Sådan står der på Politikens forside om aftenen den 19. januar 2017
Dansk militærpolitik
Danmark slog ind på sin bane som bøllestat i 1999 med bombningen af Serbien. Derpå militær deltagelse i Afghanistan, besættelsesmagt 2003-2007 i en af historiens mest tragiske krige – drabet på 1 million sagesløse mennesker i Irak. Så hovedbombenation i Libyen under dansk NATO-ledelse, så atter bombninger i Irak og tillige Syrien og nu skal der så danske tropper på landjorden i begge lande.
Uanset hvad problemet er så tilsiger den aktive danske militærpolitik – ikke udenrigspolitik – at militæret altid er løsningen, det første valg. I klokkeklar strid med FN-Erklæringen om at alle civile midler skal være prøvet inden man, som sidste udvej, benytter militære midler.
Danmarks indsats i såvel Irak som Syrien strider mod folkeretten. Og etisk udtrykt burde begavede mennesker kunne komme på noget bedre end at slå mennesker ihjel, man ikke bryder sig om.
At bekæmpe terrorister som ISIS ved at forsøge at slå dem ihjel én for én kan sammenlignes med idéen om at udrydde alle sygdomme ved at slå alle syge ihjel, én efter én.
Dette tiltag kan kun reducere danskernes egen sikkerhed og øge risikoen for terror mod Europa herunder mod Danmark.
Glidebane
Husk at statsministeren flere gange har sagt at han ikke kunne se for sig at der skal tropper på landjorden. Det er en skelsættende beslutning: Mission creep bliver det næste.
60 vil blive til flere…for der er vel ingen, der for alvor tror at 60 danske jægersoldater kan gøre en større militær forskel i et vrimmel af titusindvis af vildt blandede militante enheder?
Der vil blive endnu meget mere kaos i Syrien. Selvom Aleppo gudskelov er blevet befriet, så har alle Assad-hadere nok ikke tænkt at pakke sammen og rejse hjem til de omkring hundrede lande de kommer fra.
Danmark var jo under Villy Søvndals ledelse med til at afsætte al-Assad per dekret i Marrakesh (December 2012) og gøre ekstremister, herunder det muslimske brødreskab, til de eneste legitime repræsentanter for det syriske folk. Som ikke blev spurgt.
Danmark forbliver på terroristerne side
Det er som bekendt ikke Danmarks opgave at hjælpe Syriens regering med at nedkæmpe RIOT (Rebels-Insurgents-Opposition-Terrorists) – af hvilke der findes langt flest “T” – en i hovedsagen udefra kommende aggression, som landet ifølge FN-Erklæringens Artikel 51 har ret til selvforsvar imod.
De har siden 2011 arbejdet med vestlig støtte på at vælte regeringen, overtage hele Syrien og gøre det til en islamistisk stat.
Nej, de danske specialstyrker skal bekæmpe ISIS.
Men hvad så med alle de andre terror-grupper?
De danske jægere kommer i praksis til at stå sammen med Al-Qaeda og andre terrorister, der kæmper om magten mod ISIS.
Danmark kommer således til at støtte RIOTS, som vi allerede har gjort det politisk i 4 år siden de besatte Østre Aleppo.
Der er ingen moderate terrorister med våben i hånd – uanset hvad politisk korrekte danske og amerikanske anti-Assad terror-apologeter end siger. Spørg menneskene i Aleppo! Hvis de lidelser og den ubegribeligt omfattende, systematiske ødelæggelse af Aleppo er udført af moderate så måtte vel hardliners have brugt atomvåben for at ekstreme i sammenligning med de moderate.
De danske specialstyrker skal altså operere og navigere mellem dem? Hjælpe nogen, bekæmpe nogle andre, undgå at komme i konflikt med syrisk og russisk militær og – hist og pist – tyrkisk militær?
Husk på at RIOTs frejdigt bekæmper hinanden med stadig flydende fronter, flere af dem besjælet af en slags dødskult og villige til at give deres liv for den sag, de tror på.
Realismen i dette er lig nul. Men når man har sagt A må man jo også sige B…M…Å. Vi kan jo ikke sådan trække os ud. Vi har da en pligt til at kæmpe for vore vestlige, kristne værdier – und so weiter.
Gad vide hvor mange dræbte danske soldater der skal til før nogen vågner op?
Mere af det, der i over hundrede år over har skabt problemerne i Mellemøsten
Danske politikere har tilsyneladende ikke lært det mindste siden 1999. Eller af historien siden Sykes-Picot 1916.
Den ene mere forudsigelige fiaskokrig efter den anden har kostet danskerne utrolige mængder af skattemidler, danske liv og skabt et billede ude i verden – den udenfor NATO – af en lille bøllerstat der spiser kirsebær med de store – et land, der ellers plejede at være et fredeligt og konstruktivt land for verden og i dens øjne.
Jeg sender derfor endnu en gang en tanke til Georg W. Bush og hans nære danske ven, Anders Fogh Rasmussen, der takket være den exceptionelt dumme besættelse og administration af Irak må påtage det helt afgørende ansvar for eksistensen af ISIS og de problemer, vi nu skal ud at bekæmpe – sammen med Al-Qaeda, Al-Ditten og Al-Datten. På landjorden.
Den hånd Danmark rakte ud til Irak var ikke til folket som Fogh Rasmussen så selvbedragerisk har sagt, det var til terrorismen ved navn ISIS.
Der vil skabes andre problemer som vi så også må bekæmpe.
Skønt vold og våben er et hovedproblem i Mellemøsten vil vi bekæmpe de nye problemer, der måtte opstå i kølvandet af denne indsats, med mere vold og våben.
En international kommission og bedre beslutningsgrundlag – som ikke ønskes
En god beslutning er en hvor der findes nogle forskellige alternativer som man udreder og bedømmer fremtidskonsekvenser for – og derefter vælger den, der er bedst i forhold til en række kriterier og i forhold til ønsket fremtidssituation.
Ansvarlige politikere burde derfor oprette en hurtigt arbejdende international kommission med dette mandat: How to contribute effectively to conflict-resolution and peace.building without the use of military means in conflicts in general and in Syria in particular.
Det vil naturligvis ikke ske.
Den sikkerhedspolitiske intelligentsia i Danmark er tilfreds med Taksøe-Jensens udredning (som jeg som professor ikke ville lade indgå som element i en masters-eksamen).
Idag den 20. januar 2017 vil et bredt flertal i Folketinget sikkert sige “ja” til danske specialstyrker på grænsen mellem Irak og Syrien (og efterhånden hvor som helst) – såmænd nok ikke fordi de elsker krig men fordi ingen har tænkt på eller udredt alternativer såsom mægling, FN, forhandling, civile indsatser, Syriens fremtid eller om fred i Syrien og regionen.*
Hvis nogen havde tænkt sådanne tanker ville der have været en eller anden debat herom og om hvad man skulle kunne lære af Irak siden 2007 og om Syrien siden 2011.
Fred står simpelthen ikke på agendaen.
Men det vil ikke ske: danske magthavere er ikke længere kendt for at lade sig udfordre intellektuelt. Al kritik er nedlagt, udsultet og det ene militære studiecentre efter det andet er oprettet med en slags konsulentstatus for statsmagten. Fri forskning på området er en meget lille landsby i Sibirien – og Sibirien leder ikke uden bagtanke til Sovjetunionen, partilinjen.
Danmark binder sig til en synkende skude – det eneste vi ikke burde gøre
Tanken at udenrigs- og sikkerhedspolitik skulle kunne føres på andre måder og i pagt med folkeretten er utænkelig. Når alt kommer til alt er det jo Washington, der er den afgørende faktor, ikke danskernes tarv.
Det er ubeskriveligt trist at Danmark går foran alle, vi sammenligner os med, i militarismens parade.
Der kan kun være ét rationale bag disse danske soldater på landjorden – en “anmodning” fra Pentagon. Og man skal lige nå det formelt inden Trump kommer til.
Når det amerikanske imperium falder – hvilket bliver godt for republikken selv og for verden – vil Danmark falde først fordi man gik forrest og ikke havde tænkt selv.
Og da vil danske apologeter for USAs og andre NATO-landes hærgen i Mellemøsten og for den enstående problemforøgende “krig mod terroren” skynde sig at benægte at de nogensinde sådan inderst inde troede på det hér – men forklare at “det var jo sådan vi tænkte dér tilbage i 2017.”
*) Og det gik som forudsagt lidt før 13.00.
daværende statsminister Hilmer Baunsgårdsagde i sin nytårstale 1970 eller 71 noget i retning af – hvis vi ikke bringer u-landene op til en rimelig levestandard – kommer der et oprør
…War as a “tool” fit for solving conflicts among countries is a weapon that can not be controlled; you control when i may start, not how far it will spread or for how long, so it´s useless. There is one way; REMOVE the market for military products-which necessitates neutralising the owners of these.****