Amnesty International lader i disse uger en bus udsmykke med et reklameslogan hvilket er blevet opfanget af Adweek Adfreak som “remarkable” markedsføring. Det er det skam – men af andre grunde end den der fremhæves i artiklen. Dette billede pryder også hele forsiden på Amnesty’s hjemmeside. Har Amnesty ikke lagt mærke til at Aleppo blev befriet for godt 7 måneder siden helt præcist den 12. … Continue reading Dette er ikke hverdag i Aleppo
Introduktion tilføjet den 7. februar 2017
Som det fremgår i en kommentar under denne artikel blev både MS’ forkvinde, Helle Munk Ravnborg og generalsekretær, Tim Whyte, kede af min udlægning omkring MS “markedsføring” og holdning til Syrien. Naturligt nok.
Mit indlæg var skarpt formuleret – der skal af og til sparkes i løgsovsen også for den gode sag som MS i sig selv jo er. Men de valgte alligevel til min store glæde at invitere mig til en snak.
Det møde havde vi så i dag den 7. februar over deres kaffe og min medbragte mazarintærte.
Jeg indledte med at undskylde at der i min artikel (som står herunder som den blev skrevet) findes et par formuleringer, der kunne tolkes af de to som et personangreb; det var ikke tilsigtet og jeg mener jo som alle andre fornuftige mennesker – oh, Gandhi! – at man skal gå efter bolden og ikke spilleren.
Vi havde 90 minutters sober snak og gensidig lytten, udforskning af vigtige temaer. Man kan sige at min konfrontation ledte til dialog og endog nogle konstruktive idéer til fremtiden.
Jeg lærte at det er svært at balancere når man – de såvel som jeg – bliver vred over den lidelse vi ser uskyldige udsættes for. Og at man let kommer til at tage parti i kampens hede for den ene eller den anden part i stedet for måske at tage afstand fra alles vold.
At det kan være svært at have alle fakta på plads (og at vide hvad der er empirisk holdbart og hvad der er fordrejning) inden man tager stilling og mobiliserer opinion. Aktivisme går jo gerne gå lidt hurtigere end det dér 5-10 årige forskningsprojekt.
At MS ikke – som jeg havde fået indtrykket af – har et markedførings-firma, der hjælper dem med den stil, de har på hjemmesiden, på blogger og i taler; det er deres egne folks måde at gøre det på.
At de er dybt bekymrede over at mennesker føler så stor magtesløshed og at det vigtigt at organisationer som MS forsøger at skabe møder, pladser og forløb hvor denne magtesløshed – der er så farlig for demokratiet – kan erstattes af fællesskaber og konstruktiv aktivitet.
Og at MS så at sige arbejder med sig selv og har en løbende intern debat om både form og indhold i kampagner.
Jeg følte både åbenhed og respekt og det er jeg glad for.
Derfor delte jeg også lidt af min erfaring med hensyn til hvordan man kan analysere de underliggende konflikter, som volden er symptomer. Jeg mener at symptom-diskussioner let leder til golde debatter om skyld. Det ville være bedre at fokusere mere på konflikternes karakter over tid end på “hvem der er værst” til at bruge vold – fordi symptom- og skylddiskussioner ikke kan lede frem til dialoger om fredens muligheder.
Og at det er freden, der er MS’ historie eller essens og ligger både Tim Whyte og Helle Munch Ravnborg varmt om hjertet – ja det er der jo ingen tvivl om.
Jeg foreslog så nogle konkrete ting som jeg mener MS måske kunne tænke over og måske gøre fremover og at det er vigtigt at være for nogen eller noget snarere end at være imod – og de blev opfattet med stor interesse.
Så meget at vi blev enige om at mødes igen når jeg er hjemme fra næste rejse til Syrien.
Dét ser jeg meget frem til. Så tak for idag, kære venner.
• • •
Mellemfolkeligt Samvirkes nye stil og måden at håndtere Syrien på bør blive en parentes i organisationens liv. For der må være tale om enten uvidenhed eller uhæderlighed.
Mellemfolkeligt Samvirke er slået ind på den amerikansk inspirerede linje med professionel markedsføring, reklamesprog og iscenesat aktivisme samt – og ikke mindst – en bestemt politisk holdning vedrørende visse internationale spørgsmål.
Den nye humanitære industri
Det er muligvis en del af den nye humanitære industri hvor regeringer, humanitære og menneskerettigheds-organisationer samt medier gør fælles sag vedrørende krigszoner. Det indebærer selvsagt at “N” i NGO, Non-Governmental Organisations, kommer til at stå for “Near” og ikke “Non.”
Civilsamfundet tenderer at udhules og demokratisk dialog mellem folk og regering forsvinder. Langsomt men sikkert.
Organisationer som Læger Uden Grænser og Human Rights Watch påtager sig roller som både partiske medier i felt og politiske eksperter og gør det politisk korrekt i forhold til især vestlige militære interventioner.
Det er altsammen affødt af den kendte men tvivlsomme doktrin om humanitær intervention eller Responsibility to Protect (R2P) – hvor spørgsmålet i en begrænset verden er: Intervention hvor? Mod eller med hvem? Af hvem? Vil vi gøre mere skade end gavn? Og hvor gider vi ikke intervenere?
Svaret på det sidste er: dér hvor største menneskelig behov findes og hvor der samtidig ikke findes strategiske interesser eller mulighed for at bruge våben.
I dagens verden flyver de fleste landes humanisme F16. Også det officielle Danmarks. Ren humanisme, medmenneskelighed og ægte solidaritet er faldet ud af den politiske værktøjskasse.
M for Markedsføring – og USAs valg
Vælger man denne let smarte markedsføring-og-politik strategi i denne nye industri skal man være godt klædt på forinden.
Det findes der, som jeg ser det, to årsager til at MS ikke synes at være.
Continue reading “MS – Markedsført Sandhed og Syrien? Med tillæg om en god dialog”Hvor er den officielle danske beklagelse og undskyldning til ofrene? Det vågne, skadereducerende diplomati lige nu?
Er påstanden om at det blot var en fejltagelse den mest bekvemme?
Har Pentagon ladet Danmark udføre et beskidt arbejde uden at vore piloter vidste det?
Hvor stor er splittelsen i den amerikanske udenrigsadministration og var det måske derfor ikke en fejltagelse?
Hvorfor mon vælger forsvarsminister Peter Christensen en så dum forhalingsstrategi og lader som om han ikke ved hvad der er sket? Og i stedet rakker ned på russerne, der fik dette vanvid stoppet med bedre efterretninger?
Kun et meget naivt menneske tror på officielle forklaringer fra krigsførende landes regeringer, uanset hvilket.
Og hvis det er en fejltagelse hvorfor sker den så – dybest set? Og er der noget at lære af den?
Kort sagt, en rigtig møgsag som følge af en møgpolitik.
For mediefolk, der ikke bare er mikrofonholdere, turde der være nok at grave i.
På en stille søndag aften kommer den tragiske nyhed at Danmarks F-16 fly har været med at “fejlbombe” i Syrien.
Midt under en skrøbelig våbenhvile har den USA-ledte koalition bombet “de forkerte”, nemlig syriske regeringsstyrker istedet for Islamist Stat. er er ifølge forskellige kilder Det hér bør blive en meget meget interessant politisk historie for Danmarks stats-, udenrigs- og forsvarsminister. Gad vide hvilken (medie)strategi man vil vælge for at forklare og forsvare sig?
Tekniske spørgsmål
Hvorfra får danskerne sine oplysninger og koordinater for bombetogter? Hvor mange efterretninger samler det danske militær selv ind? Tør man stå imod med egne oplysninger hvis de ikke stemmer overens med dem, man får fra USA og andre?
Hvem fortæller Danmark hvor de skal bombe og hvorfor? Kan de sige nej til en ordre fra Pentagon? Eller går man ombord i hvad som helst for at se seje ud i His Master’s Voice’s øjne?
Hvordan vil man beklage tabet og forklare at Danmark samtidig støtter fuld op om våbenhvilen?
Danmarks Radios stjernerapporter, Steffen Gram, har naturligvis hurtigt den for USA og Danmark mindst dårlige forklaring nemlig at der er dårlig kommunikation og at Danmark har fået forkerte efterretninger. Man “har blot fløjet efter amerikanske instrukser.” Hvordan i alverden man blot sådan gør dét undlader han dog – researchfrit – at fortælle os.
Forsvarsministerens forhalingsstrategi – han har dårlig samvittighed
Forsvarsminister Peter Christensens strategi virker dum: forhalingens “lad os nu vente og se hvad der er sket – hvad der er op og ned i denne sag.”
Angrebet fandt sted den 17. september og allerede samme aften gik den amerikanske CENTCOM ud med en pressemeddelelse, der mere end antyder at der er sket en fejl, at russerne informerede amerikanerne herom – tænk hvis man i timevis havde fortsat og slået endnu mange flere ihjel? – og at man stoppede angrebeneefter at have fået informationen fra russerne.
Continue reading “Danmark fejlbomber i Syrien – og hvad skal vi så spørge om, tro og lære?”Udsendt til 1600+ modtagere i Danmark og Sverige
inklusive 330 mediefolk i Danmark
18. april 2016
Efter alt at dømme beslutter et flertal i Folketinget sig tirsdag den 19. april for at sende Danmark i krig for 6. gang.
Det vil blive endnu en forudsigelig fiasko.
Beslutningen bør betegnes som landsskadelig for Danmark selv, idet en sådan indsats med fly og specialstyrker er i klar strid med folkerettens ånd og bogstav og øger risikoen for terror mod Danmark.
Det er absurd at beslutte herom netop nu naar der for første gang er en våbenhvile og forhandlinger foregår i Geneve.
Forsvarsministeren har udtalt at civile kan dræbes hvis den militære “nødvendighed” tilsiger det – men der findes ikke nogen nødvendighed i at Danmark overhovedet skal føre krig i Syrien – der forresten ikke har truet eller angrebet Danmark eller bedt om vores hjælp.
Folkeretten som figenblad for kriminel aktivitet.
Nej, Danmark skal kun bombe fordi USA har bedt os om det og fordi vi har cirka den samme udenrigspolitiske selvstændighed i forhold til Washington – His Master’s Voice – som Østtyskland havde til Moskva op til 1989.
At være mere loyal med fremmed magt end med den dansk befolknings sikkerhedsbehov er ogsaa landsskadelig virksomhed.
For hver dræbt terrorist dernede vil der stille 5-10 nye, der er parate til at ofre deres liv. Men intet vestligt land er rede til at risikere kamptroppers liv for alle de flotte idealer Vesten har. Imidlertid kan højteknologisk overlegenhed ikke kompensere for den moralske byrde for massemord og ødelæggelse af hele lande og kulturer.
Der vil blive mere had til Vesten, boomerang-terror mod Europa, herunder Danmark. Og mængder af nye flygtninge – fordi der bag enhver flygtning staar en vaabenhandler og en militaristisk regering.
Det er blevet alt for let for danske ministre, folketingsmedlemmer, medier og store dele af befolkningen at gå i krig.
Continue reading “Danmarks krigsdeltagelse i Syrien er landsskadelig”Omfattende interview med RÆSON per 1. august 2014: Om situationen i Gaza, om mægling og fred, om Irak, krigen mod terror, Ukrain, en ny kold krig, om hvordan verdensordnen er under forandring, USA på vej ned og hvorfor danske udenrigspolitik må begynde at stille om… Tryk på forsidebilledet: Continue reading Hvor har vores krige virket?
Brev til DR Deadline’s redaktion29. december 2013 Ingen nævnte Vestens tåbelige konflikthåndtering og våbeneksport eller Kofi Annan og hvorfor dette det bedste initiativ blev undermineret. Ingen talte om at Syrien handler om hele Mellemøsten, Iran etc. Ingen spurgte om Friends of Syria var sådan en god idé? Flere talte om at “vi” og “det internationale samfund” havde gjort for lidt for de formodentligt fredelige oprører. … Continue reading Deadline om Syrien
Gad vide hvor mange mislykkede krige vi endnu skal igennem før især politikere og medier opdager det indlysende faktum, at der findes et temmeligt bredt spektrum af handlingsmuligheder mellem at gøre ingenting og at smadre et land når konflikter dukker op?
Det spektrum hedder konflikthåndtering og tilhører et fagområde, der undervises i rundt om på verdens universiteter. Det kræver at FNs medlemsstater etablerer ”styrker” af uddannede konfliktanalytikere, facilitatorer, mæglere, områdeeksperter, forhandlere og forsoningsterapeuter, der kan rykke ud endnu hurtigere end de kan sende krydsermissiler og F-16 fly.
For at dette spektrum kan blive inddraget forudsættes endvidere at regeringer ikke direkte ønsker krig under foregivende af at have gode og ofte humanitære motiver hvor de i virkeligheden har rå interesser.
Med andre ord, man kan gøre noget ved den manifeste konfliktanalfabetisme, der først søger militære løsninger og – som en række danske politikere – hurtigt tilsidesætter folkeretten og FNs fornemste norm, nemlig den at fred skal skabes med fredelige midler og først når de alle har været prøvet og vist sig uden effekt kan man gribe til militære midler, vel at mærke i FN-regi.
Eller anderledes udtrykt: fred kan læres. Når nu de fleste mennesker i verden – også 98% af de civile i konfliktzoner der ikke griber til vold men er dens ofre – ønsker fred skulle man kunne tage demokratiet alvorligt og gøre en kraftanstrengelse for at mindske (ikke afskaffe) militæret, der globalt koster 1700 milliarder dollar eller 30 gange mere end alt FN gør – og i stedet øge konflikthåndteringen.
Eksemplet Syrien – gal diagnose og prognose
Verden har brug for konflikt-lægevidenskab: diagnose, prognose og behandling.
Diagnosen turde være nok så klar: Det handler om endog meget komplekse indre konflikter, den arabiske vår (oprindeligt) men det handler også om hele Mellemøsten og især hér om Vestens ønske om at holde Iran nede og Israel oppe. Continue reading “Syrien – hvad kunne være gjort og hvad kan stadig gøres?”
Desværre havde hverken Politiken selv eller Berlingske Tidende plads til dette.
Af Jan Øberg, docent
Den Transnationale Stiftelse for Freds- og Fremtidsforskning, TFF
www.transnational.org
Udenrigsminister Villy Søvndal og MF Steen Gades kronik om at ”Vi har aldrig været tættere på verdensfreden” er selektiv og skæv i forhold til vores de facto problematiske verden. Den kan sikkert få mange danskere til at læne sig endnu mere tilbage i eskapismens hygge for den er jo lige til ”blib båt og gud hvor går det godt…”
OK de har helt ret at der gudskelov kan registreres forbedringer på en række sociale indikatorer som de også nævner. Det er resten, der bør skabe debat.
Continue reading “Søvndals og Gades blip båt og gud hvor går det godt”