SÄdan stÄr der pÄ Politikens forside om aftenen den 19. januar 2017
Dansk militĂŠrpolitik
Danmark slog ind pĂ„ sin bane som bĂžllestat i 1999 med bombningen af Serbien. DerpĂ„ militĂŠr deltagelse i Afghanistan, besĂŠttelsesmagt 2003-2007 i en af historiens mest tragiske krige – drabet pĂ„ 1 million sageslĂžse mennesker i Irak. SĂ„ hovedbombenation i Libyen under dansk NATO-ledelse, sĂ„ atter bombninger i Irak og tillige Syrien og nu skal der sĂ„ danske tropper pĂ„ landjorden i begge lande.
Uanset hvad problemet er sĂ„ tilsiger den aktive danske militĂŠrpolitik – ikke udenrigspolitik – at militĂŠret altid er lĂžsningen, det fĂžrste valg. I klokkeklar strid med FN-ErklĂŠringen om at alle civile midler skal vĂŠre prĂžvet inden man, som sidste udvej, benytter militĂŠre midler.
Danmarks indsats i sÄvel Irak som Syrien strider mod folkeretten. Og etisk udtrykt burde begavede mennesker kunne komme pÄ noget bedre end at slÄ mennesker ihjel, man ikke bryder sig om.
At bekÊmpe terrorister som ISIS ved at forsÞge at slÄ dem ihjel én for én kan sammenlignes med idéen om at udrydde alle sygdomme ved at slÄ alle syge ihjel, én efter én.
Dette tiltag kan kun reducere danskernes egen sikkerhed og Ăžge risikoen for terror mod Europa herunder mod Danmark.
Glidebane
Husk at statsministeren flere gange har sagt at han ikke kunne se for sig at der skal tropper pÄ landjorden. Det er en skelsÊttende beslutning: Mission creep bliver det nÊste.
60 vil blive til flere…for der er vel ingen, der for alvor tror at 60 danske jĂŠgersoldater kan gĂžre en stĂžrre militĂŠr forskel i et vrimmel af titusindvis af vildt blandede militante enheder?
Der vil blive endnu meget mere kaos i Syrien. Selvom Aleppo gudskelov er blevet befriet, sÄ har alle Assad-hadere nok ikke tÊnkt at pakke sammen og rejse hjem til de omkring hundrede lande de kommer fra.
Danmark var jo under Villy SĂžvndals ledelse med til at afsĂŠtte al-Assad per dekret i Marrakesh (December 2012) og gĂžre ekstremister, herunder det muslimske brĂždreskab, til de eneste legitime reprĂŠsentanter for det syriske folk. Som ikke blev spurgt.
Danmark forbliver pÄ terroristerne side
Det er som bekendt ikke Danmarks opgave at hjĂŠlpe Syriens regering med at nedkĂŠmpe RIOT (Rebels-Insurgents-Opposition-Terrorists) – af hvilke der findes langt flest “T” – en i hovedsagen udefra kommende aggression, som landet ifĂžlge FN-ErklĂŠringens Artikel 51 har ret til selvforsvar imod.
De har siden 2011 arbejdet med vestlig stÞtte pÄ at vÊlte regeringen, overtage hele Syrien og gÞre det til en islamistisk stat.
Nej, de danske specialstyrker skal bekĂŠmpe ISIS.
Men hvad sÄ med alle de andre terror-grupper?
De danske jÊgere kommer i praksis til at stÄ sammen med Al-Qaeda og andre terrorister, der kÊmper om magten mod ISIS.
Danmark kommer sĂ„ledes til at stĂžtte RIOTS, som vi allerede har gjort det politisk i 4 Ă„r siden de besatte Ăstre Aleppo.
Der er ingen moderate terrorister med vĂ„ben i hĂ„nd – uanset hvad politisk korrekte danske og amerikanske anti-Assad terror-apologeter end siger. SpĂžrg menneskene i Aleppo! Hvis de lidelser og den ubegribeligt omfattende, systematiske ĂždelĂŠggelse af Aleppo er udfĂžrt af moderate sĂ„ mĂ„tte vel hardliners have brugt atomvĂ„ben for at ekstreme i sammenligning med de moderate.
De danske specialstyrker skal altsĂ„ operere og navigere mellem dem? HjĂŠlpe nogen, bekĂŠmpe nogle andre, undgĂ„ at komme i konflikt med syrisk og russisk militĂŠr og – hist og pist – tyrkisk militĂŠr?
Husk pÄ at RIOTs frejdigt bekÊmper hinanden med stadig flydende fronter, flere af dem besjÊlet af en slags dÞdskult og villige til at give deres liv for den sag, de tror pÄ.
Realismen i dette er lig nul. Men nĂ„r man har sagt A mĂ„ man jo ogsĂ„ sige B…M…Ă
. Vi kan jo ikke sĂ„dan trĂŠkke os ud. Vi har da en pligt til at kĂŠmpe for vore vestlige, kristne vĂŠrdier – und so weiter.
Gad vide hvor mange drÊbte danske soldater der skal til fÞr nogen vÄgner op?
Mere af det, der i over hundrede Ă„r over har skabt problemerne i MellemĂžsten
Danske politikere har tilsyneladende ikke lĂŠrt det mindste siden 1999. Eller af historien siden Sykes-Picot 1916.
Den ene mere forudsigelige fiaskokrig efter den anden har kostet danskerne utrolige mĂŠngder af skattemidler, danske liv og skabt et billede ude i verden – den udenfor NATO – af en lille bĂžllerstat der spiser kirsebĂŠr med de store – et land, der ellers plejede at vĂŠre et fredeligt og konstruktivt land for verden og i dens Ăžjne.
Jeg sender derfor endnu en gang en tanke til Georg W. Bush og hans nĂŠre danske ven, Anders Fogh Rasmussen, der takket vĂŠre den exceptionelt dumme besĂŠttelse og administration af Irak mĂ„ pĂ„tage det helt afgĂžrende ansvar for eksistensen af ISIS og de problemer, vi nu skal ud at bekĂŠmpe – sammen med Al-Qaeda, Al-Ditten og Al-Datten. PĂ„ landjorden.
Den hÄnd Danmark rakte ud til Irak var ikke til folket som Fogh Rasmussen sÄ selvbedragerisk har sagt, det var til terrorismen ved navn ISIS.
Der vil skabes andre problemer som vi sÄ ogsÄ mÄ bekÊmpe.
SkÞnt vold og vÄben er et hovedproblem i MellemÞsten vil vi bekÊmpe de nye problemer, der mÄtte opstÄ i kÞlvandet af denne indsats, med mere vold og vÄben.
En international kommission og bedre beslutningsgrundlag – som ikke Ăžnskes
En god beslutning er en hvor der findes nogle forskellige alternativer som man udreder og bedĂžmmer fremtidskonsekvenser for – og derefter vĂŠlger den, der er bedst i forhold til en rĂŠkke kriterier og i forhold til Ăžnsket fremtidssituation.
Ansvarlige politikere burde derfor oprette en hurtigt arbejdende international kommission med dette mandat: How to contribute effectively to conflict-resolution and peace.building without the use of military means in conflicts in general and in Syria in particular.
Det vil naturligvis ikke ske.
Den sikkerhedspolitiske intelligentsia i Danmark er tilfreds med TaksÞe-Jensens udredning (som jeg som professor ikke ville lade indgÄ som element i en masters-eksamen).
Idag den 20. januar 2017 vil et bredt flertal i Folketinget sikkert sige “ja” til danske specialstyrker pĂ„ grĂŠnsen mellem Irak og Syrien (og efterhĂ„nden hvor som helst) – sĂ„mĂŠnd nok ikke fordi de elsker krig men fordi ingen har tĂŠnkt pĂ„ eller udredt alternativer sĂ„som mĂŠgling, FN, forhandling, civile indsatser, Syriens fremtid eller om fred i Syrien og regionen.*
Hvis nogen havde tÊnkt sÄdanne tanker ville der have vÊret en eller anden debat herom og om hvad man skulle kunne lÊre af Irak siden 2007 og om Syrien siden 2011.
Fred stÄr simpelthen ikke pÄ agendaen.
Men det vil ikke ske: danske magthavere er ikke lĂŠngere kendt for at lade sig udfordre intellektuelt. Al kritik er nedlagt, udsultet og det ene militĂŠre studiecentre efter det andet er oprettet med en slags konsulentstatus for statsmagten. Fri forskning pĂ„ omrĂ„det er en meget lille landsby i Sibirien – og Sibirien leder ikke uden bagtanke til Sovjetunionen, partilinjen.
Danmark binder sig til en synkende skude – det eneste vi ikke burde gĂžre
Tanken at udenrigs- og sikkerhedspolitik skulle kunne fÞres pÄ andre mÄder og i pagt med folkeretten er utÊnkelig. NÄr alt kommer til alt er det jo Washington, der er den afgÞrende faktor, ikke danskernes tarv.
Det er ubeskriveligt trist at Danmark gÄr foran alle, vi sammenligner os med, i militarismens parade.
Der kan kun vĂŠre Ă©t rationale bag disse danske soldater pĂ„ landjorden – en “anmodning” fra Pentagon. Og man skal lige nĂ„ det formelt inden Trump kommer til.
NĂ„r det amerikanske imperium falder – hvilket bliver godt for republikken selv og for verden – vil Danmark falde fĂžrst fordi man gik forrest og ikke havde tĂŠnkt selv.
Og da vil danske apologeter for USAs og andre NATO-landes hĂŠrgen i MellemĂžsten og for den enstĂ„ende problemforĂžgende “krig mod terroren” skynde sig at benĂŠgte at de nogensinde sĂ„dan inderst inde troede pĂ„ det hĂ©r – men forklare at “det var jo sĂ„dan vi tĂŠnkte dĂ©r tilbage i 2017.”
*) Og det gik som forudsagt lidt fĂžr 13.00.
davĂŠrende statsminister Hilmer BaunsgĂ„rdsagde i sin nytĂ„rstale 1970 eller 71 noget i retning af – hvis vi ikke bringer u-landene op til en rimelig levestandard – kommer der et oprĂžr
…War as a “tool” fit for solving conflicts among countries is a weapon that can not be controlled; you control when i may start, not how far it will spread or for how long, so itÂŽs useless. There is one way; REMOVE the market for military products-which necessitates neutralising the owners of these.****