Hvordan undgår vi krig mod Iran?

Politikens kronik 6. jun. 2013 KL. 19.11

I både retorik og politik er Vesten på kollisionskurs med det enorme land

Vestens politik i forhold til Iran er skruet sammen på en måde, der øger risikoen for krig – hvad enten det er hensigten eller ej.

Det er derfor helt nødvendigt, at vi snarest diskuterer alternativer til denne politik, uanset hvad man i øvrigt måtte mene om Irans ledelse.

Vestens politik består for øjeblikket af en komponenter, som jeg med denne Kronik vil kritisere en for en. Komponenterne er:

1) Økonomiske sanktioner, der strammes med jævne mellemrum.

2) En olieembargo, der betyder, at man lader være med at købe olie fra Iran og samtidig forsøger at tvinge andre, som for eksempel Japan, til at lade være eller reducere sin import.

3) Alvorlige trusler om bombning af landet – man må formode militære anlæg, atomkraftanlæg samt ledelsens centre. »Alle muligheder findes på bordet« siges det, når man taler om krig, men ikke ønsker at fremstå som krigerisk.

4) Kraftig oprustning af Irans naboer som Israel, Saudi-Arabien og Golfstaterne.

5) En mediedækning, der stort set kun ser konflikten fra vestligt perspektiv og er ude af stand til at se eller dække noget positivt i Iran.

6) Infiltration, udenlandske agenter, drab på iranske forskere, virusangreb på deres computere etc.

7) Sidst, men ikke mindst er der ingen såkaldt exitstrategi, dvs. det er ikke defineret som en del af denne politik, hvad det er, Iran skal gøre for at slippe for disse ting – eller om man vil blive troet, hvis man bøjer sig for ethvert vestligt krav.

Sanktionerne, hvis effekter jeg ved et besøg i november sidste år kunne se mange tegn på, rammer stort set kun de i enhver henseende uskyldige 75 millioner mennesker i Iran.

Resultatet er en fordobling af prisen på dagligvarer på cirka et år, hvilket rammer endog sundhedssektoren.

En anden effekt af sanktioner er, at de underminerer den middelklasse, der om nogen har mulighed for at få gennemført forandringer. Med årene deles denne klasse i to: et proletariat og en mafiaklasse, der tjener styrtende summer på at smugle de varer ind, ethvert land under sanktioner trods alt må have.

En tredje og usvigelig psykologisk effekt af sanktioner – se blot på Serbien og Irak – er, at befolkningen bliver vred på Vesten og bakker op om den eksisterende regering og ledelse.

Denne tendens forstærkes selvsagt af trusler om ødelæggelse af ens kære hjemland.

En fjerde konsekvens er, at Vesten må påtage sig det moralske ansvar for de konsekvenser, sanktionerne påfører landet

De 13 års sanktioner mod Irak indebærer, at der i dagens Irak lever omkring en million færre mennesker, end der ellers ville have gjort.

Alt i alt er det derfor et lige så bekvemt som uforsvarligt argument, at sanktioner skulle være et blødere instrument end krig; på sigt bliver de til intet mindre end et masseødelæggelsesvåben.

Olieembargoen indebærer, at man forsøger at fratage landet dets næsten eneste indkomstkilde. Ifølge vestlige medieapporter koster den Iran omkring 100 millioner dollar per dag.

Det er takket være denne indkomst, at landet traditionelt har kunnet skabe velfærd for befolkningen, bygget skoler, veje etc. Olieembargoen vil altså – hvis den kan holdes tæt, hvilket den nok ikke helt kan – sammen med sanktionerne indebære en langsom kvælning af det iranske samfund.

De 13 års sanktioner mod Irak indebærer, at der i dagens Irak lever omkring en million færre mennesker, end der ellers ville have gjort

Jan Øberg

Truslen om krig er ensidig. Iran har ikke invaderet en anden stat siden Indien i 1738, mens dets historie er en serie af invasioner og udenlandsk indblanding. Et eksempel er, at CIA og den britiske søsterorganisation i 1953 gennemførte kup mod den demokratisk valgte leder Mossadegh.

Det skyldes manglende kildekritik, oversættelsesfejl og en bevidst dæmoniserende propaganda, når der til stadighed refereres til præsident Ahmedinejads trusler om, at Iran vil bombe Israel af verdenskortet.

Hvad der er sagt i den sammenhæng, er delvis et citat af Ayatollah Khomeini og handler om, at historiens gang vil skylle visse regimer i havet.

Men er Iran alligevel en trussel? Mens det er rigtigt, at Iran støtter organisationer, som Vesten definerer som terrororganisationer, er det ikke rimeligt eller dokumenterbart, at Iran er en trussel mod hverken naboer, Europa eller USA.

Hvis man skal bruge én rimelig dækkende indikator for, hvem der har til hensigt at gøre hvad, er det parternes sammenlignelige militærbudgetter. De findes på nettet, og enhver, der vil vide besked, kan for eksempel bruge det svenske fredsforskningsinstitut Sipri’s tal.

Det gøres stort set aldrig i vores medier eller i politisk debat. Påstande om trusler sluges råt uden efterforskning, kildekritik eller modspørgsmål.

Sådan her ser militærudgifterne ud i afrundede milliarder dollar: Iran 7,5, Israel 15,2 og USA 700. Irans militærudgifter er omtrent som Norges, og dets befolkning er 10 gange større end Israels. Iran har ikke atomvåben, mens Israel har mindst 200.

Iran er åben for inspektioner og medunderskriver af ikkespredningsaftalen om atomvåben; det er Israel ikke. Desuden har man for år tilbage i FN besluttet sig for, at hele Mellemøsten skal være en zone fri for atomvåben.

For at få Iran gjort til en trussel for verden må man dels fortie sådanne tal, dels antage, at den iranske statsledelse består af sindssyge og/eller suicidale mennesker.

Ser man en smule nøgternt på, hvordan USA og Israel historisk har gebærdet sig, hvad angår krig, invasioner og besættelse, er det nok så rimeligt at konkludere, at Iran har større anledning til at føle sig truet af dem, end vi har af Iran.

Den amerikanske forsvarsminister, Chuck Hagel, var i april på besøg i Mellemøsten og lovede yderligere våben til Saudi-Arabien, Israel og Forenede Arabiske Emirater (UAE) til en værdi af 10 milliarder dollar. Det hører med i billedet, at Saudi-Arabiens militærudgifter ligger på 44,3 og emiraternes på 16 milliarder dollar.

Iran må regne med dem som krigsmodstandere, hvis det indleder en krig. Med enkel matematik ser vi således, at hver gang Iran bruger 7 dollar på militæret, bruger USA, Israel, Saudi-Arabien og UAE ikke mindre end 775 dollar – et styrkeforhold på 1:110.

Iran som den store trussel er derfor klokkeren propaganda. Vi kender det fra forberedelserne til enhver krig, hvor man er nødt til at opbygge et trusselsbillede, der skaber frygt samt dæmoniserer og reducerer modstanderen ved at lade menneskene, kulturen, historien og det eventuelt positive, der trods alt måtte findes, uomtalt.

Dermed er vi fremme ved punkt 5, mediedækningen i de dominerende vestlige medier, som er under al kritik. Der klippes kritikløst i vestlige nyhedsbureauer, stort set aldrig fra den kundskab, der kan findes rundt om på nettet.

Alt ses fra vestligt hold, påstanden om, at Iran pønser på atomvåben, tillægges per automatik større vægt end Irans benægtelse.

At Iran muligvis har brug for atomkraft, tages ikke for gode varer, der stilles aldrig kritiske spørgsmål til USA’s, Nato’s og EU’s ledere, når de for eksempel strammer sanktioner eller jammer radio- og tv-satellitter, samtidig med at de taler om undertrykkelsen af ytringsfrihed i Iran.

Ingen har mig bekendt stillet en stats- eller forsvarsminister det rimelige spørgsmål: Hvordan vil du med denne politik undgå en ny krig med tanke på, hvordan det gik i Irak, og hvor forkerte antagelserne om masseødelæggende våben var dér? På samme måde som i Eksjugoslavien, Afghanistan, Irak og Libyen findes der meget lille interesse blandt redaktører for at folkeoplyse om, hvilket samfund Iran er.

Der vises ingen dokumentarprogrammer på tv om dets mennesker, kultur, historie – som enhver, der har været der, ved er temmelig imponerende. Ved ikke at gøre den slags ting bidrager man til uvidenhed, til en fremtidig krigs accept både hos danskerne og i Folketinget, og man undergraver den ellers så højt besungne idé om alsidighed, frie medier og fri debat.

Modargumentet vil sikkert være, at det jo ikke er så let for journalister at få visum til Iran. Det er sandt, og det er selvdestruktivt af Iran. Iran burde faktisk give enhver visum på et en halv time og se til, at alverdens mennesker kunne rejse dertil, udvikle relationer og komme hjem og tale imod krig. Med dollar på lommen findes der utrolige muligheder for turisme netop nu. Mødet på gader og basarer med utrolig venlige iranere gjorde ærlig talt et dybt indtryk på mig.

På mange andre områder skriver journalister om steder, de ikke har personlige oplevelser fra. Man kan i dag foretage undersøgende journalistik ved hjælp af nettet, bøger og områdereksperter.

Punktet om infiltration, drab, etc. behøver næppe yderligere argumentation. Det strider mod folkeretten samt enhver form for etik og galvaniserer kun iranernes modstand mod Vestens ensidige krav. Fraværet af en exitstrategi vidner om, at de, der kører Vestens samlede politik, stort set må betegnes som konfliktanalfabeter.

Dette måske stærke udsagn understreges endvidere af, at der føres forhandlinger med Iran på et forkert grundlag. Hvis man ved lidt om forhandlinger, er det klart, at man ikke går direkte til et bord på et sted, hvor hundredvis af journalister venter udenfor. Man foretager en uhyre omstændelig forberedelsesproces, konsultationer etc. og mødes uden for mediernes rampelys.

At Iran muligvis har brug for atomkraft, tages ikke for gode varer

Jan Øberg

Derefter mødes man, når mæglere tror på, at en formel forhandling kan lede til fremgang for alle parter. Jo flere gange man mødes og skilles igen uden resultat, jo mere bekræftes man i, at den anden side er håbløs. Og jo mindre er chancen for at faktisk opnå en forhandlingsløsning.

Og så er vi fremme ved den hovedkonklusion, som jeg indledte med: De ting, som indgår i Vestens politik over for Iran, indebærer meget mere kimen til krig end til en forhandlingsløsning.

Hvis det, man vil opnå, virkelig er, at Iran ikke anskaffer atomvåben, ville man ikke gøre en eneste af de ting, jeg har nævnt her. Der findes nemlig ingen lærebog i psykologi, der viser, at udsultning, kvælning, trusler om destruktion og dæmonisering/ydmygelse får modparten til at blive mere åben og samarbejdsvillig. De de facto-diktater, som Vesten stiller Iran over for, ville vi aldrig selv acceptere som rimelige fra en anden stats side.

Derfor vokser risikoen for krig mod Iran i disse måneder og år. Det er muligt, at der er nogen i Washington, Bruxelles eller København, der virkelig ikke ønsker en krig, men på grund af hele dette setup vil man en dag meget vel kunne finde sig selv i en blindgyde, hvor krigen ses som eneste udvej.

Mon ikke de fleste godt ved, at man aldrig skal true med noget, man ikke er parat til faktisk at gøre. Og at man ikke skal vedtage ting, man ikke kan bakke ud fra igen.

Når Vesten baserer sig på denne amatørmæssige og modproduktive konflikthåndtering, er der grund til at spørge, hvad det så er, man egentlig vil i forholdet til Iran. Indtil en eller anden magthaver i vest standser op og begynder at tænke nyt, vil mit bud vil være: regimeskifte med vold.

Hvad burde Vesten gøre for at få Iran til at afstå fra at anskaffe atomvåben, hvis det nu er dét, vi ærligt tror, de er i færd med? Her følger nogle mulige tiltag uden prioriteringer og detaljer:

Drop sanktionerne, og indled forberedende konsultationer uden forhåndsbetingelser og med det formål at skabe en forhandlingsløsning.

USA kunne undskylde for sit kup og perioden med shahen og for nedskydningen i 1988 af et iransk passagerfly, hvor 290 blev dræbt. Ophør med al infiltration, og støt eventuelt oppositionen med udelukkende ikkevoldelige midler.

Lad kyndige grupper foretage mægling og bidrage til mellemfolkeligt udbytte, studieudveksling etc.

Hver gang Iran bruger 7 dollar på militæret, bruger USA, Israel, Saudi-Arabien og UAE ikke mindre end 775 dollar

Jan Øberg

Arranger høringer med alle parter i både EU-parlamentet og FN’s Generalforsamling, så det kan blive klart for verdens offentlighed, hvor parterne står.

Gør det fuldstændig klart, hvad der skal til, for at sanktionerne hæves helt.

Iran burde på deres side:

Ophøre med støtten til terrororganisationer og fra højeste sted stoppe hadefuld snak om Israel; erklær, at man ikke vil angribe Israel, medmindre man først er blevet angrebet.

Foreslå en ikkeangrebspagt med Israel.

Accepter inspektioner med en tillægsprotokol.

Genoptag Dialogue for Civilisations-programmet, og åbn landet for besøg.

Gør på sigt Iran til et mæglingsland – et Mellemøstens Schweiz.

Andre aktører:

Genopliv aftalen mellem Iran, Brasilien og Tyrkiet fra 2010, som gik ud på, at beriget iransk uran håndteres af Tyrkiet; de to lande kunne samtidig fungere som mæglere?

Arbejd for Mellemøsten som atomvåbenfri zone – som allerede vedtaget.

Alsidig dækning i medier, så propaganda og dæmonisering undgås, og den frygt fjernes fra mennesker, som får dem til at acceptere krige.

Mellemfolkelige initiativer til støtte for alle disse ting.

Der er ingen grænser for alt, hvad der kan gøres, hvis vi følger FN-erklæringens artikel 1 om, at fred skal skabes med fredelige midler. Krig mod Iran er ikke en mulighed. Medmindre det er et voldeligt regimeskifte, man ønsker i Vest, og kun bruger en stærkt overdrevet trussel og mulig atomvåbenstatus som et påskud.

JAN ØBERG

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s