Om min policy vedrørende deltagelse i medier I forbindelse med en debat på “Vi Ses Hos Clement” på Facebook blev jeg inddraget og på et tidspunkt spurgt af Clement-redaktionen – da jeg erkendte at jeg “optræder” af og til på Russia Today: Vi ses hos Clement: “Tak for din kommentar, Jan Oberg. Har du, i forbindelse med dine optrædender på […]
Der er nok så meget “at komme efter” i det officielle Danmarks måde at møde politisk vold på. Det skriver jeg om hér i Ræson. Der er gået en rum tid og den værste hysteri har lagt sig; det skulle kunne fremme en mere relevant og ærlig diskussion end den, der handler om at Danmark var offer og scene for et angreb på hele den vestlige kultur. Jeg har for nylig skrevet om terrorismen og hvorfor den let overdrives og der er andre artikler og debatter fra sociale medier om den danske reaktion på drabene på medarbejderne på Charlie Hebdo og i de to mord i København – blandt andet hér og hér. PS: Jeg er taknemmelig for enhver spredning hér og uden for Wordpress-verden.
Fra min Facebook-side: Hjertligt tak til Jer – langt over 100 – der har trykket Like og/eller kommenteret “Debatten” og min beslutning om ikke at deltage dér længere sådan som det ser ud nu. Jeg skriver også at jeg gerne deltager under andre betingelser. Nogen har spurgt hvorfor og det står altså på min blog (se nedenfor). Nogle få har givet udtryk for at det jeg siger er så vigtigt – også selvom det ikke får tid eller fokus – at jeg burde kæmpe videre under de nuværende betingelser. Det skal I have tak for og det er da rigtigt at jeg kunne vælge det. Men artiklen herunder argumenterer rimeligt omfattende for hvorfor jeg vil holde fast i den beslutning. Men vær helt sikker på at dét ikke er et tegn på at jeg giver op. Ikke på nogen måde. Måske andre danske medier vil interessere sig hen ad vejen for fredens perspektiver? Desuden: I den forløbne uge har jag været aktiv på den ene eller anden måde i mindst 20 medier rundt om i verden – nået millioner af mennesker. Jeg er nødt til at økonomisere strengt med min tid og det er uendeligt vigtigt at være ude i den store verden lige netop nu. Stor tak til hver eneste af Jer for den positive energi I har sendt mig! Fredskampen går videre! Og go søndag… PS – I fredags fyldte TFF 29. I de år er mange kommet […]
Den vigtigste beslutning et land kan tage handler om hvorvidt man skal deltage i krig eller ikke. I “Debatten” den 11. september 2014 var temaet terror, om Danmark atter skal involvere sig i Irak – som allerede besluttet af et fra højre til venstre enigt Folketing. Naturligvis handlede det derfor også om hvorvidt det USA med sin koalition har gjort i Irak siden 2003 var godt eller skidt, har eller ikke har bidraget til alle Iraks problemer og ISIS 11 år senere og herunder om Danmarks deltagelse som besættelsesmagt 2003-2007 var noget man kunne lære noget vigtigt af. Programmet som helhed var kaotisk redigeret, savnede dybde og – vel at mærke – udfordrede ikke de danske antagelser, der lå til grund for deltagelsen i sin tid – antagelser, der i alt væsentligt viste sig at være forkerte. Jeg vil betegne programmet som useriøst og lidet gennemtænkt (alt for lidt research) – det skabte ikke mulighed for kundskab og fakta, folkeoplysning eller konfrontation (noget programleder Clemt Kjersgaard jo ellers elsker) med dem, der støtter enhver krig USA deltager i eller indbyder Danmark til. Hér fire punkter:
Vi nærmer os for øvrigt 15-året for Danmarks overaktive militante udenrigspolitik – eller status som bøllestat. Det føles mærkeligt at sige det, men jeg er 100% enig i hvad Henry Kissinger siger hér om krisen i Ukraine og ganske særligt om behovet for at respektere Ruslands interesser. Derimod er jeg ikke enig i det han ikke skriver…nemlig USA’s intensive arbejde gennem påvirkningsagenter at fravriste Rusland enhver indflydelse i Ukraine. Men hvad der står står der! Det kan trygt formodes at Søren Pind, Clement Kjersgaard, Per Stig Møller, Anne Libak, Mette Skak, Viggo Jakobsen, Holger K, Deadlines redaktion, forsvarets repræsentanter og statsministeren samt ledende aviser – kort sagt en stor majoritet af det danske politiske spektrum og medieverden vil være skarpt uenig med Kissinger. For dem er det hele meget enkelt: Putin er årsag til al ballade, det mere eller mindre “revanchistiske” Rusland skal holdes nede og USA/NATO/EU har ret at ekspandere. Siden 1999 er Danmark kommet meget meget langt ud. Stateministeren dengang hed Nyrup Rasmussen, udenrigsministeren Niels Helveg Petersen, forsvarsministeren Hans Hækkerup. Og 2014 markerer 15 året for den vanvittige bombning af Serbien og Kosovo fra 24 marts til 10. juni. Alt hænger sammen.
