I forlængelse af mit arbejde med at påpege Danmarks Radios vedholdende public disservice dækning af internationale konlikter – senest hér – kan du nu læse det svar, jeg har fået på min klage, fra Jesper Termansen, lytternes, seernes og brugernes redaktør, og bifaldet af generaldirektør Maria Rørbye Rønn.
Jeg gengiver den her som modtaget i pdf-format og med min gule streger, der viser hvor det vigtigste står:
Man kunne måske sammenfatte den på følgende måde: Da man godt kan se, at jeg har et par principielt stærke pointer må man bruge nogle gevaldige krumspring og udeladelser for at komme frem til den konklusion, DR naturligvis skal lande på på dette “politiske” område – nemlig at min klage afvises.
Men det hér drejer sig ikke om mig.
Det essentielle i dette svar er, at DR’s højeste ledelse hér knæsætter princippet om, at det er OK at kun bruge én konfliktparts kilder, i det hér tilfælde en stærkt kritiseret enhed (som det også fremgår af brevet) under EU – omend man giver mig ret i, at DR skulle have gjort opmærksom på – ikke mere opmærksom på for det nævnes overhovedet ikke – at det er en informationsenhed, der skal legitimere og fremme EU:s egen deltagelse i krigen på Ukraines side mod Rusland. Termansen kalder den endog “en digital modoffensiv til russisk disinformation.”
Læs gengivelsen af DR’s etiske retningslinjer på side 5 ovenfor (gult). Lige derefter indfører Jesper Termansen så argumentet om DR’s “redigeringsret” og at denne ret medfører, at det er helt fint at skrive en artikel baseret på én konfliktdeltagende parts kilder (som han altså véd er stærkt kritiseret og ikke kun af mig). Hvis ikke det gøres til helt OK, ville han og generaldirektøren jo have måttet bifaldet min anke.
Dette afsnit smager af krumspring for at få det til at passe med de nævnte etiske retningslinjer – og glemme at de, som det direkte står, er særligt vigtige når man rapporterer konfliker.
Ifølge samme tænkemåde skulle det være helt rimeligt for DR at bruge f.eks. det russiske RT eller en officiel russisk enhed som eneste kilde.
Som en sidebemærkning kan jeg jo lægge til, at DR aldrig har lavet eller vil lave en sammenlignende analyse af (dis)information på alle sider af en konflikt og dermed levere ordentlig folkeoplysning. Her dokumenteres det som så ofte før, at DR har et politisk ståsted og vælger enkeltstående kilder, der uden undtagelse over årene fremstiller “vores” side af sagen, ikke en fair gennemgang af de andre sider.
DR har hverken kvalitativt eller kvantitativt leveret kritisk journalistik eller information om USAs/NATOs krige som om Ruslands i Ukraine af den art, man excellerer i siden Rusland annekterede Krim (hvor DR også ar gjort meget lidt for at belyse det USA-orkestrerede og -finansielt støttede statskup i Kiev, som ledte til annekteringen).
•
Dernæst er der spørgsmålet om ekspert – ordet, som journalisten Amalie Rokkedal Simonsen anvender i den oprindelige artikel om russisk desinformation.
Det er korrekt når Termansen skriver, at den eneste kilde, som artiklen anvender, er angivet – nemlig EUvsDisnfo. Jeg har heller ikke sagt andet. Dét jeg bad Simonsen om at gøre var at sende mig navnene på de eksperter, hun anvender – og det viser sig af ovenstående svar, at der ikke kun var tale om folk fra den nævnte EU-enhed men også andre eksperter.
Men de står ikke, som DR hævder, i Simonsens artikel.
Men hér læser jeg så den besynderlige sætning: “I forhold til den konkrete sag, så kan Klager ikke forlange, at DR skal udlevere navnene på sine eksperter. DR nævner kun EUvsDisinfo.eu som kilde…”
Simonsen henviser 8 gange til “eksperter” men dem mener Termansen og åbenbart også Generaldirektøren ikke jeg kan forlange at kende navnene på. I praksis knæsættes det igen, at DR kan bruge anonym ekspertise – de fleste gemte som medarbejdere i en organisation, der selv udfører rent politisk informationsarbejde i en krigssituation.
Hvis DR’s brugere ikke har ret til at vide helt præcist hvilke eksperter, der har sagt hvad, er vi alle på Herrens mark. Da findes der ingen mulighed for kontrol af sandfærdigheden. Jeg siger ikke at DR gør det, men så kan man føre hvad som helst til torgs som ekspertudsagn, når en ekspert ikke med navns nævnelse og institutionel baggrund kan stilles til ansvar for sine udsagn af læserne, f.eks. som undertegnede.
Det er faktisk i sig selv helt hen i vejret – også uden at jeg henviser til argumentet fra min tidligere artikel, nemlig at udvalget af ekspertise her er ekstremt ensidigt og indeholder toprepræsentanter for også Danmark udenrigspolitiske establishment (Søren Laborius) – det Danmark, der direkte oekstremt intensivt bidrager til krigen på den ene side.
Termansen medgiver – helt rigtigt – at denne fortielse af kildens karaktér forringer læsernes muligheder for at bedømme indholdet af artiklen. Men endnu engang får Klager altså ikke medhold.
•
Jeg tager naturligvis med tak imod DR Nyheders redaktionschef, Casper Walbum Høsts, uforbeholdne undskyldning i hvilket han helt korrekt siger, at hans svar til mig var unødvendigt uforskammet. Jeg antager, at nogen i DR har fortalt ham, at det skulle han gøre – ikke mindst efter at jeg havde publiceret hans brev så enhver kunne se stilen hos en højere repræsentant for DR.
•
Sammenfattende kunne man sige, at Termansen kunne have sparet sit lange epos – og Generaldirektøren sin tid til sikkert grundigt at sætte sig ind i min klage og bedømme at også hun afviser min anke – hvis han havde sagt:
“Det er helt klart i strid med DR’s etiske regler at i en konflikt mellem flere parter fremføre som en sandhed hvad én parts officielle myndighed, der har til opgave at være “modoffensiv” mod en anden parts information, gør gældende uden at klart gøre opmærksom på det, således at læserne bedre kan bedømme indholdet. Ligeledes er var det forkert at henvise gentagne gange til “eksperter” uden at nævne deres navn og tilhørsforhold – også dér for at læserne skal kunne bedømme validiteten og objektiviteten i det sagte.
God public service havde istedet kunnet indebære, at DR så grundigt og objektivt som muligt havde redegjort for alle parters interesser og informationsindsats, henvist til en række forskellige kilder og overladt til sine brugere selv at vælge hvad de anser for at være holdbart og sandt.
Videre er det naturligvis uacceptabelt at DR bortcensurerer artikler af f.eks. Seymour Hersh om Nord Stream med henvisning til at denne anvender anonyme kilder, når man derpå selv giver omfattende dækning af og citerer New York Times om sagen, der udelukkende baserer sig på lige så anonyme ‘amerikanske efterretningskilder.’ Også i dette lys må det derfor betegnes som i betænkelig strid med god journalistik når DR som i Simonsens artikel – selvom den henviser til én EU-kilde – baserer sig på anonyme kilder, herunder danske officielle embedsmænd, der ikke nævnes i artiklen.”
•
Et citat fra DR’s etiske retningslinjer:
Jeg tillader mig med disse etiske ord in mente fortsat at kritisere DR for ekstrem ensidighed på det sikkerhedspolitiske område og til ukritisk fordel for “vores” egen side, dvs. USA, NATO, Danmark og EU og uden ét eneste forsøg på sammenlignende analyse eller mangfoldighed i kildevalg – for ikke at tale om en fair gengivelse af modpartens interesser og informationsvirksomhed. En fair gengivelse af Ruslands interesser og holdninger ville have været desto mere på sin plads som det selvsamme EU har forbrudt sig mod internationale menneskerets-konventioner ved at lukke adgangen til visse officielle russiske medier (hvad DR heller aldrig har nævnt).
Dette vil sikkert både Termansen og DR’s ledelse (se hvem der har modtaget svaret til mig) sikkert være uenig i. De ser det ikke selv på grund af en – kan man fornemme – udbredt “gruppetænkning”, politisk korrekthed, censur eller selvcensur – hvad véd jeg. DR er jo et statsligt medie.
DR’s dækning af disse ting og den gennemførte uforsigtighed i netop en krigssituation er ikke kun en mediepolitiske skandale men, vil jeg hævde, i soleklar strid med en rimelig tolkning af DR’s etiske retningslinjer samt det lovbaserede mandat fra Folketinget, som DR har at rette sig efter som public service-medie. Til forskel fra private, kommercielle medier skal DR netop ikke dække verdens gang efter subjektivt politisk forgodtbefindende og hensyn til hvad der sælger på mediemarkedet.
Så længe Folketinget ikke griber ind vil det hér fortsætte. Og det vil Folketinget ikke fordi skiftende flertal siden 1999 har ført Danmark ud i krig efter krig og har brug for et nok så positiv, ukritisk statsligt medie til at få sine projekter legitimeret.
Hér svigter DR i ekstrem grad sin rolle som den kritiske og uafhængige fjerde statsmagt.
Jeg tror uvildige medieforskere (og andre) om blot få år vil have nok så mange kritiske bemærkninger til dette centrale kapitel i den danske medieverdens – uniformt NATO- og krigsstøttende – behandling af den ligeså komplicerede som farlige situation, vi stod i dér i de første år af 2020erne.
Noter
- Om mediernes holdning til konflikter, krig og fred kan den interesserede læser finde snesevis af aktuelle artikler – alle med konkrete eksempler – på følgende hjemmesider: Den Transnational Stiftelse for Freds- og Fremtidsforskning (TFF), andre steder hér på min blog og endelig på TFF Substack.
- Stort set alle mainstream-medier i Danmark vil få denne artikel tilsendt. Jeg forudsiger at ingen vil reagere på den.
- Denne og min tidligere artikel som jeg henviser til i indledningen vil snarest blive publiceret på engelsk, fordi der er brug for en langt større international viden om alle NATO-landes mediers påfaldende ensartede politik hvad angår krig og fred i almindelighed og NATO-Ruslands-konflikten i Ukraine i særdeleshed.
- Jeg har hér angivet to kriterier, der i dagens medieverden synes at definere ordet ‘ekspert.’
“Så længe Folketinget ikke griber ind vil det hér fortsætte. Og det vil Folketinget ikke fordi skiftende flertal siden 1999 har ført Danmark ud i krig efter krig og har brug for et nok så positiv, ukritisk statsligt medie til at få sine projekter legitimeret.”
Det er faktisk værre end som så. Bortset fra en lille håndfuld politikere i nogle ganske få udenrigs- og sikkerhedsrelaterede udvalg, som får deres informationer direkte fra diverse efterretningstjenester, får det helt store flertal af Folketingets politikere deres nyheder alene fra medierne, ligesom de fleste andre danskere. Så ikke alene legitimeres de politiske projekter af medierne og de såkaldte “eksperter”; nyhederne er i mange tilfælde det eneste grundlag politikerne har for deres udenrigspolitiske beslutninger.
Vores billede af verden formes af medierne, så med mindre man har tid til rådighed til selv at verificere, hvad medierne siger, ender vi med at acceptere det syn på verden, som medierne giver os. Politikerne klager jo hele tiden over, hvor travlt de har, så jeg gætter på, at det er de færreste af dem, der læser ret meget andet end overskrifterne i de største aviser. Og bortset fra Arbejderen og til en vis grad Altinget synes de danske medier jo alle at skrive af efter hinanden.
Niclas Luhman sagde engang noget i stil med, at hvis vi først mister tilliden til vore medier, er vi for alvor på r*ven, fordi vi i så fald i langt de fleste tilfælde, hvor vi ikke direkte kan sammenligne mediernes oplysninger med egne erfaringer, er henvist til at hente vore informationer fra andre medier. Og hvorfor skulle vi egentlig have tillid til disse andre medier? Medier er medier, og hvem er i besiddelse af facitlisten?
At læse aviser kræver i vore dage, at man har, hvad der svarer til en akademisk grad i kildekritik, og tid til rådighed til selvstændigt at tjekke mediernes oplysninger. Hvad de færreste danske politikere har. Men da deres beslutninger legitimeres af de selv samme medier, som leverer beslutningsgrundlaget, bliver politikerne sjældent konfronteret med deres fejltagelser. Før det er for sent.
Folk som folk er flest, derimod, udvikler en udtalt postmodernistisk skepsis, hvor mediernes og politikernes sandhed betragtes som relativ, og tilliden til hhv. journalister og politikere er helt i bund.
Folketinget vil ikke gribe ind over for medierne, simpelthen fordi mediernes og politikernes syn på verden er identisk. Politiske beslutninger tages ud fra mediernes ensidige oplysninger, og legitimeres af de selv samme mediers ensidige analyser. Politikerne KAN simpelthen ikke gribe ind, for set fra deres synspunkt er der ikke noget at gribe ind over for. Putin er jo skyld i alt ondt her i verden, ikke sandt?
Kære Niels – mange tak. Du forundres nok ikke over at jeg er helt og aldeles enig. Men nu spørger jeg: Hvad vil DU foreslå at vi gør ved det, for den individualistiske “løsning” at “jeg har opgivet DR og er gået andre steder hen” ER ikke en løsning. DR er en uhyre vigtig samfundsinstitution og må ændres gennem en livlig offentlig debat og tusinders protester. Når de opdager at det er en slags dansk Pravda de har læst… Eller hvad?
Kære Jan, du skal gøre netop det, som du gør: Fortsætte med at skrive artikler og deltage i samtaler og debatter på de medier, som vil give os taletid.
De traditionelle medier har altid været tærskelvogtere, men de er blevet værre end nogensinde før. Som en reaktion på denne ensretning af nyhedsstrømmen er der i de senere år fremkommet en lang række nye medier på nettet; vel at mærke medier, som taler Roma midt imod.
Især i den engelsksprogede verden er der mange af disse “alternative” kommentatorer og mediepersonligheder, som udkommer på platforme såsom Youtube, Rumble, Odyssey og Substack.
Amerikanske Glenn Greenwald, Chris Hedges, Matt Taibbi, Jimmy Dore, Aaron Maté, The Grayzone, og britiske Russell Brand og Novara Media osv. etc., og nu også Jan Øberg og TFF – alle sammen røster, der er kritiske over hele ideen om at løse samfundenes problemer ved hjælp af krig.
Jeg skriver “alternative” i citationstegn, fordi mange af de traditionelle medier lige så stille er blevet marginaliserede af disse nye medievirksomheder, således at de førhen så “alternative” og “marginale” medier nu er ved at udvikle sig til at være så store, at det faktisk burde være dem, der blev kaldt main stream.
Denne udvikling afspejler sig bl. a. i den panik, som har grebet lovgiverne både i USA og i EU-landene, fordi de kan se, at folk ikke længere læser de “respektable” medier, men derimod foretrækker at få deres nyheder fra journalister og mediepersonligheder, som folk har tillid til på det personlige plan.
I bedste autoritære stil forsøger politikerne derfor at genvinde kontrollen over nyhedsstrømmen, ved først at kalde enhver kritik af status quo for “disinformation” og “russisk propaganda”, for dernæst at forbyde disse kritiske røster, eller i hvert fald forhindre dem i at få taletid. Læs fx Matt Taibbis og Michael Shellenbergers causerier over temaet “Twitter Files”.
Politikerne er i færd med at indføre censur, med andre ord, på trods af at Grundlovens paragraf 77 udtrykkeligt siger , at “Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres”.
Jeg er ikke sikker på, at DR er så vigtig en samfundsinstitution mere, ligesom jeg tvivler på, at der er så forfærdelig mange mennesker under fyrre, der får deres nyheder fra de traditionelle medier. Danmarks Radio VAR et respektabelt medie, men er det ikke mere.
Så jeg gentager: Fortsæt med, hvad du allerede har gang i, Jan, skriv dine kritiske artikler og deltag i interviews på kinesisk fjernsyn og hvor din ekspertise i øvrigt bliver værdsat. Selv deltager jeg i debatten i det små, ved at deltage i såvel høviske debatter som ondskabsfulde flame wars på nettet. Ikke fordi jeg tror, at jeg gør den store forskel, men simpelthen fordi jeg ved, at der er mange, der bliver glade for at se, at de ikke er de eneste, der tænker imod strømmen. Det kan være ensomt at være samfundskritiker, så det glæder mig altid, når jeg læser eller hører andre fremsætte synspunkter, som stemmer nogenlunde overens med mine, og jeg tillader mig at tro, at det også gælder den anden vej rundt
Hvorom alting er: De vestlige medier er ligesom resten af den vestlige verdens institutioner ved at miste deres globale førerstilling, hvilket jeg ikke skal fælde mange tårer over. At politikerne og journalisterne så vælger at lukke øjnene for denne nye virkelighed er bare trist – for dem. Og at de nægter at lytte til folk som dig, gør dem jo bare endnu dummere end de allerede er.
Du har så ret og eg er meget glad for dine ord på dette sted. De vil hjælpe mange andre læsere hér på sporet om både DR og alle de gode steder, du nævner (der dog ikke er egentlige nyheds-steder). Naturligvis er medieudbuddet uendeligt meget større end førhen, og du har sikkert ret i at mange – især yngre – ikke besøger DR for at følge med i verdens gang. Men… dels mener jeg at hvert lands offentlige public service er og forbliver principielt vigtig for et samfund og for den oplyste offentlige debat, dels så skal institutionen i så høj grad som muligt følge lovgivningen og de etiske regler den selv siger at den følger. Jeg bør ikke være den eneste, der leverer en principiel kritik – så længe institutionen findes. Desuden: Mange af dagens problemer er noget folk finder individuelle løsninger på: “Jeg har da droppet DR for længe siden og følger istedet…” Det er lige netop dér politikken, demokratiet og debatten slutter – fordi man ophører med at protestere, samle sig om vigtige ting og skaber samfundsforandringer. Det er desuden en vigtig årsag til at hele Vestverden er på veh ned: Ingen sammenholdskraft fordi alle går sine egne smarte smutveje. Dét er en årsag til at jeg er blevet ved – udover at der sørme er mere end nok at kritisere DR for på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område.
Kære Jan, vi er ikke så uenige, så det gør noget. Problemet er, hvad vi gør, netop som privatpersoner og borgere i dette lille land, udover at forsøge at få vore holdninger ud til andre, så vore protester kan udvikle sig fra individuelle brokkerier til egentlige masseprotester?
For flere år siden blev jeg bandlyst fra dagbladet Informations kommentarspor, på trods af, at jeg fik rigtig mange venlige kommentarer og “likes” fra de andre kommentatorer. Og selvfølgelig en hel del modstand, men det er jo at forvente i et debatforum. Hvis vi alle var enige, ville der jo ikke være nogen debat.
Den angivelige grund var, at jeg “havde overtrådt spillereglerne”, som det blev formuleret, men den egentlige grund var nok, at jeg var meget kritisk over for avisens linje, især i forhold til den manglende dækning af krigen i Yemen, fængslingen af Julian Assange og i forhold til den generelle russofobi, som har grebet danske intellektuelle. Jeg blev smidt ud og bandlyst på livstid på grund af en vits, som måske var lidt smagløs, men som enhver med humoren i behold ville kunne se var ment sarkastisk.
Ligeledes klagede jeg til DR Nyheder for et par år siden, fordi jeg blev vred over, at der var sket en vigtig udvikling i sagen mod den politiske fange Julian Assange, som DR ikke fandt en omtale værd. Og svaret var:
“Vi holder løbende øje, men har foreløbigt ikke fundet grund til at bruge vores begrænsede tid på Assange-sagen.”
En journalist sidder fængslet i et med Danmark allieret land, men DRs Niels Kvale finder ikke, at sagen har tilstrækkelig nyhedsværdi til en omtale. Mens arrestationen af en amerikansk spion i Rusland kommer på forsiden, fordi vedkommende angiveligt er journalist. Det er tydeligt for enhver med øjne i hovedet, at DR opererer med dobbelte standarder. Hvad gør man så?
Ligesom arbejderbevægelsen i sin tid lagde vægten på den faglige kamp ude på arbejdspladserne, og betragtede det parlamentariske arbejde som et nødvendigt, men utilstrækkeligt sideshow, tror jeg at vi vil gøre klogt i at koncentrere os om at give vore holdninger til kende i det nuværende anarkiske undergrundsmedielandskab på nettet, og så med venstre hånd deltage i de traditionelle mediers dækning, når de ellers giver os lov.
Alternativet er at gå over til væbnet kamp og besætte DR Nyheders lokaler og tvinge de nyheder igennem, som vi finder nødvendige og nyhedsværdige. Men det er jeg altså blevet for gammel til – rent bortset fra, at det strider imod mine generelt ikke-voldelige principper.
Som jeg ser det, er Vestens globale hegemoni på retur, netop på grund af den atomisering og individualisering af samfundene, som du nævner. Jeg vælger så at se dette som en god ting (de er sure, sagde ræven ;-)), for kloden og for befolkningerne i Det globale Syd. Vi befinder os i en historisk fase, hvor store forandringer finder sted, og da vi ikke kan få taletid i de traditionelle medier, må vi så bare råbe desto højere i de såkaldt alternative medier. Det fremstår måske som en individualiseret løsning, men når tilstrækkelig mange individer finder sammen, er der jo pludselig tale om et massefænomen.
Og uanset kampens udfaldet kan jeg med god samvittighed sige til mit barnebarn: Vi forsøgte at gøre en forskel! Gak ud i verden og gør ligeså!
Meget fint. Hjerteligt tak. Vi skal begge fortsætte og en skøn dag vil vi – natutligvis – vinde, for det gør ikkevolden og sandhedsøgende på den lange bane – omend vi lige nu ser ud til at tabe.
Kritisk masse er fint – vi arbejder videre og forandringen VIL ske… Hvad er det nu man siger: Visse ting er svære og tager nok så lang tid – andre ting er umulige og de tager lidt længere….
TAK! Og skriv gerne hist og pist når du lyster… Min blog KAN ses som et alternativt medie…
Jeg er holdt op med at bruge DR. Ligesom jeg er holdt op med at stemme til folketingsvalg.
DR tager jo ikke deres formålsparagrafer alvorligt. De tager hverken kildekritik eller kritik alvorligt. Gives der undtagelsesvis en undskyldning, er det en gratis omgang og sandsynligvis foranlediget af et diktat ovenfra. Man vasker hænder, og håber på at kritikken glemmes. Men det var godt du fik den undskyldning Jan.
Institutionen har overlevet sig selv. Magthaverne har forvandlet det til en propagandamaskine, som promoverer deres agenda. Folket passiviseres med fordummende underholdning, ligegyldige og forvirrende nyheder og skræmmekampagner. Aldrig sandheden. Public service har ændret betydning. DR er blevet de dukkeførte politikeres talerør. Centrum for det cirkus vi stadigvæk kalder demokrati. DR indrammer bedraget og folket lulles i søvn. DR-folket er rigtignok låst i gruppetænkning, ja, men ikke nok med det, også i dobbelttænkningens kunst; man fremfører, med “grundfæstet DR-uafhængighed”, modpartens ekspertudtalelser som misinformation og egne politiske eksperters udtalelser som evig sandhed. Det lader sig kun gøre fordi DR-journalister ikke må anspores til at tænke ret dybt over noget som helst. Skuespillere i et Dystopian Reality show.
Tak Peter, men med tanke på DR’s rolle i det danske samfund er det for mig IKKE en løsning blot at den enkelte går andre steder hen.
Jeg følger naturligvis ikke DR for at vide hvad der foregår i verden, men millioner af danskere får deres verdensbillede gennem DR (og andre mainstreamers).
Det hér Schlamperei bør ændres gennem en offentlig debat, protest. Derfor bliver jeg ved. Alt godt!
DR er et integreret led i den danske regerings pro-Nato/anti-Ruslands propaganda.
Hvis DR blot tilnærmelsesvis overholdt objektivitets- og alsidighedskriteriet, og således skilte sig ud, ville det hurtigt få konsekvenser for DR.
Sådan er den totalitære logik der omkalfatrer alle institutioner logikken desværre.
[…] Udgivet den 8 juli 2023 skrevet af Jan Oberg direktør for Den Transnationale Stiftelse for Freds- og Fremtidsforskning, i Lund. […]