Hvordan Danmark blev en krigsf√łrende nation

Trykt i tidsskriftet Ræson 4/14

I politisk forstand eksisterer det Danmark jeg voksede op i ikke mere. Det var et land hvor man i rimeligt omfang troede p√• humanisme, p√• retf√¶rdighed, ligeberettigelse, velf√¶rdsstat og p√• at snakke om tingene. Selvom vi var med i NATO s√• skulle konflikter l√łses i overensstemmelse med folkeretten og ved at snakke om tingene.

Idag er Danmark ledende p√• to omr√•der, som mange i min generation dengang ville have forsv√¶rget at vi nogensinde ville r√łre med en ildtang: fremmedfjendtlighed og militarisme. Selvom der er en sammenh√¶ng mellem disse to ting s√• skal jeg i det f√łlgende i en slags listeform svare p√• det sp√łrgsm√•l R√¶son har stillet mig: Hvad er det for en udvikling der er sket i DK’s syn p√• verden og milit√¶r magtanvendelse de sidste 25 √•r?

Man kunne ogs√• sp√łrge: Hvorfor er den aktivistiske udenrigspolitik i f√łrste r√¶kke milit√¶r? Hvorfor er det moralske argument om at vi ‚ÄĚm√• da g√łre noget n√•r‚ÄĚ kun relevant d√©r hvor F16 kan bruges men ikke d√©r hvor fattigdommens og fejludviklingens problemer tager tusinder af liv hver dag?

Punkterne, der dækker de nævnte 25 år Рaltså tiden siden den gamle kolde krigs afslutning i 1989 Рer ikke prioriterede. Alting hænger sammen og den lineær tænkning samt enkel kausalitet af typen A forårsager B forårsager C er forældede begreber.

Det globale perspektiv. Alt uden for EU, altså sådan cirka 93 % af verden Рer blevet nedprioriteret i medier og politisk debat. Jo mere globalisering, jo mere er Danmark (jeg véd godt det er en generalisering!) blevet selv/nationalt-orienteret og kombinerer hygge med fornægtelse af de store problemer menneskeheden står overfor.

Efterkrigsgenerationen. Politikere har ingen erfaring af krigen, mange var endog b√łrn eller unge da Muren faldt. Hvis der findes en afsky eller frygt for krigens gru s√• er den tilstede via medier – og krigen finder sted p√• behagelig afstand i kulturer vi stort set ikke forst√•r men nok synes skal √¶ndres af det mere civilisatorisk overlegne Vest. Og g√•r d√©t s√• helt galt som i Irak s√• havde vi i hvert fald gode intentioner.

Socialdemokratiet. Det i en vis forstand historisk samfundsbærende parti i de nordiske lande har opgivet alt hvad der fandtes i bevægelsen af solidaritet, nedrustning, retfærdighed og engagement ude i den store verden. Det er som P. O. Engquist vist har formuleret det et parti, der ikke længere har en historie at berette.

Det radikale venstre. Traditionelt anti-militaristisk, nu pro. N√•r man ser p√• Danmarks krige er det gamle sp√łrgsm√•l jo stadig relevant: Hvad skal det nytte? Det var S og R der, personificeret ved Nyrup Rasmussen og Niels Helveg Petersen, i 1999 gjorde to fundamentale ting: bl√¶ste p√• FN og bombede Jugoslavien og dermed √•bne for alt, der siden er sket.

Kundskab blandt politikere. For et par årtier siden havde vi en række politikere på tinge, der havde den store verden og sikkerhedspolitik som specielt kundskabsområde

Рi flæng kan nævnes Bilgrav-Nielsen (R), Lasse Budtz (S), Gert Petersen (SF), Jytte Hilden (S), Poul Hartling (V), Steen Folke (VS). Idag bliver ingen politiker valgt på specielt at kunne noget om den slags ting. Beslutningen om at bombe Libyen blev taget på grundlag af et papir udarbejdet af Udenrigsministeriet på 1 1/4 A4 sider.
Desuden har ministre har i vidt omfang erstattet r√•dgivende sagkundskab med markedsf√łringsvirksomheder og spindoktorer. Kundskab spiller en alt mindre rolle i det moderne samfund – og Danmark reducerer humaniora-uddannelser fordi de ikke er givtige p√• markedet. Og s√•ledes bliver krigen bliver endnu mere uproblematisk.

Nedrustning, folkeretten og FN. Danmark havde i sin tid en nedrustningminister – gedigne mennesker med vision som den unge, ‚ÄĚgamle‚ÄĚ K. Helveg Petersen, der ogs√• var kultur- og undervisningsminister samt √¶gte humanister som Lise √ėstergaard. En s√•dan post ville intet parti i dag forsl√• oprettet. Og trods FN-medarbejderes utroligt fine arbejde derude hvor det virkeligt g√¶lder opleves FN – og dermed folkeretten og Erkl√¶ringens normativitet – som langt mindre relevant over hele det politiske spektrum end f√łrhen. Men FN bliver aldrig bedre end medlemsstaterne √łnsker at g√łre det til, som det f√łrste generalsekret√¶r Trygve Lie s√• rammende sagde.

Jugoslaviens opl√łsning. I 1990-erne fulgte vi konflikterne, eller rettere krigene, i Jugoslavien – blandt det mest komplekse noget sted. Jeg tror at kun f√• forstod historien, mangfoldigheden, kompleksiteten og – i mangel herp√• – faldt ned i den til ukendelighed reduktionistiske id√© at bruge den Kolde Krigs skabelon: de ortodokse serbere var en slags aggressive, ekspansive russere og resten – inklusive muslimerne i Bosnien, Kosovo og Sandzak – var fredselskende moderne, liberale, europa-orienterede ofre.

Denne konflikt har ændret mere end noget andet i Europa Рogså mere, vil jeg hævde, end Murens fald. Det var i denne konflikt man fik bokset ideen om humanitær intervention igennem. I nær tilknytning hertil:

Humanit√¶r intervention. Opfundet til Jugoslavien-lejligheden og senere udvidet til ‚ÄĚResponsibility to Protect‚ÄĚ. Blev k√łbt af stort set alle – det var jo en √¶del tanke at vi skulle redde mennesker, der var offer for undertrykkelse og blev truet med udrydning. F√• var sig bevidst at id√©en kom fra ledende vestlige politikere og NATO og havde som mere ‚ÄĚrealpolitisk‚ÄĚ form√•l at give de milit√¶re apparater en ny raison d‚Äôetre – som de havde mistet efter Sovjetunionens og Warszawapagtens sammenbrud (hvor NATO som det mest indlysende derfor ligeledes burde v√¶re blevet nedlagt).

Humanit√¶r intervention handlede som begreb aldrig om at med civile midler intervenere og redde menneskeliv, afskaffe fattigdommen, g√łre noget n√•r vi ser d√łende b√łrn – nej, humanismen gik i st√łvler eller fl√łj F16. D√©r fik man ogs√• traditionelt krigs-skeptiske mennesker med – venstrefl√łjen, menneskerettighedsindustrien, de gr√łnne, kvinder og s√•gar fredsbev√¶gelser.

Der g√•r en lige linje fra disse ting i 1990-erne til stats- og udenrigsministerens lige s√• velmente som misforst√•ede argumentation om at ‚ÄĚvi kan jo ikke bare vende hovedet bort n√•r s√• frygtelige ting sker som vi ser ISIS g√łre‚ÄĚ.

Venstrefl√łjen. I Libyen-sagen var det f√łrste gang i Danmarks politiske historie at samtlige Folketingspartier ogs√• uden et eneste enkeltmedlems protest sagde ja til krig – den hovedl√łse bombning af Libyen med henvisning til Khadafis mulige storangreb p√• Benghazi.

Det indebar at Danmark blev en af de mest bombende nationer i en mission, der aldeles ikke handlede om at redde menneskeliv men om – igen – at f√• dr√¶bt et statsoverhoved baseret p√• den h√•bl√łse antagelse om at konflikter er lokaliseret i enkeltindivider og hvis bare de fjernes s√• bliver alting godt.

Realiteterne var lidt anderledes: Khadafi havde v√¶ret Vestens ven i et antal √•r men blev upopul√¶r da han som Saddam foreslog at olien ikke l√¶ngere skulle forhandles i US dollars. Resultatet af denne indsats er idag ungef√¶r som i Irak: opl√łsning af stat og samfund, borgerkrig, lovl√łshed, selvbestaltede militser, korruption og uendelige menneskelige lidelser og derfor flygtningestr√łmme.

Det skal siges at den samme uniformitet og venstrefl√łjens skyd-f√łrst-t√¶nk-senere holdning ogs√• fandtes i Norge og i Sverige med undtagelse af de dengang sm√• Sverigedemokraterne.

Af-intellektualisering af politik og medier i almindelig og sikkerhed og fred i særdeleshed. I 1980erne havde man SNU, Sikkerheds- og Nedrustningspolitik Udvalg, med deltagere fra samtlige partier, statsadministrationen, ministerier, journalister of militæret samt forskere (jeg var selv en af dem i næsten 10 år).

Her foregik dels en udveksling af synspunkter, dels en udredningsvirksomhed, rapporter bidrog til offentlig debat og debatten om sikkerhed kunne holde en vis standard. Dengang ville det ikke have v√¶ret muligt at debattere p√• det niveau som f.eks. Per Stig M√łller meget senere kunne krybe ned p√• p√• som da han om Missilskjoldet sagde at det var godt og defensivt ‚ÄĚfor vi vil jo ikke have bomber i hovedet‚ÄĚ.

Idag kan der siges hvad som helst p√• disse politikomr√•der uden at hverken andre politikere eller journalister l√łfter √łjenbryn eller m√łnstrer et modspil. Hvis en statsminister siger vi skal i krig stilles der kun sj√¶ldent og ikke tidligt i forl√łbet nogle kritiske sp√łrgsm√•l. Hvis en fredsforsker mener man b√łr bruge folkeretten og f√łrst anvende civile midler inden volden eventuelt tages i brug – bliver rygmarvsjournalistikkens n√¶ste sp√łrgsm√•l: Jamen tror du virkelig p√• det, er det ikke lidt naivt – de andre forst√•r os jo kun n√•r vi taler med store bogstaver?

Journalister anvender nu ofte hinanden som eksperter, der i bedste fald ‚ÄĚlige har v√¶ret i omr√•det‚ÄĚ mens eksperter, der m√•ske har besk√¶ftiget sig med en vis problematik eller konflikt i 20-30 √•r og ser kompleksiteter, ofte betragtes som for sv√¶re at h√•ndtere i polariserende programmer, specielt i tv-mediet, som f.eks. Deadline og Debatten.

Ideologi og v√¶rdier taber. Politik er ikke l√¶ngere at ville et andet samfund og k√¶mpe med b√•de f√łlelse og intellekt. Det er blevet et job istedet for et kald, pragmatisk, midts√łgende, meget sv√¶rere at forst√• hvad der er venstre og h√łjre, oppe og nede i den politiske diskurs.

Hvis en politiker rejser sig op og siger at et forslag giver d√•rlig √łkonomi lytter alle; hvis en politiker anvender etiske argument og taler om problemer med at sl√• mennesker ihjel ude i verden eller understreger det rimelige i lidt humanisme n√•r n√łdlidende banker p√• den danske borgport – ja, s√• er han eller hun naiv, urealistisk eller det der er v√¶rre.

Den folkelige debat fokuserer p√• andre ting. I en vis forstand gik det jo godt for dem, der argumenterede mod v√•ben – is√¶r k√¶rnev√•ben – i 1980erne. Den kolde krig sluttede jo faktisk takket v√¶re mange og komplicere forhold men ogs√• p√• grund af freds-, kvinde- og menneskerettighedsbev√¶gelsernes utr√¶ttelige indsats i Vest og efterh√•nden ogs√• i √ėst.

I de √•r var der en livlig debat p√• h√łjskoler rundt om i Danmark, p√• gymnasieskoler, faglige organisationer og i forsamlingshusene. Jeg selv var en af dem, der rejste rundt dengang – idag kan jeg ikke huske hvorn√•r jeg sidst blev indbudt til at debattere fred og krig p√• disse folkeoplysende steder. De har sikkert deres grunde og skal ogs√• l√łbe rundt, men trist er det da.

S√• idag er det mere sport, mad, skandaler, underholdning (mere end kulturstof) og kroppen – samt milj√ł- og klima – der fylder medierne. Til forskel fra andre, der var med i Irak har Danmark ikke problematiseret krigen eller h√łstet politiske ofre som Bush og Blair. Fogh Rasmussen blev i stedet pr√¶mieret gennem posten som NATO-generalsekret√¶r.

Fredsbevægelsens problem er naturligvis at man i en vis forstand sejrede dér tilbage i slutningen af 1980erne. En ny generation er ikke vokset frem i nævneværdigt omfang Рuanset hvor megen brug der har været for den lige siden. Jeg tror også mange troede at når den Kolde Krig var borte så ville verden blive så meget bedre.

Det var jo altsammen ret enkelt med to blokke og i bev√¶gelserne var man altid imod et eller andet – en krig eller nogle nye v√•ben. I de sidste 20-25 √•r er alle konflikter langt mere komplicerede end d√©n gamle to-parts struktur, foreg√•r ofte langt v√¶k i samfund med ‚ÄĚfremmed‚ÄĚ historie, v√¶rdier og kultur – altsammen s√• meget sv√¶rere at forholde sig til og formulere slagkraftige paroler om.

For det andet s√• har det man kan kalde fredsbev√¶gelser historisk haft to problemer. Det ene at de langt mere var imod krig end for fred og fredelig konfliktl√łsning. For det andet have de ikke hang til at l√¶se b√łger og pl√łje sig igennem indviklede teorier om sikkerhed, fred, atomv√•benstrategi etc. men i hovedsagen fulgte visse v√¶rdier og sine hjerter. Hjertet er s√• sandelig en n√łdvendig betingelse for at flytte verden, men hjertet er ikke ogs√• en tilstr√¶kkelig betingelse.

Og h√©ri ligner s√• dagens politikere for s√• vidt fredsbev√¶gelsen: begge er svage p√• hvad man skulle kunne g√łre hvis man ikke bruger vold omg√•ende men istedet fulgte FN-Erkl√¶ringens norm om at alle civile midler skal pr√łves f√łr vi bruger vold.

Mangelen p√• politiske personligheder og vision – drevet af en tro p√• en bedre verden – i dagens politik. Vi kan n√¶vne dem med vidt forskellige politiske val√łrer f.eks. Monnet/Schuman, de Gaulle, Brandt, Tito, Palme, Gorbatjov, Kekkonen som historien vil huske som nyt√¶nkende, som initiativtagere til vigtige forandringer i Europa ikke mindst i fredens tjeneste. Barosso, Fogh Rasmussen og Thorning Schmidt – for nu at n√¶vne nogle andre – er ligesom ikke rigtig i den klasse. Og hvis man ikke har visioner selv kan man bruge desto mere energi p√• at bek√¶mpe andre og sparke nedad.

Fogh Rasmussens regering f√łrte jo, p√• falske pr√¶misser, Danmark ud i rollen som bes√¶ttelsesmagt i Irak. Han f√łrte kulturkamp mod alt fra DR og Gyldendal til stort set alle muslimer – f.eks. da han under Muhammed-karikaturernes krise undlod at svare p√• et brev fra OIC, Organization of Islamic Conference, repr√¶senterende 56 muslimske lande og 1,6 milliarder muslimer. Og han fik nedlagt institutter, der kunne have givet hans politik bare lidt modspil, herunder COPRI – Copenhagen Peace Research Institute.

Med disse tiltag blev naturligvis alle ovennævnte trender forstærket. Der var jo som bekendt aldrig noget at komme efter hvilket også betyder at man ikke ser nogen egentlig mening med alternativer, dialog eller debat. Helt i sovjetisk stil.

Frav√¶ret af en af staten uafh√¶ngig forskning, herunder freds- og konfliktforskning. Sidstn√¶vnte har som opgave at unders√łge voldens mangeartede mekanismer og komme med forslag til hvorledes man kan skabe en sikrere og fredelige verden – lidt som l√¶ger, der stiller diagnose, prognose og ogs√• anviser veje til helbredelse.

Til orientering for dem, der måte have vrangforestillinger er akademisk fredsforskning lige så gedigen som lægevidenskaben og ingen skælder vel en læge ud for også at have tanker om hvordan patientens liv kan reddes. En sådan forskning har aldrig fået fodfæste i Danmark mens den findes i et vist omfang i lande vi ofte sammenligner os med.

Mere principielt omkring forskning er det vigtigt at forst√• at en forsker, der har f√•et statens uddannelsesst√łtte, forsket ved hj√¶lp af statslige midler, har f√•et sin l√łn betalt af staten p√• et statsligt finansieret institut og til slut f√•r statslig pension l√łber en vis risiko for ad √•re at tilpasse sig den af stat og regering til enhver tid f√łrte politik. Der er naturligvis undtagelse, intellektuelle fyrt√•rne med civilcourage – men de bekr√¶fter jo blot regelen.

S√•ledes bliver den sikkerheds- og forsvarspolitiske forskning p√• DIIS besluttet sammen med forsvarsministeriet og finansieret i hovedsagen af dette – se http://www.diis.dk/hjem/forskningsomr√•der/fogs – hvilket ikke ligefrem tjener til at fremme studier af muligheden for at ‚ÄĚskabe fred med fredelige midler‚ÄĚ, forsoning, tilgivelse, konfliktanalyse etc.

Frav√¶ret af en egentlig fredsekspertise i Danmark – og alle andre lande. Lande med respekt for sig selv har et forsvars/milit√¶rakademi og et eller flere institutter, t√¶nketanke og centre for ‚ÄĚforsvar‚ÄĚ og strategi. Ingen har noget lignende p√• konflikth√•ndteringens og fredsbyggeriets omr√•der.

EU, der i sin form√•lsparagraf beskriver sin hovedopgave som at udvikle freden inden for EU og tillige i hele verden har ikke √©t fredsakademi eller andre steder der kunne levere intellektuelt input vedr√łrende civil konfliktl√łsning.

Ingen stats-, udenrigs- eller forsvarsminister trækker såvidt jeg ved på ekspertise uddannet på et af de 800-900 programmer, herunder Master-uddannelser, der findes rundt om i verden i freds- og konfliktforskning.

Den civilisatoriske forn√¶gtelse. Mange grundl√¶ggende indikatorer peger i disse √•r p√• at det amerikanske imperium – USAs international politiske, √łkonomiske, legitimitetsm√¶ssige, kulturelle etc. magt i pyramidestruktur – er p√• vej ned. Og vi v√©d at alle imperier p√• et eller andet tidspunkt falder sammen.

N√•r pr√¶sident Obama afslutter sine vigtigste taler med at sl√• fast at verden vil beh√łve og kalde p√• USAs lederskab ogs√• de n√¶ste hundrede √•r – og at USA har l√łst en masse problemer ved f.eks. at isolere lande som Iran – er det en nok s√• sikker indikator p√• forn√¶gtelsen af den blotte mulighed for at dette imperiums tid g√•r mod sin afslutning.

To ting bidrager til denne forn√¶gtelse eller politiske autisme/eskapisme: Alt er g√•et altfor let siden 1989, Vesten valgte den triumfalistiske reaktion, the winner takes it all. Den bremseklods der var under den kolde krig mod interventioner og NATO ekspansion og universalisering af vestlige v√¶rdier var borte og Vesten kunne stort set k√łre sit eget l√łb – full spectrum dominance ikke bare milit√¶rt.

Boomerangerne kommer nu – i Mellem√łsten, fra is√¶r R og C i BRICS og fra et andet I, Iran. En ny verdensorden tordner – ret s√• ubem√¶rket i Vest – frem √łkonomisk, politisk og kulturelt og kommunikationsm√¶ssigt. Vort valg vil v√¶re at k√¶mpe imod til det sidste og tabe alt eller tilpasse os og vinde respekt og en rimelig plads i den nye verden.

Den anden hindring for en forst√•else af den nye verden er vor milit√¶re styrke, NATOs i almindelighed og USAs i s√¶rdeleshed. Man bruger krig og interventioner f√łrst fordi det er d√©r mere end p√• nogen anden magtskala man stadig er bedst. Problemet med d√©t er at det leder til hybris og en overmilitarisering, der underminerer de andre magtformer yderligere. Og nok s√• vigtigt: de nye magtcentre i verden bruger ikke milit√¶re midler som deres vigtigste v√¶rkt√łjer, de bygger st√łt og roligt ny alliancer og strukturer uden hverken Bibel eller Sv√¶rd i h√•nd – soft power, kunne man m√•ske kalde det.

Danmark klamrer sig udenrigspolitisk fast ved det, der alts√• er en langsomt synkende skude. Mit g√¶t er at synkehastigheden vil accellerere de n√¶ste 10-12 √•r. Vi er for s√• vidt i civilisatorisk perspektiv lidt i samme situation som √ėsttyskland, der klamrede sig til Moskva og hverken d√©r eller i CIA havde man godt ind i 1980-erne den mindste anelse om at spillet meget snart ville v√¶re slut.

Danmark er s√•ledes ogs√• blevet en bombenation uden bet√¶nkeligheder fordi den f√łrste tanke er at v√¶re loyal med Washington. Washington ringer torsdag eftermiddag og fredag kl 12 erkl√¶rer statsministeren at man er enig om at g√• i krig. Man g√łr aldrig det som gode venner ogs√• skal kunne, nemlig markere uenighed eller sp√łrge: Hvorfor t√¶nker du s√•dan, min ven? Jeg forst√•r dig ikke!

Om dette sker under hensyn til humanisme, til fremtidige kontrakter til dansk militærindustri og eventuelle forhåbninger om lavere pris på de næste kampfly Danmark skal have eller noget uudgrundeligt dybere i tidsånden er svært at sige. Ansvarligt er det under ingen omstændigheder ikke i forhold til det faktum at den vigtigste beslutning nogen regering kan tage er den om at gå i krig.

Og verden lægger naturligvis godt mærke til hvor Danmark står i netop disse år og danner sig sit indtryk af danskerne og deres kultur. Dét billede er alt andet end positivt i forhold til den næsten næsegruse beundring verden havde til alt hvad der var dansk og nordisk for bare nogle få årtier siden. Gad vide hvor mange lande danskerne fremover må holde sig fra fordi man dér hader os?

Sammenfattende kan man sige at med ovenn√¶vnte omst√¶ndigheder – og andre, der ikke er plads til h√©r – at det ikke er s√• m√¶rkeligt at debatten om krig og fred er s√• svag og den milit√¶re prioritering s√• st√¶rk og tilsyneladende problemfri, naturlig. I disse punkter findes ogs√• koden til at forst√• hvorfor Danmark f√łrte udenrigspolitik som det gjorde i forhold til Jugoslavien, Afghanistan, Irak, Libyen og, sidst, Ukraine-USA/NATO/EU-Rusland-krisen og Irak endnu en gang.

I grunden spiller det ikke nogen rolle om Danmarks krige er menneskelige og politisk-militære fiaskoer eller skaber flere terrorister. Danmark har ikke udviklet en tilsvarende kompetence på ikke-militære områder; en sådan tager årtier at få på plads. Og når man ikke har alternativer at sammenligne, måle og vægte med, så ser alt jo såre godt ud.
Indtil den dag man vågner op og ser ud ad vinduet.

Jan √ėberg, dr. docent
www.transnational.org
28 oktober 2014

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.