Den 7. maj offentliggjorde dagbladet Information dette interview lavet på fremragende vis af Line Vaaben. Det tager udgangspunkt i Taksøe-Jensens udredning om danske udenrigs- og sikkerhedspolitik – men lander omkring lidt mere personlige aspekter.
Omfattende interview med RÆSON per 1. august 2014: Om situationen i Gaza, om mægling og fred, om Irak, krigen mod terror, Ukrain, en ny kold krig, om hvordan verdensordnen er under forandring, USA på vej ned og hvorfor danske udenrigspolitik må begynde at stille om… Tryk på forsidebilledet:
Politikens overskrift sender sine egne budskaber: 1) Sagen skal undersøges og Israel skal selv undersøge sine gerninger. 2) Årsag og skyld er ikke afgjort. Alle andre – dog ikke USA men – f.eks. FNs generalsekretær og medarbejdere har allerede sagt hvad det handler om; 3) Det kan altså være et uheld – skønt det er en systematisk metode (MH17 kunne […]
Desværre havde hverken Politiken selv eller Berlingske Tidende plads til dette. Af Jan Øberg, docent Den Transnationale Stiftelse for Freds- og Fremtidsforskning, TFF www.transnational.org Udenrigsminister Villy Søvndal og MF Steen Gades kronik om at ”Vi har aldrig været tættere på verdensfreden” er selektiv og skæv i forhold til vores de facto problematiske verden. Den kan sikkert få mange danskere til at læne sig endnu mere tilbage i eskapismens hygge for den er jo lige til ”blib båt og gud hvor går det godt…” OK de har helt ret at der gudskelov kan registreres forbedringer på en række sociale indikatorer som de også nævner. Det er resten, der bør skabe debat.
Kommentarer om hvad der sker og burde være sket – på niende måned. Med Khadaffis død er opmærksomheden ebbet ud, og jeg arbejder nu på en blog og en bog, der skal sammenfatte tyve års forskning og fredsarbejde med og i det tidligere Jugoslavien. Men jeg vil løbende poste ting hér af relevans for det, der sker i Libyen. Jeg vil skrive mere hvis den vold, som jeg hele tiden har forudsagt, trappes op blandt forskellige grupperinger i post-Khadaffis Libyen. De seneste bidrag i denne måned findes længst nede. 15. oktober 2011 LIBYEN – INTET NYT ER GODT NYT…? Har lige genemgået de ledende medier. Udover to historie på AlJazeera er der stort set intet fra Libyen. Da Khadaffi var død og NATOs mission officialt ophørte tabte medierne interessen. Journalisters og redaktørers symbiotiske relation til vold og krig er endnu en gang blevet bekræftet. Mon ikke der er mange, der gerne ville følge med i hvordan det nu egentlig går i Libyen under den ny ledelse? Høre om flygtninge er kommet tilbage, om torturen, klanfejder, retsopgør, forsoning, fortsat kampe, om økonomien og olien, etc?
Kommentarer om hvad der sker og burde være sket – på sjette måned. De seneste bidrag i denne måned findes længst nede. 29. juli 2011 LIBYSKE REBELLERS MILITÆRE LEDER DØD Læs den grundigt. Og hvorfor tager Jalil ikke spørgsmål? Dette lugter langt væk af likvidering. 5. august 2011 LIBYEN – TUSINDVIS AF CIVILE DRÆBT Civile dræbte i tusindvis, sagesløse i klemme mellem NATO og rebellerne. Hér en seværdig rapport fra CNN International, der ER bedre sit rygte Når man ser dette må man spørge: Hvad med Vestens “R2P – Responsibility to Protect? Hvad vi rent faktisk har er U2K – Urge To Kill. Hvor er de civile ofre i danske og svenske medier??
Kommentarer om hvad der sker og burde være sket – nu på fjerde måned. De nyeste bidrag findes længst nede. 8. juni 2011 MEDIERS ISCENESÆTTELSE AF KRIGEN I LIBYEN Jeg lytter i dag til P1 Morgen på Sveriges Radio. Indslaget om Libyen begynder med et interview med Peter Hultqvist, Socialdemokraterne, der slingrer sig ud og ind angående partiets ændrede holdning til hvor længe Sverige skal være i Libyen. Man havde jo sagt – også den nye partiformand Håkan Juholt – at
Løbende kommentarer til hvad der sker og hvad der i stedet burde været sket. Du skal altså scrolle ned for at se de nyeste indlæg… 9. marts 2011 LIBYEN: FATAL DISKUSSIONS-FATTIGDOM Jeg er bange for dette: Med undtagelse af Chavez’s forsøg er der ingen diskussion af civil intervention, mægling, fact-finding, høringer, FN-aktivitet, eller et EU-initiativ for at afværge storkrig. Der er kun ét forslag til diskussion:
FN-Dagen, 24. oktober 2008 For nogle dage siden havde min ven gennem vel snart 30 år, Niels Meyer, en kronik i Politiken, “Da danskerne vågnede op. Beretning om konsekvenserne af det danske folketingsvalg i 2010.” Niels har igennem de mange år, han har været samfundsdebattør, bedre end de fleste forstået hvor vigtigt det er at skabe positive fremtidsbilleder for at give mennesker lyst til at være med på forandringer – de store forandringer, der skal til hvis vi overhovedet skal overleve.
I 1994 deltog jeg i en TFF fact-finding mission til Georgien, Sydossetien og Abkhasien. At 8. august-krigen i år skulle finde sted var forudsigeligt, om end ikke lige præcis hvornår den ville komme. Min tid i denne korte artikel er 20 år, mit rum er globalt og mit tema er konflikterne, ikke krigen som sådan. Lad mig derfor begynde med opløsningen af den skrækkelige Sovjetunion under det visionære lederskab af en mand, vi alle stadig er stor tak skyldig, nemlig Mikhael Sergejevitsj Gorbatjov. – Gorbatjov trak Sovjetunionen ud af Afghanistan og satte Sakharov på fri fod. Ingen reaktion i Vest. Hele hans forandringsfilosofi fratog Vesten dets elskede fjende.
Horisont kørte i aften et langt indslag om Kosovo. Ifølge programmet véd Steffen Kretz og Thomas Ubbesen at Kosovo-provinsen blir en selvstændig stat – omend det tidligst sker den 17. februar, altså om 6 dage. De véd at det er et lille moderne “land,” der er “klar til at træde ind i Europe.” De ved at Kosovo er det serbiske navn skønt det på serbisk hedder Kosmet i Metohija. De véd – og siger flere gange – at Slobodan Milosevic “spillede det dødelige etniske kort” og sendte sit politi og sine soldater “for at myrde og brænde”. De véd at Kosovos historie er en lang og smertefuld historie om “besættelse.” De véd at finde en dansk UNDP-medarbejder, der er villig til at sige, at der intet alternativ er til selvstændighed; de véd at Serbien “derovre” har så svært – meget sværere end Kosovo, må man formode – at blive demokratisk. De véd også hvordan man finder en serbisk bonde i en landsby og lader ham fortælle sin historie først og derpå kontrasterer ham med en smartere albaner hvis udsagn står mer til troende. For dels kommer han sidst af de to, dels er hans version den, der stemmer med TV-Avisens vinkel. De synes også at vide at Kosovo er noget man kan forstå uden ét ord om historien og uden at tale med nogen i Serbiens hovedstad Beograd – som Kosovo-provinsen folkeretsligt tilhører. De véd at man heller ikke behøver […]
