Very proud to be featured on the front page of Inter-Press Service, IPS, today – the world’s most important alternative media agency with a global focus. And together with brilliant IPS founder Robert Savio and Johan Galtung. No Western mainstram media took my Brexit analysis but IPS and a series of other alternatives did. Great! Thank you, IPS ! Continue reading Brexit analysis on IPS
Trykt i tidsskriftet Ræson 4/14
I politisk forstand eksisterer det Danmark jeg voksede op i ikke mere. Det var et land hvor man i rimeligt omfang troede på humanisme, på retfærdighed, ligeberettigelse, velfærdsstat og på at snakke om tingene. Selvom vi var med i NATO så skulle konflikter løses i overensstemmelse med folkeretten og ved at snakke om tingene.
Idag er Danmark ledende på to områder, som mange i min generation dengang ville have forsværget at vi nogensinde ville røre med en ildtang: fremmedfjendtlighed og militarisme. Selvom der er en sammenhæng mellem disse to ting så skal jeg i det følgende i en slags listeform svare på det spørgsmål Ræson har stillet mig: Hvad er det for en udvikling der er sket i DK’s syn på verden og militær magtanvendelse de sidste 25 år?
Man kunne også spørge: Hvorfor er den aktivistiske udenrigspolitik i første række militær? Hvorfor er det moralske argument om at vi ”må da gøre noget når” kun relevant dér hvor F16 kan bruges men ikke dér hvor fattigdommens og fejludviklingens problemer tager tusinder af liv hver dag?
Punkterne, der dækker de nævnte 25 år – altså tiden siden den gamle kolde krigs afslutning i 1989 – er ikke prioriterede. Alting hænger sammen og den lineær tænkning samt enkel kausalitet af typen A forårsager B forårsager C er forældede begreber.
Det globale perspektiv. Alt uden for EU, altså sådan cirka 93 % af verden – er blevet nedprioriteret i medier og politisk debat. Jo mere globalisering, jo mere er Danmark (jeg véd godt det er en generalisering!) blevet selv/nationalt-orienteret og kombinerer hygge med fornægtelse af de store problemer menneskeheden står overfor.
Efterkrigsgenerationen. Politikere har ingen erfaring af krigen, mange var endog børn eller unge da Muren faldt. Hvis der findes en afsky eller frygt for krigens gru så er den tilstede via medier – og krigen finder sted på behagelig afstand i kulturer vi stort set ikke forstår men nok synes skal ændres af det mere civilisatorisk overlegne Vest. Og går dét så helt galt som i Irak så havde vi i hvert fald gode intentioner.
Socialdemokratiet. Det i en vis forstand historisk samfundsbærende parti i de nordiske lande har opgivet alt hvad der fandtes i bevægelsen af solidaritet, nedrustning, retfærdighed og engagement ude i den store verden. Det er som P. O. Engquist vist har formuleret det et parti, der ikke længere har en historie at berette.
Det radikale venstre. Traditionelt anti-militaristisk, nu pro. Når man ser på Danmarks krige er det gamle spørgsmål jo stadig relevant: Hvad skal det nytte? Det var S og R der, personificeret ved Nyrup Rasmussen og Niels Helveg Petersen, i 1999 gjorde to fundamentale ting: blæste på FN og bombede Jugoslavien og dermed åbne for alt, der siden er sket.
Kundskab blandt politikere. For et par årtier siden havde vi en række politikere på tinge, der havde den store verden og sikkerhedspolitik som specielt kundskabsområde
Continue reading “Hvordan Danmark blev en krigsførende nation”Omfattende interview med RÆSON per 1. august 2014: Om situationen i Gaza, om mægling og fred, om Irak, krigen mod terror, Ukrain, en ny kold krig, om hvordan verdensordnen er under forandring, USA på vej ned og hvorfor danske udenrigspolitik må begynde at stille om… Tryk på forsidebilledet: Continue reading Hvor har vores krige virket?
Vi nærmer os for øvrigt 15-året for Danmarks overaktive militante udenrigspolitik – eller status som bøllestat. Det føles mærkeligt at sige det, men jeg er 100% enig i hvad Henry Kissinger siger hér om krisen i Ukraine og ganske særligt om behovet for at respektere Ruslands interesser. Derimod er jeg ikke enig i det han ikke skriver…nemlig USA’s intensive arbejde gennem påvirkningsagenter at fravriste Rusland … Continue reading Enig med Kissinger
Man behøver ikke at elske Rusland men kunne danske eksperter og medier bare en gang imellem anvende lidt indlevelse?
Den 26. februar bragte dagbladet Politiken en forsideartikel med to eksperter, der udtaler sig om den russiske militærøvelse. Overskriften: “Eksperter: Putins militærøvelse skal skræmme EU. Rusland advarer politikere i baade EU og Ukraine med militærøvelse.”
Ruslands militære udgifter udgør cirka 13% af USAs, 33% af EU’s og 9% af NATOs, ifølge SIPRI, Stockholms Internationale Fredsforskningsinstitut. Saa medmindre eksperter anser at ledelsen i Moskva er vanvittige er den trussel nok til at overskue. Dog kaldes øvelsen “foruroligende” og “overraskende”: “Russerne gør det klart, at de ikke vil acceptere EUs tilnærmelser til Ukraine. Hidtil har vi alle troet, at det, som Rusland ikke vil finde sig i, er når NATO får nye medlemmer i Ruslands nærområde. Det handlede Ruslands krig i Georgien i 2008 om. Denne optrapning fra russisk side er i virkeligheden det mest foruroligende i hele forløbet”, siger Mette Skak.
Continue reading “De fæle russere spiller med musklerne…”Horisont kørte i aften et langt indslag om Kosovo. Ifølge programmet véd Steffen Kretz og Thomas Ubbesen at Kosovo-provinsen blir en selvstændig stat – omend det tidligst sker den 17. februar, altså om 6 dage.
De véd at det er et lille moderne “land,” der er “klar til at træde ind i Europe.” De ved at Kosovo er det serbiske navn skønt det på serbisk hedder Kosmet i Metohija. De véd – og siger flere gange – at Slobodan Milosevic “spillede det dødelige etniske kort” og sendte sit politi og sine soldater “for at myrde og brænde”.
De véd at Kosovos historie er en lang og smertefuld historie om “besættelse.” De véd at finde en dansk UNDP-medarbejder, der er villig til at sige, at der intet alternativ er til selvstændighed; de véd at Serbien “derovre” har så svært – meget sværere end Kosovo, må man formode – at blive demokratisk.
De véd også hvordan man finder en serbisk bonde i en landsby og lader ham fortælle sin historie først og derpå kontrasterer ham med en smartere albaner hvis udsagn står mer til troende. For dels kommer han sidst af de to, dels er hans version den, der stemmer med TV-Avisens vinkel.
De synes også at vide at Kosovo er noget man kan forstå uden ét ord om historien og uden at tale med nogen i Serbiens hovedstad Beograd – som Kosovo-provinsen folkeretsligt tilhører. De véd at man heller ikke behøver at forstå Kosovo ved at se på Bosnien, Makedonien og Albanien eller på Balkans rolle i det internationale spil om f.eks. olie, gas og militærbaser.