Libyen-krigsdagbog, juni 2011

Kommentarer om hvad der sker og burde være sket – nu på fjerde måned.
De nyeste bidrag findes længst nede.

8. juni 2011
MEDIERS ISCENESÆTTELSE AF KRIGEN I LIBYEN

Jeg lytter i dag til P1 Morgen på Sveriges Radio. Indslaget om Libyen begynder med et interview med Peter Hultqvist, Socialdemokraterne, der slingrer sig ud og ind angående partiets ændrede holdning til hvor længe Sverige skal være i Libyen.

Man havde jo sagt – også den nye partiformand Håkan Juholt – at man ville trække Sverige ud efter tre måneder. Hultqvist har den utaknemmelige opgave at forklare hvorfor partiet nu vil at Sverige skal fortsætte sin deltagelse. Det blir en vidunderlig parodi på det politiske misbrug af sproget.

Nå, man har ét standpunkt til man tager et nyt, som en klog dansk socialdemokratisk statsminister engang sagde. Det utrolige med dette indslag i vort public service medium er at der ikke stilles et eneste spørgsmål vedrørende krigen selv, hvordan alt er blevet anderledes efter at NATOs bomber er begyndt at falde – eller hvad Sverige egentlig har dér at gøre.

Svenske mediers perspektiv – og SR er slet ikke ene om det – er indenrigspolitisk. Hvor stiller nu dét eller dét parti sig i sagen? Krigen selv blir dermed OK, “nødvendig for at redde mennesker fra et formodet folkemord” og lignende forvirrede undskyldninger, der kun har hold i påstandenes verden. I stedet for at stille spørgsmål blir man politisk korrekt, mikrofonholder.

Den slags sker i stedse stigende grad fordi medierne – grosso modo – har langt færre kyndige på disse områder end førhen.

9. juni 2011
KHADDAFI GIVER SIN SOLDATER ORDRE – OG VIAGRA – TIL AT VOLDTAGE KVINDER EN MASSE

Det svenske FN-sendebud vedrørende vold mod kvinder i krigszoner, Margot Wallström, der ellers er en fornuftig og retskaffen politiker, går i “Dagens Eko” på Sveriges Radio ret kraftigt ud med at hun har “advaret” Sikkerhedsrådet om Khaddafis modbydelige politik. Voldtægter er naturligvis gefundenes Fressen i medier, så der snakkes ikke så lidt om det uhyrlige i dette. Og hvem kan være uenig i det afskyelige – især hvis det også er sandt (hvad meget jo ikke er i forbindelse med krige).

Til sidst bliver hun spurgt om hvilke bevis der egentlig findes og svarer til min store forbløffelse: Jeg har ingen bevis, dem skal du spørge efter hos den Internationale Straffedomstol!

Historien kommer fra den amerikanske kvindelige FN-ambassadør, der på et lukket møde påstod at have bevis herfor, men uden at fremlægge dem.
Til sagen hører også at det nu cirkulerer påstande om at “man” har bevis for at Khaddafi tillige deler Viagra ud til sine soldater. Sådan – skal vi tro – får både han og de projektet op at stå.

Hvor gamle sådan cirka er mon en soldat i Libyen? 18-25 som i de fleste andre lande. Det er ligegodt nogle slappe fyre de dér libyere hvis de skulle behøve Viagra i den alder, eller hur?

Nej historien stinker til den høje himmel af krigspropaganda og plantede historier – mod hvilke der hverken findes mediefiltre eller sundt fornuftig spørgelyst. Hvilket ikke betyder at der ikke forekommer voldtægter; det gør der i alle krige og på alle sider. Tænk blot på amerikanerne i Abu Graib.

13. juni 2011
SUK – SUCK!

I løbet af de sidste uger er jeg blevet interviewet af radiostationer i USA med sammenlagt 50 millioner lyttere, af Irans svar på BBC Radio, af TV Europe, Danmarks Radio, Jamaica, Associated Press, en radiostation i Beograd, og Kinas TV vil have mig med i en studiesamtale – om Libyen, NATOs fremtid, etc.
Men ingen blandt de 368 svenske journalister og redaktører, der får TFF’s Nyhedsbrev og derfor kan vide hvilke analyser jeg og andre TFF-ere gør, har ladet høre fra sig.

Ikke engang alsidighedshensynet – nemlig det at jeg ville have sagt ting som flertallet ikke siger – synes at veje det mindste. Medier søger bekræftelse, ikke mindst på deres eget lands fortræffelighed.

Fra en lidt anden synsvinkel er det naturligvis lige dét, det handler om når EU-professor Marlene Wind ved Københavns Universitet, i disse dage får mundkurv på for at have sagt det, der må og skal siges – og tilmed brænder helvedes godt igennem tv-skærmen.

Jeg vil æde min hat på at hun aldrig mere dukker op i TV-Avisen.

21. juni 2011
BAN KI-MOON GENVALGT TIL FN-GENERALSEKRETÆR

Det burde optage os meget mere hvem der skal lede verdensorganisationen end hvem, der for eksempel sætter sig i Det hvide Hus. Men det gør det ikke – i bedste fald læses der et telegram op med den – triste – kendsgerning at Ban Ki-WHOM er blevet genvalgt, og dét uden modkandidat og med akklamation.

Han er par excellence den ringeste generalsekretær i FN hele historie. En usædvanligt inkompetent, intetsigende nikkedukke, der som en af sine første gerninger besøgte NATO og priste alliancens fredsindsatser, omtrent samtidig som han underskrev en samarbejdsaftale med den daværende NATO-generalsekretær, der de facto gjorde NATO til FN’s hær, flåde og flyvevåben. Han undlod – måske klogt nok – at orientere medlemsstaterne om sin signatur på dokumentet og holdt det hemmeligt – indtil NATO lod det sive.

Med tanke på NATO’s karaktér og holdning til atomvåben og på Ban Ki-Moons fremgangsmåde er der ikke skygge af tvivl om at han har gjort ekstrem vold på FN-deklarationens bogstav såvel som ånd.

Who cares?

Hvis du synes jeg er for hård så læs Inga-Britt Ahlenius’ “Mr Chance. FN:s förfall under Ban Ki-Moon”, Brombergs Bokförlag 2011. Hun har været undergeneralsekretær med ansvar for hele FNs granskningsfunktion, en slags statsrevisor, der har siddet i FN-huset nogle få meter fra ham, samarbejdet med ham og – korset sig dag på dag.

Hvorfor “Mr Chance”? Jo, det referer til filmen Velkommen Mr. Chance (Being There) hvor den forvirrede, let autistiske gartner, brilliant spillet af Peter Sellers, gennem nogle dobbelttydige udtalelser og total brist på kundskab ender som De forenede Staters præsident.

Virkeligheden overgår som bekendt vældigt ofte digtekunsten…

For FN og i en vis forstand for verdens underpriviligerede millioner er dette intet mindre end en sorgens dag. Verdens magthavere ønsker et skvattet FN, jo svagere og dummere, jo bedre. Og dét trods det faktum at der i princippet ikke findes nogen organisation i vores verden, der burde være vigtigere.

Verdens ledere er en bande nationalister, der ikke ønsker noget niveau over sig selv og prædiker “globale løsninger” samtidig med at deres horisont stopper ved deres egen landegrænse.

23. juni 2011
“DANMARK ANERKENDER LIBYENS REBELLER SOM DEN ENESTE LEGITIME REPRÆSENTANT FOR LIBYENS FOLK..”

Danmarks udenkundskabsminister, Lene Espersen, ligger langt fremme i sine bombesko med sin noget besyderlige “demokratistøtte” til Libyen. Danmark erkender i dag 300 vidt forskellige mennesker, der for nogle måneder siden selvbestaltet opkastede sig til ledere af 6-7 millioner mennesker uden at have spurgt dem og begyndte at skyde til højre og venstre. Blandt dem – om ikke ligefrem ledende – findes Al-Queda, CIA-finansierede folk og andet godtfolk, vi ellers bruger milliarder på at bekæmpe.

Man må gerne citere mig for at sige at i sammenligning med dem, vore officielle magthavere nu hovedløst har anerkendt, fremstår Khaddafi som relativt demokratisk og har gjort mere godt for det libyske folk end disse endnu har bevist at de kan.

Hvis fru Espersen mener at de er så flotte demokrater dér i Benghazi hvorfor er så såvel deres politiske og militære ledere afhoppede men mangeårige tjenere i det, der nu pludselig kaldes Khaddafis “diktatur”?

Jeg vil jo helst tro det bedste om mennesker, så jeg vælger at tro at Lene Espersen er blevet tvunget til det af lande som Frankrig, England og USA – at hun savner kundskaben og civilcouragen til at standse nu, inden legen bliver rigtig ond.

Følg flokken – uanset hvilken afgrund den måtte være hastigt på vej imod. Når det libyske helvede er ovre er hun i alle fald ikke udenrigsminister længere – og det skal både hun og vi andre være glade for.

26. juni 2011
DEN AFRIKANSKE UNIONS FORSLAG TIL FRED I LIBYEN

Der verserer idag rygter i medierne om at den Afrikanske Union, AU, skulle have opnået en aftale med Khaddafi om at han vil fjerne sig fra det politiske liv i Libyen i fremtiden – til at begynde med lade være med at kræve en plads ved et forhandlingsbord. Det skulle være opnået som et forsøg på at øge chancerne for en forhandlingsløsning.

Nå, det tvivler jeg nu på at den gamle oberst skulle være gået med til – han er ret sej og med en god portion beduin-filosofi overgiver man sig sikkert hellere til historien som martyr (når f.eks. danske F16 endelig får ram på ham) end som den, der stak halen mellem benene og svigtede sit folk i nødens stund etc, etc…

Nuvel, den Afrikanske Unon havde vel også behov for at stå i rampelyset med en så opsigtsvækkende besked. Det blev dog kun til nogle få minutter, for for 117. gang skød “rebellerne” eller “frihedskæmperne” i Benghazi enhver idé om en forhandlingsløsning ned. De vil have deres forhandslingsresultat uden forhandling. Sådan taler folk, der hellere skyder end tænker.

De kan kun slippe afsted med den urimelige og virkelighedsfjerne politik fordi de har vestlig støtte i almindelighed og NATO-landes støtte i særdeleshed til at sige “nej” til enhver forhandlingsløsning. Hvis nogen vred armene om på dem og sagde – “Nu er det nok, venner, vi giver Jer alt hvad I har brug for og vi har anerkendt Jer, nu skal i fandemig/os også opføre Jer ordentligt så vi i NATO kan se en ende på krigen” – ja, så ville de givetvis føje sig.

Men det er der altså ingen der gør. Og således kan the National Transitional Council vedblive med at diktere vilkårene som de gode anerkendte demokrater, de nu siges at være også af den danske regering.

Undskyld jeg ikke skriver mere i disse dage – der sker jo ikke noget uden i verden, udover at Strauss Kahn har (eller ikke har) haft en affære med en stuepige på sit hotelværelse og at der er Roskilde Festival…