Politikens kronik 6. jun. 2013 KL. 19.11
I bÄde retorik og politik er Vesten pÄ kollisionskurs med det enorme land
Vestens politik i forhold til Iran er skruet sammen pĂ„ en mĂ„de, der Ăžger risikoen for krig â hvad enten det er hensigten eller ej.
Det er derfor helt nÞdvendigt, at vi snarest diskuterer alternativer til denne politik, uanset hvad man i Þvrigt mÄtte mene om Irans ledelse.
Vestens politik bestÄr for Þjeblikket af en komponenter, som jeg med denne Kronik vil kritisere en for en. Komponenterne er:
1) Ăkonomiske sanktioner, der strammes med jĂŠvne mellemrum.
2) En olieembargo, der betyder, at man lader vĂŠre med at kĂžbe olie fra Iran og samtidig forsĂžger at tvinge andre, som for eksempel Japan, til at lade vĂŠre eller reducere sin import.
3) Alvorlige trusler om bombning af landet â man mĂ„ formode militĂŠre anlĂŠg, atomkraftanlĂŠg samt ledelsens centre. »Alle muligheder findes pĂ„ bordet« siges det, nĂ„r man taler om krig, men ikke Ăžnsker at fremstĂ„ som krigerisk.
4) Kraftig oprustning af Irans naboer som Israel, Saudi-Arabien og Golfstaterne.
5) En mediedĂŠkning, der stort set kun ser konflikten fra vestligt perspektiv og er ude af stand til at se eller dĂŠkke noget positivt i Iran.
6) Infiltration, udenlandske agenter, drab pÄ iranske forskere, virusangreb pÄ deres computere etc.
7) Sidst, men ikke mindst er der ingen sĂ„kaldt exitstrategi, dvs. det er ikke defineret som en del af denne politik, hvad det er, Iran skal gĂžre for at slippe for disse ting â eller om man vil blive troet, hvis man bĂžjer sig for ethvert vestligt krav.
Sanktionerne, hvis effekter jeg ved et besÞg i november sidste Är kunne se mange tegn pÄ, rammer stort set kun de i enhver henseende uskyldige 75 millioner mennesker i Iran.
Resultatet er en fordobling af prisen pÄ dagligvarer pÄ cirka et Är, hvilket rammer endog sundhedssektoren.
En anden effekt af sanktioner er, at de underminerer den middelklasse, der om nogen har mulighed for at fÄ gennemfÞrt forandringer. Med Ärene deles denne klasse i to: et proletariat og en mafiaklasse, der tjener styrtende summer pÄ at smugle de varer ind, ethvert land under sanktioner trods alt mÄ have.
En tredje og usvigelig psykologisk effekt af sanktioner â se blot pĂ„ Serbien og Irak â er, at befolkningen bliver vred pĂ„ Vesten og bakker op om den eksisterende regering og ledelse.
Denne tendens forstĂŠrkes selvsagt af trusler om ĂždelĂŠggelse af ens kĂŠre hjemland.
En fjerde konsekvens er, at Vesten mÄ pÄtage sig det moralske ansvar for de konsekvenser, sanktionerne pÄfÞrer landet
De 13 Ärs sanktioner mod Irak indebÊrer, at der i dagens Irak lever omkring en million fÊrre mennesker, end der ellers ville have gjort.
Alt i alt er det derfor et lige sÄ bekvemt som uforsvarligt argument, at sanktioner skulle vÊre et blÞdere instrument end krig; pÄ sigt bliver de til intet mindre end et masseÞdelÊggelsesvÄben.
Olieembargoen indebĂŠrer, at man forsĂžger at fratage landet dets nĂŠsten eneste indkomstkilde. IfĂžlge vestlige medieapporter koster den Iran omkring 100 millioner dollar per dag.
Det er takket vĂŠre denne indkomst, at landet traditionelt har kunnet skabe velfĂŠrd for befolkningen, bygget skoler, veje etc. Olieembargoen vil altsĂ„ â hvis den kan holdes tĂŠt, hvilket den nok ikke helt kan â sammen med sanktionerne indebĂŠre en langsom kvĂŠlning af det iranske samfund.
De 13 Ärs sanktioner mod Irak indebÊrer, at der i dagens Irak lever omkring en million fÊrre mennesker, end der ellers ville have gjort
Jan Ăberg
Truslen om krig er ensidig. Iran har ikke invaderet en anden stat siden Indien i 1738, mens dets historie er en serie af invasioner og udenlandsk indblanding. Et eksempel er, at CIA og den britiske sĂžsterorganisation i 1953 gennemfĂžrte kup mod den demokratisk valgte leder Mossadegh.
Det skyldes manglende kildekritik, oversÊttelsesfejl og en bevidst dÊmoniserende propaganda, nÄr der til stadighed refereres til prÊsident Ahmedinejads trusler om, at Iran vil bombe Israel af verdenskortet.
Hvad der er sagt i den sammenhĂŠng, er delvis et citat af Ayatollah Khomeini og handler om, at historiens gang vil skylle visse regimer i havet.
Men er Iran alligevel en trussel? Mens det er rigtigt, at Iran stĂžtter organisationer, som Vesten definerer som terrororganisationer, er det ikke rimeligt eller dokumenterbart, at Iran er en trussel mod hverken naboer, Europa eller USA.
Hvis man skal bruge Ă©n rimelig dĂŠkkende indikator for, hvem der har til hensigt at gĂžre hvad, er det parternes sammenlignelige militĂŠrbudgetter. De findes pĂ„ nettet, og enhver, der vil vide besked, kan for eksempel bruge det svenske fredsforskningsinstitut Sipriâs tal.
Det gÞres stort set aldrig i vores medier eller i politisk debat. PÄstande om trusler sluges rÄt uden efterforskning, kildekritik eller modspÞrgsmÄl.
SÄdan her ser militÊrudgifterne ud i afrundede milliarder dollar: Iran 7,5, Israel 15,2 og USA 700. Irans militÊrudgifter er omtrent som Norges, og dets befolkning er 10 gange stÞrre end Israels. Iran har ikke atomvÄben, mens Israel har mindst 200.
Iran er Äben for inspektioner og medunderskriver af ikkespredningsaftalen om atomvÄben; det er Israel ikke. Desuden har man for Är tilbage i FN besluttet sig for, at hele MellemÞsten skal vÊre en zone fri for atomvÄben.
For at fÄ Iran gjort til en trussel for verden mÄ man dels fortie sÄdanne tal, dels antage, at den iranske statsledelse bestÄr af sindssyge og/eller suicidale mennesker.
Ser man en smule nÞgternt pÄ, hvordan USA og Israel historisk har gebÊrdet sig, hvad angÄr krig, invasioner og besÊttelse, er det nok sÄ rimeligt at konkludere, at Iran har stÞrre anledning til at fÞle sig truet af dem, end vi har af Iran.
Den amerikanske forsvarsminister, Chuck Hagel, var i april pÄ besÞg i MellemÞsten og lovede yderligere vÄben til Saudi-Arabien, Israel og Forenede Arabiske Emirater (UAE) til en vÊrdi af 10 milliarder dollar. Det hÞrer med i billedet, at Saudi-Arabiens militÊrudgifter ligger pÄ 44,3 og emiraternes pÄ 16 milliarder dollar.
Iran mĂ„ regne med dem som krigsmodstandere, hvis det indleder en krig. Med enkel matematik ser vi sĂ„ledes, at hver gang Iran bruger 7 dollar pĂ„ militĂŠret, bruger USA, Israel, Saudi-Arabien og UAE ikke mindre end 775 dollar â et styrkeforhold pĂ„ 1:110.
Iran som den store trussel er derfor klokkeren propaganda. Vi kender det fra forberedelserne til enhver krig, hvor man er nÞdt til at opbygge et trusselsbillede, der skaber frygt samt dÊmoniserer og reducerer modstanderen ved at lade menneskene, kulturen, historien og det eventuelt positive, der trods alt mÄtte findes, uomtalt.
Dermed er vi fremme ved punkt 5, mediedÊkningen i de dominerende vestlige medier, som er under al kritik. Der klippes kritiklÞst i vestlige nyhedsbureauer, stort set aldrig fra den kundskab, der kan findes rundt om pÄ nettet.
Alt ses fra vestligt hold, pÄstanden om, at Iran pÞnser pÄ atomvÄben, tillÊgges per automatik stÞrre vÊgt end Irans benÊgtelse.
At Iran muligvis har brug for atomkraft, tages ikke for gode varer, der stilles aldrig kritiske spĂžrgsmĂ„l til USAâs, Natoâs og EUâs ledere, nĂ„r de for eksempel strammer sanktioner eller jammer radio- og tv-satellitter, samtidig med at de taler om undertrykkelsen af ytringsfrihed i Iran.
Ingen har mig bekendt stillet en stats- eller forsvarsminister det rimelige spÞrgsmÄl: Hvordan vil du med denne politik undgÄ en ny krig med tanke pÄ, hvordan det gik i Irak, og hvor forkerte antagelserne om masseÞdelÊggende vÄben var dér? PÄ samme mÄde som i Eksjugoslavien, Afghanistan, Irak og Libyen findes der meget lille interesse blandt redaktÞrer for at folkeoplyse om, hvilket samfund Iran er.
Der vises ingen dokumentarprogrammer pĂ„ tv om dets mennesker, kultur, historie â som enhver, der har vĂŠret der, ved er temmelig imponerende. Ved ikke at gĂžre den slags ting bidrager man til uvidenhed, til en fremtidig krigs accept bĂ„de hos danskerne og i Folketinget, og man undergraver den ellers sĂ„ hĂžjt besungne idĂ© om alsidighed, frie medier og fri debat.
Modargumentet vil sikkert vÊre, at det jo ikke er sÄ let for journalister at fÄ visum til Iran. Det er sandt, og det er selvdestruktivt af Iran. Iran burde faktisk give enhver visum pÄ et en halv time og se til, at alverdens mennesker kunne rejse dertil, udvikle relationer og komme hjem og tale imod krig. Med dollar pÄ lommen findes der utrolige muligheder for turisme netop nu. MÞdet pÄ gader og basarer med utrolig venlige iranere gjorde Êrlig talt et dybt indtryk pÄ mig.
PÄ mange andre omrÄder skriver journalister om steder, de ikke har personlige oplevelser fra. Man kan i dag foretage undersÞgende journalistik ved hjÊlp af nettet, bÞger og omrÄdereksperter.
Punktet om infiltration, drab, etc. behÞver nÊppe yderligere argumentation. Det strider mod folkeretten samt enhver form for etik og galvaniserer kun iranernes modstand mod Vestens ensidige krav. FravÊret af en exitstrategi vidner om, at de, der kÞrer Vestens samlede politik, stort set mÄ betegnes som konfliktanalfabeter.
Dette mÄske stÊrke udsagn understreges endvidere af, at der fÞres forhandlinger med Iran pÄ et forkert grundlag. Hvis man ved lidt om forhandlinger, er det klart, at man ikke gÄr direkte til et bord pÄ et sted, hvor hundredvis af journalister venter udenfor. Man foretager en uhyre omstÊndelig forberedelsesproces, konsultationer etc. og mÞdes uden for mediernes rampelys.
At Iran muligvis har brug for atomkraft, tages ikke for gode varer
Jan Ăberg
Derefter mÞdes man, nÄr mÊglere tror pÄ, at en formel forhandling kan lede til fremgang for alle parter. Jo flere gange man mÞdes og skilles igen uden resultat, jo mere bekrÊftes man i, at den anden side er hÄblÞs. Og jo mindre er chancen for at faktisk opnÄ en forhandlingslÞsning.
Og sÄ er vi fremme ved den hovedkonklusion, som jeg indledte med: De ting, som indgÄr i Vestens politik over for Iran, indebÊrer meget mere kimen til krig end til en forhandlingslÞsning.
Hvis det, man vil opnÄ, virkelig er, at Iran ikke anskaffer atomvÄben, ville man ikke gÞre en eneste af de ting, jeg har nÊvnt her. Der findes nemlig ingen lÊrebog i psykologi, der viser, at udsultning, kvÊlning, trusler om destruktion og dÊmonisering/ydmygelse fÄr modparten til at blive mere Äben og samarbejdsvillig. De de facto-diktater, som Vesten stiller Iran over for, ville vi aldrig selv acceptere som rimelige fra en anden stats side.
Derfor vokser risikoen for krig mod Iran i disse mÄneder og Är. Det er muligt, at der er nogen i Washington, Bruxelles eller KÞbenhavn, der virkelig ikke Þnsker en krig, men pÄ grund af hele dette setup vil man en dag meget vel kunne finde sig selv i en blindgyde, hvor krigen ses som eneste udvej.
Mon ikke de fleste godt ved, at man aldrig skal true med noget, man ikke er parat til faktisk at gĂžre. Og at man ikke skal vedtage ting, man ikke kan bakke ud fra igen.
NÄr Vesten baserer sig pÄ denne amatÞrmÊssige og modproduktive konflikthÄndtering, er der grund til at spÞrge, hvad det sÄ er, man egentlig vil i forholdet til Iran. Indtil en eller anden magthaver i vest standser op og begynder at tÊnke nyt, vil mit bud vil vÊre: regimeskifte med vold.
Hvad burde Vesten gÞre for at fÄ Iran til at afstÄ fra at anskaffe atomvÄben, hvis det nu er dét, vi Êrligt tror, de er i fÊrd med? Her fÞlger nogle mulige tiltag uden prioriteringer og detaljer:
Drop sanktionerne, og indled forberedende konsultationer uden forhÄndsbetingelser og med det formÄl at skabe en forhandlingslÞsning.
USA kunne undskylde for sit kup og perioden med shahen og for nedskydningen i 1988 af et iransk passagerfly, hvor 290 blev drĂŠbt. OphĂžr med al infiltration, og stĂžt eventuelt oppositionen med udelukkende ikkevoldelige midler.
Lad kyndige grupper foretage mĂŠgling og bidrage til mellemfolkeligt udbytte, studieudveksling etc.
Hver gang Iran bruger 7 dollar pÄ militÊret, bruger USA, Israel, Saudi-Arabien og UAE ikke mindre end 775 dollar
Jan Ăberg
Arranger hĂžringer med alle parter i bĂ„de EU-parlamentet og FNâs Generalforsamling, sĂ„ det kan blive klart for verdens offentlighed, hvor parterne stĂ„r.
GĂžr det fuldstĂŠndig klart, hvad der skal til, for at sanktionerne hĂŠves helt.
Iran burde pÄ deres side:
OphĂžre med stĂžtten til terrororganisationer og fra hĂžjeste sted stoppe hadefuld snak om Israel; erklĂŠr, at man ikke vil angribe Israel, medmindre man fĂžrst er blevet angrebet.
ForeslÄ en ikkeangrebspagt med Israel.
Accepter inspektioner med en tillĂŠgsprotokol.
Genoptag Dialogue for Civilisations-programmet, og Äbn landet for besÞg.
GĂžr pĂ„ sigt Iran til et mĂŠglingsland â et MellemĂžstens Schweiz.
Andre aktĂžrer:
Genopliv aftalen mellem Iran, Brasilien og Tyrkiet fra 2010, som gik ud pÄ, at beriget iransk uran hÄndteres af Tyrkiet; de to lande kunne samtidig fungere som mÊglere?
Arbejd for MellemĂžsten som atomvĂ„benfri zone â som allerede vedtaget.
Alsidig dÊkning i medier, sÄ propaganda og dÊmonisering undgÄs, og den frygt fjernes fra mennesker, som fÄr dem til at acceptere krige.
Mellemfolkelige initiativer til stĂžtte for alle disse ting.
Der er ingen grÊnser for alt, hvad der kan gÞres, hvis vi fÞlger FN-erklÊringens artikel 1 om, at fred skal skabes med fredelige midler. Krig mod Iran er ikke en mulighed. Medmindre det er et voldeligt regimeskifte, man Þnsker i Vest, og kun bruger en stÊrkt overdrevet trussel og mulig atomvÄbenstatus som et pÄskud.