Den vigtigste beslutning et land kan tage handler om hvorvidt man skal deltage i krig eller ikke. I “Debatten” den 11. september 2014 var temaet terror, om Danmark atter skal involvere sig i Irak – som allerede besluttet af et fra højre til venstre enigt Folketing.

Naturligvis handlede det derfor også om hvorvidt det USA med sin koalition har gjort i Irak siden 2003 var godt eller skidt, har eller ikke har bidraget til alle Iraks problemer og ISIS 11 år senere og herunder om Danmarks deltagelse som besættelsesmagt 2003-2007 var noget man kunne lære noget vigtigt af.

Programmet som helhed var kaotisk redigeret, savnede dybde og – vel at mærke – udfordrede ikke de danske antagelser, der lå til grund for deltagelsen i sin tid – antagelser, der i alt væsentligt viste sig at være forkerte. Jeg vil betegne programmet som useriøst og lidet gennemtænkt (alt for lidt research) – det skabte ikke mulighed for kundskab og fakta, folkeoplysning eller konfrontation (noget programleder Clemt Kjersgaard jo ellers elsker) med dem, der støtter enhver krig USA deltager i eller indbyder Danmark til. Hér fire punkter:

1. Sammensætningen af deltagerne over hele programfladen har i den grad politisk slagside.

For krig var Søren Espersen (DF), Søren Pind (V), Troels Lund Poulsen (V), Anne Libak (journalist), Martin Lidegaard ( R), ligesom Naser Khader og Obama på skærme i studiet. Zenia Stampe ( R) har netop stemt for Danmarks nye deltagelse i krig imod ISIS i Irak og Syrien men har en fornuftigt kritisk holdning til Irak-krigen og Danmarks deltagelse.

Imod krigen var Rune Lund (EL), forfatteren Carsten Jensen og jeg selv – og man kan således sige at “styrkeforholdet” var 8:3. Espersen og Pind får optræder desuden i tre af de 5 indslag, Jensen i to, Rune Lund og jeg i ét. Og hvorfor skal vi se på Obama, Lidegaard og Khader, hvis synspunkter er kendte af enhver i Danmark, når der er tonsvis af interessantere mennesker – også kritiske stemmer i USA – der kunne være med på Skype.

Hér havde det været journalistisk på sin plads med enten 50:50 eller deromkring. Krigen betragtes i almindelighed som grufuld set med irakiske og/eller arabiske øjne. Som følge af 13 års sanktioner og den militære kamp og besættelse beregnes det at der lever omkring 1 million færre mennesker i Irak idag end der ellers ville. Omkring 4 millioner er flygtninge inde i Irak og i udlandet; landet gennemlever en borgerkrig – for første gang i dets historie – hverken demokrati, frihed, sikkerhed eller menneskerettigheder kan siges at se meget bedre ud end under Saddam Hussein. Og hele projektet gennemførste uden FN Sikkerhedsråds-mandat.

Der er – for nu at tale med den daværende statsministers ord – i allerhøjeste grad noget at komme efter.

Debattens redaktion vælger i denne situation at lade dem, der forsvarer denne krig og Danmarks nye engagement i krig, være i groft overtal kvantitativt såvel som i talertid og programmet stiller sig dermed – som jeg tillader mig at se det – på krigens og det ekstreme volds side. Om det er bevidst eller tilsigtet véd jeg ikke – men da det ofte vender sådan i Debatten kan man have sin anelser.

Jeg vil ikke bistå programledelsen med at gennem min tilstedeværelse give Debatten legitimitet eller et skær af alsidighed ved at spille med i en sådan krigs-forstående forestilling.

2. Programmets fokus er volden/krigen, ikke konfliktløsning

Den altfor forenklede iscenesættelse er for/imod krig. Hverken i dette eller andre programmer jeg har deltaget i har der været en oprigtig interesse, evne eller endog vilje at spørge – og give tid til svarene: Hvis ikke krig, hvad kan man så gøre i stedet? Det blir “gå med i krig eller bare se passivt på når folk myrdes”?

Den meget enkle distinktion mellem volden og den underliggende konflikt – populært sagt – diagnose: hvad er problemet? – synes ingen at være sig bevidst, hverken i redaktionen eller i studiet.

Allerede ved forudgående samtaler med Clement og hans medarbejdere havde jeg foreslået at man for at forstå krig og fredsskabelse kunne tage andre ekspertiser ind i studiet: Hvorfor ikke en FN-fredsbevareren – soldaten, civil affairs- kvinden eller en dygtig dansk politibetjent der véd i hvor høj grad alt dette handler om mennesker, samfund og kultur og netop ikke om våben, bomber, droner og F16?

Hvor var den dygtige, måske pensionerede, diplomat med erfaring fra området? Hvor den humanitære hjælpearbejder, der kender disse miljøer? Hvor var Mellemøsten-ekspertisen fra ind- og udland? Casten Jensen og jeg var formentlig de eneste, der har besøgt og/eller arbejdet i de aktuelle krigszoner.

Uden den slags bredde – kundskab, erfaring og samtale – forbliver folkeoplysning umulig.

3. Kaos og ubehagelig fornemmelse af iscenesættelse/manipulation

Jeg har igennem snart mange år været med i medier i ret mange lande – trykte, radio og TV, via Skype og i studier. Debatten ligger i den nedre femtedel hvad angår planlægningskvalitet. Når man bliver kontaktet – normalt en dag inden – er der altid noget med at denne gang skal det blive specielt på dén eller dén måde og det er så afsindigt, ubeskriveligt vigtigt at netop jeg er med.

I dette tilfælde fik jeg først at vide af medarbejder Bjarke at man gerne ville have mig til at konfronteres med Søren Pind. I de næste samtaler – der alle tager min tid – kan man pludselig ikke finde Pind og véd jo derfor heller ikke om den idé kan gennemføres; så istedet er det nu Carsten Jensen og mig overfor Espersen og Stampe. (Var det mon sådan at Pind ikke ønskede at møde mig – og dermed påvirker den redaktionelle linje?)

Jeg sagde først at det ikke var interessant at konfronteres med politikere og at jeg troede dette som sædvanlig let kunne blive et hundeslagsmål om ja eller nej til krig og fordeling af skyld. (Til sagen hører at jeg i denne uge og den næste har ekstremt meget om ørerne – udover fredens mange daglige udfordringer og administration at få en foto-udstilling færdig i mit studie til Kulturnatten i Lund den 20. september). Planlægning og rejse frem og tilbage til DR-Byen fra Lund tager nok så mange timer.

Da jeg siger 90% fra ringer Clement selv op kort efter…”Nu skal du høre..” – der er mange ord, og metoden er at love at denne gang vil det blive helt anderledes og at netop jeg er så vanvittig ubeskrivelig vigtig. Når jeg svarer på nogle af hans testspørgsmål ivrer han: Det er lige netop det vi vil have dig til at sige! Helt afgørende – og tiden minimerer vi, du får en taxa frem og tilbage fra Lund (2500 kroner).

Det skal ikke være konfrontation overhovedet i aften – DR2 kører hele aftenen med terror som tema, vi har meget mere tid og færre indslag – lavere tempo og vi vil at det bliver en samtale om netop det du kan – som ingen anden: Alternativerne til krig! Og så er der netop i aften ekstra mange seere. Det er så vigtigt at du deltager!

Clement er dygtig til det dér – og jeg går i hvad jeg ved ankomsten til studiet hurtigt indser er en stor misforståelse, måske ligefrem en fælde (for Gud véd hvlken gang): Jeg er vigtig fordi krigstilhængerne er så mangfoldigt tilstede.

Sådan hér fungerer det: Du hører hvad der skal foregå og siges i den “omgang” ved podierne du selv er med i. Resten hører du ikke noget om. Du ser ligesom ikke hele Debatten-programmet for dig.

Så uden for sminkerummet støder jeg så på den ellers så forsvundne Søren Pind, Espersen etc. og man opdager som forstillingen i Cirkus Clement skrider frem i studiet at de er på igen og igen, at der ikke er hoved eller hale i den samlede programlægning og at det endnu engang er byger af spørgsmål, afbrydelser og af og til personangreb.

Det er dér man opdager at der er slagside og at dét indslag man selv deltager i – som er udlovet at vare 20-25 min – bliver til 15 min eller mindre på grund af indslag på skærmen med udenrigsministeren.

Det går over stok og sten, det blir soundbites, rappe replikker, beskyldniger, populistiske udsagn og af og til provokationer der ikke tages op – alt for mange temaer til nogen form for dybde, hets og spænding i hele atmosfæren – ingen koncentration og fokus forsvinder. Fakta og kundskab blir der ikke tid til, kun meninger, standpunkter, konfrontation – ikke samtale, ikke dialog!

Oprigtig talt er jeg ude af stand til at føle andet end skuffelse.

Løfterne der blev afgivet inden programmet er pist borte kl 20 når det går i gang. Vi der står imod denne vanvittige, skamfulde krig blev usømmeligt behandlet – jeg siger igen: Hvadenten det var tilsigtet eller ej.

Jeg indser at med det format man har valgt i dette Debatten-program så bliver det aldrig til andet. Det var naivt af mig at tro noget andet – udover at jeg gerne vil tro på hvad folk siger og lover forud for at man går i luften også holder.

4. Kunne det gøre anderledes?

Ja naturligvis – men så må det blive til noget helt andet, der kunne bære titler som Høringen eller Dialogen eller Samtalen. Debatten er ekstremt i sin konfrontations-filosofi. Jeg formoder at man skæver meget til seer-antallet og desværre appellerer jo denne slags programmer til den, der ikke har kræfter til dér sidst på dagen at få altfor komplekse ting disket op i alt for lang tid – og som zapper til noget andet hvis det sker.

Jeg véd godt, kære redaktion, at det ikke er en særlig nem opgave I har!

Men debattens vilkår skal ikke være dem, der gælder når man diskuterer om Danmark skal gå i krig igen. Er det godt nok for DR at byde på dette selvom der måske er 160.000 seere? Er det godt for demokrati og samfundsdebatten som helhed? Jeg tror det ikke.

Spørgsmål om krig og fred – om hvorvidt Danmark skal ud og dræbe anderledes tænkende – er alt alt for vigtig til at blive behandlet på denne måde. Og med denne måde mener jeg redaktionelt kaotisk, politisk skævvredet og intellektuelt ugennemtænkt.

Jeg har i døgnet efter programmet fået en vis debat igang på min Facebook-side, nok så stor i forhold til den der er på Clements egen og Debattens Facebook-side.

Det har naturligvis ingen som helst statistisk holdbarhed, men dem der kommenterer hos mig stiller sig temmelig kritisk over for programmet som helhed og specielt til det jeg siger under punkt 1 ovenfor – og Clements måde at køre det hele på. Der synes ikke heller at være så meget begejstring på Debattens egen side. Tid for noget nyt?

Som jeg ser det, såkører “Debatten” i intellektuel tomgang, blændet af konfrontationens, boksekampens underholdningsværdi. Sport er jo en slags opium for folket – og det har jeg ingen lyst til at deltage i.

Men det indebærer jo også at Clement må opgive sin fascination af det overfladiske politiske spil og ophøre med at invitere en bestemt type af politikere igen og igen. Debatten kan ikke blive noget af det, jeg foreslår ovenfor, med dem som dominerende fast inventar.

Så derfor siger jeg tak for Debatten – men deltager gerne hvis man en dag laver det om til noget mere kreativt, seriøst, dybdeborende og folkeoplysende med fokus velplanlagt på ét eller to temaer per program, med tid til andre tankemåder og samtale i stedet for konfrontation.