komplicerede end dén gamle to-parts struktur, foregår ofte langt væk i samfund med ”fremmed” historie, værdier og kultur – altsammen så meget sværere at forholde sig til og formulere slagkraftige paroler om.

For det andet så har det man kan kalde fredsbevægelser historisk haft to problemer. Det ene at de langt mere var imod krig end for fred og fredelig konfliktløsning. For det andet have de ikke hang til at læse bøger og pløje sig igennem indviklede teorier om sikkerhed, fred, atomvåbenstrategi etc. men i hovedsagen fulgte visse værdier og sine hjerter. Hjertet er så sandelig en nødvendig betingelse for at flytte verden, men hjertet er ikke også en tilstrækkelig betingelse.

Og héri ligner så dagens politikere for så vidt fredsbevægelsen: begge er svage på hvad man skulle kunne gøre hvis man ikke bruger vold omgående men istedet fulgte FN-Erklæringens norm om at alle civile midler skal prøves før vi bruger vold.

Mangelen på politiske personligheder og vision – drevet af en tro på en bedre verden – i dagens politik. Vi kan nævne dem med vidt forskellige politiske valører f.eks. Monnet/Schuman, de Gaulle, Brandt, Tito, Palme, Gorbatjov, Kekkonen som historien vil huske som nytænkende, som initiativtagere til vigtige forandringer i Europa ikke mindst i fredens tjeneste. Barosso, Fogh Rasmussen og Thorning Schmidt – for nu at nævne nogle andre – er ligesom ikke rigtig i den klasse. Og hvis man ikke har visioner selv kan man bruge desto mere energi på at bekæmpe andre og sparke nedad.

Fogh Rasmussens regering førte jo, på falske præmisser, Danmark ud i rollen som besættelsesmagt i Irak. Han førte kulturkamp mod alt fra DR og Gyldendal til stort set alle muslimer – f.eks. da han under Muhammed-karikaturernes krise undlod at svare på et brev fra OIC, Organization of Islamic Conference, repræsenterende 56 muslimske lande og 1,6 milliarder muslimer. Og han fik nedlagt institutter, der kunne have givet hans politik bare lidt modspil, herunder COPRI – Copenhagen Peace Research Institute.

Med disse tiltag blev naturligvis alle ovennævnte trender forstærket. Der var jo som bekendt aldrig noget at komme efter hvilket også betyder at man ikke ser nogen egentlig mening med alternativer, dialog eller debat. Helt i sovjetisk stil.

Fraværet af en af staten uafhængig forskning, herunder freds- og konfliktforskning. Sidstnævnte har som opgave at undersøge voldens mangeartede mekanismer og komme med forslag til hvorledes man kan skabe en sikrere og fredelige verden – lidt som læger, der stiller diagnose, prognose og også anviser veje til helbredelse.

Til orientering for dem, der måte have vrangforestillinger er akademisk fredsforskning lige så gedigen som lægevidenskaben og ingen skælder vel en læge ud for også at have tanker om hvordan patientens liv kan reddes. En sådan forskning har aldrig fået fodfæste i Danmark mens den findes i et vist omfang i lande vi ofte sammenligner os med.

Mere principielt omkring forskning er det vigtigt at forstå at en forsker, der har fået statens uddannelsesstøtte, forsket ved hjælp af statslige midler, har fået sin løn betalt af staten på et statsligt finansieret institut og til slut får statslig pension løber en vis risiko for ad åre at tilpasse sig den af stat og regering til enhver tid førte politik. Der er naturligvis undtagelse, intellektuelle fyrtårne med civilcourage – men de bekræfter jo blot regelen.

Således bliver den sikkerheds- og forsvarspolitiske forskning på DIIS besluttet sammen med forsvarsministeriet og finansieret i hovedsagen af dette – se http://www.diis.dk/hjem/forskningsområder/fogs – hvilket ikke ligefrem tjener til at fremme studier af muligheden for at ”skabe fred med fredelige midler”, forsoning, tilgivelse, konfliktanalyse etc.

Fraværet af en egentlig fredsekspertise i Danmark – og alle andre lande. Lande med respekt for sig selv har et forsvars/militærakademi og et eller flere institutter, tænketanke og centre for ”forsvar” og strategi. Ingen har noget lignende på konflikthåndteringens og fredsbyggeriets områder.

EU, der i sin formålsparagraf beskriver sin hovedopgave som at udvikle freden inden for EU og tillige i hele verden har ikke ét fredsakademi eller andre steder der kunne levere intellektuelt input vedrørende civil konfliktløsning.

Ingen stats-, udenrigs- eller forsvarsminister trækker såvidt jeg ved på ekspertise uddannet på et af de 800-900 programmer, herunder Master-uddannelser, der findes rundt om i verden i freds- og konfliktforskning.

Den civilisatoriske fornægtelse. Mange grundlæggende indikatorer peger i disse år på at det amerikanske imperium – USAs international politiske, økonomiske, legitimitetsmæssige, kulturelle etc. magt i pyramidestruktur – er på vej ned. Og vi véd at alle imperier på et eller andet tidspunkt falder sammen.

Når præsident Obama afslutter sine vigtigste taler med at slå fast at verden vil behøve og kalde på USAs lederskab også de næste hundrede år – og at USA har løst en masse problemer ved f.eks. at isolere lande som Iran – er det en nok så sikker indikator på fornægtelsen af den blotte mulighed for at dette imperiums tid går mod sin afslutning.

To ting bidrager til denne fornægtelse eller politiske autisme/eskapisme: Alt er gået altfor let siden 1989, Vesten valgte den triumfalistiske reaktion, the winner takes it all. Den bremseklods der var under den kolde krig mod interventioner og NATO ekspansion og universalisering af vestlige værdier var borte og Vesten kunne stort set køre sit eget løb – full spectrum dominance ikke bare militært.

Boomerangerne kommer nu – i Mellemøsten, fra især R og C i BRICS og fra et andet I, Iran. En ny verdensorden tordner – ret så ubemærket i Vest – frem økonomisk, politisk og kulturelt og kommunikationsmæssigt. Vort valg vil være at kæmpe imod til det sidste og tabe alt eller tilpasse os og vinde respekt og en rimelig plads i den nye verden.

Den anden hindring for en forståelse af den nye verden er vor militære styrke, NATOs i almindelighed og USAs i særdeleshed. Man bruger krig og interventioner først fordi det er dér mere end på nogen anden magtskala man stadig er bedst. Problemet med dét er at det leder til hybris og en overmilitarisering, der underminerer de andre magtformer yderligere. Og nok så vigtigt: de nye magtcentre i verden bruger ikke militære midler som deres vigtigste værktøjer, de bygger støt og roligt ny alliancer og strukturer uden hverken Bibel eller Sværd i hånd – soft power, kunne man måske kalde det.

Danmark klamrer sig udenrigspolitisk fast ved det, der altså er en langsomt synkende skude. Mit gæt er at synkehastigheden vil accellerere de næste 10-12 år. Vi er for så vidt i civilisatorisk perspektiv lidt i samme situation som Østtyskland, der klamrede sig til Moskva og hverken dér eller i CIA havde man godt ind i 1980-erne den mindste anelse om at spillet meget snart ville være slut.

Danmark er således også blevet en bombenation uden betænkeligheder fordi den første tanke er at være loyal med Washington. Washington ringer torsdag eftermiddag og fredag kl 12 erklærer statsministeren at man er enig om at gå i krig. Man gør aldrig det som gode venner også skal kunne, nemlig markere uenighed eller spørge: Hvorfor tænker du sådan, min ven? Jeg forstår dig ikke!

Om dette sker under hensyn til humanisme, til fremtidige kontrakter til dansk militærindustri og eventuelle forhåbninger om lavere pris på de næste kampfly Danmark skal have eller noget uudgrundeligt dybere i tidsånden er svært at sige. Ansvarligt er det under ingen omstændigheder ikke i forhold til det faktum at den vigtigste beslutning nogen regering kan tage er den om at gå i krig.

Og verden lægger naturligvis godt mærke til hvor Danmark står i netop disse år og danner sig sit indtryk af danskerne og deres kultur. Dét billede er alt andet end positivt i forhold til den næsten næsegruse beundring verden havde til alt hvad der var dansk og nordisk for bare nogle få årtier siden. Gad vide hvor mange lande danskerne fremover må holde sig fra fordi man dér hader os?

Sammenfattende kan man sige at med ovennævnte omstændigheder – og andre, der ikke er plads til hér – at det ikke er så mærkeligt at debatten om krig og fred er så svag og den militære prioritering så stærk og tilsyneladende problemfri, naturlig. I disse punkter findes også koden til at forstå hvorfor Danmark førte udenrigspolitik som det gjorde i forhold til Jugoslavien, Afghanistan, Irak, Libyen og, sidst, Ukraine-USA/NATO/EU-Rusland-krisen og Irak endnu en gang.

I grunden spiller det ikke nogen rolle om Danmarks krige er menneskelige og politisk-militære fiaskoer eller skaber flere terrorister. Danmark har ikke udviklet en tilsvarende kompetence på ikke-militære områder; en sådan tager årtier at få på plads. Og når man ikke har alternativer at sammenligne, måle og vægte med, så ser alt jo såre godt ud.
Indtil den dag man vågner op og ser ud ad vinduet.

Jan Øberg, dr. docent
www.transnational.org
28 oktober 2014

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s