Libyen-krigsdagbog, juli 2011

Kommentarer om hvad der sker og burde være sket – på femte måned.
De seneste bidrag i denne måned findes længst nede.

6. juli 2011
FRANSKE OG ANDRE VÅBEN TIL LIBYENS “FRIHEDSKÆMPERE”

Det turde være ret indlysende at jo mere våben, man pumper ind i en krigszone, jo længere varer krigen og den menneskelige lidelse. Ligeså klart burde det være at det er svært at opretholde en våbenembargo og fremme en våbenhvile – som er vejen til en forhandlingsløsning – hvis man dels bomber på livet (eller døden) løs og leverer våben dag og nat til kombattanterne.

Dette er åbenbart en alt for sofistikeret tænkning for de regeringer, der ifølge dagens rapporter leverer tonsvis af våben, ammunition og træning til Libyens oprører. Disse regeringer forbryder sig mod FN Sikkerhedsråds resolution 1973, men ingen straffer dem. De følger jo bare krigens logik – mer, mer, mer…og dybere ned i moradset. Af én eneste grund: Uanset at vi nu indser at vi sidder i lort til halsen i Libyen så må vi for alt i verden bevise at vi havde ret og at den som har ret vinder.

Det er naturligvis fuldstændigt uholdbart såvel intellektuelt som moralsk – men kaldes udenrigs- og sikkerhedspolitik eller “statsmandskunst”. Det bliver et stedse mere interessant og vigtigt spørgsmål, som jeg for så vidt har arbejde med siden 1970ernes begyndelse: Hvorfor lader vi den globale våbenhandel fortsætte? I hvis interesse? Til hvilken menneskelig pris? Hvorfor taler vi ikke om at komme den til livs på samme måde som handelen med kvinder, kropsdele og narkotika? Hvem er gribbene – “dødens købmænd” – der blir multimilliardærer på denne handel, der dræber mange mange flere end vi gør os begreb om? Lad os kende disse navne så godt som vi kender Mladic!

Tænk dig en verden hvor der ikke fandtes våbenproducenter og -handlere: Krigene ville snart løbe tør, ikke sandt?

Krigsforbrydere er dem der bruger våbnene. Det er aldrig dem, der producerer og sælger dem. Hvad er dét for en moral? Hvad er dét for en lovgivning? Hvad er dét for et folkeretligt system?

Hele dette problemkompleks er én stor perverteret byld på vor fælles verden. Først opruster vi folk som Saddam Hussein og Khaddafi – ingen af dem ville være noget videre i denne verden eller have den magt, de har, hvis de ikke havde fået eller købt alle disse våben fra nogen. Derpå sker der et eller andet, såsom Saddams invasion af Kuwait, og så blir der et helvedes hus fordi “vores loyale ven” skejer ud. Derpå tjener vi endnu flere milliarder på at bevæbne dem, der nu bekæmper vore tidligere ven – konkret lige nu Det Nationale Overgangsråd i Benghazi. Forudsigelse: De blir sikkert vore fjender en dag!

Men måske vi forinden har “hjulpet” dem? Snart kommer USA og de andre vel og bygger megabaser i Libyen som i Østeuropa og Centralasien, Kosovo og Irak. Det er jo dét disse krige først og fremmest handler om – våben, olie, griskhed, magt, maskulinitet og alt det andet, der ødelægger livsmulighederne på denne klode.

21. juli 2011
HUNGERSNØD I SOMALIA ELLER EUROPA: HVILKE LIV SKAL ÅBENBART IKKE REDDES?

11,3 millioner lider nu under den værste tørke/hungerkatastrofe i mange årtier i Afrika – og dét siger ikke så lidt. Alligevel har det taget ubegribeligt lang tid inden den historie er kommet op på forsiderne. I Danmark var det Mimi Jakobsens hjerteskærende berettelse efter et besøg, der synes at have sat lidelserne på dagordenen.

Jeg har sagt det før: Vore egne og dermed internationale fælles prioriteringer er forvredne, grænsende til det perverse. Og hvad er det andet en ligegyldighed med et kraftigt stænk af racisme at disse menneskers skæbne ikke er blevet skreget ud til verden og er det første TV-Avisen og Politiken fortæller os i disse dage?

Forestil dig at 11,3 millioner havde sultet midt i Europa. Forestil dig så medieopmærksomheden, debatten, lynindkaldelse af parlamenter, redningsaktioner i lyntempo? Men i Somalia? Det er jo bare (sorte) mennesker, der allerede er fattige, vante til elendigheder og så slås de jo med hinanden, ikke? Hvad fortjener de egentlig?

Idag kl 10:20 har BBC stadig historien allerlængst nede på sin høje Internet-forside. Jeg har faktisk skrevet til dem og spurgt hvordan i alverden det er muligt for et medie som netop BBC at være så ignorant. Jeg forventer ikke svar.

Endnu værre: Politiken har ikke ét ord om den på sin forside men nok så mange “petit”-overskrifter, pop, underholdning og tonsvis af sportsbegivenheder med store billeder – skønt der er en sektion helt og aldeles reserveret til sport og det er den største i Politiken og alle andre aviser. Tænk hvis hungersnøden i verden eller Strauss Kahns eskapader pludselig fyldt sportssiderne…ramaskrig.

Er det ikke tankevækkende – jeg mener i perspektivet af menneskelig modenhed – at Danmark bomber i Libyen lige nu, officielt fordi vi troede at der var et folkemord rundt om hjørnet arrangeret af Libyens “gale hund” (Ronald Reagans ord) og nu dræber hundredvis af civile men der stort set ikke løftes en finger i hverken medier eller den politiske sfære når 11,3 millioner medmennesker er på vej i sultedøden, dobbelt så mange som i Hitlers “Holocaust”?

Er det mon sådan at vi kun kan være, eller spille, gode i forhold til menneskelig ondskab men ikke i forhold til systemers ondskab eller naturens luner? Er det mon sådan at vi i dybest set ikke bryder os om 11,3 millioners lidelse men synes at vore egne problemer er så meget større og vigtigere? I så fald er der tale om en mental, kulturbetinget racisme, der adskiller sig fra direkte diskrimination men koster langt flere menneskeliv end den racisme, vi er opmærksomme på.

At bombe i Libyen og alle andre steder for at “redde menneskeliv” men ikke at gøre en ligeså omfattende, resolut indsats i situationer som Somalia er intet andet end militarisme: at vi kun demonstrerer vores humanisme når den kan udtrykkes gennem vold, krig, adgang til olie etc. – ikke når der er tale om ren og skær lidelse.

Eller anderledes udtrykt: De sultende og nødlidende millioner rundt om i verden har Vesten/NATO åbenbart intet selvbestaltet ansvar for at beskytte. Kun nogle rebeller i Benghazi.

Hvor er det synd at vore bombehumanister ikke bare kan bombe flygtninge, hungrende og fattige – for hvis man kunne, så have vore humanitære F16-fly været på vingerne allerede og vore hændervridende medier og politikere havde talt salvelsesfuldt om “vort ansvar for at beskytte” og om det noble i at gøre noget.

Så gør da for fanden noget for at udrydde den lidelse vi kunne udrydde i en håndevending hvis vi ville!

Så sørg da for at der ikke også i dag dør 100.000+ mennesker unødvendigt (33 x 11. september!) fordi de ikke har føde, tag, klæder, medicin, vand – men mange blandt os selv er ved at dø af fedme og kedsomhed midt i overfloden.

Så vis os at Jeres militante humanisme og ansvar for at beskytte nødlidende ikke er gennemfalsk!

25. juli 2011
HOLGER K. NIELSENs KRONIK – SÅDAN TALER EN MULIG FREMTIDIG FORSVARSMINISTER

Af overskriften “Hvad skal vi med forsvaret?” kunne man få det indtryk at vi ikke længere har brug for det. Men glæd dig ikke for tidligt!

Nielsens kronik vidner om en kun hårfin skillelinje mellem SF og militarismen. For ham betyder “forsvaret” det militære og kun dét og vi skal bruge det stort set som nu – udenlands. Men vi skal sådan lære lidt af at det ikke gik så let eller så godt i Afghanistan og Irak. Så aldrig mere dér.

Kronikken igennem taler han om “de andre” elementer, dvs. de ikke-militære, som der er stor brug for. Tilfældigvis udelader han enhver diskussion af hvad disse elementer kan være. Dermed overlader han feltet til militærets monopol.

Med ham som kommende forsvarsminister kan det militære forsvar føle sig helt tryg. Han véd hvad der skal siges for at få vælgere – måske og på kort sigt – men han aner ikke hvad der skal til for at skabe fred. Sådan taler en mulig fremtidig forsvarsminister – og den eneste danske politiker, der har sagt at han synes det ville være fint (eller “nødvendigt”) at indsætte landtropper i Libyen.

Han når på dette område hverken sit partis tradition eller for eksempel den gæve og kyndige Gert Petersen til sokkeholderne. Hvis dette er stedet hvor SF står i dag ser det unægteligt mørkt ud for dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Venstrefløjen har afviklet sig selv som alternativ til oprustningen og krigen. For at få magten!

Vi har atter fået et bevis på at den eneste oprustning, der er brug for, er intellektuel oprustning. Læs dog nogle bøger, Nielsen!

26. juli 2011
JASÅ, NU KAN KHADDAFI PLUDSELIG BLIVE I LIBYEN – WOW

Den britiske udenrigsminister William Hague udtaler i dag at Khaddafi kan forblive i Libyen. For vel et par uger siden sagde den franske præsident Sarkozy at det nu var tid at forhandle med Khaddafi. Sarkozys ord – der måske kun var en prøveballon fra den politiker, der er mest ansvarlig for hele miséren – blev omgående skudt ned af Hillary Clinton, USAs udenrigsminister: Der skal ikke forhandles! Hun er altså helt på linje med oprørerne i Benghazi.

Det hér er stærke sager fra to politiker, der tidligere har været fast i deres overbevisning: Khaddafi har kistet legitimitet, retten til at være leder fordi han har angrebet sine egne. Ham taler vi ikke med, han skal bombes væk – eventuelt dræbes. Alternativt skal han arresteres og bringes for Den internationale Straffedomstol. Nu fem måneder inde i et foretagende man troede højst skulle tage tre uger høres helt nye toner.

Min tolkning er at hele Libyen-projektet er ved at styrte sammen for både de enkelte lande i NATO og EU. Om dét er gode nyheder må tiden vise. Jeg tror faktisk at Vestverdens Libyen-projekt er “beyond the point of no return.” Man blive ved, man er inde i en krog hvor der ikke er nogle objektivt gode løsninger eller udveje, der tillader at man kommer ud med æren i behold og kan erklære sig selv som sejrherre eller overbevise en kat om at man havde ret dér tilbage den 19. marts da det så ud som en let lille honningkage at påbegynde bombningerne, der snart skulle gøre det af med “diktatoren.”

Damn you if you do and damn you if you don’t. Det begynder at se ud som den – forudsigelige – reprise af Afghanistan og Irak fra ét perspektiv og fra Kosovo i et andet. Men hvis det er det så vil ingen af de ansvarlige nogensinde erkende det.

27. juli 2011
NORGES TRAGEDIE OG DEN ANTI-MUSLIMSKE RYGMARVSREAKTION I MEDIERNE

Den frygtelige massakre, som Anders Behring Breivik udførte, fik umiddelbart næsten alle , der udtalte sig, til at tale om “en Al-Queda-lignende operation” – Norges 9/11…

Eksperter udgød sig om at det jo ikke var så mærkeligt – måske – at Norge var blevet ramt; Norge var med i Afghanistan, havde aviser der havde publiceret Muhammed-tegningerne, var med i Libyen, etc. Såvel den seriøse som den mindre seriøse presse havde den vinkel på sine stort opslåede forsider.

Snart fandt vi ud af at det ikke havde noget med virkelighedens forbrydelse at gøre. Medier, eksperter og politikere kørte på ren, ubetænksom rygmarvsreaktion.

Alt, hørte vi, pegede i retning af et nyt frygteligt slag fra muslimske terrorister mod et uskyldigt land i Vest. Et amerikansk medieinstitut sendte mig omgående en e-mail og spurgte hvad min “take” var på dette. Jeg sad den aften i Basel hvor jeg underviste på et MA-kursus i fredsstudier ved World Peace Academy og svarede at jeg ikke havde noget overblik, ingen hypotese og derfor ikke noget begavet at sige. Engang imellem ville det være fint hvis eksperter ville holde kæft indtil de véd noget og nok til at kvalificere til den betegning!

Derfor glædede det mig at læse Mark Ørstens kritik i Politiken. Han er leder af RUCs medieuddannelse og mente at “medier bør have røde ører over Norge-dækning”.

Så meget desto mere forstemmende – to say the least – er det at se at rektor for Danmarks Journalist- og Mediehøjskole Anne-Marie Dohm modsat dette mener at der ikke er grund til røde ører. Her er Politikens citat af hende i sin helhed:

»Vores opfattelse af, hvem der står bag terror, er jo meget præget af de senere års terrorhandlinger, som rent faktisk har været udført af islamister. Vi har set terrorhandlinger, som minder om terrorhandlingen i Oslo, i blandt andet Oklahoma, som er rettet direkte mod regeringskomplekser. Så man kan ikke fortænke medierne i at søge den form for forklaring. Mediedækningen går ekstremt hurtigt, og der er et behov for ret hurtigt at komme ud med tingene. Og det smitter af på de trykte medier. Og fordi det går så hurtigt, er der også et større behov for at få nogle forklaringer knyttet til de informationer, vi kommer i besiddelse af. Og når det skal gå så hurtigt, vil der blive truffet fejlslutninger, det må vi vænne os til. Men man skal måske i højere grad gøre læserne opmærksomme på, at det er så meget, vi ved lige nu«, siger hun.

Hun blander det hele sammen og anser til slut at vi må vænne os til den slags vådeskud i pressen. Jeg ville gerne have spurgt hende om dette: hvem har sagt at det skal gå så hurtigt? Hvem har det dér behov for at komme ud med tingene før vi véd en pind om dem? Og hvis ærinde går hun når hun siger at “må vænne os til” at der køres gigantiske fejlslutninger – som det viste sig at være i dette tilfælde.

Fortæl, fortæl, Anne-Marie. For som du citeres her er du fuldstændig uansvarlig, uegnet til at lede journaliststuderende i vores komplekse verden. Hvad er det Politiken – i farten må man formode – er kommet til at klippe ud som du også må have sagt? Er du i farten blevet fejlciteret?

Bedre står det desværre ikke til på Politiken. Citat fra samme artikel:

– Journalistisk chefredaktør på Politiken Anne Mette Svane mener heller ikke, at der er grund til at være flov over, at Politiken lørdag bragte en baggrundsartikel om, hvorfor Norge kunne tænkes at være et terrormål, under overskriften ’Tegninger gør Norge til terrormål’.

»Vi laver avis i døgnet, og derfor er der altid en masse ting, som man ville ønske, man havde gjort lidt anderledes, hvis man havde haft bedre tid. En fredag eftermiddag, hvor der sker en stor eksplosion, og Norge er under angreb, og man ikke ved, præcist hvem det er, der angriber, og om der kommer flere angreb, der er det en meget uoverskuelig situation, man skal i gang med at beskrive og få overblik over. Myndighederne havde heller ikke et fuldt overblik over, hvad der foregik, og vi er jo også afhængige af, hvilke oplysninger vi kan få derfra. Men derfor skal man selvfølgelig alligevel gøre sig meget umage og tænke sig rigtig godt om, før man bringer teorier til torvs, som så viser sig ikke at holde vand«, siger hun.

No comments! Denne slappe, uforsigtige sensations-journalistik, der åbenlyst spiller politikere i hænde, er helt OK?! Så OK i hvert fald at der ikke er grund til den mindste selvransagelse?

Tak til Mark Ørsten. Du sagde det der måtte siges – hvilket bevises af den selvretfærdige “der-er-ikke-noget-at-komme-efter”-holdning hos de to nævnte mediedamer!

Nogle af os husker endnu da en journalistelev lærte at en oplysning bør bekræftes af to af hinanden uafhængige kilder før den publiceres. Nu ved vi fra Journalisthøjskolens rektor og Politikens journalistiske chefredaktør at fordomsspredning er en del af arbejdsbetingelserne.

Mig skal de ikke gøre sig det mindste håb om at vænne til dét.

29. juli 2011
DE LIBYSKE FRIHEDSKÆMPERES MILITÆRE LEDER BLIVER LIKVIDERET

Hvis det hele er ved at falde fra hinanden for USA/NATO og EU så er det nu også ved at ske for oprørerne i Benghazi. Netop som diverse regeringer anerkender dem som den eneste repræsentant for det libyske folk (som ikke er blevet spurgt) og hovedstæder i Europa opretter kontorer for Det Nationale Overgangsråds repræsentanter kommer nyheden om at Abdel Fattah Younes er død, eller rettere er blevet dræbt – eller nok endnu mere præcist blevet likvideret.

Se godt på denne video hvor rebellernes leder Mustafa Abdul Jalil forklarer begivenheden og ikke svarer på nogle spørgsmål. Og læs Aljazeeras tekst grundigt. Det hele lugter af cover-up for en likvidering. Jeg véd intet om Younes udover at han var buddy til Khaddafi og som sådan formodentlig har en del blod på hænderne – inden han gik over til rebellerne.

Denne video med Khaddafi-regimets talsmand, Dr. Moussa Ibrahim on YouTube viser imidlertid meget klart at det Younes sandsynligvis er blevet likvideret for faktisk har fundet sted – nemlig at han har deltaget i møder med folkene omkring Khaddafi. “Vi mødtes i Kairo, Rom, Oslo, Marokko og Tunesien,” – siger Moussa Ibrahim. Og Yuones var med – en eller flere gange – men han var langt fra den eneste.

På den en side er det glædeligt at der åbenbart har været kontakter mellem krigens parter; på den anden side må de, der har likvideret Younes, have ønsket at sætte en stopper for hans deltagelse i den slags møder eller for møderne selv. Moussa Ibrahim udtaler samtidig at mordet på Younes bare beviser hvad han og det libyske regime hele tiden har sagt, nemlig at Al-Queda er dem, der i virkeligheden styrer i Banghazi og at selv folk som Younes og Jalil er under deres kontrol.

Hvad Jalil interessant nok lader forstå er at Younes blev myrdet i sammenhæng med at han var indkaldt til et forhør om sine kontakter med Khaddafi. Måske han på egen hånd har deltaget i endnu flere møder, det véd vi ikke.

Hvad vi véd nu er at det er sådan hér man i Benghazi – vores allierede og udpegede “demokratiske” repræsentanter for alle libyere – behandler eventuelt anderledes tænkende eller en, der muligvis har fungeret som kontakt eller forsøgt sig på mægling.

Det lover rigtig skidt. Og det fremgår af Aljazeeras tekst under videon at man i vestlige kredse er ved at få endog meget kolde fødder overfor folkene i Benghazi. Med andre ord, hvem fanden er vi egentlig gået i seng med?

Den eneste gang jeg har erklæret mig helt enig med en person fra Dansk Folkeparti var når Søren Espersen sagde, at det dér burde vi holde os fra fordi vi ikke vidste hvem oprørerne i Benghazi egentlig var. Han og partiet indså at de alligevel måtte stille op på vanviddet – men at dette var et tidligt grundproblem i hele affæren er i dag stensikkert. Men vore regeringer kører stadig udfra den fuldstændigt tåbelige filosofi at min fjendes fjende er min ven.

I denne måned har der været visse tegn på at vestlige kredse er ved at vågne op til virkeligheden og flytter positioner for at opnå en vis fleksibilitet og komme ud af det hele igen. Personligt tror jeg det er alt alt for sent. Nu er det krigens ubønhørlige logik der styrer og politikerne har mistet magten over foretagendet – må følge med denne logik de forsøger at manøvrere lidt hist og pist og sender prøveballonger op.

Jeg gentager det ugerne: Dette vil blive langt værre og vare adskillige år. Med USAs nært forestående økonomiske bankerot blir det europæerne, der må bære hundehovedet og betale regningen. Det er for så vidt helt rimeligt, det var Frankrig, England og Danmark der absolut skulle ned og dokumentere deres magt. Den var kun militær, ikke intellektuel – og deri ligger kimen til det nævnte helvede.

Det er det mindst vigtige – det helt afgørende er jo at de sagesløse libyere, der hverken er med Khaddafi eller med rebellerne vil komme til at betale den højeste pris af alle i årene fremover. Ingen – ingen! – står på deres side.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s