Gad vide hvor mange mislykkede krige vi endnu skal igennem før især politikere og medier opdager det indlysende faktum, at der findes et temmeligt bredt spektrum af handlingsmuligheder mellem at gøre ingenting og at smadre et land når konflikter dukker op?

Det spektrum hedder konflikthåndtering og tilhører et fagområde, der undervises i rundt om på verdens universiteter. Det kræver at FNs medlemsstater etablerer ”styrker” af uddannede konfliktanalytikere, facilitatorer, mæglere, områdeeksperter, forhandlere og forsoningsterapeuter, der kan rykke ud endnu hurtigere end de kan sende krydsermissiler og F-16 fly.

For at dette spektrum kan blive inddraget forudsættes endvidere at regeringer ikke direkte ønsker krig under foregivende af at have gode og ofte humanitære motiver hvor de i virkeligheden har rå interesser.

Med andre ord, man kan gøre noget ved den manifeste konfliktanalfabetisme, der først søger militære løsninger og – som en række danske politikere – hurtigt tilsidesætter folkeretten og FNs fornemste norm, nemlig den at fred skal skabes med fredelige midler og først når de alle har været prøvet og vist sig uden effekt kan man gribe til militære midler, vel at mærke i FN-regi.

Eller anderledes udtrykt: fred kan læres. Når nu de fleste mennesker i verden – også 98% af de civile i konfliktzoner der ikke griber til vold men er dens ofre – ønsker fred skulle man kunne tage demokratiet alvorligt og gøre en kraftanstrengelse for at mindske (ikke afskaffe) militæret, der globalt koster 1700 milliarder dollar eller 30 gange mere end alt FN gør – og i stedet øge konflikthåndteringen.

Eksemplet Syrien – gal diagnose og prognose

Verden har brug for konflikt-lægevidenskab: diagnose, prognose og behandling.

Diagnosen turde være nok så klar: Det handler om endog meget komplekse indre konflikter, den arabiske vår (oprindeligt) men det handler også om hele Mellemøsten og især hér om Vestens ønske om at holde Iran nede og Israel oppe. Continue reading “Syrien – hvad kunne være gjort og hvad kan stadig gøres?”