At dække og afdække medierne

DR

5 dage efter at jeg slog min kommentar op er der, som det fremgår, 278 Likes, 170 shares og over 40 kommentarer – næsten alle mere kritisk med langt stærkere ord end mine, f.eks. propaganda, hjernevask og megen fordømmelse af folketingsmedlemmernes beslutning om at Danmark også skal bombe i Syrien.

Der er ikke kun tale om politikerlede – eller foragt. Der er tale om udbredt medielede.

Det er ikke så almindeligt at en kort kommentar om en løbende historie får så mange reaktioner og at så mange føler trang til at dele.

Den enkle pointe i mit opslag er jo at vort public service medies prioriteringer – i det mindste set i lyset af en folkeoplysende tradition og dét er et lys, der er brug for – er uansvarlig og at DRs hjemmeside som så mange andre lider af langvarig tabloidisering. Krig er ikke en rar nyhed og den slags kan forstyrre den omsiggribende danske hygge – læs eskapisme.

Der er snart sagt ikke et “seriøst” medie tilbage, der ikke lefler for sport og underholdning og personfikserede historier, skandaler og – rene ligegyldigheder. Selvsving er et passende ord når DR X Factor bliver topnyhed igen og igen på DR’s hjemmeside.

Oh nej – jeg vil ikke have “tunge” nyheder hele tiden om verdens overgang eller undergang. Men jeg vil have en reflektion af at vi lever på én klode og i globaliseringens tid. Jeg vil have en fornemmelse at visse ting er vigtige end andre og at der er nogen, der har tænkt over hvad der egentlig er mediers opgave som tiden og verden forandres.

Naturligvis er der en stadig mere indædt konkurrence om medie-“konsumenternes” (gyseligt ord) bevågenhed. Opmærksomhedstiden og koncentrationstiden går mod nul og “konsumenterne” zapper bare til andre kanaler.

Fordybelse, dvælen, reflektion, længere argumenter, baggrund, anvendelse af flere forskellige indfaldvinkler, kompleksistet – forbudt!

Det er som om det gælder om at nå ned til den lavest fælles nævner – den der også passer tidens ideelle journalist, hende eller ham der bare skal stille folkelige spørgsmål og ikke grave i sager efter at have gjort research.

For de kommercielle mediers vedkommende er der en stadig hårdere konkurrence på et marked, der snart vil være en saga blott, nemlig den trykte presses.

Det var en – naiv – antagelse for et par årtier siden at når bare vi fik reklame-financieret TV så ville mangfoldigheden i udbud og alsidighed i behandlingen vokse. Og demokratiet blive stærkere.

Det gik omvendt – naturligvis gjorde det det, kunne man sige.

Mangfoldighed er blevet til harmonisering, enfoldighed. Når dominerende (ikke ledende i kvalitativ forstand) medier som CNN har sagt noget og præsenteret den rette – oftest politiske – vinkel på en international historie ja så er det bare for resten at følge trop.

Man ser jo ud som om man er fra bølandet hvis man bringer en historie, der ikke bekræfter den allerede – på minutter vedtagne – sandhed om f.eks. en massakre eller tolkningen af hvad det handler om i Syrien.

Da public service var toneangivende og et lands befolkning samlede sig foran TV for at se nyhederne så var der én diskurs i landet – alle havde set det samme og man var optaget af det samme. Mediet havde en forpligtelse til at lave en alsidig, rimeligt kvalificeret dækning – der når det var rigtig godt tjente både folkeoplysning og endog dannelse.

Dum kvantitativ tænkning fik mennesker at tro at dét skulle blive endnu bedre når vi fik endnu flere medier. Men det, der skete, var i virkeligheden noget ganske andet: Alle kommercielle medier måtte tage hensyn til markedet og gøre nyheder til en vare og i dét spil tabte ethvert hensyn til kompleksitet, mangfoldighed eller anden bredde.

Du kan have adgang til 87 kanaler på dit hotelværelse eller 300 derhjemme – og de fortæller dig i grove træk det samme.

Gratisaviserne er nu toppen af fordummelse, drives helt uden journalistisk ånd og håndværk. Men de er jo så lettilgængelige – fysisk såvel som intellektueltog så får jeg jo lige lidt at vide om verden dér på vejen hjem i toget når jeg alliegevel er lidt træt. Eller måske ikke?

Gør selv en prøve: Køb de 5-10 største aviser i Danmark eller Sverige i morgen og du vil se at de på f.eks. udenrigs- indenrigs- og også i vidt omfang kultursiderne indeholder stort set det samme – nyhederne købes hos de samme kommercielle leverandører (robotter?) og klistres så op med lidt forskellige overskrifter men uden research, kildekontrol eller søgen efter andre vinkler.

Nyhederne om vores verden kommer desuden næsten udelukkende fra vestlige, i hovedsagen amerikanske og engelske, nyhedsbureauer.

At man skulle forsøge sig med pædagogisk folkeoplysende presse – for eksempel tage en vestlig historie om krænkelser af menneskerettighederne i Kina og modstille den med et kinesisk nyhedsbureaus beskrivelse af situationen i Kina som kineserne ser den – eller fortælle om kinesiske rappporter angående krænkelser af menneskerettighederne i og af vestverdenen – er ganske enkelt utænkeligt!

Og så skal man huske at er ikke er ét men to vigtige spørgsmål at stille hver gang man “konsumerer” mediers nyheder:

Er det hér vinklet, kunne det også beskrives på en anden måde?

Og hvad er det jeg overhovedet intet hører om – hele historier ller fakta, jeg vil vide noget om men som jeg aldrig får noget at vide om? Hvilke ting kunne de skrive om – f.eks. ikke kun Ruslands militære styrke og adfærd set me vor øjne men også: Hvad med vores egen adfærd og styrke og hvordan mon de ser på os?

Hvilke eksperter bliver valgt i aviser, radio og TV måske fordi de mener én bestemt ting? Men hvem mener noget andet, måske mindre politisk korrekt? Og hvilke fagområder er repræsenteret – og hvilke savnes når et emne skal belyses?

Hvor stor en andel af alle debatter består af politikere hvis synspunkter du allerede overøses med dagen igennen – og hvilke andre type af mennesker ville være mere relevante og intressante?

Det er sjældent folk stiller den sidste type af  spørgsmål.

Jeg vil ikke lægge alt for meget i en sådant lille Facebook-debat. Statistisk holdbar eller repræsentativ er den naturligvis ikke.

Men den er en indikator på i hvor høj grad folk flest ikke længere har tillid til politikere eller mainstream medier – og selv søger både nyhederne, baggrunden, kundskaben  og andre synsvinkler ude på nettet, herunder på Facebook – fordi dér fortæller mennesker også hinanden om hvad der sker og hvad de synes om det.

Jeg tror ethvert demokratisk sindet menneske bør være yderst skeptisk til det klassiske – nu af manipulation, kommercialisme og kedsomhed –  døende parlamentariske system. Savnet af ledere med vision ned igennem dagens Europa, den almindelige politikerlede og den omstændighed at idealistiske unge ikke går ind i et politisk parti er vigtige indikatorer.

Mine gode studenter spørger mig ofte efter afsluttet eksamen om jeg tror det er godt at gå ind i den eller den civilsamfundsorganisation eller arbejde for FN – eller starte en egen virksomhed for en sag, de brænder for.

Jeg har ikke i 20 år haft én student, der spurgte om jeg syntes det var en god idé at gå ind i et politisk parti og ad den vej arbejde for en bedre verden. Uanset hvor i verden jeg har været.

Masser af folkebevægelser har langt flere medlemmer end vore politiske partier. Skriften på væggen? Direkte demokrati, tak!

Jeg tror også at symbiosen mellem regeringsmagt og mediemagt – nyheder som en vare, der skal sælges på et marked – og den politiske korrekthed samt en næsten total afvikling af kildekritik og kritiske spørgsmål til magten (f.eks. om krigsdeltagelse) dag for dag underminerer demokratiet og i praksis ytringsfriheden – den ellers så højt besungne.

Når der takket være ovenstående kun skal findes én sandhed bliver mangfoldighed i meninger og ytringer peu en peu kontroversielt. Og det stiller alt større krav til civilcourage og dette at orke at blive ved.

Jo flere, der helt forståligt giver op overfor propagandaen, jo tynder bliver demokratiets og civilisationens fernis. Og så vokser råbet på – håbet om – den stærke mand, der skal komme og ordne det hele for os sig stærkere.

Oplevelsen af hjælpeløshed parret med fornemmelsen af at der er noget rivravruskende galt og at vi får en gang propaganda er den mest udbredte reaktion, jeg oplever når jeg er ude og holder foredrag.

Politik er at ville, kaldte Olof Palme sin bog. Er der noget politikere og medier vil idag som kan give os entusiasme og fremtidstro?

Hvis du synes svaret overvejende er “nej” eller “ikke meget” har du en hovedårsag til at Vestverden er på vej ned. De andre på vej op. Og systemskiftet på vej ind.

Vi lever i interessante – men også farlige – tider.

 

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s