Kommentarer om hvad der sker og burde vĂŠre sket â pĂ„ femte mĂ„ned.
De seneste bidrag i denne mÄned findes lÊngst nede.
6. juli 2011
FRANSKE OG ANDRE VĂ
BEN TIL LIBYENS “FRIHEDSKĂMPERE”
Det turde vĂŠre ret indlysende at jo mere vĂ„ben, man pumper ind i en krigszone, jo lĂŠngere varer krigen og den menneskelige lidelse. LigesĂ„ klart burde det vĂŠre at det er svĂŠrt at opretholde en vĂ„benembargo og fremme en vĂ„benhvile – som er vejen til en forhandlingslĂžsning – hvis man dels bomber pĂ„ livet (eller dĂžden) lĂžs og leverer vĂ„ben dag og nat til kombattanterne.
Dette er Ă„benbart en alt for sofistikeret tĂŠnkning for de regeringer, der ifĂžlge dagens rapporter leverer tonsvis af vĂ„ben, ammunition og trĂŠning til Libyens oprĂžrer. Disse regeringer forbryder sig mod FN SikkerhedsrĂ„ds resolution 1973, men ingen straffer dem. De fĂžlger jo bare krigens logik – mer, mer, mer…og dybere ned i moradset. Af Ă©n eneste grund: Uanset at vi nu indser at vi sidder i lort til halsen i Libyen sĂ„ mĂ„ vi for alt i verden bevise at vi havde ret og at den som har ret vinder.
Det er naturligvis fuldstĂŠndigt uholdbart sĂ„vel intellektuelt som moralsk – men kaldes udenrigs- og sikkerhedspolitik eller “statsmandskunst”. Det bliver et stedse mere interessant og vigtigt spĂžrgsmĂ„l, som jeg for sĂ„ vidt har arbejde med siden 1970ernes begyndelse: Hvorfor lader vi den globale vĂ„benhandel fortsĂŠtte? I hvis interesse? Til hvilken menneskelig pris? Hvorfor taler vi ikke om at komme den til livs pĂ„ samme mĂ„de som handelen med kvinder, kropsdele og narkotika? Hvem er gribbene – “dĂždens kĂžbmĂŠnd” – der blir multimilliardĂŠrer pĂ„ denne handel, der drĂŠber mange mange flere end vi gĂžr os begreb om? Lad os kende disse navne sĂ„ godt som vi kender Mladic!
TÊnk dig en verden hvor der ikke fandtes vÄbenproducenter og -handlere: Krigene ville snart lÞbe tÞr, ikke sandt?
Krigsforbrydere er dem der bruger vÄbnene. Det er aldrig dem, der producerer og sÊlger dem. Hvad er dét for en moral? Hvad er dét for en lovgivning? Hvad er dét for et folkeretligt system?
Hele dette problemkompleks er Ă©n stor perverteret byld pĂ„ vor fĂŠlles verden. FĂžrst opruster vi folk som Saddam Hussein og Khaddafi – ingen af dem ville vĂŠre noget videre i denne verden eller have den magt, de har, hvis de ikke havde fĂ„et eller kĂžbt alle disse vĂ„ben fra nogen. DerpĂ„ sker der et eller andet, sĂ„som Saddams invasion af Kuwait, og sĂ„ blir der et helvedes hus fordi “vores loyale ven” skejer ud. DerpĂ„ tjener vi endnu flere milliarder pĂ„ at bevĂŠbne dem, der nu bekĂŠmper vore tidligere ven – konkret lige nu Det Nationale OvergangsrĂ„d i Benghazi. Forudsigelse: De blir sikkert vore fjender en dag!
Men mĂ„ske vi forinden har “hjulpet” dem? Snart kommer USA og de andre vel og bygger megabaser i Libyen som i Ăsteuropa og Centralasien, Kosovo og Irak. Det er jo dĂ©t disse krige fĂžrst og fremmest handler om – vĂ„ben, olie, griskhed, magt, maskulinitet og alt det andet, der ĂždelĂŠgger livsmulighederne pĂ„ denne klode.
21. juli 2011
HUNGERSNĂD I SOMALIA ELLER EUROPA: HVILKE LIV SKAL Ă
BENBART IKKE REDDES?
11,3 millioner lider nu under den vĂŠrste tĂžrke/hungerkatastrofe i mange Ă„rtier i Afrika – og dĂ©t siger ikke sĂ„ lidt. Alligevel har det taget ubegribeligt lang tid inden den historie er kommet op pĂ„ forsiderne. I Danmark var det Mimi Jakobsens hjerteskĂŠrende berettelse efter et besĂžg, der synes at have sat lidelserne pĂ„ dagordenen.
Jeg har sagt det fĂžr: Vore egne og dermed internationale fĂŠlles prioriteringer er forvredne, grĂŠnsende til det perverse. Og hvad er det andet en ligegyldighed med et kraftigt stĂŠnk af racisme at disse menneskers skĂŠbne ikke er blevet skreget ud til verden og er det fĂžrste TV-Avisen og Politiken fortĂŠller os i disse dage?
Forestil dig at 11,3 millioner havde sultet midt i Europa. Forestil dig sÄ medieopmÊrksomheden, debatten, lynindkaldelse af parlamenter, redningsaktioner i lyntempo? Men i Somalia? Det er jo bare (sorte) mennesker, der allerede er fattige, vante til elendigheder og sÄ slÄs de jo med hinanden, ikke? Hvad fortjener de egentlig?
Idag kl 10:20 har BBC stadig historien allerlÊngst nede pÄ sin hÞje Internet-forside. Jeg har faktisk skrevet til dem og spurgt hvordan i alverden det er muligt for et medie som netop BBC at vÊre sÄ ignorant. Jeg forventer ikke svar.
Endnu vĂŠrre: Politiken har ikke Ă©t ord om den pĂ„ sin forside men nok sĂ„ mange “petit”-overskrifter, pop, underholdning og tonsvis af sportsbegivenheder med store billeder – skĂžnt der er en sektion helt og aldeles reserveret til sport og det er den stĂžrste i Politiken og alle andre aviser. TĂŠnk hvis hungersnĂžden i verden eller Strauss Kahns eskapader pludselig fyldt sportssiderne…ramaskrig.
Er det ikke tankevĂŠkkende – jeg mener i perspektivet af menneskelig modenhed – at Danmark bomber i Libyen lige nu, officielt fordi vi troede at der var et folkemord rundt om hjĂžrnet arrangeret af Libyens “gale hund” (Ronald Reagans ord) og nu drĂŠber hundredvis af civile men der stort set ikke lĂžftes en finger i hverken medier eller den politiske sfĂŠre nĂ„r 11,3 millioner medmennesker er pĂ„ vej i sultedĂžden, dobbelt sĂ„ mange som i Hitlers “Holocaust”?
Er det mon sÄdan at vi kun kan vÊre, eller spille, gode i forhold til menneskelig ondskab men ikke i forhold til systemers ondskab eller naturens luner? Er det mon sÄdan at vi i dybest set ikke bryder os om 11,3 millioners lidelse men synes at vore egne problemer er sÄ meget stÞrre og vigtigere? I sÄ fald er der tale om en mental, kulturbetinget racisme, der adskiller sig fra direkte diskrimination men koster langt flere menneskeliv end den racisme, vi er opmÊrksomme pÄ.
At bombe i Libyen og alle andre steder for at “redde menneskeliv” men ikke at gĂžre en ligesĂ„ omfattende, resolut indsats i situationer som Somalia er intet andet end militarisme: at vi kun demonstrerer vores humanisme nĂ„r den kan udtrykkes gennem vold, krig, adgang til olie etc. – ikke nĂ„r der er tale om ren og skĂŠr lidelse.
Eller anderledes udtrykt: De sultende og nÞdlidende millioner rundt om i verden har Vesten/NATO Äbenbart intet selvbestaltet ansvar for at beskytte. Kun nogle rebeller i Benghazi.
Hvor er det synd at vore bombehumanister ikke bare kan bombe flygtninge, hungrende og fattige – for hvis man kunne, sĂ„ have vore humanitĂŠre F16-fly vĂŠret pĂ„ vingerne allerede og vore hĂŠndervridende medier og politikere havde talt salvelsesfuldt om “vort ansvar for at beskytte” og om det noble i at gĂžre noget.
SÄ gÞr da for fanden noget for at udrydde den lidelse vi kunne udrydde i en hÄndevending hvis vi ville!
SĂ„ sĂžrg da for at der ikke ogsĂ„ i dag dĂžr 100.000+ mennesker unĂždvendigt (33 x 11. september!) fordi de ikke har fĂžde, tag, klĂŠder, medicin, vand – men mange blandt os selv er ved at dĂž af fedme og kedsomhed midt i overfloden.
SĂ„ vis os at Jeres militante humanisme og ansvar for at beskytte nĂždlidende ikke er gennemfalsk!
25. juli 2011
HOLGER K. NIELSENs KRONIK – SĂ
DAN TALER EN MULIG FREMTIDIG FORSVARSMINISTER
Af overskriften “Hvad skal vi med forsvaret?” kunne man fĂ„ det indtryk at vi ikke lĂŠngere har brug for det. Men glĂŠd dig ikke for tidligt!
Nielsens kronik vidner om en kun hĂ„rfin skillelinje mellem SF og militarismen. For ham betyder “forsvaret” det militĂŠre og kun dĂ©t og vi skal bruge det stort set som nu – udenlands. Men vi skal sĂ„dan lĂŠre lidt af at det ikke gik sĂ„ let eller sĂ„ godt i Afghanistan og Irak. SĂ„ aldrig mere dĂ©r.
Kronikken igennem taler han om “de andre” elementer, dvs. de ikke-militĂŠre, som der er stor brug for. TilfĂŠldigvis udelader han enhver diskussion af hvad disse elementer kan vĂŠre. Dermed overlader han feltet til militĂŠrets monopol.
Med ham som kommende forsvarsminister kan det militĂŠre forsvar fĂžle sig helt tryg. Han vĂ©d hvad der skal siges for at fĂ„ vĂŠlgere – mĂ„ske og pĂ„ kort sigt – men han aner ikke hvad der skal til for at skabe fred. SĂ„dan taler en mulig fremtidig forsvarsminister – og den eneste danske politiker, der har sagt at han synes det ville vĂŠre fint (eller “nĂždvendigt”) at indsĂŠtte landtropper i Libyen.
Han nÄr pÄ dette omrÄde hverken sit partis tradition eller for eksempel den gÊve og kyndige Gert Petersen til sokkeholderne. Hvis dette er stedet hvor SF stÄr i dag ser det unÊgteligt mÞrkt ud for dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. VenstreflÞjen har afviklet sig selv som alternativ til oprustningen og krigen. For at fÄ magten!
Vi har atter fÄet et bevis pÄ at den eneste oprustning, der er brug for, er intellektuel oprustning. LÊs dog nogle bÞger, Nielsen!
26. juli 2011
JASĂ
, NU KAN KHADDAFI PLUDSELIG BLIVE I LIBYEN – WOW
Den britiske udenrigsminister William Hague udtaler i dag at Khaddafi kan forblive i Libyen. For vel et par uger siden sagde den franske prĂŠsident Sarkozy at det nu var tid at forhandle med Khaddafi. Sarkozys ord – der mĂ„ske kun var en prĂžveballon fra den politiker, der er mest ansvarlig for hele misĂ©ren – blev omgĂ„ende skudt ned af Hillary Clinton, USAs udenrigsminister: Der skal ikke forhandles! Hun er altsĂ„ helt pĂ„ linje med oprĂžrerne i Benghazi.
Det hĂ©r er stĂŠrke sager fra to politiker, der tidligere har vĂŠret fast i deres overbevisning: Khaddafi har kistet legitimitet, retten til at vĂŠre leder fordi han har angrebet sine egne. Ham taler vi ikke med, han skal bombes vĂŠk – eventuelt drĂŠbes. Alternativt skal han arresteres og bringes for Den internationale Straffedomstol. Nu fem mĂ„neder inde i et foretagende man troede hĂžjst skulle tage tre uger hĂžres helt nye toner.
Min tolkning er at hele Libyen-projektet er ved at styrte sammen for bĂ„de de enkelte lande i NATO og EU. Om dĂ©t er gode nyheder mĂ„ tiden vise. Jeg tror faktisk at Vestverdens Libyen-projekt er “beyond the point of no return.” Man mĂ„ blive ved, man er inde i en krog hvor der ikke er nogle objektivt gode lĂžsninger eller udveje, der tillader at man kommer ud med ĂŠren i behold og kan erklĂŠre sig selv som sejrherre eller overbevise en kat om at man havde ret dĂ©r tilbage den 19. marts da det sĂ„ ud som en let lille honningkage at pĂ„begynde bombningerne, der snart skulle gĂžre det af med “diktatoren.”
Damn you if you do and damn you if you don’t. Det begynder at se ud som den – forudsigelige – reprise af Afghanistan og Irak fra Ă©t perspektiv og fra Kosovo i et andet. Men hvis det er det sĂ„ vil ingen af de ansvarlige nogensinde erkende det.
27. juli 2011
NORGES TRAGEDIE OG DEN ANTI-MUSLIMSKE RYGMARVSREAKTION I MEDIERNE
Den frygtelige massakre, som Anders Behring Breivik udfĂžrte, fik umiddelbart nĂŠsten alle , der udtalte sig, til at tale om “en Al-Queda-lignende operation” – Norges 9/11…
Eksperter udgĂžd sig om at det jo ikke var sĂ„ mĂŠrkeligt – mĂ„ske – at Norge var blevet ramt; Norge var med i Afghanistan, havde aviser der havde publiceret Muhammed-tegningerne, var med i Libyen, etc. SĂ„vel den seriĂžse som den mindre seriĂžse presse havde den vinkel pĂ„ sine stort opslĂ„ede forsider.
Snart fandt vi ud af at det ikke havde noget med virkelighedens forbrydelse at gÞre. Medier, eksperter og politikere kÞrte pÄ ren, ubetÊnksom rygmarvsreaktion.
Alt, hĂžrte vi, pegede i retning af et nyt frygteligt slag fra muslimske terrorister mod et uskyldigt land i Vest. Et amerikansk medieinstitut sendte mig omgĂ„ende en e-mail og spurgte hvad min “take” var pĂ„ dette. Jeg sad den aften i Basel hvor jeg underviste pĂ„ et MA-kursus i fredsstudier ved World Peace Academy og svarede at jeg ikke havde noget overblik, ingen hypotese og derfor ikke noget begavet at sige. Engang imellem ville det vĂŠre fint hvis eksperter ville holde kĂŠft indtil de vĂ©d noget og nok til at kvalificere til den betegning!
Derfor glĂŠdede det mig at lĂŠse Mark Ărstens kritik i Politiken. Han er leder af RUCs medieuddannelse og mente at “medier bĂžr have rĂžde Ăžrer over Norge-dĂŠkning”.
SĂ„ meget desto mere forstemmende – to say the least – er det at se at rektor for Danmarks Journalist- og MediehĂžjskole Anne-Marie Dohm modsat dette mener at der ikke er grund til rĂžde Ăžrer. Her er Politikens citat af hende i sin helhed:
»Vores opfattelse af, hvem der stÄr bag terror, er jo meget prÊget af de senere Ärs terrorhandlinger, som rent faktisk har vÊret udfÞrt af islamister. Vi har set terrorhandlinger, som minder om terrorhandlingen i Oslo, i blandt andet Oklahoma, som er rettet direkte mod regeringskomplekser. SÄ man kan ikke fortÊnke medierne i at sÞge den form for forklaring. MediedÊkningen gÄr ekstremt hurtigt, og der er et behov for ret hurtigt at komme ud med tingene. Og det smitter af pÄ de trykte medier. Og fordi det gÄr sÄ hurtigt, er der ogsÄ et stÞrre behov for at fÄ nogle forklaringer knyttet til de informationer, vi kommer i besiddelse af. Og nÄr det skal gÄ sÄ hurtigt, vil der blive truffet fejlslutninger, det mÄ vi vÊnne os til. Men man skal mÄske i hÞjere grad gÞre lÊserne opmÊrksomme pÄ, at det er sÄ meget, vi ved lige nu«, siger hun.
Hun blander det hele sammen og anser til slut at vi mĂ„ vĂŠnne os til den slags vĂ„deskud i pressen. Jeg ville gerne have spurgt hende om dette: hvem har sagt at det skal gĂ„ sĂ„ hurtigt? Hvem har det dĂ©r behov for at komme ud med tingene fĂžr vi vĂ©d en pind om dem? Og hvis ĂŠrinde gĂ„r hun nĂ„r hun siger at “mĂ„ vĂŠnne os til” at der kĂžres gigantiske fejlslutninger – som det viste sig at vĂŠre i dette tilfĂŠlde.
FortĂŠl, fortĂŠl, Anne-Marie. For som du citeres her er du fuldstĂŠndig uansvarlig, uegnet til at lede journaliststuderende i vores komplekse verden. Hvad er det Politiken – i farten mĂ„ man formode – er kommet til at klippe ud som du ogsĂ„ mĂ„ have sagt? Er du i farten blevet fejlciteret?
Bedre stÄr det desvÊrre ikke til pÄ Politiken. Citat fra samme artikel:
– Journalistisk chefredaktĂžr pĂ„ Politiken Anne Mette Svane mener heller ikke, at der er grund til at vĂŠre flov over, at Politiken lĂžrdag bragte en baggrundsartikel om, hvorfor Norge kunne tĂŠnkes at vĂŠre et terrormĂ„l, under overskriften âTegninger gĂžr Norge til terrormĂ„lâ.
»Vi laver avis i dÞgnet, og derfor er der altid en masse ting, som man ville Þnske, man havde gjort lidt anderledes, hvis man havde haft bedre tid. En fredag eftermiddag, hvor der sker en stor eksplosion, og Norge er under angreb, og man ikke ved, prÊcist hvem det er, der angriber, og om der kommer flere angreb, der er det en meget uoverskuelig situation, man skal i gang med at beskrive og fÄ overblik over. Myndighederne havde heller ikke et fuldt overblik over, hvad der foregik, og vi er jo ogsÄ afhÊngige af, hvilke oplysninger vi kan fÄ derfra. Men derfor skal man selvfÞlgelig alligevel gÞre sig meget umage og tÊnke sig rigtig godt om, fÞr man bringer teorier til torvs, som sÄ viser sig ikke at holde vand«, siger hun.
No comments! Denne slappe, uforsigtige sensations-journalistik, der Äbenlyst spiller politikere i hÊnde, er helt OK?! SÄ OK i hvert fald at der ikke er grund til den mindste selvransagelse?
Tak til Mark Ărsten. Du sagde det der mĂ„tte siges – hvilket bevises af den selvretfĂŠrdige “der-er-ikke-noget-at-komme-efter”-holdning hos de to nĂŠvnte mediedamer!
Nogle af os husker endnu da en journalistelev lĂŠrte at en oplysning bĂžr bekrĂŠftes af to af hinanden uafhĂŠngige kilder fĂžr den publiceres. Nu ved vi fra JournalisthĂžjskolens rektor og Politikens journalistiske chefredaktĂžr at fordomsspredning er en del af arbejdsbetingelserne.
Mig skal de ikke gÞre sig det mindste hÄb om at vÊnne til dét.
29. juli 2011
DE LIBYSKE FRIHEDSKĂMPERES MILITĂRE LEDER BLIVER LIKVIDERET
Hvis det hele er ved at falde fra hinanden for USA/NATO og EU sĂ„ er det nu ogsĂ„ ved at ske for oprĂžrerne i Benghazi. Netop som diverse regeringer anerkender dem som den eneste reprĂŠsentant for det libyske folk (som ikke er blevet spurgt) og hovedstĂŠder i Europa opretter kontorer for Det Nationale OvergangsrĂ„ds reprĂŠsentanter kommer nyheden om at Abdel Fattah Younes er dĂžd, eller rettere er blevet drĂŠbt – eller nok endnu mere prĂŠcist blevet likvideret.
Se godt pĂ„ denne video hvor rebellernes leder Mustafa Abdul Jalil forklarer begivenheden og ikke svarer pĂ„ nogle spĂžrgsmĂ„l. Og lĂŠs Aljazeeras tekst grundigt. Det hele lugter af cover-up for en likvidering. Jeg vĂ©d intet om Younes udover at han var buddy til Khaddafi og som sĂ„dan formodentlig har en del blod pĂ„ hĂŠnderne – inden han gik over til rebellerne.
Denne video med Khaddafi-regimets talsmand, Dr. Moussa Ibrahim on YouTube viser imidlertid meget klart at det Younes sandsynligvis er blevet likvideret for faktisk har fundet sted – nemlig at han har deltaget i mĂžder med folkene omkring Khaddafi. “Vi mĂždtes i Kairo, Rom, Oslo, Marokko og Tunesien,” – siger Moussa Ibrahim. Og Yuones var med – en eller flere gange – men han var langt fra den eneste.
PÄ den en side er det glÊdeligt at der Äbenbart har vÊret kontakter mellem krigens parter; pÄ den anden side mÄ de, der har likvideret Younes, have Þnsket at sÊtte en stopper for hans deltagelse i den slags mÞder eller for mÞderne selv. Moussa Ibrahim udtaler samtidig at mordet pÄ Younes bare beviser hvad han og det libyske regime hele tiden har sagt, nemlig at Al-Queda er dem, der i virkeligheden styrer i Banghazi og at selv folk som Younes og Jalil er under deres kontrol.
Hvad Jalil interessant nok lader forstÄ er at Younes blev myrdet i sammenhÊng med at han var indkaldt til et forhÞr om sine kontakter med Khaddafi. MÄske han pÄ egen hÄnd har deltaget i endnu flere mÞder, det véd vi ikke.
Hvad vi vĂ©d nu er at det er sĂ„dan hĂ©r man i Benghazi – vores allierede og udpegede “demokratiske” reprĂŠsentanter for alle libyere – behandler eventuelt anderledes tĂŠnkende eller en, der muligvis har fungeret som kontakt eller forsĂžgt sig pĂ„ mĂŠgling.
Det lover rigtig skidt. Og det fremgÄr af Aljazeeras tekst under videon at man i vestlige kredse er ved at fÄ endog meget kolde fÞdder overfor folkene i Benghazi. Med andre ord, hvem fanden er vi egentlig gÄet i seng med?
Den eneste gang jeg har erklĂŠret mig helt enig med en person fra Dansk Folkeparti var nĂ„r SĂžren Espersen sagde, at det dĂ©r burde vi holde os fra fordi vi ikke vidste hvem oprĂžrerne i Benghazi egentlig var. Han og partiet indsĂ„ at de alligevel mĂ„tte stille op pĂ„ vanviddet – men at dette var et tidligt grundproblem i hele affĂŠren er i dag stensikkert. Men vore regeringer kĂžrer stadig udfra den fuldstĂŠndigt tĂ„belige filosofi at min fjendes fjende er min ven.
I denne mĂ„ned har der vĂŠret visse tegn pĂ„ at vestlige kredse er ved at vĂ„gne op til virkeligheden og flytter positioner for at opnĂ„ en vis fleksibilitet og komme ud af det hele igen. Personligt tror jeg det er alt alt for sent. Nu er det krigens ubĂžnhĂžrlige logik der styrer og politikerne har mistet magten over foretagendet – mĂ„ fĂžlge med denne logik de forsĂžger at manĂžvrere lidt hist og pist og sender prĂžveballonger op.
Jeg gentager det ugerne: Dette vil blive langt vĂŠrre og vare adskillige Ă„r. Med USAs nĂŠrt forestĂ„ende Ăžkonomiske bankerot blir det europĂŠerne, der mĂ„ bĂŠre hundehovedet og betale regningen. Det er for sĂ„ vidt helt rimeligt, det var Frankrig, England og Danmark der absolut skulle ned og dokumentere deres magt. Den var kun militĂŠr, ikke intellektuel – og deri ligger kimen til det nĂŠvnte helvede.
Det er det mindst vigtige – det helt afgĂžrende er jo at de sageslĂžse libyere, der hverken er med Khaddafi eller med rebellerne vil komme til at betale den hĂžjeste pris af alle i Ă„rene fremover. Ingen – ingen! – stĂ„r pĂ„ deres side.