Søvndals og Gades blip båt og gud hvor går det godt

Desværre havde hverken Politiken selv eller Berlingske Tidende plads til dette.

Af Jan Øberg, docent
Den Transnationale Stiftelse for Freds- og Fremtidsforskning, TFF
www.transnational.org

Udenrigsminister Villy Søvndal og MF Steen Gades kronik om at ”Vi har aldrig været tættere på verdensfreden” er selektiv og skæv i forhold til vores de facto problematiske verden. Den kan sikkert få mange danskere til at læne sig endnu mere tilbage i eskapismens hygge for den er jo lige til ”blib båt og gud hvor går det godt…”

OK de har helt ret at der gudskelov kan registreres forbedringer på en række sociale indikatorer som de også nævner. Det er resten, der bør skabe debat.

De indleder med den frygtelige situation i Syrien men udelader at alt kunne have været bedre dér hvis nogen i Vest havde ønsket en fredelig konflikthåndtering og givet Kofi Annan de tusindvis af monitorer hans plan krævede. Hvis han havde anbefalet F-16 bomber – hvad civiliserede mennesker der vil fred ikke gør – havde han fået støtte. Nu gav man ham godt 30 monitorer til et stort land som Syrien og pumpede militærtræning og våben til Al-Qaeda infiltrerede rebeller ind ad bagdøren.

De bygger hele historien på at demokratier ikke går i krig med hinanden og at der er blevet flere demokratier. Den tese holder kun med en speciel mekanisk definition af demokrati. Med sociale protester snart sagt over alt i Vest skulle man måske som demokratisk valgt politiker overveje: Og hvad er det så der ikke fungere i vore demokratier? Og hvorfor går demokratier som dem i NATO til stadighed i krig og opretholder de største militærudgifter til enten ingen nytter eller direkte skade. Som i Afghanistan, Somalia, Irak, Libyen?

De glemmer lige småkonflikter som den i DRC Congo, der har kost 4-5 millioner mennesker uden at en eneste politiker har talt om humanitær intervention. Blip båt!

Hvad er ellers blivet siet fra for at få fredsbilledet af verden til at overbevise om den førte danske aktivistiske udenrigspolitiks fortræffelighed?

Atomvåbnene for eksempel. Men måske tror Søvndal-Gade på deres fredelige rolle? Og hvis vort demokrati er så glimrende, hvorfor har så ikke én eneste atomstat nogensinde afholdt en folkeafstemning om atomvåbenbesiddelse?

Militærudgifterne er også blevet retoucheret bort. Det er såmænd bare 1700 milliarder dollar per år heraf USA med cirka 700, men USA – samtidens mest krigsførende nation – nævnes ikke. Til oplysning udgør al bistand en 7-8 % af 1700 milliarder dollar; alt hvad FN gør koster 2 % af dette beløb, og investeringer til løsning af den globale opvarmning vil ligge på måske halvdelen. For 7 milliarder dollar ville der findes en skolebygning til alle børn i verden.

For nogle få procent af verdens militære udgifter kunne vi tilfredsstille FNs Millennium Development Goals. It’s as simple as that, dear Minister – og der strømmer ingen netto-økonomisk effekt fra det Militær-Industrielle-Medie-Akademiske Kompleks, MIMAK – hvis nu nogen skulle tro det.

Hvis det var rigtigt at vi er nær den evige verdensfred er det jo godt for så kunne vi jo nedlægge militæret i alle stater og bare have et stærkt FN-politi til at holde orden.

Søvndal og Gade er glade for FN. Det er jeg også. Kunne de så ikke have fået sig selv til at skrive at deres allierede har gjort deres yderste for siden 1991 – Jugoslavien, om ikke før – at underminere dets ånd og bogstav. Hvis de havde nævnt dét, ville man kunne spørge: Og hvad er det så netop Danmark konkret vil gøre for at FN ikke skal blive helt tømt på handlekraft – og nedlagt?

Forfatterne nævner de gammelkendte regionale organisationer men ikke dem, der er virkeligt vigtige for fremtiden – Shanghai Cooperation Organisation og BRICS – Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika – som stadig ignoreres i medier og debat. Fordi de udfordrer alt hvad vi bilder os ind at vide bedst og kunne eksportere med sværd og nyliberal bibel i hånd.

Lad os sætte at de to forfattere måske har haft rådgivere på denne artikel – det har ministre jo hvis de ikke alle er blevet erstattet af spindoktorer. Med freds- og konfliktekspertisen står det i så fald ringe til i Udenrigsministeriet. Det afspejler den reduktion af international ekspertise og debat som hele Danmark og den vestlige verden lider af de sidste godt 20 år. I 1980erne have folketinget folk som forfatternes partiformand Gert Petersen samt Bilgrav-Nielsen, Lasse Budtz, Poul Hartling, Kjeld Olesen og andre, der faktisk betragtede udenrigs- eller globalpolitiken som vigtig og selv var kyndige.

Sådan er det ikke længere. Dansk forsvars- og udenrigspolitisk kultur er nu så ringe kørende at Danmark har været i krig frem gange – Jugoslavien, Afghanistan, Irak (2), Libyen – uden at det skaber en debat af den type i hvert fald nogle af vores allierede har haft. I globaliseringens tid har der ikke været så lidt mediedækning af udenrigs- og verdenspolitiken som i dag.

Det forekommer tendentiøst og/eller ukyndigt at pådutte os at verdensfreden er lige om hjørnet og at dét skulle skyldes ikke mindst dansk udenrigspolitik. Den eneste oprustning, der er brug for til en fredelig verden, er intellektuel og etisk.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s