Den danske regering aner ikke hvad fredsforskning er men afsætter penge til den

Forleden kunne man læse at regeringen har besluttet at oprette freds- og konfiktforskning i Danmark. Umiddelbart kunne det jo se ud som en lille smule sund fornuft da det er 21 år siden at det internationalt særdeles velrenommerede Copenhagen Peace Research Institute, COPRI, blev demoleret af Fogh Rasmussen-regeringen og resterne af det underlagt Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS – i den process forsvandt de … Continue reading Den danske regering aner ikke hvad fredsforskning er men afsætter penge til den

DIISinformation

Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, har netop udgivet en publikation om ”Trolde i dit feed. Russisk desinformation”, der specielt skal hjælpe gymnasieelever at forstå fake news. Dog kun russiske. Rapporten er selv et glimrende eksempel på desinformation og fake news – eller snarere fortiede (omitted) nyheder, der er værre end fake, nemlig fakta og perspektiver på begivenheder, du aldrig får fordi du ikke skal … Continue reading DIISinformation

Godt at danske soldater beskyttes mod verdens ondskab

Danmarks Radio fortæller hvorledes forsvarsminister Hjort Frederiksen er bekymret for en ny alvorlig trussel og han får ros af en ledende forsker for det. Hvor er det godt at vi har forskere hvis objektive og mangesidede vurderinger, befolkningen til enhver tid kan stole på. Jeg har kun ét lille bekymret spørgsmål: Hvem skal undervise ministeren, politikere, medier og forskere i – eventuel – propaganda, udeladelser, … Continue reading Godt at danske soldater beskyttes mod verdens ondskab

MS – Markedsført Sandhed og Syrien? Med tillæg om en god dialog

Introduktion tilføjet den 7. februar 2017

Som det fremgår i en kommentar under denne artikel blev både MS’ forkvinde, Helle Munk Ravnborg og generalsekretær, Tim Whyte, kede af min udlægning omkring MS “markedsføring” og holdning til Syrien. Naturligt nok.

Mit indlæg var skarpt formuleret – der skal af og til sparkes i løgsovsen også for den gode sag som MS i sig selv jo er. Men de valgte alligevel til min store glæde at invitere mig til en snak.

Det møde havde vi så i dag den 7. februar over deres kaffe og min medbragte mazarintærte.

Jeg indledte med at undskylde at der i min artikel (som står herunder som den blev skrevet) findes et par formuleringer, der kunne tolkes af de to som et personangreb; det var ikke tilsigtet og jeg mener jo som alle andre fornuftige mennesker – oh, Gandhi! – at man skal gå efter bolden og ikke spilleren.

Vi havde 90 minutters sober snak og gensidig lytten, udforskning af vigtige temaer. Man kan sige at min konfrontation ledte til dialog og endog nogle konstruktive idéer til fremtiden.

ms

Jeg lærte at det er svært at balancere når man – de såvel som jeg – bliver vred over den lidelse vi ser uskyldige udsættes for. Og at man let kommer til at tage parti i kampens hede for den ene eller den anden part i stedet for måske at tage afstand fra alles vold.

At det kan være svært at have alle fakta på plads (og at vide hvad der er empirisk holdbart og hvad der er fordrejning) inden man tager stilling og mobiliserer opinion. Aktivisme går jo gerne gå lidt hurtigere end det dér 5-10 årige forskningsprojekt.

At MS ikke – som jeg havde fået indtrykket af – har et markedførings-firma, der hjælper dem med den stil, de har på hjemmesiden, på blogger og i taler; det er deres egne folks måde at gøre det på.

At de er dybt bekymrede over at mennesker føler så stor magtesløshed og at det vigtigt at organisationer som MS forsøger at skabe møder, pladser og forløb hvor denne magtesløshed – der er så farlig for demokratiet – kan erstattes af fællesskaber og konstruktiv aktivitet.

Og at MS så at sige arbejder med sig selv og har en løbende intern debat om både form og indhold i kampagner.

Jeg følte både åbenhed og respekt og det er jeg glad for.

Derfor delte jeg også lidt af min erfaring med hensyn til hvordan man kan analysere de underliggende konflikter, som volden er symptomer. Jeg mener at symptom-diskussioner let leder til golde debatter om skyld. Det ville være bedre at fokusere mere på konflikternes karakter over tid end på “hvem der er værst” til at bruge vold – fordi symptom- og skylddiskussioner ikke kan lede frem til dialoger om fredens muligheder.

Og at det er freden, der er MS’ historie eller essens og ligger både Tim Whyte og Helle Munch Ravnborg varmt om hjertet – ja det er der jo ingen tvivl om.

Jeg foreslog så nogle konkrete ting som jeg mener MS måske kunne tænke over og måske gøre fremover og at det er vigtigt at være for nogen eller noget snarere end at være imod – og de blev opfattet med stor interesse.

Så meget at vi blev enige om at mødes igen når jeg er hjemme fra næste rejse til Syrien.

Dét ser jeg meget frem til. Så tak for idag, kære venner.

• • •

Mellemfolkeligt Samvirkes nye stil og måden at håndtere Syrien på bør blive en parentes i organisationens liv. For der må være tale om enten uvidenhed eller uhæderlighed.

Mellemfolkeligt Samvirke er slået ind på den amerikansk inspirerede linje med professionel markedsføring, reklamesprog og iscenesat aktivisme samt – og ikke mindst – en bestemt politisk holdning vedrørende visse internationale spørgsmål.

Den nye humanitære industri

Det er muligvis en del af den nye humanitære industri hvor regeringer, humanitære og menneskerettigheds-organisationer samt medier gør fælles sag vedrørende krigszoner. Det indebærer selvsagt at “N” i NGO, Non-Governmental Organisations, kommer til at stå for “Near” og ikke “Non.”

Civilsamfundet tenderer at udhules og demokratisk dialog mellem folk og regering forsvinder. Langsomt men sikkert.

Organisationer som Læger Uden Grænser og Human Rights Watch påtager sig roller som både partiske medier i felt og politiske eksperter og gør det politisk korrekt i forhold til især vestlige militære interventioner.

Det er altsammen affødt af den kendte men tvivlsomme doktrin om humanitær intervention eller Responsibility to Protect (R2P) – hvor spørgsmålet i en begrænset verden er: Intervention hvor? Mod eller med hvem? Af hvem? Vil vi gøre mere skade end gavn? Og hvor gider vi ikke intervenere?

Svaret på det sidste er: dér hvor største menneskelig behov findes og hvor der samtidig ikke findes strategiske interesser eller mulighed for at bruge våben.

I dagens verden flyver de fleste landes humanisme F16. Også det officielle Danmarks. Ren humanisme, medmenneskelighed og ægte solidaritet er faldet ud af den politiske værktøjskasse.

M for Markedsføring – og USAs valg

Vælger man denne let smarte markedsføring-og-politik strategi i denne nye industri skal man være godt klædt på forinden.

Det findes der, som jeg ser det, to årsager til at MS ikke synes at være.

Continue reading “MS – Markedsført Sandhed og Syrien? Med tillæg om en god dialog”

Hvordan Danmark blev en krigsførende nation

Trykt i tidsskriftet Ræson 4/14

I politisk forstand eksisterer det Danmark jeg voksede op i ikke mere. Det var et land hvor man i rimeligt omfang troede på humanisme, på retfærdighed, ligeberettigelse, velfærdsstat og på at snakke om tingene. Selvom vi var med i NATO så skulle konflikter løses i overensstemmelse med folkeretten og ved at snakke om tingene.

Idag er Danmark ledende på to områder, som mange i min generation dengang ville have forsværget at vi nogensinde ville røre med en ildtang: fremmedfjendtlighed og militarisme. Selvom der er en sammenhæng mellem disse to ting så skal jeg i det følgende i en slags listeform svare på det spørgsmål Ræson har stillet mig: Hvad er det for en udvikling der er sket i DK’s syn på verden og militær magtanvendelse de sidste 25 år?

Man kunne også spørge: Hvorfor er den aktivistiske udenrigspolitik i første række militær? Hvorfor er det moralske argument om at vi ”må da gøre noget når” kun relevant dér hvor F16 kan bruges men ikke dér hvor fattigdommens og fejludviklingens problemer tager tusinder af liv hver dag?

Punkterne, der dækker de nævnte 25 år – altså tiden siden den gamle kolde krigs afslutning i 1989 – er ikke prioriterede. Alting hænger sammen og den lineær tænkning samt enkel kausalitet af typen A forårsager B forårsager C er forældede begreber.

Det globale perspektiv. Alt uden for EU, altså sådan cirka 93 % af verden – er blevet nedprioriteret i medier og politisk debat. Jo mere globalisering, jo mere er Danmark (jeg véd godt det er en generalisering!) blevet selv/nationalt-orienteret og kombinerer hygge med fornægtelse af de store problemer menneskeheden står overfor.

Efterkrigsgenerationen. Politikere har ingen erfaring af krigen, mange var endog børn eller unge da Muren faldt. Hvis der findes en afsky eller frygt for krigens gru så er den tilstede via medier – og krigen finder sted på behagelig afstand i kulturer vi stort set ikke forstår men nok synes skal ændres af det mere civilisatorisk overlegne Vest. Og går dét så helt galt som i Irak så havde vi i hvert fald gode intentioner.

Socialdemokratiet. Det i en vis forstand historisk samfundsbærende parti i de nordiske lande har opgivet alt hvad der fandtes i bevægelsen af solidaritet, nedrustning, retfærdighed og engagement ude i den store verden. Det er som P. O. Engquist vist har formuleret det et parti, der ikke længere har en historie at berette.

Det radikale venstre. Traditionelt anti-militaristisk, nu pro. Når man ser på Danmarks krige er det gamle spørgsmål jo stadig relevant: Hvad skal det nytte? Det var S og R der, personificeret ved Nyrup Rasmussen og Niels Helveg Petersen, i 1999 gjorde to fundamentale ting: blæste på FN og bombede Jugoslavien og dermed åbne for alt, der siden er sket.

Kundskab blandt politikere. For et par årtier siden havde vi en række politikere på tinge, der havde den store verden og sikkerhedspolitik som specielt kundskabsområde

Continue reading “Hvordan Danmark blev en krigsførende nation”

Tænk hvis nogen havde lært noget

Syriens præsident: De farligste IS-ledere i vores region er fra Skandinavien Det er nok en tanke værd dét al-Assad hér siger. I foråret 2013 talte jeg – lige efter daværende udenrigsminister Villy Søvndal – på en konference arrangeret af Udenrigsministeriet og Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS. Jeg advarede mod alt hvad der på den tid blev gjort af en gruppe lande, inkl Danmark, der … Continue reading Tænk hvis nogen havde lært noget

Fredsforskning i Danmark?

I begyndelsen af maj begynder konkurrencen om 15 millioner kroner til udvikling af fredsforskning i Danmark. Enhedslisten og andre pressede på for at få nogle penge så der kunne skabes alternativer til den dansk militær interventionspolitik. Baggrunden var desuden at Danmark jo er en hvid plet på fredsforskningens verdenskort. En af Fogh-Rasmussen regeringens første destruktive tiltag var at få en række institutter nedlagt herunder det … Continue reading Fredsforskning i Danmark?