///////////////

Om Ukraine, konfliktforståelse og fred véd statsminister Frederiksen intet men krigen, den vil hun

This article in English on The Transnational

TV2 havde den 6. september et 35-sekunders klip med statsministeren under overskriften “Mette Frederiksen: Man vinder ikke en krig med ord, det gør man med våben.” Se og hør det her.

Hendes korte fremstilling af sit syn på Ukraines situation vidner om en ukyndighed – bevidst, ubevidst eller opportun – som ikke let lader sig forene med statsledelse i almindelighed og krigsdeltagelse i særdeleshed.

Jeg tror at en læge på samme intellektuelle niveau vedrørende medicinsk viden ville blive sat fra bestillingen.

Mette Frederiksen mener at det er umuligt at vinde en krig med ord specielt når man er “oppe imod Rusland.” Ved at fokusere på krigen og ikke den underliggende NATO/Rusland-konflikt, som udspilles i Ukraine, kan hun så undgå at spørge sig selv: Hvorfor blev der overhovedet krig? Hvorfor er vi – Danmark – faktisk i krig med Rusland?

Desuden er udsagnet faktuelt forkert. Der findes altid kanaler – også bag kulisserne, langt væk fra medierne og mens krigen raser – hvor parterne kan bruge ord. Men det vil Danmark jo ikke (fordi USA ikke vil); se blot hvordan kommunikationen er blevet reduceret til farligt nært nul, reduktion af den russiske ambassades personale, lukning af det russiske kulturcenter og det nærmest grænseløse had til alt hvad der er russisk – og dem, der er russere i dagens Danmark.

Dansk politik, mainstream-medier og statsfinancieret forskning går i takt i en selvretfærdighedens hadefulde march. Men hvor leder denne krigskonsensus hen på bare nogle måneders horisont?

En krig kan også tages op i FN – det står der i NATOs traktat fra 1949 at NATO skal – og behandles dér. Altså med ord. Regeringen har ikke fremført en sådan idé eller taget noget andet initiativ end ensidig fordømmelse af Rusland og våbenleverancer, der hver gang overskred tidligere satte grænser.

Som om krig kunne lede til fred.

Statsministeren overser også det faktum at det var Rusland, der ønskede at bruge ordet, da det i december sidste år fremsatte en række forslag til NATO med ønske om samtale – blandt andet om at stoppe NATO’s ekspansion til også at omfatte Ukraine og at trække våbensystemer tilbage, som Rusland følte stod truende nær dets grænse.

Havde hun nævnt dette forhold – som NATOs generalsekretær selv afviste og for nylig har sagt var årsagen til Ruslands invasion – der således aldeles ikke var ‘uprovokeret’ – ja så ville hun været kommet til at tale om konflikten og nævne NATO’s rolle i den.

Her er Jens Stoltenberg’s – sensationelle – erkendelse af at han vidste, at Rusland ville invadere Ukraine hvis NATO afviste at forhandle – og at NATO gjorde netop dét:

Putin ønskede altså – for øvrigt som alle andre russiske præsidenter siden Gorbatjov – at bruge ord. Men som man hører til sidst er der alligevel kun én årsag til krigen i Ukraine og den er naturligvis Rusland.

Distinktionen mellem krigen og konflikten er vigtig, fordi nøglen til en løsning ikke ligger på krigsskuepladsen men i at forsøge at forstå hvad det er for et problem, der findes mellem konfliktparterne og som de ikke kan håndtere selv og finde en fredelige løsning på.

Derfor er det katastrofalt at danske politikere – og alle andre i NATO – bare taler om krigen, aldrig om konflikten.

Statsministeren er åbenbart uforsvarligt dårligt informeret, for trods våbengaver til Ukraine på henved US$ 200 milliarder går det rigtig skidt for Ukraine og dets modoffensiv. Præsident Zelensky sagde til den amerikanske kongres for et par dage siden, at hvis man ikke giver endnu mere militærstøtte så vil Ukraine tabe.

Og hvad mon hun mener med at vinde? At Ukraine smider russerne ud af Ukraine? Eller at NATO vinder over Rusland og får det ødelagt eller opdelt i småstater, så det ikke længere kan være en trussel mod NATO og dets medlemsstater (som Rusland aldrig har truet eller invaderet trods konstante påstande gennem 50-60 år om at det er lige forestående)?

Og til hvilken pris? Er der nogen indsats fra Vestens side, statsministeren vil afstå fra for at vinde – flere af de våben Ukraine har fået var af den type, som man først sagde om, at dét ville de i hvert fald aldrig få og så fik de dem alligevel. Og USA’s udenrigsminister Blinken har lige fortalt verden, at USA ikke kan gøre noget ved det hvis Ukraine mere og mere fører krigen over på russisk territorium.

Hvis det kniber for NATO-Ukraine – hvad det i stigende grad gør også fordi Vestens militære produktionskapacitet ikke kan følge med og de sociale omkostninger også på grund af NATO/EU-landenes sanktioner mod Rusland vokser dag for dag – vil statsministen så acceptere, at NATO eller Ukraine bruger atomvåben for at på den måde “vinde” over Rusland?

Det er et heldigt at journalister ikke længere stiller spørgsmål ved krigen og slet ikke kritiske spørgsmål.

Statsministerens andet tema er at Rusland jo bare kan trække sine tropper hjem og holde op med at slå uskyldige ihjel. “Ansvaret for krigen er alene Ruslands. Ingen andres.”

Ovenstående citat af Stoltenberg viser meget godt i hvilket omfang statsministeren er uvidende om konflikten, der ligger under krigen. Hér har vi en konflikt, der ikke bare har nationale og europæiske dimensioner og fremtidsperspektiver men helt indlysende også globale sådanne. Sandsynligvis tror ministeren selv på denne reduktionistiske banalisering af noget meget komplekst – og hun håber sandsynligvis også ubevidst, at tænkende mennesker i Danmark tror på hendes forenkling af virkeligheden til uigenkendelighed.

Men det er ikke godt for formuleringen af en adekvat dansk politik at landets leder er så ukyndig og samtidig tror sig kunne manipulere virkeligheden via underdanige medier.

Det hele er gået alt for hurtigt og racer afsted i den gale retning mod krig. Statsministeren ser det ikke, hun er blind for konsekvenserne af sin egen militaristiske, krigsfascinerede tænkemåde. Vi kan jo aldrig nogensinde erkende, at vi også har begået fejl de sidste 30 år.

Hun forstår ikke at denne konflikt har 30 år på bagen, at NATO er en rollespiller i den, at NATO er Rusland overlegen (mindst 12 gange højere militærudgifter end Rusland) og aldrig har lyttet seriøst til russiske bekymringer for sin sikkerhed.

Hun forstå ikke at NATO’s afskrækkelsespolitik (“deterrence”) – sådan som den står beskrevet på mange steder på NATO’s hjemmeside – kan give andre skræk. Hun vil eller kan ikke forstår ikke, at NATO’s de facto politik er ét vedvarende brud på alliansens egen traktat, der med undtagelse af artikel 5 – den såkaldte musketéred – er en kopi af FN, dvs en forpligtelse til at skabe fred med fredelige midler.

Statsministeren dokumenterer – sikkert uden at tænke over det – i dette lille klip en nærmeste grænseløs foragt for FN-Erklæringens bogstav og ånd.

Og Rusland kan jo bare?

Jo, USA og andre NATO-lande kunne jo bare lade være med Vietnam, Somalia, Irak/Kuwait, Jugoslavien/Kosovo, Afghanistan, Irak igen, Libyen, Syrien, Yemen og dermed sikret at millioner af mennesker ikke var blevet dræbt i disse krigshærgede lande og endnu flere millioner gjort hjemløse – krigshærgede især af det USA, som statsministeren flere gange har sagt, at der ikke må være så meget som en A4 arks afstand til.

USA kunne jo have ladet været med 70-80 regimeforandringer; kunne bare fjerne sine 650 baser i 130 lande og trække alle sine specialtropper og CIA-operatører hjem. (Også fra Ukraine).

USA/Obama kunne også – men statsministeren fortier det – have undladt at financiere og organisere den regimeforandring i Kiev i 2014, der fjernede en russisk orienteret præsident og blev indledningen på den USA-venlige Poroshenkos opbygning af hæren, som så sammen med ekstrem-nationalistisk etnisk rensning af ukrainere med russiske rødder, sprog og følelser kunne starte en borgerkig, der kostede 14 000 af dem livet. (Og som gjorde at Rusland annekterede Krim fordi man ikke ville risikere at have sine tredje største base, leaset for 30+ år, i et NATO-land).

USA/NATO kunne jo have ladet være med at lave NATO-medlemsskabsforberedelser i Ukraine i hele denne fase siden Ukraine blev selvstændigt og at beslutte hen over hovedet på det ukrainske folk at Ukraine skulle blive medlem af NATO skønt alle opinionsundersøgelse før invasionen viste at højst 15% af ukrainerne ville at deres land skulle være NATO-medlem.

Hvor var Mette Frederiksens “De kan jo bare lade være” til alle disse ting?

Netop, de var der aldrig.

Tværtimod – da USA likviderede Nr 3 mand i Iran på fredsmission til Irak spurgte en journalist hende på en pressekonference hvad hun mente om dét – hvortil hun sagde de berømte eller berygtede ord: “Jeg har ikke noget behov for at kommentere amerikanske aktiviteter.”

Når USA og NATO ikke findes på statsministerens politiske kort – ja så er der jo ikke andre end Rusland, der kan være skyld i alt ondt. Vi har før hørt en statsminister sige at der ikke er noget at komme efter vedrørende den største danske udenrigspolitiske fejlvurdering og mange menneskeliv på samvittigheden (hvis en sådan findes).

Dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik drives idag af irrationalitet og emotionalisme – man kan se det i hendes ansigt hvor hun siger, at kun Rusland er skyldig – af anti-intellektualisme og uvidenhed om konfliktløsning og fredsskabelse.

Disse ting er naturligvis forudsætninger for blind USA/NATO-tro – netop tro – og permanent eskalation af krigsindsatser og militarisme. Uanset den politiske, økonomiske og moralske pris.

Om statsminister Frederiksen er sig det bevidst, tænker på den slags, har en lille tvivl når hun kommer hjem hver aften véd kun hun. Der er ingen tegn udadtil på selv den mindste tvivl over medansvaret for den ubeskrivelige lidelse hendes og dermed regeringens politik påfører også uskyldige ukrainere og hele Europa.

Hvor der ikke må være så meget som et A4-ark er der heller ikke plads til én selvstændig tanke. Eller selv den smalleste tvivl.

Det sidste tema i statsministerens fremstilling her er at diplomati kun kan bruges når partnerne vil fred og Rusland vil desværre ikke fred.

Det første er ganske enkelt forkert eller usandt, vælg selv ordet. Som nævnt ovenfor kan der naturligvis bruges diplomati parallelt med krig med henblik på at få en våbenhvile i stand – hvorefter ordet tager over. Diplomati handler også om at samarbejde om at ingen af parterne udadtil vil stå som tabere når denne våbenhvile erklæres. Cuba-krisen er stadig en meget god model.

Det forfærdeligt og intellektuelt-etisk dybt problematiske er, at statsminister Frederiksen ikke vil se det. Hun vil kun krigen. Ingen anden tolkning er mulig ud fra det, hun siger til slut i disse 35 sekunder. Hverken hun eller udenrigsministeren har formentlig nogle rådgivere, der måtte mene noget andet – kan/tør foreslå andet end mere krig.

At Rusland ikke vil – ikke har forsøgt – på en fredelig løsning med NATO-landene er ligeledes forkert eller usandt. Vælg selv ordet igen. NATOs generalsekretær har dokumenteret det i citatet ovenfor. Putins taler er fulde af overvejelser i den retning – for år tilbage foreslog han (og for øvrigt jeg selv) stationering af en meget omfattende FN-peacekeeping mission i området. Hvorfor har NATO haft en form for dialog og fælles institutioner for dialog med Putin i 20 år hvis han enten er sindssyg, suicidal eller kun vil krig, inklusive kærnevåbenkrig, med NATO-landene? Truede han med krig i sin tale i München i 2007?

Statsministeren kan ikke være uvidende om, at der var forhandlinger tidligere mellem Ukraine og Rusland, og at bl a Boris Johnson krævede at Præsident Zelensky trak sig fra dem. Hun kan ikke være uvidende om at Minsk-aftalerne officielt sigtede på at få en autonomi-løsning og øvrig modus vivendi på plads, men at NATO-landene ikke krævede af Ukraine at det levede op til sine forpligtelser, fordi det egentlige formål var at vinde tid og få styrket Ukraines hær mest mulig. Den respekterede og gennemhæderlige Angela Merkel, som var med, har offentligt udtalt at det var det, det handlede om.

Mette Frederiksen kan ikke være uvidende om at USA selv fortsætter med våbenpakker, den ene efter den anden, og med at presse sine NATO-allierede til at levere endnu mere. Til krigen.

Hun kan vel heller ikke være uvidende om at Danmark som den største militære donatorer (i forhold til nationale militærudgifter) efter USA og de baltiske stater sender det signal, at hér skal der ikke diskuteres fred, her skal krig vindes. Med våben og ikke med ord. Og at hun aldrig tager ordet fred i sin mund.

Hér som på næsten alle andre punkter synes statsministeren at bygge på noget, der med rimelighed kan kaldes psyko-politisk projektion: Fordøm andre for at gøre noget, som du selv gør i langt større omfang – overfør dine egne mørke skyggesider på den anden, så du føler at du selv altid har ret, er uskyldig og som den udelukkende gode bekæmper den anden – den udelukkende onde.

Den slags er ikke tegn på sundhed.

Baseret på det etiske, intellektuelle og psykologiske niveau, jeg her har beskrevet konkret, vil enhver fremtidig dansk beslutning øge risikoen for storkrig i Europa.

Hvis man som jeg har fulgt dansk sikkerhedspolitik over snart 50 år – og jeg kendte personligt de fleste af de socialdemokrater og f.eks. radikale og SFere, der formede den i 1970-1990erne – er dagens danske kurs lige så ubegribelig som tragisk, uetisk og farlig.

Jeg kan sammenligne nok så godt, fordi jeg gennem alle 1980erne var medlem af regeringens Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg, SNU.

Siden bombningerne i Jugoslavien i 1999 er Danmark blevet en ledende militaristisk, skruppelløs stat. Mette Frederiksen positionerer sig til stadighed som den amerikanske krigsførende stats egentlige ambassadør – tilsyneladende mere loyal med Washington end med det danske folks bedste sikkerheds- og fredsinteresser.

Militarismens blinde oprustning forudsætter humanismens, tankens or moralens nedrustning – som det førhen er sket i Europas historie.

Hvad er der dog gået så grueligt galt i Danmark når det idag ligger længst fremme i dette menneskehedstruende lemmingetog?

Noter

(1) Der skal nok være og anden læser, der mener at jeg er “putinist” og ønsker at legitimere Ruslands invasion af Ukraine. Til oplysning for den slags sort-hvidt seende, der ikke gider at forstå argumenter men blot bruger “framing” og kategorisering af andre, kan jeg henvise til min artikel fra dagen efter invasionen, “There were alternatives: Why Russia should not have bombed Ukraine,” der iøvrigt også forudsagde en del af det, der siden skete.

Tro det eller ej, men det er faktisk helt muligt at være kritisk til såvel Rusland som USA/NATO i hele denne affære, selv om selvretfærdighedens løgnagtigt sort/hvide fortælling endnu dominerer – omend ikke meget længere til.

(2) Efter publiceringen hér har et venligt menneske gjort mig opmærksom på det hér lille klip i hvilket statsministeren siger, at hun ikke er i tvivl om, at Putin – hvis han vinder i Ukraine – “vil gå videre til det næste land.” Danmarks fremtid, kunne man således sige, hviler på Mette Frederiksens personlige scenarie-virksomhed eller fordomme. Derimod hverken på en analyse af Ruslands hidtidige adfærd eller sandsynlighedsbedømmelser for det, hun tror på at Rusland/Putin vil gøre hvis og såfremt. Stoltenbergs udsagn ovenfår viser meget godt hvorfor hun er helt galt afmarcheret eller omgiver sig med ukyndige rådgivere. Putin har været præsident i 23 år og har ikke kastet sig over noget NATO-land, men nu er det altså dét hun tror på og ikke er i tvivl om. Det er vel også derfor hun anbefaler at vi, endog hjemme ved middagsbordet, bliver ved med at tale om krigen?

Klik her – det er både hurtigt, enkelt og trygt. Hjerteligt Tak!


JO

Welcome to my official personal home. I'm a peace researcher and art photographer.

4 Comments

  1. Du gør ofte opmærksom på, Jan, at NATOs budget er ti gange større end Ruslands militærbudget. Hvilket jo er sandt, men siger det egentlig noget signifikant om NATOs hhv. Ruslands reelle militære slagkraft?

    Det russiske rustningsindustrielle kompleks er i det store og hele statsejet, så den russiske hær, som jo også er en del af den russiske stat, får sine våben til kostpris. I modsætning til medlemmerne af NATO, som er henvist til at købe deres våben overvejende i USA, hvor våbenfabrikanterne ikke alene skal profitere på våbensalget, men også sikre midler til, at de amerikanske politikere, som kanaliserer de amerikanske skatter ind i militæret, får et generøst kickback for deres krigsfremmende indsats i kongressen og senatet.

    Jeg har længe ledt efter dokumentation for, hvor meget det rent faktisk koster russerne at føre krig, sammenlignet med, hvad det koster amerikanerne (og os danskere), men det synes ikke at interessere forskerne, i hvert fald ikke her i Vesten. Den eneste forfatter, jeg har fundet, som inddrager dette aspekt i sine analyser – omend kun som en sekundær faktor – er Andrej Martyanov, som i sine bøger primært fokuserer på de mest moderne matematiske metoder, udviklet på grundlag af Lanchesters lov fra 1916, til at vurdere styrkeforholdene mellem to krigsmagter. Og Martyanov er en amerikansk russer fra Azerbadjan, fhv. officer i Den røde Hær, som ikke kan siges at være på nogen måde upartisk i denne sag.

    I sine bøger gør han opmærksom på, at russerne får meget mere krig for de samme penge, sammenlignet med os NATO-lande, netop fordi profitmotivet ikke spiller nær den samme rolle i den statsejede russiske rustningsindustri, som det gør i den privatiserede amerikanske krigsindustri. Med andre ord: Amerikanske (og europæiske, israelske, koreanske osv. etc.) våben sælges til vild overpris, mens russiske våben sælges til noget nær kostprisen, hvorfor en direkte sammenligning mellem forsvarsbudgetter, uden én eller anden form for vægtning af tallene, ikke rigtigt giver mening.

    Førhen gav det måske mening at tale om, at amerikanske våben var de russiske våben overlegne, netop i kraft af, at de var mere teknologisk sofistikerede, og at Den røde Hær som en reaktion herpå baserede sit forsvar på kvantitet frem for kvalitet. Men efter moderniseringen af Den russiske Føderations væbnede styrker i dette århundrede er dette ikke længere tilfældet: Vi har set det ene nye og revolutionære russiske våbensystem efter det andet gøre sin entre på krigsskuepladsen i Ukraine, PÅ TRODS AF, at det russiske forsvarsbudget er ti gange mindre end NATOs. På én eller anden måde er det altså lykkedes for russerne at overhale amerikanerne i oprustningskapløbet, samtidig med at de har opretholdt en produktion af krigsforsyninger så som håndvåben, uniformer og ammunition til de stående styrker, alt sammen på et budget, der er en brøkdel af NATOs budget. Hvis russerne oven i købet er så korrupte, som vestlige medier vil have os til at tro, må de russiske militærøkonomiske planlæggere jo være en slags organisatoriske supergenier!

    Alt dette blot for at spørge, om du kan henvise til nutidige pålidelige økonomiske analyser af, hvad det koster for hhv. NATO og Rusland at udvikle, producere og indkøbe moderne våben. Hvad koster en jernbombe i indkøb for Mette Frederiksen, og hvad betaler Putin for den samme jernbombe, og hvilke konsekvenser har disse tal i en makroøkonomisk analyse af krigen? Hvor mange ingeniører skal man have til rådighed for at kunne bygge et supersonisk missil, og hvor mange ingeniører har hhv. USA og Rusland til rådighed i deres respektive krigsindustrier?

    At NATOs krigsbudgetter er så exorbitant store, som de rent faktisk er, antyder jo blot efter min ringe mening, at det vestlige militærindustrielle kompleks profiterer helt ude af proportion på deres markedsføring og salg af død og ulykke. Enten det, eller også er de vestlige politikere og deres generaler håbløst inkompetente. Eller måske begge dele?

    • Mange tak for dit velargumenterede og interessant skriv hér. Jeg kan allerede nu svare, at jeg ikke kender til den slags analyser som du søger – og som er/ville være endog meget vigtige.
      Jeg tror at du et meget langt stykke hen ad vejen har ret og at militærudgifter ikke siger alt – alt – om militær styrke. Spørgsmålet vil altid være: Hvor meget for manud af de midler, man har til rådighed – og det kan meget vel tænkes at Rusland får relativt mere dér end USA/NATO-landene gør.
      Det, der for mig er vigtigt er, at militærudgifter er nogenlunde sammenlignelige – i hvert fald når de omregnes til faste priser sådan som f.eks. SIPRI i Stockholm gør det. De andet er, at jeg ser det sådan at vi over vore skattebetalinger betaler staten for at give os försvar, sikkerhed og fred – soldater går jo ikke og ringer på vore døre for at indsamle midler til sine krige …
      Det medfører at samfundsborgeren kan forvente at få noget – øge sin de facto og oplevede sikkerhed – ikke at der skal betales mere og mere samtidig som dette total modprodukitve system skaber mere og mere usikkerhed og – i hvert fald for øjeblikket – direkte bringer os nærmere afgrunden.
      Militærudgifterne er altså en målestok, der kan sige den enkelte der medfinancierer det hele – og det er jo dem, der læser hvad f-eks. jeg skriver: How, her siger Øberg at jeg bliver snydt – det må jeg lige tænke over.
      Lige nu arbejder jeg med helt andre ting, men hvis du finder noget mere om de spørgsmål, du rejser, så er jeg taknemmelig for et praj – enten her eller til oberg@transnational.org
      Mange tak! JAN

  2. Tak for svar – jeg vil lede videre efter nogle relevante tal. Men det bliver nok svært, da tallene formodentlig er hemmeligtstemplede indtil videre.

    Jeg er overbevist om, at vi betaler alt for meget for de våben, vi køber. Men det hænger sammen med min tese om, at krigen i Ukraine i sidste ende er en gemen berigelsesforbrydelse, som skal sikre den skrantende amerikanske økonomi.

    War is a Racket, som Smedley Butler skrev.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Previous Story

”Alle lod sig rive med …”

Next Story

Why still no Nord Stream investigative report?

Latest from Cold Wars - Kold Krig

%d