Dette er ikke hverdag i Aleppo

Amnesty International lader i disse uger en bus udsmykke med et reklameslogan hvilket er blevet opfanget af Adweek Adfreak som “remarkable” markedsføring. Det er det skam – men af andre grunde end den der fremhæves i artiklen.

Dette billede pryder også hele forsiden på Amnesty’s hjemmeside.

Har Amnesty ikke lagt mærke til at Aleppo blev befriet for godt 7 måneder siden helt præcist den 12. december 2016? (Jeg befandt mig dér som den eneste fra Norden).

Sloganet er at “Mennesker på flugt har ret til sikkerhed” – helt rigtigt. Det siger folkeretten meget klart.

Men gælder det kun Aleppo og Syrien eller er det også Danmarks og NATO/EU-landenes ansvar nu de har ødelagt land efter land og sendt mennesker på flugt, Amnesty?

Det er hovedårsagen til flygtningestrømmen mod Europa siden efteråret 2015 og som Danmark og det øvrige Europa har vist at man ikke tager ansvaret for.

Hvor står det danske Amnesty International egentlig i forhold til Danmarks krigsdeltagelse og menneskerettighedskrænkelser?

Jeg spørger fordi jeg faktisk ikke forstår denne reklames saglige indhold og budskab.

AI’s Claus Juuls udtalelse hér er kun floskler og at en bus kører igennem København med dette budskab har intet at gøre med at forstå krig i almindelighed eller denne krig i særdeleshed.

Juuls er billigt markedsføringssprog.

Der kan være tale om at hverken AI eller markedsføringsselskabet Robert/Boisen & Like-Minded aner hvad de taler om. Det er uundskyldeligt.

Der kan også være tale om en lige så strategisk som usmagelig udnyttelse af det – falske – medienarrativ gennem de sidste 6 år at alt er præsident Assads fejl. Hvem tilhører kampvognen?

Eller at AI – forhåbentlig uforvarende – mener at al-Nushra og snesevis af andre terrorgrupper og deres pårørende og venner, der flygtede ud af Aleppo da de tabte deres besatte Østre Aleppo, har ret til at vende tilbage til byen.

Jeg vil være meget taknemmelig for at få et svar på hvordan man skal forstå denne AI kampagne.

Indlægget blev sendt til Amnesty og følgende debat fulgte

On 2017-08-01 15:21, Stinne Bech wrote:

Kære Jan Øberg,

Hermed svar på din henvendelse og din kritik. Vi beklager, at du har måttet vente på uddybende svar.

Budskabet på bussen skal symbolisere krigen i Syrien som et modstykke til en fredelig dansk hverdag, med det formål at få danskere til at tænke over, at krigen stadig raser i Syrien og at det er den virkelighed, som flygtninge søger beskyttelse fra.

Med bussen ønsker vi at minde om den virkelighed og skabe sympati for de millioner af mennesker krigen har sendt på flugt. Teksten på bussen tager udgangspunkt i en konkret konflikt, men budskabet, som vi ønsker at formidle, er, som der står på bussen, at mennesker på flugt har ret til sikkerhed.

Vi er med på, at der er byer i Syrien, hvor krigshandlinger og overgreb lige nu er langt mere intensive, men Aleppo er valgt som eksempel, fordi den for mange står som det mest markante nylige symbol på krigen i Syrien, der har medført så store lidelser siden 2011.

Amnesty arbejder for at standse overgreb, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden i Syrien og for at de ansvarlige bliver retsforfulgt – uanset hvem, der står bag.

Når busreklamens kampvogn er russisk er det fordi, det syriske regime har brugt russiskproducerede tanks imod civile og at det er desuden primært det syriske militær, som har anvendt tanks i krigen i Syrien.

Det syriske regime har stået bag en stor del af – om end bestemt ikke alle – de mange overgreb i den syriske konflikt, der har kostet op mod en halv millioner mennesker livet og sendt flere millioner på flugt.

Vi kan i den forbindelse henvise til Amnestys mange udgivelser om Syrien, der dokumenterer krænkelser af menneskerettighederne og folkeretten begået af såvel de syriske styrker, som væbnede grupper (herunder al- Nushra), og andre aktører: .

Vi beklager naturligvis, hvis budskabet på bussen (som er blevet doneret til Amnesty) kan misforstås og det kan da ærgre os, at vi ikke skrev “Hverdag i Syrien” i stedet, så fokus kunne have været fastholdt på behovet for at standse konflikten i Syrien og øge sympatien for at hjælpe de millioner af mennesker, der er sendt på flugt.

Det er som skrevet ovenfor alene det, der har været formålet – og det er måske endda et formål, som du i så fald ville kunne bakke op om.

Med venlig hilsen

Stinne Lyager Bech
Policyteamleder/Head of Policy
Amnesty International
Dansk Afdeling/Danish Section
Gammeltorv 8, 5 sal
1457 København K
Tel: (+45) 33 45 65 65
Mob: (+45) 25 34 95 45
E-mail: sbech@amnesty.dk
Twitter: @StinneBech
www.amnesty.dk

Dette svar kommenterede jeg samme dag, den 1. august 2017 – således:

Kære Stinne Lyager Bech

Tak for dit svar. Det er både sobert og sagligt men du har – fortsat – en nok så dårlig sag at forklare og forsvare. Faktisk synes jeg ikke det grundlæggende holder en meter.

1. Symbolikken eller associationen er misvisende.
Vil man skabe sympati med flygtninge viser man ikke en sammenhæng, der har med militær aktivitet at gøre, men derimod nogle eksempler på at det kan nytte at hjælpe flygtninge. Eller man viser billeder af den ødelæggelse, der er flygtet fra. Kampagnen med kampvognen og det hele viser ingen sympati for flygtninge men understreger krigens metode.

2. Aleppo
Jeg respekterer at du skriver at I måske i stedet skulle have skrevet “i Syrien.” Men a) i hverken Øst-eller Vest-Aleppo i dag er dette hverdag; b) narrativet har siden da vist sig at være helt hen i vejret – hvilket jeg vidste fordi jeg var der da den blev befriet. De pressemeddelelser, du venligt henviser til, indeholder de samme skrøner om frygten for massemord, etc. Hvorfor i alverden bruge begrebet Aleppo når i véd at byen i dag er uden kamphandlinger og folk er vendt tilbage? Er symbolværdi noget I sætter højere end empiriske fakta?
I stedet formidler kampagnen at der stadigvæk føres krig i Aleppo. Da dét er sagligt forkert synes jeg din argumentation er uholdbar.

3. Kampvognen er russisk
Ja, der er ikke ét eksempel på i Jeres pressemeddelelser, i denne kampagne eller i det du på skriver at I har forstået de underliggende konflikter – og at hele denne frygtelig udvikling i Syrien går langt langt længere tilbage end 2011.
AI forholder sig intellektuelt plat til det vestlige narrativ og man tør ikke påpege enkle ting som at over 100 udenlandske grupper opererer i landet med våben i hånd – hvem gav dem dem, Stinne Lyager Bech?

At der lynhurtigt blev taler om en stedfortræderkrig og at CIA m fl – alle vestlige allierede inkl Tyrkiet og Saudi-Arabien – har pumpet penge ind til de grupper, der i folkeretslig forstand har begået aggression mod en suveræn stat, et medlem af FN og dermed – og det er mit tredje hovedargument – derfor iflg Artikel 51 i FN-Erklæringen har ret til at forsvare sig. Endog og om nødvendigt med kampvogne.

Dine eksempler er ikke forkerte – de er ensidige.

Hvorfor kan AI ikke klart og tydeligt lave en kampagne, der henviser til eller symbolsk bruger NATO-landes og allierede inklusive vestligt støtte terrorgruppers hærgen og menneskerettighedskrænkelser i et land, der tilhører andre – også uden at de selv er blevet truet. Syrien har ikke truet hverken europæiske lande eller USA eller f.eks. Saudi-Arabien og Tyrkiet. Det véd I naturligvis såre godt.

Det klarest budskab ville være dét som min ven gennem årtier, Dr. Peter Nobel, har formuleret – dr. jur, tidligere diskrimineringsombudsmand i Sverige og Røde Kors-chef: “Bag enhver flygtning står en våbenhandler”.

Hvorfor kan AI ikke lave en kampagne, der viser at ALLE krige skaber flygtninge og et helvede for uskyldige? Hvorfor må man absolut – igen og igen – udpege den ene side og tie om de mange andre?

Det er klart at et sådant mere balanceret budskab af typen “det er nok så kompliceret dernede og “regimet” (dit ord som i sig selv er afslørende, det er faktisk en lovlig regering og statsledelse med valgt parlament omend ikke et demokrati sådan som du og jeg ville definere det – men dog et demokrati i sammenligning med Saudi-Arabien og dagens Tyrkiet) har også en pointe og krav på at blive hørt – ville være sværere at formidle og tungere som medlidenhedsskabende.

Istedet vælger I at bygge på et gennemfalsk og til uigenkendelighed forsimplet medienarrativ – om hvilket bl a Stephen Kinzer har sagt at det må være “en af de mest skamfulde episoder i den amerikanske presses historie.”

Jeg tager for givet at du som AI’s policychef ikke er uvidende om at det narrativ, du og AI bygger på i dag, er særdeles kontroversielt.

Til sidst to spørgsmål:

– hvad betyder det at kampagnen er blevet doneret til AI?
– har du noget imod at denne korrespondance, altså også dit svar som jeg her replicerer på, klistres ind – uden ændringer – under det oprindelig indlæg på min blog?

Med venlig hilsen
Jan Øberg

Den 2. august kom så dette svar fra Stinne Bech, AI

Kære Jan Øberg

Jeg respekterer naturligvis, at du fortsat ikke er overbevist om busreklamen, men håber at jeg har fået forklaret, at vi ikke har haft til hensigt at kommunikere andet end en forståelse for krigens rædsler og sympati for at give mennesker på flugt beskyttelse, som uddybet i vores mail til dig.

Som allerede nævnt medgiver vi, at det ville have været bedre, hvis der var blevet skrevet Syrien i stedet for Aleppo.

Jeg er klar over, at du i øvrigt er kritisk overfor Amnestys arbejde i forhold til Syrien, og jeg synes, at uenighederne kommer frem på en fin og sober måde i artiklen i Ræson, hvor du og Trine Christensen interviewes:

Jeg vil gerne igen understrege, at Amnesty arbejder for, at alle parter i konflikten, der har begået krænkelser af menneskerettighederne, skal stilles til ansvar.

Jeg vil også gerne minde om, at Amnesty har kørt en årelang kampagne kaldet ’Control Arms’, der kulminerede i at FN fik vedtaget en våbenhandelstraktat, og at vi altid står fast på, at ingen stat eller virksomhed skal overlevere eller handle våben eller udstyr til grupper eller stater, hvis der er risiko for, at de vil blive brugt til krænkelser af menneskerettighederne.

Så i andre sammenhænge har vores kampagner måske ligget lidt tættere på det, du efterspørger.

Angående dine spørgsmål, så er busreklamen doneret til Amnesty, idet vi ikke har betalt noget for udviklingen af det kreative koncept og for bussen, men det er nok egentlig uvedkommende i denne sammenhæng, da vi lægger navn og brand til og således har ansvaret for reklamen.

Og så kan du da godt dele det foregående mailsvar på din blog, hvis du måtte ønske det.

Med venlig hilsen

Stinne Lyager Bech

Jeg har også skrevet til markedsføringsfirmaet Robert/Boisen & Like-minded A/S og spurgt hvordan “hvordan I har tænkt da I udformede denne reklame”.

Kim Boisen svarer den 10. august 2017:

Kære Jan Øberg,

Tak for dine mails. Vi synes dog, det må være mest fair, at det er Amnesty International som afsender, der svarer på dine spørgsmål, og Stinne Lyager Bech har allerede givet et langt og detaljeret svar på din blog i to omgange.

Mht. om vi doneret reklamen: Nej det har Out of Home Media, som er et outdoor selskab. Vi har udtænkt og udført idéen (uden betaling) og forelagt den for Amnesty International, som har takket ja til den gratis eksponering for en god sag og godkendt eksekveringen.

Jeg skrev så til donatoren af denne kampagne, Out Of Home Media, dets stifter og direktør Henrik Sørensen. Det sker 14. august 2017:

Kære Henrik Sørensen

Tak fordi I interesserer Jer for flygtningespørgsmålene og krig.

Jeg er dog ikke sikker på at den kampagne I angiveligt har doneret til Amnesty International om Aleppo rammer helt rigtigt. Det har jeg skrevet om hér og fået svar på fra Amnesty og fra Robert/Boisen & Like-minded A/S.

Dette er ikke hverdag i Aleppo

Jeg vil være taknemmelig for hvis du kunne send mit et par ord om to ting – skrevet sådan at de også kan sættes på blogindlægget:

1) Hvad er Jeres motiver for at donere en busreklame til Amnesty

2) Har I bestemt eller haft indflydelse på udformning, tekst og billeder – eller foreslået temaet som sådant?

3) Hvad har I i så fald ment med at pege på Aleppo, hvor der i snart 8 måneder ikke har været krig eller russisk-producerede tanks og hvorledes skulle denne hverdagsbeskrivelse af Aleppo få danskerne til at give penge til flygtninge – hvad er associationsrækken hér?

Med venlig hilsen

Jan Øberg

Henrik Sørensen svarer samme dag:

Kære Jan,

Tak for din mail. Enhver henvendelse skal rettes til bureauet, da de står for den kreative udformning og valg af organisation.

Jeg har ingen kommentarer herfra…

Bh Henrik

– til hvilket jeg forsøger endnu en gang, også 14. august:

Kære Henrik

Tak, jeg forstår at det så ikke er Jer, der har skabt eller påvirket udformingen eller valg af organisation.

Men det jo Jeres virksomhed – dig selv formoder jeg også – der har taget initiativ til at donere denne busreklame? Det er jo hvad bureauet, som du ser, skriver til mig. Det gør man vel fordi man har en filosofi, en tanke – noget, man gerne vil fremme?

Så jeg vil stadig være dig taknemmelig hvis du kunne skrive et par ord om hvorfor dit firma har besluttet at donere hvad jeg formoder må være en rimeligt stor sum til netop dette formål. Om I som donator betingede Jer at der skulle være et bestemt budskab eller tale om et bestemt land? Om det er den rent humanitære indsats og omsorgen for asylsøgende? Om det et politisk statement I har villet støtte – f.eks. at krig er noget skidt – eller hvad?

Med venlig hilsen

Jan

Og dér står diskussionen indtil videre.