Vejledning og forbehold
Denne artikel tager udgangspunkt i to artikler på Danmarks Radios hjemmeside dr.dk. De er spontant valgte og naturligvis er der andre artikler, der er udtryk for mere vellykket nyhedsjournalistik.
Alligevel føler jeg som daglig læser af public service-mediet at de er nok så repræsentative for det, der produceres vedrørende den påståede russiske trussel – herunder stærkt selektiv udvælgelse af materialer og ekspertise, indforstået militær-civil elitetænkning, meget begrænset research og en påfaldende mængde af udeladelser af relevant information, der måtte være nødvendig for alsidig folkeoplysning og lødig opinionsdannelse.
Den, der vil læse nedenstående som omhandlende kun disse to artikler og vil se dem som “smuttere,” er lige så velkomne at gøre dét som dem, der anser at der er tale om eksempler på symptomer på en subjektivt meningsdannende journalistik, som er nok så bekymringsvækkende for såvel folkeoplysning som opinionsdannelse.
For vi vil jo ikke have at fake-believe begynder at erstatte nyhedsjournalistikken.
Den nye russiske cyber trussel
EU tager kampen op mod Ruslands falske nyheder – fortæller DR online i en artikel forfattet af Maya Nissen. Der lægges til at “Russisk indblanding kan komme til at skabe yderligere ustabilitet i Europa – og det er netop formålet, fortæller DR’s EU-korrespondent.”
Indledningsvis kan man lige notere at artiklen er én blandt tonsvis af medieindslag, der lider af den omsiggribende praksis at journalister bruger andre journalister (oftest i eget hus) som eksperter i stedet for at henvende sig til folk, der véd noget på et specialområde – i dette tilfælde ville det blandt andet være medieforskere.
Hvadenten det er tilsigtet eller ej afspejler denne praksis to ting: mangelen på selvkritik og sikringen af gruppetænk så der ikke kommer for megen alsidighed, politisk kritik eller nye vinkler ind i nyhedsdækningen. Kombinér de to og du får medieautisme: Vi behøver ikke at tale med folk uden for vor egen kreds, vi véd jo selv hvad vi har brug for at vide – og på den måde finder man netop ikke ud af hvad det er, man ikke véd.
Dårlig journalistik – hvad der aldrig er blevet bevist bliver fakta
Artiklen er dårlig journalistik af mindst to grunde:
Der føres ingen bevis på påstande og foretages ingen kildekritik. Det er rene påstande og kan for så vidt være del af netop den påvirkning af DR-konsumenters holdning i retning af at vi skal frygte Rusland. Altså netop dét man anklager Rusland for.
For det andet, ingen sammenligning mellem Rusland (“de”) og hvad Vesten (“vi”) selv gør – hvilket tjener det formål at fremstille Rusland i et skummelt lys og Vesten som den uskyldige, der ikke bruger teknikker for påvirkning i andre lande (eftersom det ikke nævnes).
Der er endnu ingen, der har leveret nogle hårde beviser for at russerne/Putin har hacket det demokratiske parti. Læs The Intercept. Læs New York Times. Og læs CNN, der gengiver Julian Assange – “Rusland gav os ikke disse mails.”
Eller læs om den anden påstand om at Rusland også har hacket sig ind i det amerikanske energisystem, læs den højt respekterede investigative reporter – en uddøende race – Gareth Porter i ConsortiumNews.
Hvis man tager hensyn til alsidighed og fairness kunne DR også have undersøgt hvad russerne selv publicerer. En søgning ville lede til f.eks. denne på Russia Today hvor man genoptrykker et interview med en af de mest CIA-kyndige i verden, den amerikanske Pulitzer prisvinder Seymour Hersh fra The Intercept, der kalder hele affæren for praleri og hysterisk.
Det er da muligt – kan ikke udelukkes, fordi vi ikke har beviserne for men heller ikke imod – at russerne har hacket. Men det man kalder ledende medier i Vest og som man må formode at DR læner sig op ad, anser ikke dét bevist som DR præsenterer som et faktum.
Men når DR’s EU-korrespondent Karin Axelsson og Maya Nissen ikke nævner tvivlen og henviser til russisk hacking som et faktum er der tale om ukyndighed som følge af manglende research (som enhver kan gøre på nettet).
Alternativt – hvis de godt véd at det er en påstand uden hard evidence og alligevel blæser det ud som vedtaget faktum – om enten uhæderlig journalistik eller at man arbejder under en redaktionel policy for at sådan er det og sådan skal det bare skrives hér på redaktionen.
Resultatet ligger meget tæt op ad det, der med rimelig kan kaldes opinionspåvirkning snarere end nyhedsjournalistik eller propaganda.
DR og FE lige fedt
DR lægger sig hér helt op af chefen for FEs cybersikkerhed Thomas Lund Sørensen som DR – uden modekspertise – gav lejlighed til fri udblæsning den 30. december 2016 da han jo havde “fulgt sagen om hackingangrebet mod Det Demokratiske Parti i USA tæt ” som Marie Sæhl troværdigsforøgende fortæller i indledningen.
Han eneste “bevis” var at USA jo havde reageret så stærkt så altså måtte der være noget om snakken:
“Han er ikke i tvivl om, at amerikanernes beskyldninger mod Rusland holder vand.
– Det sker ikke så tit, at amerikanerne kommer med så markante udtalelser om, hvem der står bag hacking, så det er svært at forestille sig, at de ikke har solid viden om det, siger Thomas Lund Sørensen.”
En efterretningsmand, der ikke overhovedet ikke kan komme med beviser men tyr til lidt psykologisering om at den amerikanske reaktion er af en sådan karakter at der nok må være noget om snakken burde kaldes op til chefen og få en reprimande.
Det har intet med professionel trusselsanalyse at gøre. Og en kompetent journalist ville have stillet et par kritiske spørgsmål.
Men, nej, ikke. Ikke Marie Sæhl – for så ville hun måske blive kaldt op til sin chef og orienteret om – in so many words – at DR simpelthen ikke stiller spørgsmålstegn ved hvad forsvaret meddeler fordi forsvaret (samt staten og regeringen) ikke er partsinteresse men repræsenterer en slags objektiv sandhed .
Opinionspåvirkning, kaldes det.
Tal kun om den ene, sammenlign aldrig
Og så til det andet: sammenlignende perspektiver.
Er der nogen, der tror at Ruslands 28 modparter i NATO slet slet ikke bruger påvirkningsteknikker og -politik? At CIA, ambassader rundt om i verden, amerikanske medier, NSA, og hvad de nu allesammen hedder ikke arbejder med at påvirke opinionen og politikken hos os og rundt om i verden?
Min hypotese ville være at da Ruslands militære udgifter er 8% af NATOs så lægger de lidt mere på påvirkning, propaganda, psykologiske operationer etc. end 8% – netop fordi Rusland er militært svagt. Skud i tågen, måske 12%.
The Guardian, der også gerne vil have os til at tro at vi står overfor en ny tårnhøj og eskalerende russisk trussel angiver hér at Rusland skønnes at bruge 1 milliard dollar på medier som Russia Today og Sputnik News plus noget mere på “troll factories, which flood social media with anti-western diatribes. In contrast, the EU unit relies mostly on member states and a modest slice of the EU’s communication budget.”
Formuleringen og pointen er klar nok. Hvis det er kritisk til Vesten er det anti – og anti vestligt er propaganda. Så enkelt er det!
Og tænk at The Guardian eller EU lettere kan fortælle os hvad russerne bruger men ikke hvad de selv bruger – eller hvordan man egentlig regner den slags ud.
Opinionspåvirkning, kaldes det.
Og er der nogen, der tror at vi andre tror på at USA ikke påvirker andre landes regeringer og valg?
Et par minutters søgning på nettet – hvorfor gør journalister det ikke? – og man finder f.eks. denne fra Los Angeles Times for nylig, en avis ingen vel vil beskylde for at bringe falske nyheder, anti-amerikansk propaganda, konspirationsteorier eller for at være Putin propagandaorgan.
Jeg citerer direkte:
“The U.S. has a long history of attempting to influence presidential elections in other countries – it’s done so as many as 81 times between 1946 and 2000, according to a database amassed by political scientist Dov Levin of Carnegie Mellon University.
That number doesn’t include military coups and regime change efforts following the election of candidates the U.S. didn’t like, notably those in Iran, Guatemala and Chile. Nor does it include general assistance with the electoral process, such as election monitoring.”
Jeg sender en tanke til Syrien – NATO-landes forsøg siden 2011, om ikke før, at vælte en lovligt valgt præsident.
At undlade enhver omtale af den slags ting på USAs side (og dertil kan man jo lægge NATOs 27 andre landes indblanding) men kun bringe frygtindgydende nyheder om Rusland er – igen – enten ukyndigt eller uhæderligt.
Og begge muligheder er et public service medie uværdigt.
Sammenlign lidt med hvad US/NATO har haft gang i i årtier
Som kendt er skal der to til både tango og konflikter.
Alligevel ser det ud som om The Guardian og Danmark Radio – der jo ikke normalt kan betegnes som sensationsmedier – aldrig har hørt om psykologiske operationer, CIA på de amerikanske ambassader, NSA, aflytningen af allierede politikeres private telefoner, den systematiske kultur- og mediepåvirkning, som USA altid har gennemført via frontorganisationer for CIA og dermed samvirkende institutioner som – for nu bare at nævne nogle i flæng – National Endowment for Democracy (NED), USAID, Open Society/Soros, NDI (National Democratic Institute for International Affairs) og nye “fake” NGOS som The Syria Campaign, Netflix, PR-firmaet Purpose og navneindsamlings-organisationen Avaaz – de sidstnævnte alle som aktuelle medskabere af det vestlige Syrien-narrativ, der er forenklende, iscenesat og sort-hvidt til ukendelighed.
Er det noget nyt det hér med påvirkningsteknikker og psykiske operationer (PSYOPs)?
Naturligvis ikke.
Såvel i fredstid som i krigstid foregår påvirkning på uendeligt mange måder – for så vidt både positivt og negative: fra reel information, diplomati, finansiering af radiostationer i andre lande, propaganda, plantede historier, cyberindtrængen, løgn og bedrag – dels for at opretholde fjendebilleder, dels for at beskrive én selv som god, retfærdig og uskyldig.
For snart 20 år siden skrev Frances Stonor Saunders, Oxford University, den autoritative murstenstykke analyse af CIA’s påvirkningsindsatser udelukkende inden for kulturens område – Who Paid the Piper: CIA and the Cultural Cold War – som man også kan læse mere om hér.
Hvor uvidende eller naiv vil man fremstå hos DR på disse områder?
Meningspåvirkende “fake-believe” for krig, aldrig for fred
Vi lever i en tid af voldsom politisk-psykologisk projektion – hvad vi selv gør i stort omfang beskylder vi “de andre” for at gøre i et langt støtte omfang for på den måde at legitimere vores egen overlegenhed på området.
Tænk hvad der skrives af vrøvl om den russiske trussel i dag hvor Rusland har 1/10 af de militære udgifter som Warszawapagten havde under den gamle Kolde Krig og altså 8% af NATOs.
Tænk hvor meget vrøvl, der skrives om den enorme “hacking” og påvirkning fra Putin – fordi man har brug for ham som den mørke skygge af Vesten selv.
Men i dag er der én ting, der er helt anderledes og meget farligere: Dette hysteri kan fange os selv for alvor fordi det, vi i daglig tale kalder Vesten, de facto er på vej nedad bakken og bliver svagere og svagere på en lang række områder i forhold til andre dele af verden.
Det amerikanske imperium er på vej ned. Trump vil påskynde det og når man kun er overlegenhed på ét område – voldens – er det dét man bruger.
For at få folk til at tro på nødvendigheden af oprustning og interventioner som dem i Mellemøsten, der bare koster penge, skaber elendighed, terror og had mod Vesten selv og koster ufatteligt mange penge – ja, så har man brug for at male en Putin på væggen den ene dag og en “diktator”den næste. Også selvom der er tale om gamle kultursamfund, der måtte have ret til at tænke og handle anderledes end vi. Der tales nedad. Hver gang.
Vi har brug for en elsket fjende: Skyggen af os selv.
Den russiske trussel er historien om zarens nye klæder. Og mod den er der kun én ting at stille – vores egen intellektuelle oprustning.
Hvor ville jeg dog ønske at DRs nyhedsredaktion ville prøve på at hjælpe os alle – public service, hedder det jo – med at forstå verden istedet for at deltage i propaganda, der kun tjener krigen. Aldrig freden.
• • •
Det må være de samme FE eksperter, som for 15 år siden sagde, at hvis USA lyder så overbevisende om masseødeleggelsersvåben, så måtte det være sandt. For slet ikke at tale om danske mainstream medier.
Næppe de samme men kulturen er nok eksakt den samme 🙂
… og det kan undre, at det eneste eksempel DR kan frembringe omkring fake news fra russisk side er en historie om, at RT har manipuleret med en støttedemonstration for den italianske politiker Matteo Renzi og denns reformer og serveret dem som regulære demonstrationer mod denne. Hvis man søger på RT omkring disse begivenheder er der umiddelbart kun reelle moddemonstrationer at spore. Og det er endnu mere tankevækkende, at jeg med en enkelt googlesøgning kan findes masser af artikler fra store vestlige medier der beretter om demonstrationer mod Renzi. The Telegraph har fx en stor artikel med overskriften: “Tens of thousands march in Rome to protest constitutional reforms put forward by embattled Italian premier Matteo Renzi”. Godt så. Er det så sandsynligt at RT fotograferer og filmer pro-renzi støttedemonstrationer, når der nu er bunker af levende billeder fra regulære og voldsomme demonstrationer mod dennes reformer spredt ud over Italien og på nettet… selvfølgelig ikke. Det giver jo ingen mening. Jeg er bange for, at Stratcoms forsøg på at indfange propaganda fra Rusland kun kan håndteres med selv at anvende propaganda eller fordreje begivenheder. Jeg kan i det hele taget ikke finde nogle konkrete eksempler fra Stratcoms side? I det hele taget er det meget problematisk at anvende begrebet fake news, når det kommer til en kanal som RT. Det er i højere grad et spørgsmål om særlige narrativer, framing, tolkningsrammer, scope, udeladelse af informationer etc. RTs framing er væsensforskellig fra de vestlige mainstream medier, som kan anklages for selvsamme som russiske medier anklages for.
[…] med sammenligninger i stedet for udeladelse, kritiske spørgsmål og intellektuel nedrustning. Læs min artikel hér, som denne klage gælder Med venlig hilsen Jan […]