Påvirkningsloven – mig skal de nu ikke forsøge at påvirke

Og hvorfor sidder justitsminister Pape Poulsen der egentig stadigvæk?

Den 14. november 2018 kunne man i Berlingske Tidende om forslaget til den såkaldte påvirkningslov læse at “Regeringen trækker i land: Danskerne skal straffes for at »samarbejde« med fremmede efterretningstjenester” – men altså ikke, som det oprindeligt var tanken, for på sociale medier at poste noget, der senere kunne bevises at være russisk propaganda-materiale.

Nå, det er da altid noget – eller?

 

 

Se lovforslaget her og læs specielt afsnit 3.3.9 som er et eksempel

I artiklen kan man læse dette udsagn af justitsministeren:

“Man må gerne dele Facebook-opslag og alt muligt andet. Men man må ikke arbejde med fortsæt for en fremmed efterretningstjeneste. Vi erkender, at det ikke har været tydeligt nok, og derfor ændrer vi det, så det står klart. Det har aldrig været regeringens intention, at danskernes ytringsfrihed skulle begrænses,” siger justitsminister Søren Pape Poulsen (K).

Om dette skrev jeg følgende på min Facebook profilside:

“Det har aldrig været regeringens intention, at danskernes ytringsfrihed skulle begrænses,« siger justitsminister Søren Pape Poulsen (K).

Kunne nogen bede jusitsministeren forklare hvad der så var formålet med lovforslaget om 12 års fængsel for at poste noget på sociale medier, der kunne opfattes som russisk propaganda.

Hvem kom på idéen? Hvor kom idéen fra? Fra danske eksperter eller fra udlandske myndigheder?

Hvis han ikke kan svare på disse journalistisk spørgsmål, som jeg her rejser, og dokumentere svarene burde nogen bede ham om at trække sig som minister.

Dét forslag var en yderst alvorlig fadæse i henseende til demokrati og ytringsfrihed – hvad reaktionen fra retskafne mennesker da også vidner om.

Hvor langt skal det være muligt for en dansk justitsminister at (forsøge at) gå i indskrænkningen af ytringsfrihed og truende påvirkning af befolkningens meninger uden at det kan koste ham eller hende taburetten?

Og er det overhovedet rimeligt at indføre en lov, der udelukkende har at gøre med situationer, der involverer russisk påvirkning og kan antages “at påvirke den almene opfattelse af NATO-samarbejdet negativt.” Altså at det samtidig er helt OK og ikke strafbart at videregive f.eks. NATO-landes propaganda og løgn?

Hvis ikke dette er meningspåvirkning, hvad er det så? I et demokrati og åbent samfund hører det i hvert fald ikke hjemme. Og…

“Man merkt die Absicht und, man ist verstimmt…”

Og vi er nogle stykker, der vil fortsætte med at kritisere den førte politik samt NATO som organisation og dens ekspansion og især medlemsstaternes atomvåben, militarisme, interventioner og krige og dét med udsøgt foragt for denne type af lovgivning og de etisk og juridisk flossede kredse, der overhovedet kan komme på den slags.

Det har vi nemmelig en ret til og ingen skal i hvert påvirke mig som fredsforsker i en bestemt retning fordi Danmark er en krigsførende stat på især USA’s vegne – krige som der for øvrigt ikke er folkeretslig hjemmel for…

 

 

 

2 Comments »

  1. Når uret bliver ret, bliver modstand en pligt.
    Ja man forledes til at tænke på Ulla Henningsen’s – Man binder os på hånd og mund, og med alt hvad det indebærer.

    Jeg går gerne forrest i rækken, når vi skal fængsles som politiske fanger.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.