Trykt i tidsskriftet Ræson 4/14 I politisk forstand eksisterer det Danmark jeg voksede op i ikke mere. Det var et land hvor man i rimeligt omfang troede på humanisme, på retfærdighed, ligeberettigelse, velfærdsstat og på at snakke om tingene. Selvom vi var med i NATO så skulle konflikter løses i overensstemmelse med folkeretten og ved at snakke om tingene. Idag er Danmark ledende på to områder, som mange i min generation dengang ville have forsværget at vi nogensinde ville røre med en ildtang: fremmedfjendtlighed og militarisme. Selvom der er en sammenhæng mellem disse to ting så skal jeg i det følgende i en slags listeform svare på det spørgsmål Ræson har stillet mig: Hvad er det for en udvikling der er sket i DK’s syn på verden og militær magtanvendelse de sidste 25 år? Man kunne også spørge: Hvorfor er den aktivistiske udenrigspolitik i første række militær? Hvorfor er det moralske argument om at vi ”må da gøre noget når” kun relevant dér hvor F16 kan bruges men ikke dér hvor fattigdommens og fejludviklingens problemer tager tusinder af liv hver dag? Punkterne, der dækker de nævnte 25 år – altså tiden siden den gamle kolde krigs afslutning i 1989 – er ikke prioriterede. Alting hænger sammen og den lineær tænkning samt enkel kausalitet af typen A forårsager B forårsager C er forældede begreber. Det globale perspektiv. Alt uden for EU, altså sådan cirka 93 % af verden – er blevet […]

Read More →