I aften handlede “Horisont” efter TV-Avisen om konflikten og krigen omkring Georgien. Den involverer jo i det mindste Georgien selv, Abkhasien, Syd-Ossetien, Rusland, EU, USA og på mange måder landene omkring Georgien. Og en handler om mi.itærstrategi, olie og fremtidens magtstruktur i området – og om forholdet mellem USA/Vest og Rusland.
Alligevel vælger DR udelukkende at se det hele fra georgisk side. De interviewede er både georgier og ossetier, flygtninge, eksperter og georgiske regeringsrepræsentanter – helt fint. Lad os sætte at DR ikke har kunnet finde én, der kunne beskrive den russiske vinkel dér langt borte. Men så kunne man vel have fundet en dansk ekspert eller nogen, der kunne oplyse om den side også?
Den 8. august i år gjorde Mikheil Saakashvili – en klar håndlanger for USA og aftager af dets våben – noget, som Slobodan Milosevic aldrig gjorde i Kosovo, nemlig en omfattende militæraktion mod den separatistiske provins. I vestlige medier fremstår derimod Rusland generelt som den stygge bjørn, der med sin reaktion viser sit sande aggressive ansigt.
Forestil dig at DR havde givet Milosevic den samme håndsrækning propaganda-mæssigt i sin tid !
Og nu vi er ved Kosovo, vær vis på én ting: Vestlige “mainstream” medier, kommentatorer og politikere kommer aldrig til at drage den – indlysende – parallel. Russerne gør nu bare i “sin” region hvad USA og NATO i 1999 gjorde i “sin” og fortsatte med ved sin anerkendelse af det såkaldt uafhængige Kosovo i strid med al lov og ret.
Og den russisk Duma erklærede så tidligere i dag at Abkhasien og Syd-Ossetien bør blive selvstændige.
Sådan er Realpolitik, spillet om magten – som om der er noget at forbavses over? Det skulle da lige være at DR giver et dyt i anstændig konflikt-journalistik og alsidighed. Vel, som jeg har påpeget på denne blog er det trods alt ikke første gang…
JØ # 1216