I 1994 deltog jeg i en TFF fact-finding mission til Georgien, Sydossetien og Abkhasien. At 8. august-krigen i år skulle finde sted var forudsigeligt, om end ikke lige præcis hvornår den ville komme. Min tid i denne korte artikel er 20 år, mit rum er globalt og mit tema er konflikterne, ikke krigen som sådan.
Lad mig derfor begynde med opløsningen af den skrækkelige Sovjetunion under det visionære lederskab af en mand, vi alle stadig er stor tak skyldig, nemlig Mikhael Sergejevitsj Gorbatjov.
– Gorbatjov trak Sovjetunionen ud af Afghanistan og satte Sakharov på fri fod. Ingen reaktion i Vest. Hele hans forandringsfilosofi fratog Vesten dets elskede fjende.
– Gorbatjov foreslår en helt ny sikkerhedsstruktur, et ”Europæisk Hus” med OSCE og FN som centrale organisationer. Det triumfalistiske Vest viser ingen interesse.
– Gorbatjov beder Vesten om økonomisk hjælp til Perestroika og Glasnost, en proces, der kunne have skabt et åbent samfund med socialdemokratiske fortegn. G8-landene beslutter i London at sige nej og spiller senere på Boris Jeltsin, en populist uden nogen visioner.
– Vesten ønsker – forståeligt nok – at de to tysklande forenes, men det er den store udfordring eller trussel set med russernes historiske øjne. Man lover derfor Rusland at NATO ikke skal ekspandere.
– Warszawa-Pagten opløses, NATO består og begynder sin systematiske udvidelse. NATO opretholder også sin ret til at være først til at bruge kærnevåben.
– Clinton-administrationen begynder et meget omfattende militært program i 1992; rundt om Rusland bygges der baser, i forsvarsministerierne stationeres rådgivere og folk fra private amerikanske militære firmaer, militære oprustningsprogrammer indledes rundt om i Ruslands ”nære udland”. Enhver russisk bekymring og protest tilsidesættes.
– Serbere bliver tildelt rollen som de eneste skurke i det jugoslaviske drama, som russere i den Kolde Krigs-skabelon; de er farlige og ekspansionistiske mens folk som Kroatiens Franjo Tudjman, Bosniens Alija Izetbegovic og Kosovos Agim Ceku spiller rollen som frihedselskende, demokratiske aktører. NATO bomber Serbien og Kosovo i strid med al folkeret og uden Sikkerhedsrådets mandat. Ruslands synspunkter og forslag om en forhandlingsløsning overhøres.
– Det Ballistiske Missil Forsvar, BMD – der ikke er det mindste defensivt men udgør en vital del af den amerikanske kærnevåbendoktrin der skal beskytte USA mod gengældelse når og hvis USA har indledt et atomangreb på en anden stat – udvikles i hastigt tempo som om verden slet ikke har forandret sig. Rusland synes det er en afsindigt dårlig idé, ligeså dårlig som amerikanerne ville se på det hvis Rusland opstillede et sådant system lige over grænsen i Mexico. For at vise sin respekt for demokratiet, undertegner USA og Polen en aftale herom vel vidende at 90% af polakkerne er inderligt imod BMD på deres territorium. Russernes protester tilbagevises: Tænk at de ikke kan fatte at systemet slet ikke er rettet imod dem men imod – vel, imod Iran og andre fantasi-fjender.
– USA og EU-landene beslutter – igen i strid med folkeretten og Sikkerhedsråds-resolutioner – at anerkende Kosovo som selvstændig stat. Det bokses igennem trods Ruslands (og mange andres) saglige argumenter imod ensidig, påtvunget løsrivelse og dets påpegning af at det vil skabe uro i andre separatist-regioner.
– Vestlige medier og politikere præsenterer i stigende omfang Rusland som en ny trussel, som NATO skal samle sig imod. Faktum er at dets militære udgifter kun er 5% af NATOs, 7% af USA’s og 13% af EU’s. Noget vestligt forsøg på også at tage lignende positive skridt for at reducere militarismen på sin egen side findes ikke igennem de sidste 20 år.
Hvad med Georgien selv i alt dette?
Allerede i 1994, på det amerikanske kontor i Tblisi, fik jeg at vide at Georgien var et centralt land i USAs strategi og politik for hele regionen – og georgiske embedsmænd fortalte mig om den lyse fremtid Georgien gik i møde når bare de store olie- og gasledninger ville gå over deres land. Så ville det blive et land at regne med.
Pentagon har gennemført flere omfattende militærprogrammer i og med Georgien; amerikanske specialtropper og USAs marine har været der længe sammen med mange rådgivere. I 2004 blev Georgien medlem af NATOs Partnerskab for Fred. Een interessant dimension som medierne overser er at Israel er stærkt involveret og at Georgiens forsvarsminister, Davit Kezerashvili, er tidligere israeler.
Her er hvad Instituttet for Krigs- og Freds-Rapportering, IWPR, fortalte i midten af 2007:
I juni forhøjede den georgiske regering forsvarsbudgettet på 315 millioner dollars med yderligere 260 millioner. Ifølge Stockholms International Fredsforskningsinstitut, SIPRI, er Georgien det land i verden, der har haft den hurtigste vækst i sine militærudgifter. En del uafhængige eksperter er urolige over at udgifterne ikke rapporteres i deres helhed, mens andre mener at de kan underminere fredsprocessen vis-a-vis de separatistiske territorier Abkashien og Syd-Ossetien.
Georgiens militære budget voksede 50 gange mellem 2002 (18 millioner dollars) og 2008 hvor det er 900 millioner dollars, hvilket udgør 9% af landets bruttonationalprodukt.
Interessant nok er Georgien den tredjestørste besættelsesmagt i Irak. Det har også soldater i Afghanistan og har været i Kosovo. I mangt og meget har det været superloyalt med USA i det krig mod terror. Det er yderst naivt at tro at Saakashvili ikke har sikret sig grønt lys i Washington før han angreb Syd-Ossetien.
Regionen er mindst lige så kompliceret som det tidligere Jugoslavien: historie, traumer, etnisk rensning, minoriteter inden i minoriteter, økonomisk og konstitutionelle kriser, alle typer af korruption og dobbeltspil blander sig til en ganske farlig cocktail.
Fremtiden ser mørk ud for os alle – det vil sige, indtil nogen stopper op et øjeblik og begynder at tænke i stedet for bare at reagere og legitimere sin egen deltagelse i militarismens og magtpolitikkens brutale spil.
Så hvad er der nu brug for for at mildne konflikten og kontrollere at den ikke bare trappes yderligere op?
For det første, lidt hensyn til historien.
For det andet, lidt indlevelse i andre perspektiver end USAs og EUs.
For det tredje, en erkendelse af at Vestens egne handlinger ikke altid har så ædle intentioner eller positive konsekvenser.
For det fjerde, en forståelse for militarismens yderst modproduktive rolle og dens psyko-politiske effekter på dem, den retter sig imod.
For det femte, en påmindelse om det faktum at forhandlinger er meget bedre for alle parter end trusler og ”frygt-ologi” .
Russerne har nu sagt: Hertil og ikke et skridt længere. Det ville være klogt af Vesten at lytte nu. Det er ikke i Vestens egen interesse at fortsætte med at provokere og ydmyge Rusland, givet dets historie, værdighed og resurserigdom.
Og måske må det være mig tilladt at tillægge at det ville være en stor hjælp hvis vestlige mainstream medier ville ophøre med at a) genbruge det gamle koldkrigsbillede af det enestående aggressive Rusland, der intet har med dagens virkelighed at gøre, og b) bare gentage, i værste Pravda-stil, hvad vestlige militaristiske eliter siger.
Kunsten at læse og stille begavede, kritiske spørgsmål bør atter introduceres i international og dansk journalistik og i udenrigsrapporteringen – hvilket vil befri branchen fra medskyld i den næste – måske meget værre – krig.
JØ # 1217
