Danmark fejlbomber i Syrien – og hvad skal vi så spørge om, tro og lære?

Hvor er den officielle danske beklagelse og undskyldning til ofrene? Det vågne, skadereducerende diplomati lige nu?

Er påstanden om at det blot var en fejltagelse den mest bekvemme?

Har Pentagon ladet Danmark udføre et beskidt arbejde uden at vore piloter vidste det?

Hvor stor er splittelsen i den amerikanske udenrigsadministration og var det måske derfor ikke en fejltagelse?

Hvorfor mon vælger forsvarsminister Peter Christensen en så dum forhalingsstrategi og lader som om han ikke ved hvad der er sket? Og i stedet rakker ned på russerne, der fik dette vanvid stoppet med bedre efterretninger?

Kun et meget naivt menneske tror på officielle forklaringer fra krigsførende landes regeringer, uanset hvilket.

Og hvis det er en fejltagelse hvorfor sker den så – dybest set? Og er der noget at lære af den?

Kort sagt, en rigtig møgsag som følge af en møgpolitik.

For mediefolk, der ikke bare er mikrofonholdere, turde der være nok at grave i.   

På en stille søndag aften kommer den tragiske nyhed at Danmarks F-16 fly har været med at “fejlbombe” i Syrien.

Midt under en skrøbelig våbenhvile har den USA-ledte koalition bombet “de forkerte”, nemlig syriske regeringsstyrker istedet for Islamist Stat. er er ifølge forskellige kilder Det hér bør blive en meget meget interessant politisk historie for Danmarks stats-, udenrigs- og forsvarsminister. Gad vide hvilken (medie)strategi man vil vælge for at forklare og forsvare sig?

Tekniske spørgsmål

Hvorfra får danskerne sine oplysninger og koordinater for bombetogter? Hvor mange efterretninger samler det danske militær selv ind? Tør man stå imod med egne oplysninger hvis de ikke stemmer overens med dem, man får fra USA og andre?

Hvem fortæller Danmark hvor de skal bombe og hvorfor? Kan de sige nej til en ordre fra Pentagon? Eller går man ombord i hvad som helst for at se seje ud i  His Master’s Voice’s øjne?

Hvordan vil man beklage tabet og forklare at Danmark samtidig støtter fuld op om våbenhvilen?

Danmarks Radios  stjernerapporter, Steffen Gram, har naturligvis hurtigt den for USA og Danmark mindst dårlige forklaring nemlig at der er dårlig kommunikation og at Danmark har fået forkerte efterretninger. Man “har blot fløjet efter amerikanske instrukser.” Hvordan i alverden man blot sådan gør dét undlader han dog – researchfrit – at fortælle os.

Forsvarsministerens forhalingsstrategi – han har dårlig samvittighed

Forsvarsminister Peter Christensens strategi virker dum: forhalingens “lad os nu vente og se hvad der er sket – hvad der er op og ned i denne sag.”

Angrebet fandt sted den 17. september og allerede samme aften gik den amerikanske CENTCOM ud med en pressemeddelelse, der mere end antyder at der er sket en fejl, at russerne informerede amerikanerne herom – tænk hvis man i timevis havde fortsat og slået endnu mange flere ihjel? – og at man stoppede angrebeneefter at have fået informationen fra russerne.

Omtrent et døgn senere, den 18. september 23:05, poster Værnsfælles Kommando en pressemeddelelse, der siger hvad der er sket på den måde man gør når det faktisk er sket.

For selvfølgelig véd nogen allerede hvad der er sket – hvorfor ophørte man ellers med angrebet? Takket være tidens lynhurtige teknik véd ethvert professionelt militær hvad det har gør ungefær samtidig som det gør det. Og hér havde russerne desuden en positiv rolle.

Den 19. september klokken 8:01 lægger Danmarks Radio et video- og tekstinterview med forsvarsministeren, der ikke siger noget som helst andet end at han ikke vil sige noget fordi sagen først bør undersøges. Han citeres samtidig af Ritzau for at sige at han ikke vil kommentere sagen fordi oplysninger kommer fra Rusland og han må have “andre og mere troværdige kilder.”

Det sidste falder på sin egen urimelighed eftersom USA/koalitionen åbenbart har forladt sig mere på russiske oplysninger end sine egne og standset sit angreb i konsekvens af dem.

Den danske elektriker – hvis hjemmeside endnu ikke er oppe – véd til forskel fra amerikanerne at man ikke kan forlade sig på russiske informationer og at også denne sag kan bruges til en anti-russisk kommentar, nemlig den at Moskva ikke er eller kan være en troværdig kilde.

Hans forhåbning må naturligvis være den at sagen skal dø hen og at han så om uger eller måneder kan bekræfte at danske piloter var medansvarlige for drabet på “de forkerte” – en lille notits på et tidspunkt hvor alle sikkert har opmærksomheden på noget andet.

En vidunderligt illustrativ møgsag for en møgpolitik, som Peter Christensen kun gør endnu mere møget.

Tre mulige forklaringer

Hér følger tre forklaringer af hvilke de to sidste aldrig vil blive nævnt i danske mainstreammedier og som jeg som ekspert ikke vil blive kontaktet om af nogen men gerne stiller til rådighed for andre.

Ellers kan du læse de politisk korrekte, af staten financierede, eksperters politisk korrekte synspunkter. Her Peter Viggo Jakobsen i DR der som lektor på Forsvarsakademiet mener at forsvarets piloter ikke har noget ansvar i denne sag og her professor Mikkel Vedby Rasmussen fra Center for Militære Studier i DR. Naturligvis vælges kilder med omhu: en ekspert i dag er enten en journalist-kollega eller en der er tilknyttet forsvaret.

Teknisk fejl
Naturligvis kan der være tale om en dybt ulykkelig teknisk fejl og at den USA-ledte koalition eller USA selv ikke havde til hensigt at gøre det hér. Jeg udelukker det ikke. Og det er sket før i krig – også i Syrien, mod civile, i juli i år – som The Guardian her beretter.

Da det synes at være den officielle linje i de symbiotiske medie- og politiker-kredse at der blot er tale om en fejltagelse havde det været mest “damage limiting” og godt diplomatisk håndværk hvis den danske statsminister (eller evt udenrigsminister) som yderst ansvarlig havde hasteindkaldt til pressekonference den 19. september om formiddagen og beklaget det skete.

Fordi det hér også handler om politik og om hvordan “den anden side” vil opfatte det skete.

En anstændigt tænkende og ansvarfølende statsminister havde uden tvivl gjort det – også for at bløde den syriske regerings reaktion bare en lille bitte smule op og reducere risikoen for fremtidige terrorangreb på Danmark.

Man må jo dog betænke at Danmark deltager i et foretagende i Irak (for tredje gang siden 2003) og Syrien for hvilket der ikke er medhold i folkeretten og at der fra et syrisk statsvidenskabeligt perspektiv er tale om en klokkeren aggression på en suveræn stat uanset hvad man så måtte mene om Al-Assad, hans regime og hans medansvar for krigen og de underliggende konflikter siden 2011.

USA har sendt Danmark ud for at gøre det beskidte arbejde

Det har siden 2011 været Washington’s officielle holdning at alt var Al-Assads fejl og at der ikke kunne tænkes en løsning og en fremtid med hans medvirken.

Det amerikanske udenrigsministerium, State Department, har under John Kerry’s ledelse i den senere tid reduceret styrken i dette krav ganske betydeligt og – til trods for en ny kold krig i Europa med Rusland – alligevel søgt samarbejde med Rusland og i et vist omfang med det officielt forhadte Iran (aftalen om atomteknologien fra juli sidste år).

Årsagen skal formentlig søges i en slags erkendelse af at Al-Assad ikke falder og at man har mistet kontrollen for længe siden over den generelle situation og de “moderate” og kurdiske allierede. Og af at USA/NATO kan opnå mere omstrukturering af Mellemøsten til egen fordel ved forhandlingsbordet end på krigsskuepladsen. Og så har man ladet Saudi-Arabien, Tyrkiet og diverse “moderate” terrorgrupper udføre denne politik selv, helt eller delvis med amerikanske våben og low-profile rådgivere og “specialstyrker”.

Læg dertil at det hele er helt uoverskueligt, at alt for mange er involveret med alt for mange og med hinanden konflikterende målsætninger. I realiteten er der ikke en sjæl, der véd hvordan de skal kommer ud af dette afsindige morads.

Det pikante er at medierapporter i længere tid – også troværdige som Peter Christensen ville kalde dem – har peget på at der ikke føres en samlet udenrigspolitik i Washington men at State Department, Pentagon og CIA i et ikke helt lille omfang kører sine egne linjer.

State Department og Pentagon er “at odds” med hinanden fordi Pentagon stadig er af den opfattelse at Al-Assad skal elimineres. Og CIA og Pentagon støtter forskellige terrorgrupper, der bekæmper den syriske regerings styrker og hinanden – og til og med også ved en fejltagelse er blevet bombet af amerikanerne selv.

Det der kaldes “fejlbombning” kan meget vel – det kan i hvert fald ikke udelukkes – være et Pentagon/CIA angreb mere eller mindre bag ryggen på State Department, som led i en intern kamp.

For skal vi virkeligt tro at verdens mest avancerede land militær-teknisk set ikke aner hvad det gør og at russerne må hjælpe dem så de selv forstår hvor og hvad de bomber?

Jo det kan da ske. Men mon ikke det er lige så sandsynligt som når man ved hjælp af CIA-data bombede den kinesiske ambassade i Beograd under krigen i 1999 og sagde at det var en fejl og Bill Clinton pænt undskyldte det skete.

Problemet er kun at der findes andre forklaringer, der peger på et bevidst planlagt angreb, der kan have haft en 3-4 mulige målsætninger – hvilket Peter Lee så glimrende og detaljeret har analyseret.

Kun en tåbe tror i dag fuldt og fast på officielle forklaringer på krigsforbrydelser fra krigsførende lande, inklusive naturligvis USA selv. Medmindre altså at man er en politisk korrekt allieret, der kun udfører opgaver for det synkende, militaristiske imperium.

Det kan meget vel være i USAs – eller mere præcist Pentagons/CIAs – interesse at bombe syriske regeringstropper og sige at det var en beklagelig fejl. At gøre det af med Al-Assad har været deres prioritet gennem fem lange onde år – og der vil blive mere krig hvis den våbenhvilke som State under Kerry har flikket sammen i et skrøbeligt samarbejde med det russiske udenrigsministeriums Sergej Lavrov.

Gad vide om ikke John Kerry er meget meget vred i disse dage? Og hvorfor siger Præsident Obama ikke et ord? Er det kun fordi han er en lame duck præsident? Næppe! Det ville jo ikke kost ham noget at sige at han beklager tabet af – fejlagtige – liv.

Fordi Danmark er blevet en krigsførende bøllestat

Denne forklaring er ganske enkel – så enkel at du ikke vil se den nævnt nogen steder: At den hér møgsag skete for Danmark fordi Danmark fører en møgpolitik. Fordi Danmark er blevet en mere eller mindre permanent bombenation under amerikansk ledelse.

Det drejer sig om Jugoslavien i 1999, i Afghanistan, i Irak fra 2003-2007, i Libyen – hvor Danmark lå højt på antallet af sorties og blandt andet smadrede paladser og dræbte Khaddafis barnebarn – og i Irak igen under Helle Thorning Schmidt (der ellers er så øm over børn og kvinder som hun senest fortalte om i Skavlan-programmet) og nu under Løkke Rasmussens ledelse både i Irak og Syrien.

Det var også Helle Thorning Schmidt der i sin tid erklærede at Danmark var parat til at følge med USA til Syrien men dét blev ikke til noget igen takket være russernes mellemkomst, der sikrede at Syriens regering accepterede at opgive sine kemiske våben.

Men Danmark var med. Hver gang, der blev kaldt. Langt fremme i skoene. Og i områder hvor vi de facto ikke har nogen som helst grundlæggende interesse i at befinde os. Eller at være på nogens eller én side.

Danske humanisme flyver kun F-16 – den findes ikke i udviklingsbistandens nedskæringer eller i fremmedhadet eller det officielle Danmarks behandling af flygtninge.

Nej vi må jo ikke sige det hér. Specielt ikke hvis vi gerne vi blive interviewet som eksperter i et mainstream medie.

For det kaldes jo en aktiv dansk udenrigspolitik og Amerika-elskeren Taksøe Jensens – absurde – enmands-rapport for hele feltet (forsvar, udenrigs, handel, bistand – you name it) argumenterede for mere af netop al denne møgpolitik bl.a under betegnelsen “målrettet humanisme”. Et rent bestillingsarbejde af en regering til en regeringsembedsmand. Men sikkerhedspolitisk ukyndige, uerfarne mediefolk sluger den råt og siger den er flot, stor og betydningsfuld.

Hvad der er sket i Syrien er den slags der sker når man deltager i kampen mod terroren – den dummeste og mest modproduktive krig i moderne tid. Siden 2001 er ofrene for politisk terrorisme steget 80 gange – 80 gange, ikke procent.

Hvad der sker i Syrien er den slags der sker når man kun har store ord men ikke er villig til at betale en menneskelig pris for at realisere dem. At bombe fra luften er umuligt uden at ramme de forkerte. Det er noget, der vil ske og forsvarsminister Christensen har endog sagt at civile kan dø hvis det er militært nødvendigt. Han vil få flere møgsager.

Det er og forbliver den fejes krig at sidde kilometer oppe i luften og håbe på at man rammer “de rigtige”. Den eneste grund der findes til at vi ikke er der med tropper landjorden er jo at det kunne komme til at koste os noget. Og at den fejes højteknologiske, risikofrie krig er det eneste danske vælgere – hvis man nu måtte lytte til dem – vil acceptere. Ikke alle de dér hundredvis af plastsække, der ville komme hjem som følge af at have en holdning og følge visse principper.

Skyld og ansvar for krigsforbrydelser

Er en dimension, der stort set er forsvundet hvad angår vestlige politikere – derimod forfølges større eller mindre fisk ude i verden med stor omhu (eller elimineres på stedet som f.eks. bin Laden).

Lad os forestille os at op til 60 danske soldater bliver dræbt i Danmark af en fjendtlig regering under omstændigheder, der kaldes våbenhvile. Ville den danske regering og folket ikke kræve at man finder og restforfølger dem, der udførte denne handling? Det forekommer mig overvejende sandsynligt at man ville det.

Ifølge de såkaldte Nürnberg-principper så er den enkelte soldat og pilot individuelt ansvarlig for sine handlinger også selvom der er tale om at han eller hun blot følger ordre fra højere sted. Man kan ikke undskylde sig med at man blot udførte en opgave på ordre af en militær leder, state eller regering. Man er individuelt ansvarlig for sine gerninger.

Nu er dette ikke en folkeretsanalyse. Men den interesserede kan jo læse om disse principper og hvad der konstituerer en krigsforbrydelse ifølge Nürnberg, der jo blev skabt ved retsprocesserne efter 2. Verdenskrig.

Og så tænke over hvorvidt danske politikere og f.eks. piloterne i de hér omtalt F-16s cockpit falder ind under disse principper og ville kunne retsforfølges.

Det vil fortsætte, ske igen og det vil skade Danmark og mindske danskernes sikkerhed

Vi skulle aldrig – aldrig – være blevet en bombe- og bøllestat – for dét er den egentlige årsag til Deir al-Zor.

Men det har det ellers så liberale bondeparti, Venstre, der engang ledtes af hæderlige og anstændige mennesker, som ville have haft store moralske problemer med bevidst at føre en politik hvor mennesker vil blive slået ihjel – som f.eks. Poul Hartling – sørget for at vi er blevet.

Også selvom det var socialdemokratiet under Nyrup Rasmussen og Det Radikale Venstre under Helveg Petersen, der indledte Danmarks formelle karriere som bombestat – i 1999 i Jugoslavien.

Danmark er blevet en militaristisk stat i hvilken etik ikke spiller nogen som helst rolle for hverken ministre, folketing eller medie. Hvis du tvivler så spørg dig selv hvornår du sidst så en ekspert, der fremførte etiske argumenter eller udtrykte fundamental bekymring over den gentagne brug af krig, drab og anden vold som vejen til løsninger på menneskers konflikter og vejen til en bedre verden.

Danmark er – på flere dimensioner – de sidste 20-30 år blevet et post-etisk samfund.

Derfor sker ting som Deir al-Zor. Og det vil de blive ved med.

Møgpolitik skaber møgsager.

PS Og læs endelig ikke Russia Today eller en tidligere MI5-agents argumentation for hvor det er svært at forestille sig at dette blot var en fejltagelse (‘unbelieveable’). Sandheden kræver mere troværdige kilder og det vil sige kun vestlige mainstream nyhedsbureauer og deres formidlere af ubearbejdede nyheder, vinkler og rammeværk.