Hvordan undgår vi krig mod Iran?

Politikens kronik 6. jun. 2013 KL. 19.11

I både retorik og politik er Vesten på kollisionskurs med det enorme land

Vestens politik i forhold til Iran er skruet sammen p√• en m√•de, der √łger risikoen for krig ‚Äď hvad enten det er hensigten eller ej.

Det er derfor helt n√łdvendigt, at vi snarest diskuterer alternativer til denne politik, uanset hvad man i √łvrigt m√•tte mene om Irans ledelse.

Vestens politik best√•r for √łjeblikket af en komponenter, som jeg med denne Kronik vil kritisere en for en. Komponenterne er:

1) √ėkonomiske sanktioner, der strammes med j√¶vne mellemrum.

2) En olieembargo, der betyder, at man lader v√¶re med at k√łbe olie fra Iran og samtidig fors√łger at tvinge andre, som for eksempel Japan, til at lade v√¶re eller reducere sin import.

3) Alvorlige trusler om bombning af landet ‚Äď man m√• formode milit√¶re anl√¶g, atomkraftanl√¶g samt ledelsens centre. ¬ĽAlle muligheder findes p√• bordet¬ę siges det, n√•r man taler om krig, men ikke √łnsker at fremst√• som krigerisk.

4) Kraftig oprustning af Irans naboer som Israel, Saudi-Arabien og Golfstaterne.

5) En mediedækning, der stort set kun ser konflikten fra vestligt perspektiv og er ude af stand til at se eller dække noget positivt i Iran.

6) Infiltration, udenlandske agenter, drab på iranske forskere, virusangreb på deres computere etc.

7) Sidst, men ikke mindst er der ingen s√•kaldt exitstrategi, dvs. det er ikke defineret som en del af denne politik, hvad det er, Iran skal g√łre for at slippe for disse ting ‚Äď eller om man vil blive troet, hvis man b√łjer sig for ethvert vestligt krav.

Sanktionerne, hvis effekter jeg ved et bes√łg i november sidste √•r kunne se mange tegn p√•, rammer stort set kun de i enhver henseende uskyldige 75 millioner mennesker i Iran.

Resultatet er en fordobling af prisen på dagligvarer på cirka et år, hvilket rammer endog sundhedssektoren.

En anden effekt af sanktioner er, at de underminerer den middelklasse, der om nogen har mulighed for at f√• gennemf√łrt forandringer. Med √•rene deles denne klasse i to: et proletariat og en mafiaklasse, der tjener styrtende summer p√• at smugle de varer ind, ethvert land under sanktioner trods alt m√• have.

En tredje og usvigelig psykologisk effekt af sanktioner ‚Äď se blot p√• Serbien og Irak ‚Äď er, at befolkningen bliver vred p√• Vesten og bakker op om den eksisterende regering og ledelse.

Denne tendens forst√¶rkes selvsagt af trusler om √łdel√¶ggelse af ens k√¶re hjemland.

En fjerde konsekvens er, at Vesten m√• p√•tage sig det moralske ansvar for de konsekvenser, sanktionerne p√•f√łrer landet

De 13 års sanktioner mod Irak indebærer, at der i dagens Irak lever omkring en million færre mennesker, end der ellers ville have gjort.

Alt i alt er det derfor et lige s√• bekvemt som uforsvarligt argument, at sanktioner skulle v√¶re et bl√łdere instrument end krig; p√• sigt bliver de til intet mindre end et masse√łdel√¶ggelsesv√•ben.

Olieembargoen indeb√¶rer, at man fors√łger at fratage landet dets n√¶sten eneste indkomstkilde. If√łlge vestlige medieapporter koster den Iran omkring 100 millioner dollar per dag.

Det er takket v√¶re denne indkomst, at landet traditionelt har kunnet skabe velf√¶rd for befolkningen, bygget skoler, veje etc. Olieembargoen vil alts√• ‚Äď hvis den kan holdes t√¶t, hvilket den nok ikke helt kan ‚Äď sammen med sanktionerne indeb√¶re en langsom kv√¶lning af det iranske samfund.

De 13 års sanktioner mod Irak indebærer, at der i dagens Irak lever omkring en million færre mennesker, end der ellers ville have gjort

Jan √ėberg

Truslen om krig er ensidig. Iran har ikke invaderet en anden stat siden Indien i 1738, mens dets historie er en serie af invasioner og udenlandsk indblanding. Et eksempel er, at CIA og den britiske s√łsterorganisation i 1953 gennemf√łrte kup mod den demokratisk valgte leder Mossadegh.

Det skyldes manglende kildekritik, oversættelsesfejl og en bevidst dæmoniserende propaganda, når der til stadighed refereres til præsident Ahmedinejads trusler om, at Iran vil bombe Israel af verdenskortet.

Hvad der er sagt i den sammenhæng, er delvis et citat af Ayatollah Khomeini og handler om, at historiens gang vil skylle visse regimer i havet.

Men er Iran alligevel en trussel? Mens det er rigtigt, at Iran st√łtter organisationer, som Vesten definerer som terrororganisationer, er det ikke rimeligt eller dokumenterbart, at Iran er en trussel mod hverken naboer, Europa eller USA.

Hvis man skal bruge √©n rimelig d√¶kkende indikator for, hvem der har til hensigt at g√łre hvad, er det parternes sammenlignelige milit√¶rbudgetter. De findes p√• nettet, og enhver, der vil vide besked, kan for eksempel bruge det svenske fredsforskningsinstitut Sipri‚Äôs tal.

Interesting too?  TFF PressInfo # 313: Ignore the 47 irresponsible US Republican senators

Det g√łres stort set aldrig i vores medier eller i politisk debat. P√•stande om trusler sluges r√•t uden efterforskning, kildekritik eller modsp√łrgsm√•l.

S√•dan her ser milit√¶rudgifterne ud i afrundede milliarder dollar: Iran 7,5, Israel 15,2 og USA 700. Irans milit√¶rudgifter er omtrent som Norges, og dets befolkning er 10 gange st√łrre end Israels. Iran har ikke atomv√•ben, mens Israel har mindst 200.

Iran er √•ben for inspektioner og medunderskriver af ikkespredningsaftalen om atomv√•ben; det er Israel ikke. Desuden har man for √•r tilbage i FN besluttet sig for, at hele Mellem√łsten skal v√¶re en zone fri for atomv√•ben.

For at få Iran gjort til en trussel for verden må man dels fortie sådanne tal, dels antage, at den iranske statsledelse består af sindssyge og/eller suicidale mennesker.

Ser man en smule n√łgternt p√•, hvordan USA og Israel historisk har geb√¶rdet sig, hvad ang√•r krig, invasioner og bes√¶ttelse, er det nok s√• rimeligt at konkludere, at Iran har st√łrre anledning til at f√łle sig truet af dem, end vi har af Iran.

Den amerikanske forsvarsminister, Chuck Hagel, var i april p√• bes√łg i Mellem√łsten og lovede yderligere v√•ben til Saudi-Arabien, Israel og Forenede Arabiske Emirater (UAE) til en v√¶rdi af 10 milliarder dollar. Det h√łrer med i billedet, at Saudi-Arabiens milit√¶rudgifter ligger p√• 44,3 og emiraternes p√• 16 milliarder dollar.

Iran m√• regne med dem som krigsmodstandere, hvis det indleder en krig. Med enkel matematik ser vi s√•ledes, at hver gang Iran bruger 7 dollar p√• milit√¶ret, bruger USA, Israel, Saudi-Arabien og UAE ikke mindre end 775 dollar ‚Äď et styrkeforhold p√• 1:110.

Iran som den store trussel er derfor klokkeren propaganda. Vi kender det fra forberedelserne til enhver krig, hvor man er n√łdt til at opbygge et trusselsbillede, der skaber frygt samt d√¶moniserer og reducerer modstanderen ved at lade menneskene, kulturen, historien og det eventuelt positive, der trods alt m√•tte findes, uomtalt.

Dermed er vi fremme ved punkt 5, medied√¶kningen i de dominerende vestlige medier, som er under al kritik. Der klippes kritikl√łst i vestlige nyhedsbureauer, stort set aldrig fra den kundskab, der kan findes rundt om p√• nettet.

Alt ses fra vestligt hold, p√•standen om, at Iran p√łnser p√• atomv√•ben, till√¶gges per automatik st√łrre v√¶gt end Irans ben√¶gtelse.

At Iran muligvis har brug for atomkraft, tages ikke for gode varer, der stilles aldrig kritiske sp√łrgsm√•l til USA‚Äôs, Nato‚Äôs og EU‚Äôs ledere, n√•r de for eksempel strammer sanktioner eller jammer radio- og tv-satellitter, samtidig med at de taler om undertrykkelsen af ytringsfrihed i Iran.

Ingen har mig bekendt stillet en stats- eller forsvarsminister det rimelige sp√łrgsm√•l: Hvordan vil du med denne politik undg√• en ny krig med tanke p√•, hvordan det gik i Irak, og hvor forkerte antagelserne om masse√łdel√¶ggende v√•ben var d√©r? P√• samme m√•de som i Eksjugoslavien, Afghanistan, Irak og Libyen findes der meget lille interesse blandt redakt√łrer for at folkeoplyse om, hvilket samfund Iran er.

Der vises ingen dokumentarprogrammer p√• tv om dets mennesker, kultur, historie ‚Äď som enhver, der har v√¶ret der, ved er temmelig imponerende. Ved ikke at g√łre den slags ting bidrager man til uvidenhed, til en fremtidig krigs accept b√•de hos danskerne og i Folketinget, og man undergraver den ellers s√• h√łjt besungne id√© om alsidighed, frie medier og fri debat.

Modargumentet vil sikkert v√¶re, at det jo ikke er s√• let for journalister at f√• visum til Iran. Det er sandt, og det er selvdestruktivt af Iran. Iran burde faktisk give enhver visum p√• et en halv time og se til, at alverdens mennesker kunne rejse dertil, udvikle relationer og komme hjem og tale imod krig. Med dollar p√• lommen findes der utrolige muligheder for turisme netop nu. M√łdet p√• gader og basarer med utrolig venlige iranere gjorde √¶rlig talt et dybt indtryk p√• mig.

P√• mange andre omr√•der skriver journalister om steder, de ikke har personlige oplevelser fra. Man kan i dag foretage unders√łgende journalistik ved hj√¶lp af nettet, b√łger og omr√•dereksperter.

Punktet om infiltration, drab, etc. beh√łver n√¶ppe yderligere argumentation. Det strider mod folkeretten samt enhver form for etik og galvaniserer kun iranernes modstand mod Vestens ensidige krav. Frav√¶ret af en exitstrategi vidner om, at de, der k√łrer Vestens samlede politik, stort set m√• betegnes som konfliktanalfabeter.

Dette m√•ske st√¶rke udsagn understreges endvidere af, at der f√łres forhandlinger med Iran p√• et forkert grundlag. Hvis man ved lidt om forhandlinger, er det klart, at man ikke g√•r direkte til et bord p√• et sted, hvor hundredvis af journalister venter udenfor. Man foretager en uhyre omst√¶ndelig forberedelsesproces, konsultationer etc. og m√łdes uden for mediernes rampelys.

At Iran muligvis har brug for atomkraft, tages ikke for gode varer

Jan √ėberg

Derefter m√łdes man, n√•r m√¶glere tror p√•, at en formel forhandling kan lede til fremgang for alle parter. Jo flere gange man m√łdes og skilles igen uden resultat, jo mere bekr√¶ftes man i, at den anden side er h√•bl√łs. Og jo mindre er chancen for at faktisk opn√• en forhandlingsl√łsning.

Interesting too?  Comments to the Iran nuclear deal on RT, Russia Today

Og s√• er vi fremme ved den hovedkonklusion, som jeg indledte med: De ting, som indg√•r i Vestens politik over for Iran, indeb√¶rer meget mere kimen til krig end til en forhandlingsl√łsning.

Hvis det, man vil opn√•, virkelig er, at Iran ikke anskaffer atomv√•ben, ville man ikke g√łre en eneste af de ting, jeg har n√¶vnt her. Der findes nemlig ingen l√¶rebog i psykologi, der viser, at udsultning, kv√¶lning, trusler om destruktion og d√¶monisering/ydmygelse f√•r modparten til at blive mere √•ben og samarbejdsvillig. De de facto-diktater, som Vesten stiller Iran over for, ville vi aldrig selv acceptere som rimelige fra en anden stats side.

Derfor vokser risikoen for krig mod Iran i disse m√•neder og √•r. Det er muligt, at der er nogen i Washington, Bruxelles eller K√łbenhavn, der virkelig ikke √łnsker en krig, men p√• grund af hele dette setup vil man en dag meget vel kunne finde sig selv i en blindgyde, hvor krigen ses som eneste udvej.

Mon ikke de fleste godt ved, at man aldrig skal true med noget, man ikke er parat til faktisk at g√łre. Og at man ikke skal vedtage ting, man ikke kan bakke ud fra igen.

N√•r Vesten baserer sig p√• denne amat√łrm√¶ssige og modproduktive konflikth√•ndtering, er der grund til at sp√łrge, hvad det s√• er, man egentlig vil i forholdet til Iran. Indtil en eller anden magthaver i vest standser op og begynder at t√¶nke nyt, vil mit bud vil v√¶re: regimeskifte med vold.

Hvad burde Vesten g√łre for at f√• Iran til at afst√• fra at anskaffe atomv√•ben, hvis det nu er d√©t, vi √¶rligt tror, de er i f√¶rd med? Her f√łlger nogle mulige tiltag uden prioriteringer og detaljer:

Drop sanktionerne, og indled forberedende konsultationer uden forh√•ndsbetingelser og med det form√•l at skabe en forhandlingsl√łsning.

USA kunne undskylde for sit kup og perioden med shahen og for nedskydningen i 1988 af et iransk passagerfly, hvor 290 blev dr√¶bt. Oph√łr med al infiltration, og st√łt eventuelt oppositionen med udelukkende ikkevoldelige midler.

Lad kyndige grupper foretage mægling og bidrage til mellemfolkeligt udbytte, studieudveksling etc.

Hver gang Iran bruger 7 dollar på militæret, bruger USA, Israel, Saudi-Arabien og UAE ikke mindre end 775 dollar

Jan √ėberg

Arranger h√łringer med alle parter i b√•de EU-parlamentet og FN‚Äôs Generalforsamling, s√• det kan blive klart for verdens offentlighed, hvor parterne st√•r.

G√łr det fuldst√¶ndig klart, hvad der skal til, for at sanktionerne h√¶ves helt.

Iran burde på deres side:

Oph√łre med st√łtten til terrororganisationer og fra h√łjeste sted stoppe hadefuld snak om Israel; erkl√¶r, at man ikke vil angribe Israel, medmindre man f√łrst er blevet angrebet.

Foreslå en ikkeangrebspagt med Israel.

Accepter inspektioner med en tillægsprotokol.

Genoptag Dialogue for Civilisations-programmet, og √•bn landet for bes√łg.

G√łr p√• sigt Iran til et m√¶glingsland ‚Äď et Mellem√łstens Schweiz.

Andre akt√łrer:

Genopliv aftalen mellem Iran, Brasilien og Tyrkiet fra 2010, som gik ud på, at beriget iransk uran håndteres af Tyrkiet; de to lande kunne samtidig fungere som mæglere?

Arbejd for Mellem√łsten som atomv√•benfri zone ‚Äď som allerede vedtaget.

Alsidig dækning i medier, så propaganda og dæmonisering undgås, og den frygt fjernes fra mennesker, som får dem til at acceptere krige.

Mellemfolkelige initiativer til st√łtte for alle disse ting.

Der er ingen gr√¶nser for alt, hvad der kan g√łres, hvis vi f√łlger FN-erkl√¶ringens artikel 1 om, at fred skal skabes med fredelige midler. Krig mod Iran er ikke en mulighed. Medmindre det er et voldeligt regimeskifte, man √łnsker i Vest, og kun bruger en st√¶rkt overdrevet trussel og mulig atomv√•benstatus som et p√•skud.

JAN √ėBERG
 

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.