Hvad får vi egentlig at vide om det nordiske topmøde i Washington?

Svar: Andedamsjournalistik om middagen, salen, musikken, underholdningen og Lars Løkke Rasmussens morsomme (?) tale. Det er politik som et show – eller dække. Benovelsen over at blive modtaget med pomp og pragt i Washington er til at tage og føle på. Og sådan er det hele vejen på tværs af dansk medier inklusive Ritzaus Bureau.

Hvad savner vi i alle ledende medier – også Public Service-DR?  

En analyse af (og lænke til) det omfattende, detaljerede og exceptionelt lange fællesdokument, der viljesløst binder landene til USAs udenrigs- og militærpolitik og gør dette møde til alt andet end en festlig begivenhed for Danmark og de andre nordiske lande.

Der er faktisk tale om totalt knæfald for imperiets præmisser – langt hen ad vejen i strid med hensynet til de nordiske landes egne sikkerhedsinteresser. Og de nordisk ledere gør det med smil, stolthed og intetanende hvad dette kan indebære ad åre – men da vil de selv være borte.

Er en skeptisk vinkel på dette overhovedet tilladt i det stadigt mere homogeniserede og research-frie mediebillede?

Tilsyneladende ikke – altså må andre gøre opmærksom på den større sammenhæng og udføre public service og folkeoplysning.

I en tid hvor spændingen øger mellem Rusland og NATO er der brug for alt andet end den ganging-up, militær ekspansion, konfrontation og polarisering mod Rusland – og hårdt pres på f.eks. Sverige og Finland for at blive ikke bare de facto men også de jure medlemmer af NATO – som USA/NATO kører på i disse år med henvisning til Ruslands aggressive politik og annekteringen af Krim.

Ruslands militære udgifter er 11% af USAs og 8% af NATO ifølge SIPRIs statistik. Der findes ikke én NATO general, der hellere ville være ansat i det russiske forsvar.