Ingen undersøgelse har nogensinde vist, at militære investeringer er bedre for samfundsøkonomien end civile investeringer. Tværtimod. Og forskere tør ikke sige det…
6. juli 2026
Europæiske ledere taler nu åbent om at omdanne Europas økonomi til en krigsøkonomi. Dette er ikke en metafor. Det er den erklærede ambition fra regeringer, EU‑kommissærer og NATO‑embedsmænd. Danmarks DIIS skriver eksplicit, at Europa “forbereder sig på en krigsøkonomi”, og lignende formuleringer findes i taler fra Paris, Berlin, Warszawa, Helsinki og Bruxelles.
Den politiske fortælling er klar: oprustning er ikke kun nødvendig for sikkerheden, den er også god for jobs, innovation og vækst.
Men når vi undersøger dette gennem økonomiens snarere end geopolitikkens linse, kollapser denne fortælling øjeblikkeligt.
For mere end halvtreds år siden viste fredsøkonomiske forskere som Seymour Melman, Emile Benoit, Mary Kaldor og Lloyd J. Dumas, at militære udgifter giver lavere økonomisk afkast end civile investeringer. Deres arbejde viste, at våbenproduktion er strukturelt lav‑beskæftigende, lav‑forbrugende og lav‑multiplikativ. En euro brugt på sundhedsvæsen, uddannelse, infrastruktur, kultur eller grøn omstilling skaber flere jobs, mere indkomst og mere indenlandsk efterspørgsel end en euro brugt på våben.
Dette var og er ikke kontroversielt blandt økonomer; men ubelejligt for politikere.
Et halvt århundrede senere er det empiriske billede endnu klarere: Civile investeringer overgår militære udgifter hver gang hvad angår den såkaldte multiplier-effekt. Ingen studier viser at militære investeringer er bedre for samfundsøkonomien som helhed end civile investeringer i samme størrelsesorden.
Alligevel gennemfører Europa nu den største oprustning siden 1945. Forsvarsbudgetterne stiger til 2 procent af BNP som minimum, 3 procent i 2028, 3,5 procent i 2030 og NATOs nye langsigtede mål på 5 procent i 2035.
Dette er den største omfordeling af offentlige ressourcer i moderne europæisk historie.
Og stadig er der ingen seriøs økonomisk debat om, hvad dette betyder — ingen diskussion af alternativomkostninger, ingen modellering af langsigtede produktivitetstab, ingen vurdering af velfærdseffekter, ingen analyse af hvem der vinder og hvem der betaler.
Tavsheden er slående. I hele Europa har ikke et eneste større forskningsinstitut produceret en undersøgelse, der sammenligner de økonomiske multiplikatorer for militære og civile udgifter. Ikke FOI i Sverige, DIIS i Danmark, NUPI eller FFI i Norge. Ikke PRIO i Oslo, trods dets lange tradition for fredsforskning. Ikke SIPRI i Stockholm, trods dets globale ry for analyse af forsvarsindustrien. Ikke DIW Berlin, Ifo München eller Kiel‑instituttet. Ikke France Stratégie eller CEPII. Ikke Bruegel i Bruxelles, CPB i Holland, Chatham House i Storbritannien eller IAI i Italien.
Selv ikke Europa‑Kommissionen, Det Europæiske Forsvarsagentur, Den Europæiske Investeringsbank, Den Europæiske Revisionsret eller den Europæiske Centralbank har nogensinde specifikt undersøgt, om militære udgifter er økonomisk ringere eller bedre end civile investeringer.
Europa producerer trusselsvurderinger, kapacitetsplaner og geopolitiske narrativer — men ikke den grundlæggende økonomiske analyse, der er nødvendig for at retfærdiggøre den største ændring i offentlige udgifter i årtier.
Fraværet er ikke tilfældigt. Det er strukturelt. Og politiskt bekvemt.
Imens gør våbenproduktionens markedsstruktur det økonomiske billede endnu værre. Våbenfremstilling fungerer som et monopol, hvor staten er den eneste køber – et såkaldt monopsonistisk marked. Dette eliminerer normale markedsmekanismer såsom priskonkurrence og forbrugerpræferencer.
Omkostningsoverskridelser bliver derfor rutine, fordi producenter ved, at regeringer ikke kan trække sig, når et projekt først er begyndt. F‑35, Eurofighter, Patriot‑systemet og næsten hvert eneste flådefartøj bygget i de seneste årtier er endt med at koste flere gange deres oprindelige prisvurderinger. I økonomiske termer er våbenmarkedet designet til at producere oppustede priser og ineffektiv produktion — og alt betalt af skatteyderne.
Endnu mere bekymrende er den glemte historie om konvertering. I 1980’erne viste seriøse studier — inklusive et større FN‑projekt ledet af Sveriges nedrustningsminister, Inga Thorsson — at militære industrier kunne konverteres til civil produktion med store økonomiske og sociale gevinster. Konvertering var teknisk mulig og økonomisk rationel.
Men i dag gør Europa det modsatte: konverterer civil produktion til militær produktion. Alligevel har ingen regering, intet EU‑organ og intet økonomisk institut undersøgt, hvad denne omvendte konvertering kræver, eller hvad den vil koste.
Europa driver mod en krigsøkonomi uden at analysere de økonomiske konsekvenser. Den politiske vilje til militarisering er stærk. Den økonomiske analyse af militarisering eksisterer ikke.
Så vi vender tilbage til det spørgsmål, der indrammer hele denne debat: Er Europas ledere uvidende — eller lyver de? Forstår de virkelig ikke økonomien bag militære udgifter, eller forstår de den udmærket og vælger at vildlede deres borgere, skatteydere og vælgere?
Begge svar er dybt bekymrende. Men ét af dem må være sandt.
En todelt engelsksproget rapport, der undersøger disse spørgsmål i dybden, er netop blevet publiceret af TFF. Den præsenterer dokumentationen bag hver eneste påstand, der fremsættes her – og den økonomiske virkelighed, som Europas ledere nægter at se i øjnene. Og det bliver vore børn og børnebørn, der skal betale prisen for de lige så kundskabs- som ansvarsløse beslutninger.
Fremragende !
Klar og rigtig prioritering.
Følger en diagnose af hvad der er galt, når det nuværende økonomiske system er udtryk for det stik modsatte ?
Sagt på en anden måde :
Pengene skal tjene menneskene – men aktuelt er det menneskene der tjener pengene. Det første repræsenterer fremgang for potentielt set alle – det andet er moderne slaveri, af hvilket mennesker visner bort, bliver syge og dør for tidligt.